Han nægter at være kørt over for rødt lys.
Ifølge manInBurka stod der oprindeligt, at gerningsmanden var tyrker. Men alene det, at der står, at det var i onkelens bil bør vække opmærksomheden, selvom de har rettet i artiklen.
Hans far, mor og to yngre søskende emigrerer alle til Tyrkiet.
Her fire år efter mordet vover bogen at fortælle om nuancer og perspektiver i sagen. Såsom forskelle i Hizirs og Ferhats opvækst og sindelag og de sociale og samfundsmæssige forklaringer på, at det gik galt for netop de to drenge.
Har vi ikke hørt den om nuancer, pespektiver, sociale og samfundsmæssige forklaringer tilstrækkeligt mange gange?
30/7 I DR2’s ”Deadline” så vi en konfrontation mellem Dan Harder, redaktør af IsraelOnline, og Irene Clausen fra Boykot Israel.
Sidstnævnte var i offensiven, og hverken Harder eller studievært Adam Holm nåede at spørge hende, hvorfor man netop skulle boykotte Israel. Og ikke Kina f.eks., der har besat Tibet i lige så lang tid? Så hvorfor ikke boykotte Kina? Eller Sudan, der bedriver folkemord på sorte? Eller Zimbabwe, hvor diktatoren Mugabe kører landet længere og længere ud i sult og i elendighed? Eller torturstaten Usbekistan og et utal af de andre politiske rædselskabinetter, vi sjældent hører så meget om? Libyens Gaddafi har lige lavet den groveste form for afpresning, der tænkes kan. Vil Boykot Israel også boykotte ham?
Andre får skylden
Naturligvis ikke. Boykotten af Israel har ikke noget med fornuft og anstændighed at gøre, men en hel del med had. Sådan er det også i den arabisk/muslimske verden, hvor man traditionelt ydmyger og undertrykker hinanden og giver jøderne og Vesten skylden.
Langt de fleste palæstinensere er blevet dræbt af andre arabere – oprøret i Gaza forleden var et godt eksempel – men antallet af døde palæstinensere har ingen betydning for den almindelige araber, bare det ikke er jøder eller amerikanere, der står bag.
Et udsagn fra Al Jazeeras redaktør Ahmed Sheikh til die Weltwoche forklarer hvorfor:
»Det gnaver i vore sjæle, at så lille et land som Israel med kun syv millioner indbyggere kan slå de arabiske nationer med 350 millioner. Det ydmyger vores kollektive ego« (cit. af Thomas Friedman i New York Times).
Det er denne tankegang, der ligger bag den arabisk/muslimske verdens afvisning af Israel. Det har intet med retfærdighed at gøre, kun med såret stolthed i drabelig kombination med det traditionelle islamiske jødehad. Vist blev kampen på slagmarken tabt, men kampen i medierne har araberne og deres vestlige allierede (som Boykot Israel) vundet uden større besvær. Den er vundet ved en konstant fordrejning af kendsgerninger, der fremstiller araberne som forfulgte uskyldigheder og Vesten inklusive Israel som en dæmonisk besættelsesmagt.
Læs resten af GEOFFREY CAIN i Jyllands-Posten
Den kinesiske er på grund af sin økonomiske og militære styrke på sigt Vestens direkte rival til verdensherredømmet, mens den islamiske “bare” byder på en masse lokale grænsekonflikter som følge af sit enorme befolkningsoverskud. Islams eneste våben er fertiliteten som defineret af den algierske leder Houari Boumédienne, i 1974 i en tale i FN:
“En dag vil millioner af mænd forlade den sydlige halvkugle for at tage til den nordlige. Og de vil ikke tage dertil som venner. De vil tage dertil for at erobre den. Og de vil erobre den med deres sønner. Vore kvinders skød vil give os sejren.”
Læs mere på Kristeligt Dagblad
“Jeg forestiller mig, at det er særdeles ubehageligt og smertefuldt at få i øjnene. Det er et skrapt middel, der kan skade øjets det yderste cellelag og blænde og passivisere vedkommende,” siger Klaus Trier.
Mere på Jyllands-Posten
Nu da peberspray er forbudt.
Hodjanernes Blog 