Vi taler om den største og mest uigenkaldelige omvæltning i dansk historie. Intet vil nogen sinde blive det samme. Om få år vil vi ikke kunne genkende det Danmark, vi voksede op i.
Da jeg var i London i forbindelse med visningen af den hollandske politiker Geert Wilders’ film Fitna i det britiske overhus, var der især én ting, der slog mig. Det var, at pressen uden undtagelse betegnede ham som ”højreorienteret” for ikke at sige ”stærkt højreorienteret”.
Men hvad er det præcis, Geert Wilders har sagt eller gjort, der gør ham fortjent til denne nedsættende karakteristik? Det har ingen gjort sig ulejlighed med at forklare. Hvis man er ”højreorienteret”, behøves der ikke flere forklaringer. For tag ikke fejl: Mens ”venstreorienteret” opfattes som et ridderslag, betyder ”højreorienteret”, at man hader menneskeheden, især sultne børn i Afrika, og spiser uskyldige spædbørn til morgenmad.
Hvis man derudover har begået den ultimative synd at kritisere islam, kan intet afvaske kainsmærket. Så er det ligegyldigt, om man er socialist, liberal eller konservativ. Man kan nok så meget gå ind for velfærdsstaten, homoseksuelle ægteskaber, kvindekvoter og 75 pct. beskatning af alle indkomster. Det hjælper ikke, hvis man har gjort grin med profeten og hans bloddryppende skriverier.
Det er højst besynderligt. Fræk og frygtløs religionskritik var for ikke så længe siden venstrefløjens specialitet. I dag er den et bevis på, at man er halvfascist.
Der er stadig nogle gråhårede post-socialister, der kan huske, hvad deres tidligere profet, Karl Marx, skrev i den allerførste sætning af sit ”Bidrag til en kritik af den hegelske retsfilosofi fra 1843: ”… religionskritik er forudsætningen for al kritik”.
Religionskritik er ikke bare udgangspunktet for al kritik. Den er forudsætningen for en enhver form for kritik. I et samfund, hvor religionen ikke må kritiseres, bliver alt til religion – fra længden af ens skæg og til hvilken hånd man skal bruge, når man tørrer sig bagi.
Hvor religionskritik er forbudt, bliver hele livet og samfundet religiøst, og det mindste kvæk mod den herskende orden blive automatisk til en blasfemisk handling, der skal bekæmpes ved atskæring af synderens hoved.
Modet til blasfemi bliver følgelig den uomgængelige forudsætning for selve civilisationen og for det sociale, intellektuelle og videnskabelige fremskridt. Det er også betingelsen for adskillelsen af stat og kirke, hvad Jesus var ganske klar over.
Men dem, der i dag udgiver sig for venstreorienterede, har for længst opgivet socialismens grundlærdomme for i stedet at krybe ved foden af en blodtørstig månegud fra det fjerne Arabien.
Det brede venstre – fra kommunister, via det ”nye venstre” og til socialdemokraterne – har forladt deres gamle ideologiske positioner til fordel for holdninger, der tidligere hørte hjemme på den yderste højrefløj.
Det gælder ønsket om censur (”vi har selvfølgelig ytringsfrihed, men …”), det synspunkt, at religioner ikke må kritiseres eller latterliggøres, og accepten af etniske og religiøse særrettigheder, som i den sidste ende vil underminere det grundlæggende retsstatsprincip om lighed for loven.
Det politiske venstres vejvalg er uigenkaldeligt. Efter at venstrefløjen har fremmedgjort store grupper af sine traditionelle arbejderstemmer, er den i stigende grad afhængig af muslimske stemmer, som den håber vil sikre den et permanent fodfæste i det mindste i de store byer. Den har grebet fat i tigerens hale, og det er bare om at holde fast til den bitre ende.
Samtidig har venstrefløjen undermineret sin egen politiske hovedbedrift, den moderne velfærdsstat.
I en bemærkelsesværdig rapport fra 2008 skriver Nationalbanken:
»En stor del af indvandringen til Danmark over de seneste 15-20 år, især i begyndelsen af perioden, er sket fra mindre udviklede lande af personer med lav erhvervsfrekvens og relativt stort træk på de offentlige velfærdsydelser. Det har medført en forværring af de offentlige finanser, dvs. skærpet holdbarhedsproblemet. Hvis indvandring for alvor skal understøtte finansieringen af den offentlige sektor, skal den ske som såkaldt ”superindvandring”. Dette begreb dækker over en person, som først indvandrer efter endt uddannelse, går direkte ind på arbejdsmarkedet med en erhvervsfrekvens på 100 og betaler skat som en dansker, undlader at tage sin familie med og forlader landet igen før pensionsalderen.«
Som bekendt lever de hidtidige indvandrere langt fra op til disse krav. Som helhed er indvandrerne og deres efterkommere endt som en belastning af de offentlige finanser – som altså må klares af den hjemmehørende befolkning. Det kan naturligvis ikke fortsætte. Danskerne betaler i forvejen verdens højeste skatter og er ved at segne under den forsørgerbyrde, som politikerne har skaffet os på halsen.
Alligevel har venstrefløjen – fra Uffe Ellemann-Jensen og de ”anstændige” konservative til Frank Aaen – intet andet svar end mere indvandring og mere hyleri over de stakkels muslimer, som de mener har krav på mere ”respekt” og særbehandling.
Selvfølgelig har alle de borgerlige partier – bortset fra Dansk Folkeparti – været lige så ihærdige med at bane vej for masseindvandringen. De er åbenbart ligeglade med landets sammenhængskraft og med velfærdsstaten. Det underlige er, at Socialdemokratiet og SF også er det.
Da den muslimske masseindvandring begyndte, var Danmark et industrisamfund, der kunne aftage billig, ufaglært arbejdskraft. Dette gamle samfund er for længst afløst af vidensamfundet, hvor mange af indvandrerne ikke kan beskæftiges. Alligevel har de fået lov at blive, indføre deres familier og leve af sociale ydelser. Og efter at regeringen har bøjet sig for EU, står portene atter åbne for familiesammenføringer og fætter-kusine-ægteskaber. Så danskerne behøver ikke at bekymre sig om, hvad deres penge skal gå til i fremtiden.
Det har politikerne allerede afgjort. Skatterne vil i stigende grad gå til betale for en tredjeverdensbefolkning, der ikke vil have noget med danskerne og deres kultur at gøre. Og når der ikke kan presses flere kroner ud af de nulevende skatteydere, vil staten begynde at vælte udgifterne over på vore efterkommere, indtil landets kreditværdighed er på højde med Stein Baggers.
Indvandringens sande omkostninger er vores bedst bevarede statshemmelighed. Det er langt fra nok at se på indvandrernes undergennemsnitlige deltagelse på arbejdsmarkedet og deres overforbrug af velfærdsydelser. Man må også indregne deres massive belastning af snart sagt alle offentlige systemer – politi, domstole, fængsler, sundhedssektoren og skolerne. Alligevel går to af tre indvandrere med arabisk baggrund ud af folkeskolen uden at kunne læse og skrive. Og så har vi endda ikke indregnet kæmpeudgifterne til tolke, integrationskonsulenter, ”dialog”-formidlere, fængselsimamer, sprogundervisning, integrationsprojekter og penge til diverse kvartersløft, der aldrig synes at løfte andet end penge ud af skatteydernes lommer.
For at holde dette besynderlige cirkus kørende bliver staten i stigende grad nødt til at undertrykke ytringsfriheden. Det forlanger venstrefløjens nye muslimske kernevælgere (10. februar 2009 kunne Cepos offentliggøre en meningsmåling, der viste, at 50 pct. af de muslimske immigranter og deres efterkommere vil kriminalisere religionskritik): Det går ikke an, at befolkningen frit udveksler kendsgerninger og meninger om det forhold, at deres land er ved at blive taget fra dem. Tillige har EU den 28. november 2008 vedtaget en såkaldt rammeafgørelse, der forpligter medlemslandene til at retsforfølge folk, der taler dårligt om religioner (læs islam) og racer (læs muslimer). Gør staterne ikke det, vil de blive indklaget for EF-domstolen.
Vi taler om den største og mest uigenkaldelige omvæltning i dansk historie. Intet vil nogen sinde blive det samme. Om få år vil vi ikke kunne genkende det Danmark, vi voksede op i.
Alt dette er blevet begrundet med hensynet til forskellige menneskerettigheder og konventioner, som ingen har hørt om og i hvert fald aldrig har fået lov til at stemme om.
Faktisk er der kun én mistelten, som vore politikere ikke har taget i ed – og som de ikke kan tage i ed. Det er, som Bill Clinton så indsigtsfuldt bemærkede, ”økonomien, dumme”. De kan slå porten op på vid gab, de kan herse og regere og forfølge frisprogede kritikere, men konsekvenserne for velfærdsstaten og samfundsøkonomien kan de ikke undgå.
Vi går spændende tider i møde.
Lars Hedegaard; Jyllands-Posten, 15. marts 2009.
Jacob Mchangama i Pilestræde-Pravda
Hodja
husmanden
Jernhesten
nicolaisennels
trumfes
Hodjanernes Blog 