Tillykke med de 60, Tyskland!

I glæden over det nye, demokratiske Tyskland vil vi ikke kaste malurt i bægeret, men mindes en ukendt del af vor fælles historie.

Fra alle ordentlige steder i Danmark ønsker vi i dag Tyskland tillykke – og med god grund. Men midt i glæden og håbet om et fortsat godt naboskab er der også grund til at mindes en epoke, som nu er ved at gå i glemmebogen. I hvert fald er jeg ikke sikker på, at for nogle af vore læsere vil det følgende, lille billedgalleri være en kendt del af vor fælles historie:

Billedet til venstre er af “Siegessäule” i Berlin. Denne “sejrs-søjle” blev rejst sidst i 1800-tallet, da det kejserlige Tyskland var blevet oprettet som en fælles stat efter at Preussen under ledelse af “jernkansleren” Otto von Bismarck havde samlet et kludetæppe af små fyrstendømmer til en national, tysksproget stat. Søjlen blev delvist ødelagt under 2. Verdenskrig, men er nu restaureret. Man kan komme op til et lille observatorium på toppen.

Ser man nærmere på billedet bemærker man tre rækker af forgyldte kanonløb, som omkranser monumentet. De er anbragt lagvis for at mindes Preussens tre, store sejre: over Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870.

Kanonerne i nederste række er danske, erobret under slaget ved Dybbøl, den 18. april 1864.

Dette det første Tyskland gik til grunde i 1. Verdenskrig, men ikke uden yderligere interesse for os danskere. Efter indlemmelsen af hertugdømmerne Holsten (rent tysk) og Slesvig (både tysk og dansk) i Preussen, måtte den danske befolkning i Nordslesvig underkaste sig tysk værnepligt – i hvert fald den del, som ikke emigrerede til USA – og måtte således tage del i en krig som de ikke havde hverken lod eller del i. Og så oven i købet på arvefjendens side.

Tysklands nordgrænse lå nu ved Kongeåen. Fronterne i Øst og Vest var stort set låst fast og den tyske generalstab frygtede nu et angreb nordfra med britiske – og eventuelt danske – styrker. For at imødegå et sådant angreb besluttede man at opføre den såkaldte “Sicherungsstellung Nord”. Ved hjælp af reservetropper og krigsfanger byggede man tværs over Sønderjylland ca. 900 stærkt armerede betonstillinger med brisker til svære 24-centimeters kanoner, to – somme steder tre – rækker skyttegrave med mandskabsrum, depoter og ammunitionsbunkers. Alt sammen udbygget med stemmeværker til oversvømmelse af forterrainet og støttet af et fuldt udbygget jernbanenet. Ved slutningen af krigen fandt man således i Sønderjylland verdens stærkeste og mest sindrigt konstruerede fæstningsværk. En veritabel Maginot-linie fra den nuværende Rømø-dæmning i vest til Aarø ved Haderslev Fjord i Øst.

Efter genforeningen frygtede det danske militær et nyt, tysk fremstød med indtagelse af Sikringsstillingen, hvorfor man i årene 1922-26 sprængte det meste i stumper og stykker. Sønderjyllands Amt har nu med hjælp fra Sikringsstillingens fremragende historiker, Mogens Scott Hansen, fredet en del af stillingen. Til venstre ses blinksignalstationen på Vongshøj og til højre et lille udsnit af linien ved 24-centimetes batteriet ved Gammelskov.

Efter Genforeningen i 1920 opløstes de danske sønderjyders forhold til hertugdømmerne og de blev kongerigske. En løjerlig undtagelse fra det hertugelige mønster fandtes dog i de såkaldte “kongerigske enklaver”, for eksempel området omkring Møgeltønder og Visby, som siden Arilds tid havde været rent danske. Men heller ikke disse gik fri af den tyske krigstjeneste. Herunder ses en mindesten fra blot en enkelt, lille landsby – Visby: