Samarbejds-Politiken forfølger Trykkefrihedsselskabet

Debatarrangør fjerner revolvercitat fra sin Facebook-profil.

»Hver gang jeg hører om paragraf 266 b, så spænder jeg hanen på min revolver«.

Sådan skrev Torben Mark Pedersen, medlem af Trykkefrihedsselskabet og arrangør af torsdagens debatmøde om ytringsfrihed på Christiansborg, på sin Facebook-profil indtil for kort tid siden.

Det omstridte nazi-citat, som Torben Mark Pedersen har omskrevet, stammer nemlig fra den nazistiske dramatiker Hanns Johst og hans propagandastykke ’Schlageter’, som havde premiere på Hiltlers fødselsdag den 20. april 1933.

Skriver Dasbladet.

TMP er ellers i godt selskab og burde ikke have ladet sig intimidere:

When I hear the word “culture”…  (Det meste har jeg stjålet her)

…I reach for my gum (Babe Ruth?)

…I know it must be an anthropologist speaking (Hillary Lapsley)

…I reach for my computer (Billy the Hacker)

…I reach for my source code (David Darts)

…I reach for my mirror (Eric Herring)

…I reach for my knife (Sidney Hook)

…I reach for my Bible (The Irish Times)

…I reach for my Rangers scarf (on a forum for discussion of politics in Northern Ireland)

…I reach for my dictionary (David Barton & Martyn Bond)

…I [also] reach for my dictionary (Paul Bowman)

…I reach for my statistics (The Economist)

…I reach for my wallet (Ayn Rand)

…I reach for my purse (unnamed Treasury official in Ottawa)

…I take out my checkbook (Barbara Kruger)

…I reach for a set of job descriptions? A training plan? An organization chart? (John O’Connell, Jon Pyke, Roger Whitehead)

…I reach for the doorknob (Newsweek)

…I reach for the remote control to flip channels before the show gets too boring [preceded by “When I hear ‘postmodern culture’] (Yahya R. Kamalipour)

…I don’t reach for my gun. Instead I reach for Marx or for Mills and say that there are elite and mass definitions of social situations (Gary A. Kreps)

…I reach for my textbook on institutional theory (Crooked Timber)

…I reach for my mouth (Andrew Duncan)

…I reach for my identity (John Tusa)

…I switch on the radio (Virginia Madsen)

…I reach for my sex (Scott Fraser)

…I reach for the strudel (Gary North)

…I sit down at the table (mi accomodo a la tavola) (Franco Castelli)

…a bird EmErgEs from his [Satan’s] mouth (Padcha Tuntha-obas)

…I reach for my NOM (another stupid lolcat, directed at another stupid lolcat)

“When I hear of Schrödinger’s cat, I reach for my pistol”  (Stephen Hawking)

“Whenever I hear the word culture, I bring out my checkbook.”  (Jean-Luc Godard in 1963′s film Le Mépris, when a producer says to Fritz Lang)

Wenn ich das Wort “Kultur” höre, übermannt mich der Schlaf.  (Helmut Qualtinger)

Citatet tilskrives i øvrigt diverse nazister som Goebbels, Göring og Himmler. Jeg har set mange dokumentarfilm, og har aldrig set det udtalt af andre end Hitler-Jugend lederen Baldur von Schirach:

Og hvis man skal være helt pernittengryn, så er en Browning ikke en revolver men en pistol.

EU-dom stadfæster: SU er ikke kun for danskere

Morten Messerschmidt hæfter sig ved, at det med dommen ikke længere er politikerne i Danmark, der bestemmer over den danske velfærd.

Det er ikke længere de folkevalgte, der har den endelige afgørelse over, hvem der har ret til ydelser i Danmark. I et demokrati burde det være politikerne, som ændrer og laver love om velfærdsydelser, ikke dommere i Luxembourg, siger han.

Mere på TV2

Send dem hjem

TVToo i aften 20:00 – 20:50

I flygtningenes fodspor. I et nyt eksperiment sender TV 2 fem danskere med markante holdninger til flygtninge ud på flugtruten fra Afghanistan til Danmark. I første afsnit lander deltagerne i et af verdens farligste lande: Afghanistan. Her kommer de helt tæt på virkeligheden for mennesker, der er ramt af krigen og terrorbomberne i landet. Lili fra Søborg synes i starten ikke, at der er grund til at flygte fra Afghanistan pga. sikkerhedsfaren. Men efterhånden som hun kommer ind på livet af en familie, der lige har mistet to små døtre i en selvmordsbombe, kan hun se frygten lurer overalt.

Jeg ved ikke, om jeg klarer at se det – konklusionen lyder som givet på forhånd.

Det britiske parlamentsmedlem George Galloway diskuterer ikke med israelere

Mere om George Galloway

Når fotografer bliver iscenesættere

Her er en fantastisk video, der dokumenterer, hvad man (næsten) aldrig ser

Vi er vant til at se billeder fra Mellemøsten af skringende kvinder og tildækkede arabiske børn/teenagere, der kaster med sten.

Men de fotos er sjældent realistiske. De er deimod en symbiose mellem pæstilensiske grupper og villige “journalister”/fotografer.

Døm selv:

Taget herfra

En række argumenter for at “islamofobi” er tågesnak

Manden her argumenterer ganske glimrende for hvorfor islamofobi er for tåber

Taget herfra

Perversifaxe.

Om at satse hele butikken på en dødssyg krikke …

Siden det fejlslagne forsøg på at myrde Lars Hedegaard har das-bladet Samarbejds-Politiken ført en intensiv smædekampagne mod ham i almindelighed og Trykkefrihedsselskabet i særdeleshed. Hvor absurd det end forekommer logisk tænkende mennesker, så tager kampagnen udgangspunkt i det forhold, at Trykkefrihedsselskabet har afvist at lade en from muslim deltage i et møde, som i dag afholdes på Christianborg. Denne muslim – som tilfældigvis også hedder Jihad til fornavn – har oplyst, at han beundrer massemorderen Che Guevara og via en indmeldelse i Hjemmeværnet har skaffet sig skydevåben – antagelig inspireret af Rune Engelbreth’s opfordring i bladet “Faklen”. Kvintessensen af bladets kampagne er altså, at nu er Samarbejds-Politiken pludselig konverteret til ihærdig forsvarer for såvel Hjemmeværnet som ytringsfriheden.

Vi har efter ringe evne forsøgt at dække denne surrealistiske opvisning i omvendt logik HER.  Hvilket har fået en trofast kommentator – Menig 442 – til at reflektere over sagen: “På Politikens redaktion må de åbenbart have en tyrkertro på, at denne gang vinder den hest, hvorpå de satser hele deres eksistens.” – Vi synes Menig 442 fortjener en redaktionel tilføjelse:

Das-bladet Samarbejds-Politikens pludselige forsvar for ytringsfriheden betyder på ingen måde, at bladet har skiftet den hest, hvorpå de satser hele deres eksistens. Det er blot en afværge-manøvre, en let gennemskuelig damage control i bedste taqiiya-stil. Hesten er stadig den samme som altid, nemlig en kæphest med to hoveder. Lad os betragte den ud fra en veterinær synsvinkel:

Det ene hovede er politisk. Det er besat af een eneste tvangstanke, totalitarismen. Uanset hvad og hvilken. Denne del af hesten møder af og til forhindrer på skoleridtet. Først satsede den på nazismen, men det gik ikke så godt. Så anammede den kommunismen. Det gik heller ikke så godt. Men hvor kødet er skøbeligt er ånden redebon, så da man fra hjørnekontoret kunne se islams tropper nede på Råddenhuspladsen, satte man påny sporerne i øget. Så her har man på ingen måde skiftet hest, men satser fortsat hele butikken på diverse opkog af fascismen.

Det andet hovede sidder på pikken. Man behøver ikke at se stort mere end overskrifterne i das-bladet for at blive overbevist. Henved halvdelen af tryksværten anvendes til emner om diverse kønsorganer, øvrige legemsåbninger, sammes afsondringer samt hvad alle mulige – og umulige – huller kan bruges til. Lige fra den ene ende – æderi – til den anden – afføring. Og alt tænkelig – og navnlig utænkeligt – derimellem. Med andre ord: das-bladet er besat af det man i gamle dage kaldte perversitet. Så ej heller her har man skiftet hest. Vi kan jo kalde den Perversifaxe…

At skifte hest ville være selvmord for Samarbejds-Politiken. Hesten med de to hoveder ville ikke engang kunne bruges til oksehak eller sæbekogning, dersom man skilte det ene fra det andet. Man ville simpelthen miste sit publikum – det som vi her på bloggen benævner  Den Kaglende Klasse,  Systemet Politiken eller blot Segmentet. Forklaringen er enkelt: nazismens, kommunismens og islams optagethed af det sexuelle. Men hvor kommunismen ikke havde helt den samme tiltræking på segmentet – den var lidt for kedelig med traktorpiger, stramtandede guvernante- og kommissærtyper, og ikke særlig bøssevenlig – så forholder det sig unægtelig anderledes med nazismens og islams tiltrækningskraft på segmentet.

Her lades ingen fantasi ubeskrevet. Enhver form for -fili dyrkes intenst. Fra nazimens hang til uniformer, læder, sadisme, pisk og prygl – som åbenbart især tiltaler det homofile sub-segment – til islams forkærlighed for halshugninger, amputationer, voldtægt og kønslemlæstelser af småpiger, bøsssehængninger, steninger, offentlige piskninger, syrevansiring af kvinder, jødehad og enhver form for vold i det hele taget. I Samarbejds-Politiken kan læserne formelig svælge i homofili, coprofili, urinofili, nekrofili, spermofili, zoofili, pædofili, incest, fetichisme, stampisme, ekshibitionisme, sado-masochisme, udflods-fili og [indsæt selv]-fili ad libitum et infinitum.

Derfor har Menig 442 ret. Man satser på den samme, gamle tohovede kæphest. Samarbejds-Politikens islamofili er en tyrkertro. Og så kan man iøvrigt se, hvad der sker, når man lukker muslimer ind til en debat …

En sidste advarsel…

George Orwell på dødslejet: Lad det ikke ske…..det afhænger af Jer…

Kulturberiger mistenkes for drap i Frankrike

Etter at overvåkningsbilder av gjerningsmannen bak det grove togsporranet i Stockholm ble sendt på fransk TV, ble politiet i Sverige kontaktet om et uoppklart drap i Frankrike.

En privatperson i Frankrike så rapporteringen om t-baneranet i Stockholm på de franske tv-nyhetene, og ringte da venner i Sverige som deretter tipset svensk politi. Tipset dreide seg om grov mishandling av en annen person i Paris i januar 2011, som førte til at offeret døde, ifølge den svenske rikskringkasteren.

Mere på VG