Når man stikker en Pind i en lort kan man nemt ødelægge begge dele.
For ikke så længe siden kunne man på skærmen se Bertel Haarder vise et menneskeligt ansigt. Et af de sjældne tilfælde, hvor man føler sympati med en politiker. Han fik nok af en tåbelig DDR-sjovnalist og formelig spruttede af arrigskab. Herligt. Hans stemmetal må være mangedoblet. Og i dag har så hans kollega i regeringen Rasmussen (1993-2011), Søren Pind, en klumme i Jydepotten, hvori han lufter sin irritation over en eller anden ligegyldig medieluder – en af disse “eksperter” som under dække af en fin titel hives til mikrofonen med et lige så ligegyldigt synspunkt. I dagens tilfælde et eller andet med et rabatkort til en kludebutik. Eller sådan noget.
Begge d’herrer ministre er åbenbart rigtige mennesker inde under den nålestribede. Kan man deraf slutte at noget er ved at dæmre for dem? – Skal vi have medlidenhed med dem? – Til det første spørgsmål kan vi svare: muligvis, til det andet nej. De ligger nemlig som de har redt. Begge er de medlem af en regering som vil gå over i historiens skraldespand under navnet “Forsømmelseskabinettet”. Ikke alene har bemeldte regering forsømt samtlige valgløfter, den har også forsømt sit eget værdigrundlag. Hvoraf ikke mindst ytringfriheden springer i øjnene. Den bekæmpes med næb og kløer, dels via en næsegrus tilbedelse af EUSSR, dels via mediestøtteloven.
Denne lov pålægger borgerne at punge ud med ca. 6 millarder kroner om året til bekæmpelse af det frie ord. Godt 1.000 kr. fra hver eneste dansker, barn som voksen. Til underhold af af en kamarilla som nogle kalder “Journalistisk Venstreparti” – endskønt det ikke er et parti, men et propaganda-apparat. Disse apparatchiks er så udstyret med diverse privilegier, hvoraf et er en license to kill. Nemlig at ødelægge folks liv efter forgodtbefindende. Som når man på forsiden hænger en uskyldig mand – med navn og adresse – ud for at være morder. Og efterfølgende beklager “fejlen” i en frimærkestor rubrik nederst på side hundredeogsytten. Dens slags tilsvining kan almindelige borgere ikke gøre noget ved. Injuriesager koster dels en bondegård, dels vil man have svært ved at finde en dommer som tør lægge sig ud med de presstituerede åndsfyrster.
Men ministre er jo ikke almindelige. De kan så anlægge injuriesøgsmål og eventuelt vinde. Hvorefter sagen omgående går i glemmebogen på grund af manglende omtale. Tilbage står, at de for tid og evighed er sat under mistanke – der var jo nok noget om snakken. Så held og lykke med Jeres injuriesager, kære ministre, I har nu fået lidt ankuelsesundervisning i fri presse. Det kunne I såmænd have undgået, hvis blot I havde spurgt Jeres indre mensch om rimeligheden i at udstyre denne kamarilla med et andet privilegium: retten til livslang, skatteborgerbetalt underhold – uden medfølgende ansvar, endsige samvittighed og anstændighed. Eller med borgelige ord: hvorfor skal borgerne betale for at blive påduttet ganske bestemte, eensidige meninger? – Er det frihed for Loke såvel som for Thor?
Nej, det er ikke. Det er meningstyranni og holdningsmonopol. For vore penge. Og – for nu at danse det for både Bertel og Søren: I har forsømt noget så indlysende som at afskaffe mediestøtten – herunder ikke mindst tvangslicensen. Hvis folk vil have underholdning, tidsfordriv, nonsens og belæringer om hvad de skal mene om dette eller hint, herunder kluderabatter, så lad dem – for helvede – selv betale for det. Men hold os andre udenfor. Derfor har vi ikke medlidenhed med Jer. Beklager.
OPDATERING kl. 1740: Ifølge Jydepotten vil kammerat Kamal Oliver Qureshi fra Waffen-SF tvinge statholder Rasmussen til at afklapse den formastelige Pind i en professors åndelige ligkistelåg. Intet mindre kan åbenbart gøre det : “vi siger det til din far, ja vi gør“. Hvormed kamelen til fulde har bekræftet, at kritiserer man hans partis propagandaafdeling, så vanker der! – Mimoserne på den fløj tåler ikke kritik…
Hodjanernes Blog 