Indfør ’One strike, and you’re out’, sherif Pind.
Når du beder befolkningen dæmpe islamkritikken af frygt for udemokratiske kræfter, går du islamisternes ærinde.
Efter et år som selvudnævnt sherif, er det på tide, at justitsminister Søren Pind trækker i arbejdstøjet og sikrer, at vi i Danmark trygt kan tro, tænke, ytre os og leve frit.
Den dag Kurt Westergaard, Naser Khader, Pia Kjærsgaard, Flemming Rose, Lars Hedegaard mv. kan færdes uden konstant politiovervågning, er målet nået. Ikke en dag før!
Det er tydeligvis farligt at kritisere islam. Jo mere vi kritiserer islam for at producere vold, undertrykkelse og ufrihed, jo farligere bliver det.
For de religiøse muslimer reagerer på den måde, deres imamer har indpodet dem – med trusler, vold, undertrykkelse og mere ufrihed.
Søren Pind siger, at vores islamkritik øger risikoen for islamisters voldelige angreb – og at debatten derfor bør dæmpes. Analysen er korrekt, men konklusionen er forkert.
At opfordre os islamkritikere til at nedtone debatten af frygt for voldelige modsvar, er som at opfordre en kvinde til at blive i et undertrykkende ægteskab af frygt for mandens voldelige reaktion, hvis hun lader sig skille.
Flere af de fremtrædende muslimer, politikere, kunstnere, debattører og redaktører, der har formastet sig til at kritisere islam, lever i dag med politibeskyttelse. Det ved de fleste danskere. Det ved ministeren.
Men løsningen på danskernes svindende sikkerhed er ikke, at vi lægger os på ryggen og lader os kue.
Hvis vi vil bevare vores frihed, må vi have modet til at kæmpe imod undertrykkelse, vold og trusler.
Jeg forventer, at en dansk justitsminister står på min side i kampen for min frihed til at kritisere islam – ikke at han forsøger at kue mig til tavshed.
Vi skal ikke stiltiende finde os i, at det jødiske samfund skal politibeskyttes, kvinder ikke kan færdes trygt på festivaler og i bylivet, butikker i nærheden af asylcentre må hyre vagtværn og at homoseksuelle skal leve i frygt for at vise deres seksualitet.
Løsningen er, at Justitsministeren smøger ærmerne op og tager fat om nældens rod.
Jeg ved, at det kræver mod at trodse godhedsindustriens hær af mennesker, der går mere op i at føle sig gode end at gøre godt. Og jeg ved, at det kræver vilje at tage kampen mod de kolleger i EU, der lader til helt at have mistet grebet om Europas frihed og sikkerhed.
Men hvis ministeren oprigtigt er bekymret for danskernes frihed og sikkerhed, så må han og hans partifæller have viljen og modet til at gøre det rigtige og nødvendige:
1. Udvise enhver udlænding, som dømmes for kriminalitet. Konsekvent og ved første lovovertrædelse.
2. Lukke grænsen for migrantstrømmene fra Mellemøsten og Nordafrika og sende migranter på midlertidigt ophold tilbage hurtigst muligt.
3. Stille krav om selvforsørgelse til alle udlændinge.
Men justitsministeren VIL ikke gøre det nødvendige. I stedet bevæger han sig ud på magtfuldkommenhedens overdrev og anklager den danske befolkning for at tale højt om de sikkerhedsmæssige konsekvenser årtiers fejlslagen udlændingepolitik har påført os.
I mine øjne et totalt uacceptabelt ledelsesmæssigt svigt af en minister, som er udnævnt til – og som danskerne betaler for – at opretholde lov og orden og sikre vores frihed.
Pernille Vermund i Ekstra Bladet