Kamp

Tanker i det dejlige vejr.

Jeg sad ude ved havedammen og nød solen. Lod den den gamle medtagne krop gennemvarme, medens jeg fodrede fiskene. Det var himmelsk dejligt at sidde der og lade sig overvælde af blomsterduftene, mens vandnymfer og sommerfugle flimrede rundt i sommervarmen. Så lidt og alligevel så meget, og så vandrer tankerne som sædvanlig af barndommens sti ud i livet, til jeg havner her ved min lille perle med ubekymrede fisk.

Ubekymrede børn som jeg betragtede livet som en kæmpegave, der bare ventede på at blive pakket ud og brugt. Der lå den foran mig, og alt jeg skulle, var at vælge. Hvad skal du i dag, og når de gamle (mine forældre) mindede mig om, at det en dag blev alvor – uddannelse, arbejde, familie og alt det der, så pyt, livet er nu og her, og du har penge nok til jazzklubben på lørdag? Og penge var næsten aldrig et problem, da der var masser af arbejde til vi børn. Jeg havde to job som svajer – ikke at de gav meget, men de gav nok. Så med vidåbne glade øjne, begav jeg mig ud i tilværelsen, indtil jeg en dag på mit første job, uforvarende stødte ind i en af dem, der siden da har bestemt over mig og mine lige. Fast opsat på at ødelægge tilværelsen for os andre.

Jeg havde ordnet et lille ønske for sekretæren, da en håndværker, der var der i andet ærinde, pludselig lod sin galde flyde ud over mig. Stilen var den sædvanlige: ”Hvad fanden bildte en idiot som mig sig ind, sådan at stjæle arbejdet fra andre? ” Sådan havde jeg aldrig i min bondske naivitet set tingene, så jeg sad der helt mundlam, medens han lod trusler og forbandelser regne ned over mig. Nå, han sluttede og gik, og jeg havde fået åbnet øjnene for en mørkere side af tilværelsen. Nå pyt med ham – du skal bare videre derud af. Det var i 68.

Den type oplevelser blev imidlertid hyppigere og hyppigere, og i mit første job efter en længere varende uddannelse, var de blevet til trælse hændelser, jeg hele tiden løb ind i. Her oplevede jeg, hvorledes man direkte saboterede mit arbejde som udvikler i et stort high-tek firma. Det kostede millioner, men lo-metallerne sad bare og grinede, medens sølle jeg kunne piske rundt, for at finde de fejl, de helt bevidst havde lavet i produktionen. Men det stoppede ikke engang med fagforeningsmedlemmerne. Kom jeg uforvarende til at lave noget, der ikke var helt dårligt, så oplevede jeg også galdesur misundelse fra kollegerne, der nok skulle pille enhver glæde og tilløb til stolthed ud af min simple bonderøvssjæl.

I de der år i halvfjerdserne skiftede mit glade livssyn til noget mere afdæmpet. Jeg så hvorledes fagbevægelsen lukkede tusinder af store danske virksomheder med helt urealistiske lønkrav, sabotage og vilde strejker. Det kom ikke som en overraskelse længere, da jeg vidste, at det var en bevist strategi, at sende et tilstrækkeligt stort antal ud i arbejdsløshed, for at få indført socialisme. Og det virkede: Nu behøver man end ikke længere at hyle op om de ondsindede arbejdsgivere, der udbyttede de stakkels arbejdere. Med velfærdens 70% af de voksne på hel eller delvis offentlig aflønning/forsørgelse er det kommunistiske samfund et faktum i dag. Især da man har cementeret uduelighed, misundelse og ondskab med import af aldeles inkompatible mennesker fra den tredje verden.

Ud af al ondskaben er der så til overflod opstået en uhellig alliance mellem dagens arbejdsgivere og socialisterne. De få tilbageværende virksomheder er/har været tvunget til at sende arbejdet udenlands og om muligt ansætte arbejdere fra østlandene. De har ikke haft så svært ved det, som de gamle arbejdsgivere, skaberne af firmaerne. Dagens nulliteter fra handelshøjskolerne er liberale, og bedøvende ligeglade med Danmark. De tænker kun på fratrædelsesordningen.

Det er meget svært, at se positivt på fremtiden. Socialisterne sidder tungt på det hele. Uddannelse og socialvæsen – ja selv skolebørnene er hele dagen afgivet til staten, så de kan hjernevaskes med socialismens lyksalige enshedsdyrkelse. Jeg kan ikke se andre veje ud af sumpen end kamp. Nu er kamp som selvforsvar ikke en dansk kernedisciplin (jævnfør ww2). Måske sult kan trigge nogle, men jeg tvivler. Flertallet klarer sig foreløbig med at ævle om at forbyde islam, som man selv har inviteret hertil, men selvfølgelig vil det ikke rokke ved noget. Men løsningen er egentlig ligetil: Fjern den syltetøjskrukke (velfærdstaten), man har lokket de fremmede hertil med, og de vil rejse af sig selv, men tro mig: Man vil hellere dø i elendighed end at fjerne det behagelige liv for andres penge.

Nå, men lyt til Jeff Deist, præsident for Mises Institute, måske han kan bidrage med lidt stivelse til rygraden. Mine sure kommentarer er selvfølgelig ikke møntet på hodjanerne – De ved, hvad der skal til.