Regeringens OPROP til Danmarks Soldater og Danmarks Folk.
I søndagens Pravda fra Pilestræde blæser tre minstre fra hvert sit af de tre regeringspartier til kamp mod det genstridige, danske folk. Værdikamp, forstås. Det har taget os to døgn at filtrere syndfloden af floskler, plusord, banaliteter og lignende newspeak ud af erklæringen, men herefter kan vi så præsentere det egentlige budkab. Det indledes med denne svada:
Morten Bødskov, Morten Østergaard & Thor Möger Pedersen: SRSF-regeringen har de første 100 dage stillet sig i spidsen for en værdipolitik, der inkluderer og bygger på tillid. Vi vil erstatte splittende værdikamp med et værdifællesskab, og vi inviterer et bredt flertal af danskerne med.
Herefter udpeges, hvem der ikke skal med. Nemlig de danskere, der ved valget i 2001 sagde nej til fortsat ukontrolleret import af muslimer, uhæmmet eksplosion i offentlige udgifter og grasserende smagsdommeri. Disse danskere er derfor skyld i samtlige de ulykker, der nu plager vort arme land. De valgte en forkert regering, og selv om det ikke havde den fjerneste effekt – snarere tværtimod – så undlader de tre herrer behændigt at nævne hvem der oprindeligt havde ansvaret for det som et flertal af danskerne protesterede imod. Disse danskere antages nu at være forsvundet – eller i det mindste så decimerede – at regeringen kan invitere resten ombord med disse ord:
Vil man frisindet, må man selv være tolerant. Vil man åbenhed, må man selv udvise tillid. Vil man fællesskabet, må man inkludere. Og skal vi styrke Danmark, skal vi spille på det, vi historisk set har gjort godt – og det er at bygge et tillidsfuldt fællesskab, hvor vi både stiller krav og hjælper hinanden. Kun sammen kan vi finde de nye løsninger, som kan bringe Danmark videre.
Der lægges ikke skjul på, at man her navnlig satser på en ganske særlig for form inklusion og tolerence, hvor endemålet er danskernes tilpasning til en ganske særlig “kultur” der med usvigelig sikkerhed vil medføre stigning i rigtig, ægte racisme – fortrinsvis rettet mod jøder, men også mod den oprindelige befolkning og andre, etniske grupper. Oven i dette kommer så diskrimination, utålelig arrogance og rå opførsel, raseri, kvindeundertrykkelse, børnelemlæstelse, sædelighedsforbrydelser, forfølgelse af minoriteter, optøjer, flagafbrændinger, ballade, narko, plyndringer, voldtægter, pædofili, polygami, børneægteskaber, æresmord, rituelle slagtninger, piskninger, stening og andre grufulde forbrydelser samt fuldstændig absurde traditioner og fænomener. Tilsidst sågar selvmordbombere og terrorisme..
Det er jo ærlig snak, og det skal de tre ministre have tak for. Og for at det ikke skal hedde sig at det er løse falbelader, så har deres regering minsandten sørget for at iværksætte passende sanktioner til de uvillige. Til den ende har man allieret sig med selveste EUSSR og besluttet at tiltræde den såkaldte Istanbul-Proces, som explicit aims to enshrine in international law a global ban on all critical scrutiny of Islam and/or Islamic Sharia law – spearheaded by the Organization of Islamic Cooperation (OIC), a bloc of 57 Muslim countries. Based in Saudi Arabia, the OIC has long pressed the European Union and the United States to impose limits on free speech and expression about Islam. But the OIC has now redoubled its efforts and is engaged in a determined diplomatic offensive to persuade Western democracies to implement United Nations Human Rights Council (HRC) Resolution 16/18, which calls on all countries to combat “intolerance, negative stereotyping and stigmatization of religion and belief.”
Denne proces skal konfirmeres inden for det næste halve år og i regi af EUSSR. Heldigvis er selv samme regering i bemeldte periode formand for foretagendet, hvorfor man her til foråret i Hafniabad vil kunne præsentere kollegerne for disse passende foranstaltninger. En sand fjer i hatten for de tre herrer, når capo di tutti capi, vor egen skattepige og statsminister, kan præsentere vores berømmede §266b og dens stedse hyppigere anvendelse til at lukke munden på tankeforbrydere. Hun vil givetvis modtage stående ovationer, navnlig fra de tyrkiske kolleger…
Så hefra vil vi ydmygt sige tak for invitationen – men nej tak!