Lone Nørgaard og Tabita Wulff (red.): Storm over Europa. Islam – fred eller trussel? 256 sider, 285 kroner. Forlaget Holkenfeldt.
Islam. Er der noget godt at sige om Muhammeds lære? Ikke i denne bog, der borer fingrene ned i udlændingedebattens ømmeste punkter.
Giv Muhammed, hvad kejserens er
Af ARNE HARDIS NR. 08, 23. februar – 1. marts 2007
VI er vel sent ude med anmeldelsen af denne debatbog om islam, så det offentlige regnebræt kan mageligt gøres op: Bogen er enten blevet fortiet, glemt, forbigået eller skældt ud for det værste. Der blev dømt »standret«, »filosofisk tågehorn« og »højresnoet« og det endda i Jyllands-Posten, og så kan det næsten ikke blive værre. Det skulle da lige være i Fyens Stiftstidende, som affærdigede antologien som »sludder« og enøjede fordomme. Resten har været tavshed.
Måske fordi de 15 indlæg fra velkendte historikere, forfattere, filosoffer, politikere, mv. ikke er ude i et spørgende anliggende, de mener, at islam er en trussel med udråbstegn og det hele, og de argumenterer – nogle glimrende, andre mindre prangende – for det.
Læg mærke til, at det ikke er islamismen, der afhandles, men selve islam. Her er ikke noget forsøg på at undgå alle de besværlige diskussioner ved at skære et hjørne af verdensreligionen og så gøre det hjørne til problemernes trygge og velafgrænsede reservat. Det er faktisk denne vilje til at diskutere selve islam, der gør den ellers noget enstonige bog værd at beskæftige sig med.Efter en introduktion af Henrik Gade Jensen om den offentlige mening og folks manglende lyst til at tale ærligt i det offentlige rum får læseren en række bramfri og vidt forskellige bud på, hvad der så burde siges: Den efterhånden gammelkendte sag om udlændinges overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne (Carsten Ringsmose), den muslimske verdens pauvre bidrag til verdensmusikken (Mogens Wenzel Andreasen), tørklæder som undertrykkelsens symbol (Lone Nørgaard), og, lidt mere overraskende, hvilken krigsforbryderdomstol Muhammed mon var blevet indstævnet for, hvis han havde levet i dag (Kaare Bluitgen).
Ahistorisk? Snarere areligiøs, Bluitgens pointe er, at profeten må gøres til en historisk skikkelse, der kan anfægtes og diskuteres, ja, endda tegnes: »Havde han begået sine gerninger i dag, ville verdenssamfundet have sat ham i anklageskranken. Men ingen kan dømmes ud over sin samtid, og ingen formår for evigt at sidde øverst på historiens hjul.«
DYBEST stikker, synes jeg, filosoffen Kai Sørlanders overvejelse over islams forhold til demokrati (det var ham, Jyllands-Posten elskværdigt kaldte et filosofisk tågehorn) i et indlæg, hvor han tager udgangspunkt i den velkendte kendsgerning, at demokratiet trives i Vesten og vantrives i den muslimske verden. Undervejs punkterer han to af de håb, vi plejer at fortrøste os ved, når det gælder demokratiets muligheder under halvmånen.
For det første går han i rette med forfatteren Carsten Jensen, der formentlig formulerer manges dybest set optimistiske syn på religion med disse sætninger fra Livet i Camp Eden: »En religion er aldrig hverken værre eller bedre end sine udøvere. Islam såvel som kristendommen kan derfor være alle mulige ting.«
Det er »simpelt hen forkert«, skriver Sørlander, som beklager, at så mange »er blinde for, at religioner kan være forskellige med hensyn til deres evne til at kunne forenes med en sekulær demokratisk samfundsorden«. Han hævder altså en religiøs essens og skriver, at de politiske konsekvenser af Jesu forkyndelse er forenelige med forudsætningerne for en demokratisk samfundsorden, mens det modsatte er tilfældet med Muhammed. Fordi Jesu lære vil give Kejseren hans, og fordi kristendommen stiller alle mennesker lige over for Gud, mens Muhammeds lære er modsat. Sørlander siger ikke, at kristendom er lig med demokrati, men at den kristne tro er forenelig med demokrati, mens islam modvirker en demokratisk udvikling.
Sørlander affærdiger for det andet euroislamisten Tariq Ramadans bud på, hvordan muslimer kan kombinere loyaliteten over for sharia-loven med demokratiets krav. Ifølge Sørlander begrunder Ramadan muslimers forpligtelse på demokratiet med en formulering hentet fra sharia-loven – nemlig at muslimer, som er borgere i et ikke-muslimsk land, kan indgå en kontrakt om at overholde det pågældende lands love.
»Denne ordning er selvfølgelig ikke tilfredsstillende set ud fra det sekulære demokratis værdier. For den er ikke baseret på disse værdier, men på sharia-loven. Derfor kan den ophæves, når muslimerne bliver stærke nok og kan indføre sharia-lov. Rent principielt baner Tariq Ramadans form for euro-islam vej for det sekulære demokratis undergang,« skriver han.
Tågehorn? Mig forekommer det at være ret klar tale.
Hodjanernes Blog 