Som kulturminister skal Mette Bock lede de kommende forhandlinger om et nyt medieforlig, der skal træde i kraft fra 2019.
Måske erindrer du, kære læser, en kronik skrevet professor Helmuth Nyborg her i avisen i april 2016 med titlen ”Frygt Danmarks fremtid“.
Nyborg argumenterer her for, at de europæiske folks eksistensgrundlag undermineres bl.a. pga. indvandrere med lav IQ. Jeg har det personligt svært med den slags argumenter. Folk skal ikke vurderes og rubriceres ud fra gener og biologi, for mennesker er andet end kødklumper. Men lad nu det ligge. Det nye for mig og muligvis også for dig, kære læser, er, at denne JP-kronik var udtryk for ”russisk misinformation.”
Det er ganske vist. Spørg bare vores udenrigsminister. Det står i den rapport over russisk misinformation, der har indkasseret Anders Samuelsens ros og støtte.
Det burde være løgn, men er det ikke. Det er uden overdrivelse den mest rystende udtalelse af en dansk minister siden besættelsen 1940-45. Udenrigsminister Anders Samuelsen, leder af Liberal Alliance, blev i Folketinget af DF’s Marie Krarup spurgt om følgende:
”Er det rimeligt, at en kendt dansk islamkritiker er opført på EU-taskforcen East Stratcoms liste over russisk information, fordi vedkommende skriver, at Europa svigter sine værdier ved at tillade muslimers indvandring til Europa?”
Det er prisen for at holde fast i forældede konventioner.
Den nye regering skriver i sit regeringsgrundlag, at ”Regeringen ønsker at indgå i et aktivt internationalt samarbejde og overholde de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig”.
Selvfølgelig skal man overholde de aftaler, man indgår, men når en indgået aftale fører en direkte mod katastrofen, skal man opsige aftalen.
Det står der intet om i regeringsgrundlaget. Det længste man strækker sig er, at man vil afholde en konference om den europæiske menneskerettighedskonvention en gang til næste år.
Og Flygtningekonventionen og Statsløsekonventionen er ikke nævnt med et ord.
Det betyder, at regeringen i sit udgangspunkt har lukket de fleste døre i hovedet på sig selv og ødelagt sine egne muligheder for at gennemføre en reform af udlændingepolitikken, der kunne løse de fleste problemer en gang for alle.
Hvad nu hvis de andre blå partier ikke vil være med? Skal hun så til at slække på kravene og gå på kompromis, således at DF, Venstre, Liberal Alliance og Konservative kan køre videre med de kosmetiske ændringer, de har serveret for danskerne?
Nej hun skal ej. Hun skal holde fast og ikke give sig en tøddel, når hun nu mener, at kravene er absolut nødvendige for at redde landet. Så får hun måske ingen parlamentarisk indflydelse, men hvad skal hun også bruge den til?
De politiske analytikere taler som om politiske beslutninger ikke har konsekvenser i den virkelige verden. Uanset hvilken regering, der kommer efter næste valg, vil den med stor sandsynlighed spise os af med mere symbolpolitik. Det betyder, at antallet af muslimer vil vokse, at udgifterne til de fremmedes underhold vil stige, at imamerne får større magt, og at islam vil dominere stadig større dele af civilsamfundet og de offentlige institutioner.
Hvis det er partiernes politik, så lad dem gennemføre den. Men de skal huske, at så længe vi har demokrati, skal de før eller siden stå til ansvar for vælgerne. I den situation er det rart at have et parti, der har nægtet at lade sig fedte ind i EU- og konventionsbegejstringen, og som ikke har været til bal med Angela Merkel.
Hvis NB står fast, vil partiet kunne sige: Vi advarede mod denne utilgivelige slaphed. Vi beskrev de sandsynlige konsekvenser. Vi fik ret. Stem aldrig på slapsvansene igen. Stem på os.
En sådan kurs vil for alvor få Mette, Lars og Kristian til at ryste i bukserne.
Men han synes politikerne er nogle svæklinge over for radikale muslismer.
Noget mørkt, som er i gang med at vokse sig stærkere, er imod vore demokratiske principper, vores værdier samt vores eksistens, og vi må kæmpe mod dette mørke med nye og stærkere midler, end vi tidligere har gjort.
I over 20 år nægtede politikerne at lytte til dem, som kendte til islam og dens subkultur. Nu skal prisen betales – i blod! Men vores regeringer lukkede ørene, holdt den ene hånd for munden og den anden for øjnene.
Sådan indleder Cherif El-Ayouty et læserbrev til Ekstra Bladet om den situation Danmark står i efter weekendens terroraktion – og om den terrorpakke, regeringen i går fremlagde. For lidt, for sent og for slapt er den korte version af brevet, som fortsætter således:
Hør nu godt efter: Vi er i krig. Åben og regulær krig. Det vi har oplevet indtil nu, er kun begyndelsen af langt værre grusomheder i Danmark. Vi kan ikke forsvare os selv. Vi er totalt blottet, fordi politikerne har lammet vort demokrati.
Læs det på EkstraBladet og stem:
Ikke at noget efterhånden overrasker os længere. Med Villy ‘kauft-nicht-bei-Juden’ Søvndal fra regeringspartiet Waffen-SF som udenrigsminister, Mogens Lykketoft som formand for Folketinget og den seneste tids mere eller mindre officielle henstillinger til danske statsborgere af jødisk herkomst om at holde sig borte fra bestemte bydele, ikke vise deres tros kendemærker og ikke sende deres børn i Folkeskolen, er klokken nok faldet i slag. Hvis jeg var jøde, ville jeg begynde at pakke mine nelliker. Det gør jeg ikke, for jeg er ikke jøde, men en meget, meget vred sonder-jude af ældgammel dansk æt fra de gamle hertugdømmer, som nu skammer sig over at kalde sig dansk. Så jeg bliver og vil give mit bidrag til at vaske skammen af…
Og rygterne – nej, kendsgerningerne – om den danske elites antisemitisme er nu nået verden rundt. Den britiske forfatter Douglas Murray kan i The Gatestone Institute forklare den civiliserede verden – hvortil Danmark næppe længere kan regnes – at vi, alle danske skatteborgere, via noget der hedder “Representative Office of Denmark” under Udenrigsminsteriet betaler et tidsskrift hvori det hedder:
“Jøder er utrættelige i deres iver for at skjule sandheden. De er dødens afkom, og for fejge til at møde fjenden ansigt til ansigt. De bæver af frygt og angst hvis deres fæstninger angribes og deres hjerter fyldes af skræk og rædsel når en raket flyver hen over deres hoveder. Det skyldes, at Allah har slået frygt i deres hjerter og befalet, at de skal lide ydmygelse og foragt indtil dommens dag. Jøder skaber splid og splittelse overalt hvor de bor, og derfor er de blevet et udskud overalt i verden og ingen i hele verden respekterer dem. Resultatet er, at jødernes liv består af krig og vold. På grund af deres fjendtlighed og ondskaben i deres hjerter, for deres komplotter og planer mod andre nationer er jøderne altid blevet besejret og føler sig undertrykt i de lande, hvori de lever. Men de lande ved ganske præcist, at jøderne er roden til alle verdens konflikter, uanset hvor.“
Jo jo engang i mellem kan en person fra Liberal Alliance faktisk godt sige noget fornuftigtSom Rasmus Brygger, landsformand, Liberal Alliances Ungdom, gjorde det i Jydepotten i dag. (Både online og i den skriftlige udgave). Hans forslag om at gøre “politik til et deltidsjob”, er dog ikke nyt.
Daniel Hannan har fx forlængst foreslået noget lignende.
“In an ideal world, being an MP would itself be a ‘second job’. We would be represented by citizen-legislators who met infrequently, and were compensated for their time, but were expected to earn their living elsewhere. Something of the sort happens in Switzerland, perhaps the most happily governed state in Europe.”
Nå, nu til Rasmus Bryggers indlæg i JP:
I den amerikanske delstat New Hampshire får lovgiverne et årligt vederlag på 100 dollars. Der er vel at mærke tale om en post, der i Californien netter over 100.000 dollars om året.
I New Hampshire mener man nemlig, at der ikke skal være økonomisk gevinst ved at være folkevalgt.
Resultatet af den lave hyre er tydelig: De, der vælges, er ikke karrierepolitikere, men derimod borgere med klare ideologiske målsætninger. I New Hampshire kan du nemlig ikke leve af at være politiker.
I Danmark betales folketingsmedlemmerne 660.000 kr. årligt. Herhjemme stiller politikerne sig i arbejdsløshedskøen, når de ikke får genvalg. 16 måneder efter folketingsvalget er kun 10 af de 26 tidligere folketingsmedlemmer i arbejde. Hvor nærliggende det end er, skal man dog ikke tillægge inkompetence hele ansvaret.
Næsten alle nuværende politikere oplevede et gevaldigt lønløft, da de blev valgt ind i Folketinget. De 600.000 kr. er alligevel noget rarere, end hvad man får som folkeskolelærer eller som studerende på SU.
Man kan mene, at et hårdt arbejde, som politik jo kan være, skal belønnes, men omvendt har størstedelen af landets folketingsmedlemmer altså et stort økonomisk incitament til at gøre hvad de kan for at blive genvalgt – hvad end det koster. Når det så endelig sker, at de smides på porten, står de uden arbejde og ingen nyerhvervede relevante kompetencer.
De nyvalgte lærer derfor hurtigt, at hvis de vil beholde jobbet som politikere, må de lægge deres holdninger på hylden og rette ind.
Sådan fødes et populistisk demokrati. Alle vil sige det populære, ingen det nødvendige.
Løsningen på problemet er egentlig såre simpel: Gør arbejdet som folketingsmedlem til en bibeskæftigelse og sænk vederlaget tilsvarende.
Første fordel er åbenlys: Politikerne vil nu ikke længere have tiden til at udskrive metervis af nye love hvert femte minut. De vigtige love vil stadig blive gennemført, men nu er der ikke længere tid til at snakke juletræer og påbud om cykelhjelm. For det andet kan vi nu få lovgivere ind, som rent faktisk har en forbindelse til den virkelige verden.
Politikere, som ved, hvordan det er at have et almindeligt job, og hvordan deres lovgivning rent faktisk rammer mennesker omkring dem.
Det er nemlig ikke et tilfælde, at New Hampshire er USA’s frieste delstat. Fjern det økonomiske incitament til at blive politiker, og vi vil opleve lovgivere med mandsmod. Vi vil få politikere, hvor delstatens motto ”lev frit eller dø” ikke kun er en kuriositet, men en levevis.
Gårsdagens obsolete medier var en opvisning i hykleri. Alle som een var de rystede og chokerede over at antisemitismen nu er mainstream i dagens Mohammedanmark. Quelle surprise… Lige fra Jydepottens leder: “Tilstande som i Malmø, hvor jødiske medborgere mobbes og chikaneres ud af byen, er så småt ved at indfinde sig i København. Jøder bliver rådet til ikke at skilte med deres tro og undgå at ”provokere”. Man skulle tro, at det udløste et ramaskrig i den offentlige debat; et kollektivt råb af forfærdelse. Men det gør det åbenbart ikke. Antisemitismen er ved at blive salonfæhig, også i Danmark. – I dagens avis løftes sløret for, at der for nogle uger siden faktisk var et storstilet, velorganiseret angreb på den israelske ambassade i København. Op mod 20 mennesker deltog. Kun ved et tilfælde skete der kun materiel skade. Har det officielle Danmark sagt undskyld for den grove krænkelse af den diplomatiske immunitet? Har udenrigsminister Villy Søvndal vist sig på ambassaden for at udtrykke sin afsky over attentatet og sin solidaritet med Israel og ambassadens personale? Desværre nej.”…
over Johanne Schmidt-Nielsen i Samarbejds-Politiken: “Det er skræmmende, at der mindre end en menneskealder efter at jødeudryddelser foregik på det europæiske kontinent, stadig findes antisemitiske holdninger i vores samfund. Både blandt højreradikale grupper og blandt religiøse fundamentalister. Vold mod og chikane af mindretal hører ingen steder hjemme. Og det er uanset om det er homoseksuelle, muslimer eller jøder, der står for skud.”
til Institut for Menneskerettigheders Jonas Christoffersen: “Den værste form for intolerance og racisme er den, der ender i vold. At jøder ikke trygt kan gå med kalot er fuldstændigt uacceptabelt. Det skal vi som samfund sætte ind overfor. I dagens Jyllands-Posten gør Mosaisk Trossamfund opmærksom på, at de har modtaget 37 henvendelser om antisemitisme alene i 2012. Sidste år var tallet mellem 20 og 30. – Alle skal uanset deres religion kunne gå ubekymret på gaden, og vi skal som forældre trygt kunne sende vores børn i skole, i synagoge, i kirke eller i moske – eller hvor man nu vil gå hen. Vi skal fortsætte kampen mod ‘hadforbrydelser’ – det at nogen bliver overfaldet fysisk eller verbalt på grund af deres hudfarve, religion eller seksuelle orientering.”
Naturligvis med tilhørende, hændervaskende jeremiader fra samtlige islamofile partier. Vi gider ikke citere yderligere her, thi dels var de alle skåret over samme læst, dels er vi ikke færdige med at rende frem og tilbage mellem tastatur og brækspand endnu. Men fælles for alt ordskvalderet var, at intetsteds – intetsteds – turde de forargede, rystede og chokerede koryfæer ved håndvasken pege på årsagen til at jøder nu – igen – bør se sig om efter flugtmuligheder. Hvilket selvfølgelig skyldes, at når man retter pegefingeren mod nogen, så vender de øvrige tre fingre mod en selv. Hykleri og ansvarsforflygtigelse magnu gradu. Ingen forslag til at komme problemet til livs – blot det sædvanlige ævl om inklusion, intergrationskonsulenter, tolerence og flere penge til godhedsindustrien. Naturligvis sideløbende med yderligere turbo på importen af muslimer…
Vor foragt for politikerne og De Obsolete Medier (DOM) er ikke blevet mindre, og den kan enhver dansker såmænd tilslutte sig uden de store skrupler. Vi har derfor et forslag til, hvorledes man kan vise denne foragt. Selv om vore suicidal-jødiske landsmænd muligvis vil finde finde sig gået for nær, så kan alle vi som ikke er jøder, blot henvise til at vi så sandelig blot viser imødekommenhed og hjælpsomhed. Nemlig over for de kære muslimer – og derved lette deres bøvl med at udpege aber og svin. Her på siden kan man ved at klikke på den lille jødestjerne få den op i fuldt format, hvorefter den kan printes ud og klæbes op på et stykke pap. Klip den ud og sæt den på frakken. De modige kan så gå en tur i et kulturberiget område, de knapt så modige kan besøge de venner og bekendte, som har stemt på de islamofile partier – hvilket er dem alle på nær eet. Så skulle der nok være noget at snakke om….
Mediefolk er også borgere i et demokratisk samfund og har ret til at stille op, så det synes jeg ikke, der er noget problematisk i.
Det kan godt undre mig, at der er få journalister, der stiller op for venstrefløjen. Det kan hænge sammen med, at der er få deciderede venstreorienterede medier.
De er der allesammen: Samarbejds-Politiken, Pravda i Pilestræde, 180 grader i Bøtten og DanMarx Radios Døde Linie. Det hele startede såmænd med en stille pils i Lars Hedegaard’s køkken før en hyggelig julefrokost. En passiar mellem værten, Lars, og en gæst blev filmet af Snaphanen og lagt ud på nettet. Men også her hærges man af vor gamle kending, den humor-depraverede blogspasser Raapil, som viser sig at bære det borgerlige navn Lars Pilegård.
Da samme Raapil er enten forvist fra – eller i hvert fald til grin i – det meste af blogosfæren, har han måttet finde husly i ovre i fjolsosfæren. Her findes – blandt mange andre loonie-blogs – et sted, der kalder sig 180 grader. Formentlig opkaldt efter temperaturen i kraniemuffen. Og se, her kunne vor Raapil fluks få optaget følgende:
Hvilket vel siger alt om både Raapil’s og de 180 grader’s læsefærdighed og intellektuelle niveau. Nå, men forvrøvlingen var altså så himmelråbende, at også Samarbejds-Politiken og Pravda i Pilestræde måtte med i gyngen. Den første med sin chef-ideolog, Rune Englebræk – som vi ikke gider besvære vore læsere med her – og den anden med vor gamle kending, Niels Krause-Kjær.
Da ingen tåbelighed er for lille til at komme i DanMarx Radio, måtte man også her skyndsomst finde plads i ‘fladen’. Til den ende har man åbenbart en deadline. Det vidste jeg ikke, men jeg bor jo heller ikke i Hellerup. Men det lykkedes mig da at se forestillingen på nettet. Her har man så fået lokket Lars Hedegaard ind for at forklare noget, han ikke har sagt, over for den blødkogte blogs indehaver, en vis Ole Birk Olesen (foto). Og – som ventet – fremgik det med al ønskelig tydelighed, at denne OBO ikke havde blot skyggen af anelse om, hvad han talte om. Total nedsabling: Når Lars Hedegaard talte om islams kanoniserede syn på kvinder og børn, talte OBO’en om, at muslimer da elskede deres børn. Derfor kunne alle æresdrabene, voldtægterne og de pædofile overgreb da ikke passe – vel?
OK – på den fløj kan man højest fatte en enkelt ting ad gangen. Og det man havde fattet var noget helt andet, nemlig hentydningen til retsopgøret efter forrige krig. Og her er det som om noget er ved at dæmre. Ikke sådan helt, naturligvis, men lidt derhen ad. Hedegaard’s snak om ‘varmt vand’ har de opfattet som opfordring til lynchning (sic.). Hvorfor mon? – Er det noget de er bange for skulle overgå dem selv? – Hvorfor dog det?
Men vi kan berolige dem: lynchning og selvtægt er noget der hører til på deres fløj, ikke vor. Så folkets vrede skal de ikke regne med i den henseende. Derimod kan de helt roligt gå ud fra, at dersom deres egen indsats for Fredens Religion™ skulle gå hen og bære frugt, ja så vil sagen stille sig anderledes. I så fald træder islamisk doktrin i kraft, og de vil – som nu udtjente, nyttige idioter – blive de allerførste til at bestige skafottet med en rigtig dead line om halsen. Iranian style.
Så galt går det næppe. Vinden er ved at vende overalt i Europa. Fornuft kan lægges til side for en tid, men ikke for evigt. Islamiseringens nuværende fremgang er en march mod intetheden. Så når opgøret kommer, bliver det et retsopgør. Og det har de – knagen sparke mig – grund til at bekymre sig over…
OPDATERING: Læs Søren Krarups kommentar og Lars Hedegaards svar på insinuationerne.
PS: Der tegner sig nu et klart billede: The Lame Street Media har sat sig for at begå karaktermord på Lars Hedegaard og få ødelagt Trykkefrihedsselskabet. Og – som det overordnede mål – at få indført censur på internettet. Meget forståeligt, iøvrigt – når man betænker samme presses modus operandi: bekæmp sandheden med løgn. – Vi vil derfor opfordre alle vore læsere til at imødegå infamien: man kan opsige evt. abonnementer på dasbladene – gerne i læserbreve – og man kan støtte Trykkefrihedsselskabet økonomisk ved at indsætte et beløb på konto 4310 4310399981 (Danske Bank).
OPDATERING: Samarbejdspolitiken elsker løgnene: Lars Hedegaard meldt til politi for racisme (i henhold til mantraet Islam er en race! )
OPDATERING: Kathrine Lilleør har lukket sig selv ud af Trykkefrihedsselskabet.
Her er debatten fra DDR2:
Medlem af Trykkefrihedsselskabet Eva Selsing skriver bl.a.:
Men for at komme til den konkrete anledning: Hvor mange skal lyve om en sag, før løgnen bliver til sandhed? Dette synes at være det vigtigste spørgsmål for et par borgerlige meningsdannere, hvis ærværdige ærinde, udover angreb på islamkritikere som sådan, er et personangreb på Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard i form af en særdeles grov manipulation af en udtalelse fra et net-interview. Kilden til denne udtalelse er ikke i første omgang Hedegaard selv, men en blogger, hvis falske påstande om interviewet blev bragt som nyhed på 180grader.dk – hvoraf det fremgik, at Hedegaard skulle have opfordret til ’oprør, lynchninger og krig’. Denne læsning fandt Ole Birk Olesen så spændende, at han skrev en forfærdet klumme om ’sagen’. Og den borgerlige kommentator Niels Krause-Kjær benyttede også lejligheden til at bringe det på sin blog, hvor han gengiver de grove anklager.
OPDATERING: Søren Pind forlader selskabet. Naser Khader, der altid forlader hvad han er med i, forlader naturligvis også Trykkefrihedsselsksabet.
Hodja
husmanden
Jernhesten
nicolaisennels
trumfes
Hodjanernes Blog 