Hodjanernes Blog

21 november 2014

Den globale opvarmning i aktion i USA

Filed under: Økofascisme, efterår, Greenies, Klima, USA/Canada — Hodja @ 12:52

13 oktober 2014

Efterår.

Filed under: efterår, Politik — Tags: , — husmanden @ 18:47

Tid til mørke tanker.

I går kom naboen ned til mig på sin flotte røde atv, som jeg er så misundelig på. Med sådan én kan man komme rundt til alle de små steder på de 20 tønder land, hvor man i læ for den evige blæst i stilhed kan sidde og lade sig bedøve af de tunge efterårsdufte, og eventuelt supplere med lidt humleduft. Det går ikke til fods længere – det sørger gigten for. Nå til sagen – Med sig havde han en blå 20 liters dunk med spredemiddel – Noget man tilsætter RoundUp, for at få den til at virke bedre med minimal dosis, uden at vi dog kan høste andet end den sædvanlige hetz for det også. ”Hva – og så er der oven i købet kvælstof i den! Skønt! – men så må jeg bare håbe, at der ikke kommer uanmeldt skråremsbesøg, og knalder mig for de 3 kilo N i dunken.” Nåh lød det tørt fra naboen: ”Tænk ikke på det. Vi skal nok fodre dine katte, medens du er i fængsel”. Vi grinte et øjeblik, og blev så tavse. Der er faktisk et par stædige husmænd her i kommunen, der gennem de sidste år har valgt at gå i fængsel, frem for at efterleve tykke Yrsa fra kommunen’s påbud om ikke at drikke vand fra egen brønd. Om de er kommet ind, eller om kommunen har besindet sig, ved jeg ikke, men vi lever faktisk alle i frygt for, hvad de kan hitte på. For det koster uhyrlige summer at rette sig efter dem.

Her for et par måneder siden kravlede jeg gamle mand rundt oppe på tagryggen for at beskære den blodbøg, der efterhånden dækker hele huset. Man gør det i dobbelt frygt – dels for at falde ned og slå de gamle skrøbelige knogler til pulver, men mest for at arbejdstilsynet skulle komme forbi, medens det står på. En så grov forseelse mod fællesskabet løber jo uden videre op i 25000 i første omgang. Mere end man på det bedste år kan tjene på at dyrke jorden. Jeg burde fælde den – blodbøgen, men det skulle så også være forbudt nu om dage. Ikke at træets symbolske værdi betyder det allerringeste for Scavenius’ efterkommere i folketinget – i modsætning til hvad den betyder for en gammel sønderjyde som jeg, men jeg tror alligevel, at jeg venter med at spille dum over for blodbøgspolitiet, til jeg ikke kan undvære alt det dejlige brænde, der er i den. Så kan naboen komme og fodre kattene til den tid.

Jeg kan af debatten på nettet på nettet forstå at DDR ”fejrer” krigen i 64 med en slags interaktiv dokumentar til knap et par hundrede millioner kroner. Alene det faktum, at Carsten Jensen roser den, er nok til at holde mig langt borte. Det er jo det med vi gamle sønderjyder, at den krig faktisk berørte vore familier, så det kunne føles, – selv da jeg var barn. Min mor gik i tysk skole, hendes onkel Niels blev totalt invalideret i ww1, min mormor blev ruineret ved genforeningen, selvom glæden langt overstrålede ruinen, osv.. Der var mange emner, da jeg var barn, der kun blev tiet over – og nu er det forvandlet til plat underholdning i DDR.

Det er jo ellers ikke fordi at folketinget er bange for at sende danske soldater i krig nu om dage, men det er jo også med en langt ædlere baggrund end 64’s dorske nationalistiske. Næh – den, vi er i gang med lige i øjeblikket, har det fromme mål at fjerne alverdens tyranner, der ellers – med de midler de altid har brugt på de kanter – holdt nogenlunde styr på galskaben, for at erstatte dem med demokratiske, som de kalder dem, muslimske fanatikere, der kan sætte hele verden i brand. Og det ser ud til at lykkes. Måske endda Lidegaards allerhedeste ønske om at udslette Israel kan komme med som ekstrabonus? – For kors, hvor han da hader dem, som de radikale altid har hadet mennesker, der dur – især jøder.

Og allah skal da vide, at de radikales hedeste drømme kører i fineste nationopløsende smøreolie for tiden. Der meldes om 20 tusinde ”flygtninge” i år fra Syrien. På Samsø skal de have 400, så jeg på regional-tv, og 400 var mødt op til at debattere den ”glædelige” udsigt. Aldrig havde der været så mange, der af lutter forventningens glæde var kommet for at lytte og debattere sagen – sagde højskolemanden, der skulle lægge lokaler til, og borgmesteren, der forudså et kæmpe erhvervseventyr. Pengene ville strømme ind. – – Hold da kæft, hvor må vi danskere være snotdumme.

Nu må vi da så håbe, at Hoppeborgens mange aktiviteter her og hisset kan bringe en smule gang i den døende danske økonomi, som – alverdens gucci-optimisme til trods – med statsganti ender i minus. Når tyskerne nedjusterer til 1% vækst allerede nu, så ser det ikke lyst ud. Hvor slemt det står til, ser man af fjolsernes sidste forsøg på at redde os over eussr’s målstreg – omlægning af kapitalpensionerne for at hente en smule penge til statskassen af den vej. Det er som at tisse i bukserne. De fatter ikke, at vi før eller senere må gå den lange trælse vej tilbage til 68, og så tage den rigtige kurs derfra. Vi kan ikke leve af velfærd – vi skal have alle hænder op af lommerne for at komme ud af sumpen. Det er ikke nok med en fast forbindelse til Bornholm for lånte penge.

Nå, men om ikke andet, så er vejret på disse kanter ikke værst, alt taget i betragtning. Vi har haft den første nattefrost, og den har sat gang i bladenes sliptag. Der er det helt besynderlige ved det, at man allerede på denne årstid længes efter Kyndelmisse – efter lysets komme, også selvom vejret til den tid er pivende råt og iskoldt eller vådt – men fordi det så går fremad. Ud i haven hver dag og kigge efter de første vintergækker. Forskerne ved DMI har ellers lige stillet os 4 grader i udsigt, til min ca 160 års fødselsdag, men jeg er ikke sikker på, at jeg ønsker (eller når) det. Jeg tror da heller ikke på det – det er ligesom folketinget: De lover og lover og holder intet. Aldrig ville jeg bytte vore lange lune lyse sommernætter og iskolde sorte vinterdage mod noget fra sydligere himmelstrøg. Den bedste glæde er forventningens, idet man dog hvert sekund skal huske at leve livet fuldt og helt. Som Kurt Weil beskriver det så fremragende i sin vemodige
September Song , der dog her ikke er med hustruen Lotte Lenya, men i stedet med en stor fransk sigøjner.

Blog på WordPress.com.