Statisk tremor opstår primært, når pågældende ekstremitet belastes med statisk arbejde.
Israel ind i NATO og EU.
Den 19. 2010 august forlød det i DRs radioavis at tre forhenværende udenrigsministre i en sidelang artikel afkrævede den israelske at være mere forhandlingsvillig overfor det palæstinensiske selvstyre. Det forlød, at
»israelerne må vælge mellem at være et demokratisk land med et jødisk befolkningsflertal inden for 1967-grænserne, eller en udemokratisk, jødisk stat med apartheid-lignende tilstande«.
Uffe Elleman Jensen udtalte at de tre -Mogens Lykketoft, Niels Helveg Petersen og Uffe Elleman Jensen selv – havde over tyve års erfaring som udenrigsministre og som sådan nok vidste de et og andet. Hovedårsagen til den fastlåste situation i den israelsk-palæstinensiske konflikt er ifølge de tre tidligere udenrigsministre » den 43 år lange israelske besættelse, der frarøver palæstinenserne deres bevægelsesfrihed«. Og videre hedder det:
»Mens Abbas i ord og handling har vist, at han har viljen til fred, har Netanyahu talt med to tunger. Hvis Netanyahu oprigtig vil en fred med palæstinenserne, må han melde klart ud,«
skriver de tre tidligere udenrigsministre og opfordrer til, at der lægges et øget pres på Israel. Det hed endvidere at “Israel må trække sig tilbage til grænserne fra før 1967”.
Det kan godt være, at trekløveret Elleman, Lykketoft og Petersen har siddet som udenrigsministre i tyve år og – må man formode – har haft en vis interesse indenfor området. Og er dette tilfældet, er der da et eller andet der er gået så fuldstændig galt for, dem at man må kræve en tilbundsgående undersøgelse af deres embedsførelse i de 20 år.
Det synes mest af alt som om de tre som efterhånden fremtræder som temmelig mølædte levebrødspolitikere er hoppet på vognen af den israelhadende – for ikke at bruge et stærkere ord – venstrefløj. At Mogens Lykketoft er, kan ikke undre nogen – han har været der længe, ej heller Helveg Petersen – han vil sælge sin bedstemor for at få stemmer. At Uffe Elleman Jensen hopper på galejen viser ham som én for hvem, et eller andet er gået grueligt galt.
At de tre forhenværende udenrigsministre helliger tid og kræfter på at fremme en dagsorden, der i bund og grund er anti-Israelsk og som nærer sig ved den arabiske “virkelighedsopfattelse”. For at tage udgangspunkt i fakta frem for den fiktion de tre politikere kolporterer, så må vi tilbage til den grundlæggende årsag til den israelsk-arabiske konflikt. Den første og mest klare hovedårsag er, at ingen af muslimsk/arabiske nabostater til Israel nogensinde reelt har accepteret staten Israel. Punktum.
Havde de arabisk/muslimske stater accepteret staten Israel, ville der ikke være nogen konflikt. Og foreløbig er der intet der tyder på at Det palarabiske selvstyre har nogen intentioner om ville acceptere Israel.
De tre forhenværende siger, at Mahmoud Abbas sætter som betingelse for at forhandle at Israel stopper med, at bygge bosættelser og at der skal oprettes en stat for palaraberne i på det der benævnes Vestbredden og i Gaza. Men er det virkelig dét Mahmoud Abbas præcist har sagt såvel eksternt som internt på arabisk? Og er det ikke sådan at Mahmoud Abbas selv har været uvildig til at forhandle med Israelerne, men altid stiller ufleksible betingelser for overhovedet at overveje at forhandle? Det var dog israelerne, der i forlængelse af Oslofredsprocessen tilbød op mod 95 % af de landområder palaraberne ville have og Gaza og Østjerusalem. Det takkede de nej til og indledte en assymetrisk krigførsel mod Israel hvor over 1000 israelere mistede livet.
Med hensyn til bosættelserne, som gerne af venstrefløjen (og Danmarks Radio) en bloc betegnes som ulovlige, er det væsentligt at understrege at i følge international ret (den Geneve konvention, der omhandler land erobret i en offensiv krig – og ikke i som i Israels tilfælde – en defensiv krig) og er de det ikke, hvilket er endnu en af de løgne og fordrejninger diskussionen hviler på. Man kunne jo også spørge om, hvor de jøder der i en lind strøm siver ud af Europa skal bo hvis ikke i f.eks. Israel. Var det ikke mere på sin plads, at de europæiske regeringer begyndte at konfrontere visse til Europa tilvandrede og visse gruppers jødehad. I Danmark såvel som i Holland – til eksempel kan jøder i visse ikke gå med den traditionelle kalot uden at risikere at blive verbalt eller korporlig overfaldet.
De tre forhenværende internationalt bedagede stjerne-udenrigsministre beskylder Netanyahu for at tale med kløvet tunge – skal ret være ret så har palaraberne vist er internationalt ry for at sige ét til vestlige medier og jounolister og noget helt andet på arabisk til end egne. Som eksempel stiller man betingelser for at forhandle med israelerne (på skrømt??), samtidig med at man fra palarabisk side går selvsving fordi israelerne vil bygge en elevator så handicappede kan besøge Grædemuren, eller når man fra palarabisk side opkalder en plads efter en terrorist der “heltemodigt” dræbte en 15-årig pige. Eller hvornår har Mahmoud Abbas anerkendt – med vel at mærke med sit baglands accept (PLO mv.) – Israel ret til sit eget land? Og ikke mindst når ledende medlemmer af selvstyret ikke fraskriver sig at bruge våbenmagt “under de rette omstændigheder” eller når selvstyrets fungerende udenrigskommisær og medlem af Fatahs centralkomité Nabil Shaath i avisen Al Sharq Al-Awsat (London) siger at forhandlinger vil være “taktiske og midlertidige”.
Nu tjener det hykleriske trekløver deres dukkeførere i EU ved deres antiisraelske standpunkt godt ved at lægge presset på alene på Israel – og det skal såmænd også nok skaffe dem nogle stemmer. EU, der understøtter Palaraberne med et ukendt antal nok så korruptionsplagede milliarder euro af skatteborgernes penge, har ved dets repræsentant i området Roy Dickenson har helt i denne ånd sagt, at forhandlingerne og udbetalingerne af de mange rare bestikkelsespenge ikke kædes sammen. Derimod har de arabiske oliestater, som ud af deres budgetter har kunnet finde ca. 100 mio. $ (en femtedel af PAs budget), smækket kassen i.
Det de tre forhenværende beder om er, at Israel kompromitterer sin egen sikkerhed. Men Israel har ingen garanti for, at PLOs plan om at ødelægge staten og drive dens befolkning ud i stadier, er opgivet. Nærmere tværtimod. Dernæst påstår de tre, at hvis bare Israel gør sådan eller sådan, så vil Mahmoud Abbas få så meget intern prestige, at alt herefter vil gå af sig selv. En palarabisk stat bliver oprettet, terroristerne i Hamas vil blive demokrater, Hizbollah, Syrien og Iran vil klappe i hænderne og juble og sige at holocaust alligevel fandt sted og det med at hælde atombomber ned over Israel bare var for sjov…….
Sandheden er, at hver gang Israel har vist forhandlingsvilje og gået ind på krav fra modstanderens side er dette blevet tolket som et tegn på svaghed og konflikten er blevet optrappet, forværret. Så det de tre gamle mænd beder om er mere vold og mindre sikkerhed for Israel.
Man kunne jo også vende hele spørgsmålet om og spørge hvad har de bydrenge i posen til Israel – medlemskab af EU – for EU er jo ikke en kristen klub, vel. Eller hvad med en muskertérpagt i form af et medlemskab af NATO?
Limewoody
Hodjanernes Blog 