I mine unge dage var jeg lystfisker

og de lange ture derude i guds natur gjorde mig klogere – det var nu også let nok.

Jeg fiskede efter havørreder, og motiverne for fiskenes opførsel og dermed mine metoder til at fange dem, var noget man kunne læse om i bøger og have lange ophedede diskussioner om:  “Når de kommer op i åen, så springer de for at ryste saltvandsparasitter af sig”, og når de så gerne æder en krog i et bundt regnorm, så er det da ikke fordi, et bundt regnorm ligner de klynger af niøjn, som ørrederne fylder sig med, når niøjnene først i maj formerer sig og derefter i mængder flyder døde med vandet. Nej da.

Nu er jeg som bonde tung i det, men lidt efter lidt kom jeg på den tanke, at når ørrederne opførte sig som de gjorde, så var det måske af de samme grunde, som vi mennesker opfører os lidt uforklarligt:  Kunne deres opførsel skyldes en indbygget trang til at videreføre slægten – ved at æde det naturen krævede, og søge det rigtige opholdssted til forplantningen skulle finde sted?  Jeg tror på forklaringen om, at naturen har udstyret os med en ubændig trang til at formere os – om vi så selv skal dø.

Hos vi mennesker finder vi også trangen i forskellige sværhedsgrader. Civiliserede mennesker med hjerne har lært sig at styre naturen.  Mennesker med lavmålte egenskaber kan ikke.