Hvor ville jeg dog gerne kunne sige, at jeg tog fejl – helt fejl.
Som så mange andre, mener jeg tydeligt at huske min barndom. Tiden har vist, at noget husker jeg – andet ikke. Et forhold er jeg helt sikker på at huske nøjagtigt, og det fordi det gjorde mig hundeangst. I min fødeby havde vi som i alle andre en lille flok utilpassede, ville vi nok kalde dem med dagens skønsprog. De var utilfredse, da de følte sig bestandigt krænkede, og de krævede derfor respekt – sagde de. Respekt. Vi gik jo i klasse med nogle af dem i de første skoleår, og deres præstationer der, kaldte bestemt ikke på respekt. De var de allersvageste. I frikvarteret derimod fik de repekt – som var de udstuyrede med overnaturlige evner, kunne de udpege os skvatrøve, der ikke havde mod til at forsvare os, og banke os gule og blå. Senere, da vi blev større, og havde opdaget pigerne, gik vi i jazzklubben, for at danse, men også her dukkede de op – de respektkrævende. Nu var de blevet til store voldsmænd, der kom aldeles ædru som repræsentanter for byens bokseklub, for at banke alle vi repektløse sønder og sammen. Det var deres mål, danse ellet lytte kom de ikke for. Så kom de i arbejde, og så holdt volden op. Vi hørte hvorledes nogle af dem var blevet sat på plads på artbejdspladsen, hvor man ikke ville finde sig i ders skaberi. Med tørre tærsk.
Se dem kunne samfundet håndtere. De kom på arbejde, og så fik de lært at indpasse sig. Jeg har arbejdet siden jeg var 10, og allerede i 60’erne var jeg på rigtigt arbejde. Her oplevede jeg ovenstående problem på en ny og mere organiseret måde. Her var det flertallet repræsenteret af fagforeningen, der krævede respekt af arbejdsgiverne. Udbyttere – kapitalister og en masse andre skældord råbte de efter arbejdsgiveren, når denne havde krænket dem ved, ikke at give dem de penge de forlangte. Så arbejdsgiverne måtte betale og forbløde langsomt. Mange af de store virksomheder jeg kendte fra dengang er lukket i dag. Ja langt størstedelen af virksomhederne fra dengang er lukkede eller reducerede til ingenting. De krænkede havde sejret af helvede til – sagde deres boss. Som alle unges, bankede mit hjerte for de fattige, så jeg meldte mig som helt ung ind i et parti, der ifølge dem selv var eet stort bankende hjerte, der oven i købet havde været karakteriseret ved udmærkede statsministre som Hedtoft og H C Hansen. Da jeg kom ind i partiet, fik jeg fortalt, at det var en nøje planlagt strategi at lukke virksomhederne, for at gøre flertallet afhængige af staten, og så kom jeg ud igen i en fart. Så meget klogere.
Nu har jeg så her på mine ældre dage måttet opleve, at strategien med at gøre et flertal af befolkningen afhængige af staten, så er blevet implementeret helt ud i det absurde. Omkring 73 skete flere afgørende ting. Vi havde oliekrisen som socialdemokraterne klarede ved at love, at de olieproducerende lande kunne sende deres overskudsbefolkning op til evig forsørgelse i Danmark, og samtidig opgav man retten til selvbestemmelse, ved at melde sig ind i en global kommunistisk forening, der godt nok var stiftet under alskens gode påskud, men som nu for længst har vist, hvad den står for. Kort sagt opgav alle folketingets partier at kere sig om Danmark, og helligede sig i stedet kampen mod onde kræfter som Glistrup og Ninn Hansen. Med stor succes. Nu er vi så havnet i den absurde situation, at vi har hærskarer af krænkede, vi kunne have passificeret med arbejde, hvis der havde været noget. Hvis ikke flertallet havde afskaffet det – sendt det til Kina. Det er efterhånden lavet så grotesk, at det end ikke betaler sig at arbejde, og hvis endelig, så i et et eller andet skadevoldende offentligt slørejob.
Ifølge økonomen Ebbe Vig har vi, i tilgift til de hundrede tusinder af danskere vi har sendt ud i elendighed, importeret så mange fra Mellemøsten og Afrika, at de nu med børn i flere generationer er omkring 750 tusinde, og med en fertilitetsrate der med meget stor sikkerhed spår dem i flertal omkring 2050. Mennesker, der i deres hjemlande har vist, at de til evig tid vil tilhøre de uhjælpeligt krænkede. Situationen er nu på så sikker afgrundskurs, at der ikke synes at være nogen redning for Danmark eller for den sags skyld for flertallet af de europæiske nationer. For at sætte turbo på herhjemme har den nuværende røde regering oven i købet vedtaget at modtage et så stort antal mandlige velfærdsflygtninge fra Syrien, at de med senere familiesammenføring af mange regnes til at blive omkring 100 tusinde. Ren galskab.
Man kan jo undre sig over, at en så højt besunget styreform som demokratiet, har kunnet udvikle sig så katastrofalt i en af verdens mest afgørende civilisationer. Efter krigen kunne vi have levet trygt i vore nationer, i erkendelsen af de totalitære systemers evige svigt. Hvis ikke vi kunne regne deres ulykker ud, så havde vi da i det mindste lige set dem. Tyskland, Sovjetunionen, Kina, Nordkorea osv. Hvordan hulen kunne det gå så galt? Der er ingen tvivl om, at vi alle er havnet i en spiral, hvor vi kun ved at se på vore “rettigheder” og se bort fra vore “pligter”, har valgt politikere og en elite, der hsr gjort alt, hvad der har stået i ders magt, for at øge tempoet i dødsspiralen. For et par partiers vedkommende af ren ondskab. Som de radikale til evig tid vil arbejde for Israels udslettelse, vil de også arbejde for Danmarks. De hader vi danske af et ondt hjerte. I enshedslisten hader de os, fordi de føler sig krænkede. De øvrige røde socialister vil bare have magt – Magt til at undertrykke – Magt til at stjæle så ingen når op til sokkeholderne af magthaverne. De blå socialister tænker bare på sig selv. Kun DF synes at tænke på danskernes ve og vel, men desværre fra et rødt standpunkt. 😦
Hvis ikke oprøret starter snart, og vi får lukket af for tilstrømning og får sat skub i repatrieringerne, går vi selv meget snart til grunde. Hvis vi ikke smider godheden overbord, og begynder at tænke på os selv. Vi – danskerne. Og der er løsninger. Jeg er helt overbevist om, at hvis vi eller andre, begynder at melde os helt eller delvist ud af EUSSR, alverdens landsskadelige konventioner, ja så vil alle andre følge omgående. Det kan være, at vi må æde stoltheden, og bede Rusland om tilgivelse – ja det kan være at vi må bede dem om at hjælpe med at redde den vestlige verden. Med energi fx. Så har vi vel noget af værdi at give dem. Enhver med øjne i hovedet kan vel se, at vi har langt mere til fælles med russerne end araberne og afrikanerne. De sidste må vi overlade til sig selv. Vi andre kan ikke redde dem jævnfør Boetckers 10 cannots:
You cannot bring about prosperity by discouraging thrift.
You cannot strengthen the weak by weakening the strong.
You cannot help little men by tearing down big men.
You cannot lift the wage earner by pulling down the wage payer.
You cannot help the poor by destroying the rich.
You cannot establish sound security on borrowed money.
You cannot further the brotherhood of man by inciting class hatred.
You cannot keep out of trouble by spending more than you earn.
You cannot build character and courage by destroying men’s initiative and independence.
And you cannot help men permanently by doing for them what they can and should do for themselves.
Jeg er meget i tvivl om, hvor og hvem jeg skal stemme på, når valget kommer. Jeg ved, hvem jeg ikke skal stemme på, og så er der desværre ikke så meget tilbage for en gammel nationalkonservativ som jeg. —?
Men under alle forhold: Luk DR. Fjern al støtte til medier og presse.