PÅ TRODS AF ET massivt borgerligt og kirkeligt image er Birthe Rønn Hornbech faktisk en slags kulturrelativist.
Med den ene hånd forsvarer hun inderligt folkekirkens særstatus, selvom den repræsenterer klar forskelsbehandling, og med den anden nægter hun at lade forskelsbehandlingen komme til udtryk, når religiøse påbud på en hidtil uset måde bliver synlige i det verdslige.
Tilsyneladende vånder Birthe Rønn Hornbech sig ved at erkende, at når et land hviler på en bestemt religion og historie, så er en grad af diskrimination uundgåelig, hvis man ønsker at bevare det bestående. Så kan man ikke i frisindets navn relativere alt uden at forråde det, man selv tror på, og med sin markante opbakning til det muslimske tørklæde er Birthe Rønn Hornbech snublende nær punktet, hvor hun forråder. Fordi hun i det store frisinds navn kommer til at relativere.