Opvarmning til hekseprocesserne

Geoffrey Cain om The Lame Street Media’s tone i debatten.

Nedenstående kronik er afvist af Pravda I Pilestræde. Vi bringer den her med forfatterens tilladelse:

Direkte støtte til Pia Kjærsgaard er nærmest utænkelig i de højere kulturkredse. Her er det altid god tone at hakke på DFs førstedame – eller stikke hende diskret med en forgiftet paraply.

Alle kan lide at skyde på Pia Kjærsgaard, og af og til kommer der også en salve fra Groft Sagt. For nylig kunne Claes Kastholm fortælle, hvordan Pia Kjærsgaård – til daglig boende i “frygtens sumpe” – er “let genkendelig på sin blonde fjerdragt og sit pilespidsformede rød-hvide næb”. Ja, sådan skrev den ellers urbane Kastholm. Det var næppe venligt ment, men alligevel småting i forhold til hvad andre har disket op med I tidens løb.

Eksempelvis Informations David Rehlings latrinære giftighed om Pia Kjærsgaard som “det monster, der har glammet i familien Danmarks stuer… og tilmed spredt sin nødtørft”. Her er inspirationen fra en tidligere statsministers udsagn om manglende stuerenhed ikke til at tage fejl af. Ekstra Bladet har efterfølgende tegnet hende som en hund med stinkende bag, men ikke nok med det. Pia K. er ikke bare uren, hun er også ond. Og derfor har det pæne Kristeligt Dagblad ladet hende portrættere som en slange i paradisets have, d.v.s. som selve symbolet på ondskaben. Ikke en kvinde men en heks.

Sådan en må man gerne slå på naturligvis, og her i bladet har Jens Hage afbildet hende som en spændetrøjeklædt sindsyg i en gummicelle og senere som et troldkvindeansigt i en toiletkumme. I Dagbladet Information har Marqvard Otzen tegnet hende som en heks og en snylteorm i en hjerne og meget, meget mere. Der har kort sagt ikke været grænser for giftighederne, og fremmest blandt de spottende ser man altid den kry Politiken, der ellers har været hurtig til at tage hatten i hånden overfor profetens mange efterkommere. Som man nødig skulle krænke.

Avisens stjernetegner Roald Als har gjort Pia Kjærsgaard til sit yndlingsoffer og afbildet hende som et stinkende uhyre mindst én gang om ugen gennem de sidst mange år (jeg vil gætte på fem eller seks). Og når man samtidig betænker, at det netop er politisk korrekte kulturradikale af Roald Als’ støbning, der er de første til at tale om “tonen I debatten”, kunne man fristes til at se det enorme svælg mellem ophøjet moral og det tarveligste karaktermord som rent og skært hykleri. Hvad det ikke nødvendigvis er. Hykleri forudsætter jo, at hykleren er klar over sin dobbeltmoral, men det er næppe tilfældet her. De politisk korrekte kan simpelt hen ikke se det, og derfor fortsætter de ufortrødent heksejagten med især Politiken som dynamoen. Og det er også herfra, at de fleste mobbeflagermus – hver af dem bevæbnet med sin lille gift paraply – tager på vinge.

Her blomstrer mobning mere end andre steder, og derfor er Politiken en god praktikplads for kulturradikale korsriddere med ondt i sulet. Netop her fandt den meget begavede karikaturtegner Mette Dreyer – der allerede havde afbildet P.K. som rotte i BT – sin naturlige niche under en af Tøger Seidenfadens dobbelthager, og det er også fra Politiken, at Berlingske Tidende har fået en anden – mindre begavet – troldmandslærling, tegneren Bob Katznelson, i hvis hadefulde streger Pia K. altid gengives som et uhyre fra en science fiction film.

Har hun virkelig gjort sig fortjent til det? Det kan man vanskeligt se, at hun har. De fleste politiske iagttagere er vel enige om, at Dansk Folkepartister har de samme holdninger som alle andre partier plus eller minus 10%. Så hvorfor køre heksejagt på netop dem? Ja hvorfor køre heksejagt i det hele taget, kan man spørge, og det er ikke så nemt at svare på. Men noget almenmenneskeligt må ligge til grund for det. Noget man så under 1600-tallets heksebrændinger, hvor man angav kvinder, fordi de var i ledtog med djævelen. I hvert fald ifølge deres naboer. Men nu er det 2010. Er vi så kommet videre? Svaret er nej.

”Nu ser jeg djævelens ansigt”, skrev professor Brian Patrick McGuire i Politikens kronik 14. okt. 1997 og sammesteds – og ikke mindre tankevækkende – skrev en vis Zune Holm følgende: ”Jeg ved du gør det. Vågner midt om natten, stønnende, svedende, ser dig fra side til side og med et knib i armen forsikrer dig om, at du er vågen. Hun har været efter dig igen. Hende den unævnelige. Med sin skærebrænderstemme har hun jagtet dig gennem mørke, fugtige gange, op ad endeløse trapper fra et mørkt dyb hvor din allerværste frygt befinder sig: Hendes navn er Pia Kjærsgaard” (15. april 2001).

Man behøver ikke at være psykolog eller psykiater for at se det syge og besættelsesagtige i dette had, der meget ofte kammer over i sjofelhed af værste skuffe.
”Går Pia Kjærsgaard i seng med marokkanere?” spurgte Carsten Jensen i Politikens kultursektion (!) 19. maj 2002”Kan hun smage på en mands sæd, hvad han har drukket dagen før?” Foretrækker hun at bruge kirketiden til gruppesex frem for at drage til Seem og høre pastor Søren Krarup prædike? På alle disse tre spørgsmål kan vi svare nej, også selv om vi ikke kender noget til Pia Kjærsgaards privatliv. Hendes surt sammensnerpede mund er svar nok. I valget mellem fellatio og Søren vil lederen af Dansk Folkeparti altid fortrække pilgrimsrejsen til Seem”.
Ovenstående svada minder meget om anklagerne mod heksene for kønslig omgang med djævelen. Det var ret æggende for fantasien, syntes invisitorerne med samme dunkle interesser, og hvis Carsten Jensen var født nogle århundreder tidligere, er det ikke svært at gætte på, hvilken levevej han havde valgt.

Og her er der flere spørgsmål, der rejser sig. Allerførst: hvordan er det muligt at denne heksejagt kan forekomme i et moderne civiliseret land? Og for det andet: hvordan kan det være, at ingen tilsyneladende kan se det? Og så er der et tredje spørgsmål: hvor er proportionssansen henne i alt det her?
En tegning af en mand med en bombe i turbanen skal man sige undskyld for (det var “krænkende”), men hate speech af den ondeste slags er helt okay.
Når Roald Als i fem år har tegnet Pia K. som ond snavs (en gang stod der, at hun var lort), kan folkene længere nede i fødekæden vanskeligt undgå at føle, at det er nødvendigt at fjerne dette snavs, for sådan kan ovenfrakommende signaler meget nemt fortolkes.
Dagen før overfaldet på Mogens Glistrup i Fælledparken i 1983 havde Ancher Jørgensen i Aktuelt advaret om, at “det ender med støvletramp, hvis vores indsats mislykkes”. Dagen efter mødte ca. tre hundrede unge mænd op med æg og maling og drev den støvletrampende nazist Glistrup ud i søen. Var der en forbindelse mellem Ancher Jørgensens advarsel og angrebet (som politiet mente var aftalt spil)? Å nej da! Ganske vist siger man, at hate-speech fører til vold, men det gælder åbenbart ikke for hate speech begået af de politisk korrekte.

Knap en måned efter overfaldet på Pia Kjærsgaard i 1997 stod Arne Melchior på Folketingets talerstol og fordømte fascistiske tendenser og korporlige overfald. Men ikke korporlige overfald på Pia Kjærsgaard. Tværtimod. Han foretrak at understrege, hvor ond den overfaldne og hendes ligesindede egentlig var. Ja, man kunne sagtens forstå, at folk af den slags var blevet udsat for slag og spark. Og den holdning var der flere, der var med på.

“En politisk leder repræsenterende et parti, der i sin afmagt kalder sig folkeligt, fik snuden drejet om”, skrev Berlingskes daværende kronikredaktør Nils Houkær et par dage efter overfaldet. “Hun har fortjent det”, skrev Lars Bonnevie i Weekendavisen . Overfaldet var ”forståeligt, uundgåeligt og nødvendigt” skrev August Miehe-Renard i Dagbladet Socialisten og UNG-Sams daværende formand Ali Celik, sagde, at det var “legitimt at overfalde Pia Kjærsgaard”.

Det er det sikkert stadigvæk, og hvis Pia K. igen skulle blive overfaldet efter mange års uafbrudte tilsvining, vil de politisk korrekte slet ikke kunne forstå, at overfaldet havde noget med dem at gøre. Højst sandsynligvis vil de formelt tage afstand fra det, alt imens de tænker, “men hun er jo en heks”.

Geoffrey Cain
Forfatter til bogen ”Gensyn med Ondskabens Ikon”, der afslører, hvor lavt ”kendte” danskere kan synke i simple sjofelheder mod en politisk modstander.

Dette var egentlig et kronikforslag til Berlingske Tidende 5. november 2010, men Tante Berlingeren beskytter sjofelhedernes ophavsmænd.

Ondskabens Ikon kan downloades her.