Özlem Sara Cekic: Er det rimeligt, at min søn skal leve med konsekvenserne af mine ideologiske valg!??

Ekstra Bladet fortæller i dag den sørgelige historie om SFer Özlem Sara Cekics søn og hans dramatiske skolegang.

Fortællingen tager sin begyndelse på Nørrebro, hvor Cekics søn gik på en »fantastisk folkeskole med engagerede lærere, der kunne bryde rammerne og havde mod og hjerte til at møde børnene, dér hvor de var«.

På trods af den gode skole og Cekics »forkærlighed for Nørrebros skæve eksistenser«, så den lille familie sig tvunget til at flytte til et pænt villakvarter i Kastrup (lad os ikke dømme! – måske er transporttiden til/fra Christiansborg virkelig kortere derfra?), og i Kastrup passede Cekicdrengens behov desværre bedre til den lokale privatskole end til den lokale folkeskole…

Miljøskiftet har nu fået Cekic til at filosofere over retfærdigheden i, at netop hendes søn – for en kort bemærkning- skulle betale prisen for den højt besungne socialistiske solidaritet.

Og hvorfor skal Cekics søn også gå på en statsstyret skole, der bygger på socialisme, multikultur og manglende respekt for danske værdier, når man som politiker har råd til en forældrestyret friskole, der bygger på almindelig hensynsfuldhed og respekt for medmennesker og omgivelser? Er det rimeligt at holde politikernes børn som moralske gidsler på baggrund af deres forældres uansvarlige indvandringspolitik og grænsesøgende inkluderen? Og er det ikke godt nok at være med til at skabe gobal solidaritet for pøblen? Behøver man også selv at blive en del af den? Er det ikke en form for solidaritet at hjælpe andre mennesker med at ‘træffe de rigtige valg’?!

eb.dk – Derfor hev SF’er søn ud af folkeskolen

“Det tog mig halvandet år at indse, at jeg ikke kan bruge min lille dreng som soldat i en kamp, som jeg syntes var vigtig at kæmpe. At det var ham, der levede med konsekvenserne af mine ideologiske valg.

Hvorfor var det, at jeg som socialist følte mig mere forpligtet til at lade min søn blive i en folkeskole, som han ikke trivedes i?

[…]

NU GÅR MIN søn i en forældrestyret friskole, der bygger på almindelig hensynsfuldhed og respekt for medmennesker og omgivelser. Den bygger hverken på politisk, religiøs eller ideologisk overbevisning. Den skaber bare gode rammer for ham.

Lidt over fem om morgenen vågner han og kan ikke vente med at komme i skole. Om fredagen ærgrer han sig over, at der er to dage, til han skal i skole igen. Med skiftende undervisningsformer kombineret med motion får han både rørt sig og kan koncentrere sig bedre. Han bliver rost og anerkendt for det, han kan. Han er glad. For første gang i rigtig lang tid er han glad. Glad for matematik, dansk, engelsk. Glad for lærerne og glad for vennerne.”