Og nu til noget helt andet: Musik.

Den store IT revolution.

Advarsel: Følgende indlæg rummer en hyldest til rigtige mænd, kvinder, nationen, familien, livsglæden – kort sagt alt det, vi i Danmark gennem snart 100 år har forsøgt at skaffe os af med. Så radikale testosteronfattige hjertevarme mennesker med godhed for hele verden frem for de førnævnte frarådes at læse/klikke videre. Det vil kunne ende i sorte traumer.

Nå – til sagen.

IT betyder som bekendt InformationsTeknologi, hvor information er viden, man ikke har i forvejen. På den måde er alt ukendt information, indtil man får viden det, hvorefter det bliver til redundans. Informationsteknologien har siden tidernes morgen udviklet sig i små skridt indtil starten af det tyvende århundrede, hvor radio, grammofon og film sendte teknologien syvmileskridt – ja lysår fremad. Især var let udbredelse af musik via radio og plader et kæmpe fremskridt. Lige pludselig var der musik i alle de små hjem, og jeg husker fra min barndom, hvorledes de voksne festede og dansede, når der var mulighed – og det var sjældent dengang. De arbejdede næsten hele tiden.

Den daglige musik leveredes af DR, der i hine tider var en ganske anden musik end nu om dage. Over middag efter middagsavisen spillede de en halv times stille musik velegnet til en middagslur. Jeg husker, at man ofte spillede musik fra Caribien – det var derude Knold og Tot boede. Især den store cubanske komponist Ernesto Lecuona spilledes meget, men også europæiske komponister, som ikke havde kunnet holde deres musik inden for røvkedelighedens rammer, og derfor havde fået den ”landsforvist” vestpå til Cuba, Mexico og helt til Hawaii, blev spillet. Ja – det var andre tider dengang.

Senere i ungdommen dukkede pop/rock op, og føjede sig pænt til alt det andet jazz, klassisk og hvad der nu var. Så der altid var noget at lytte og danse til og der kom hele tiden lidt mere til, men ikke de store mængder. Det hele skulle jo godkendes af DR, eller kunne købes på plade. Undervejs kom Radio Luxembourg til, men kun med pop i skrattende mellembølgekvalitet.

Et lille kvantespring skete, da jeg i min ungdom fik muligheden for videreuddannelse i USA. Selvfølgelig ville konen ikke lade mig tage afsted. Der var jo masser af frække damer derovre, så det var ikke noget for mig, men kun for mine kammerater. Så de tog afsted, og kom hjem efter et halvt år meget klogere og rigere. Især Ole. Ikke kun kom han hjem med en lille fiks kone og nogle lp’er, men også med et nyt navn – Olé. Konen var nemlig lige som lp’erne fra Mexico. Kurset foregik i El Paso tæt på grænsen til Mexiko.

Her startede så min interesse for mexikansk musik. Jeg fik lov til at overspille lp’erne med mexikansk spillemandsmusik til bånd, og derved blev det så, indtil jeg mange år senere fik en spansk Astra-kanal, hvor der en gang i ugen var en times udsendelse med mexicanske populærkoncerter. Folkemusik og pop. Det fik den gamle gnist til at blusse, samtidig med at interessen vaktes yderligere af det faktum at publikum til koncerterne oftest var ædru og typisk bestod af flere generationer. Man kunne se voksne og unge mennesker med barnevogne og rullestole til oldingene komme i samlet flok. Tre fire genereationer til samme koncert! Og de dansede oppe i stolerækkerne. Festligt.

Det helt afgørende spring kom med internettet og Youtube. I starten var der ikke så meget, men det er der sørme blevet lavet om på. Hver dag kommer der mængder af nyt til, og kvaliteten øges på alle måder. Hvor der i starten oftest var tale om teknisk meget ringe optagelser lavet med mobiltelefonen, ligger der nu titusinder af optagelser af nogenlunde god kvalitet, og mange af de, der vover sig ind i den verden, jeg i det følgende vil give et glimt af, vil komme til at føle deres hidtidige musikverden meget lille (og tak for det, vil nogen sikkert sige).

Musikken jeg dengang tilbage i 60’erne overspillede var såkaldt mariachi musik dvs. traditionel spillemandsmusik. Dengang troede jeg i al min naivitet, at det overspillede var typisk, men tiden har vist, at her tog jeg fejl – helt fejl. Veracruz, som musikken kom fra, spillede blot på deres måde. Fra andre provinser og byer var det hele anderledes. Ja selv inden for samme provins og by kunne der være stor variation for samme type orkester – og orkestertyper var der som regel også flere af. Store og små, instrumenter og musik. Fælles for al mariachi er det dog, at den skal kunne spilles gående, eller at den i det mindste let – helst til fods – lader sig transportere hen, hvor der er brug for den. Det satte fx en maxstørrelse på harpen, der som regel var med 26 eller 32 strenge. Flygel findes ikke, og jeg tror heller ikke det kommer selv om en eller anden opfinder et transportabelt til at bære om livet.

Traditionelt var musikken marchmusik med trommer, guitarer og violiner. Trompeterne kom først til omkring 1950. Nu om dage består et stort mariachiorkester stadig af en overvægt af violiner, og repertoiret må vel nærmest betegnes som koncert, som man af og til kan danse til. De berømteste orkestre er dog så dyre i drift, at publikum koncentrerer sig om at lytte.

Et udmærket eksempel på et sådant orkester er Mariachi Vargas fra Veracruz, der har eksisteret i mange år, og derfor har udskiftet mange musikere hen af vejen, idet de dog overvejende har holdt fast på en besætning med seks violiner, to trompeter, to guitarer – en haranja og en requinto, basguitar og harpe. De er meget berømte og har optrådt over hele verden, og hjemme er de ofte suppleret med symfoniorkester. Og så kan de synge – vildt dejligt. Nummeret jeg peger på hedder ”Violin Huapango”, hvor titlen hentyder til, at der er tale om en komposition sammensat af typiske mexikanske melodilinier: Violin Huapango Indspilningen er, som det ses, fra en koncert i Japan. Her kan man vist nok også stadigvæk lide kvinder, der er kvinder, og mænd der er mænd, og som optræder som sådan.

I Veracruz-området er der også en anden meget udbredt type spillemandsmusik. Her er tale om små grupper på typisk 3 mand – harpe, haranja (otte eller seksstrenget) og requinto(firestrenget) guitar. Jeg har læst, at der i området skulle være ca. 300 sådanne smågrupper! Man kan næppe åbne en flaske tequila, uden at der er musik til. En typisk gruppe er José Gutiérrez og brødrene Ochoa. De er oven i købet puttet på sådan en slags verdensarvliste af Smithsonian. Her er de med La Bamba

Nu kunne jeg så tøffe rundt i alle Mexicos mange provinser, men skal jeg holde det inden for nogle få sider, må jeg springe, og jeg vælger at springe over til stillehavsprovinsen Sinaloa, hvor musikken er af en helt anden kaliber – meget vildere, og i øvrigt støttet af områdets narkokarteller – Det er jo ikke så sympatisk, men når jeg tænker på, hvad vore egne narkokarteller på hoppeborgen har gang i, så er de andres ugerninger peanuts. Herovre har den dominerende type orkester dybe rødder i militær marchmusik. De kaldes bandas, og består typisk af clarinetter, trompeter og tromboner (trre-fire af hver) suppleret med trommer og sousafon (den er der altid). Jeg fandt engang en liste over 65 sådanne orkestre! Det berømteste og sikkert ældste (over 70 år) er Banda El Recodo og deres glansnummer har altid været områdets nationalmelodi El Sinaloense. Der er sket en løbende udskiftning af medlemmerne gennem tiden, så først får I godt 5 minutter med El Sinaloense i sidste halvdel med den yngste udgave, og derefter en times tid med en stor del af repertoiret med dansere og hele pibetøjet af en lidt ældre udgave. Så op på storskærmen og fuldt skrald på lyden – så vil huset være helt blæst for kryb, kravl og radikale bagefter. Det er tilladt at zappe – der er variation nok i det. El Recodo Festival og El Recodo Koncert Som det fremgår af koncertens sidste del supplerer de gerne med traditionelle mariachis, dansere, symfoniorkester og andet godtfolk. Og publikum synger med af hjertets lyst på tekster, hvor det herhjemme forbudte ord nation forekommner igen og igen.

Observér at de faktisk er meget dygtige musikere især al dansen taget i betragtning. Læg også mærke til hvor godt puplikum kender musikken og teksten – og hvor gerne de synger med. Det er helt generelt. Hvis ikke I er skræmt væk endnu, så søg selv videre på Banda MM, Banda MS og hvad Youtube ellers peger på. Der er meget variation. De har også en stor tradition for solister – gerne til hest og med seksløber på scenen. Antonio Aquillar er et berømt eksempel, og der er mange andre. Der er en uendelighed af musik derude – som de andre steder i Mexico.

Jeg springer af samme grund som før, men denne gang op til grænsen til USA, hvor folkemusikken betegnes Musico Norteno (de to o’er skiftes sommetider ud med a’er uden at jeg har undersøgt hvorfor). Hvis man er velbevandret i jazzen er dens slægtskab til musikken herfra ganske tydelig. Også heroppe kan musikken være lige fra sød pop til helt syret. Typisk er grupperne på tre til fire mand (kvinder forekommer også). Een er bevæbnet med en flerradet knapharmonika, hvor bassen aldrig bruges, en guitarist (i eksemplet med 10 strenget guitar), en kontrabas med så mange strenge den har i øjeblikket, og trommer. Der er et utal af den slags grupper, og der findes herlige S/H-optagelser fra gadehjørner og spise/dansesteder. Noget af det helt syrede er takten de spiller i: Som regel vals, men polka og andre gamle europæiske takter forekommer helt almindeligt. Meget lyder som kom det fra en vild aften i Hofbraühaus. Så er I advarede. Mit eksempel er med en af de berømteste grupper Juan Villareal , idet han dog er i et fredeligt hjørne her.

Før jeg forlader Mexico er der lige lidt af den anden musik, jeg gerne vil pege på. De har selvfølgelig rock, og tusinder slags pop – Det kan I selv søge efter, idet jeg dog lige vil fremhæve deres pop-divaer. I den gamle med storhedstid omkring 1950 var det Lola Beltran, og hun blev afløst af Rosio Durcal, som døde for tidligt, og som efter mit ringe kendskab til forholdene ikke er afløst af nogen endnu. Rosio Durcal kom som ung popsangerinde fra Spanien, og hun udviklede sig til en sand diva – for mange nærmest en gudinde med kendingsnummeret Amor Eterno, der kunne få stolte macho’er til at græde som piskede.

Afslutningsvis lige en hyldest til den oprindelige befolkning aztekerne, hvis musik – tror jeg nok – gennem mange år er blevet udforsket af en dansk forsker, der bor derovre. En mexikaner Ricardo Salinas har arbejdet med at engagere unge mexikanere i symfonisk musik. Det er blevet til 50 symfoniske ungdomsorkestre gennem 10 år, har jeg læst. Det kalder jeg en bedrift. Og nogle af dem er virkeligt gode. Her er et festival nummer med Esperanza Azteca til hyldest for Salinas, hvor udførelsen måske ikke er til mere end 3 på 6-skalaen, men hvor glæden er til et 10-tal. Ungdommelig livsglæde

.

Jeg håber at min lille rundtur har givet nogen interesse for musikken i verdens mest musikalske nation (min bedømmelse). Hvis ikke, så håber jeg at denne lille video – en hyldest til rigtige mænd – så alligevel ikke har gjort det hele forgæves. Macho. Her kunne slatne europæere lære hvorledes araberne skal have den.