Nogle kulturer beriger en kende anderledes end andre.
I Berlin-Lichtenberg og Marzahn lever ca. 12.000 vietnamesere, knap 2 procent af befolkningen. 17 procent i det lokale Barnim-gymnasium kommer fra vietnamesiske familier. Fædrene og mødrene kom hertil som DDR-venskabsarbejdere og arbejde hårdt for deres opholdstilladelser. De efterspørger ingen sociale ydelser, arbejder ofte både dag og nat i deres små butikker og restauranter. De forsager enhver luksus for at kunne betale for ekstra undervisning. For de tror på fremgang ved hjælp af uddannelse.
Og på det punkt er ambitionerne høje. De forventer at deres børn får de bedste karakterer, den bedste vejledning og allerhelst kommer ind på medicinstudiet. I al stilfærdighed udvikler vietnameserne sig til de indvandrere, der har det højeste uddannelsesniveau. Men børnenes liv i den almindelige, tyske hverdag truer familierne: sønnerne og døtrene fosøger at undgå presset, men debat herom mellem generationerne finder ikke sted. Skænderi kommer ikke på tale – og er iøvrigt ikke muligt: forældrnes ordforråd er ikke tilstrækkeligt….
Tip: ARD via Politically Incorrect –