En by i provinsen.

Skynd dig kom om føje år byen som en ørken står…

Når man ved aftentide anduver byen er der endnu tændte gadelamper hist og her. I hvert fald er molefyrene klart synlige, så man kan finde ind i havnen. Herfra kan enhver spadsere op i hovedgaden – der er jo hverken told ellder grænsekontrol længere.  Hovedgaden er – angiveligt – en gågade, men bruges flittigt af de stedlige kulturberigere i deres forsænkede, sorte Bimmere med boomboxe med araber-‘musik’ på fuldt drøn. Bortset herfra høres absolut ikke andet end tankskibenes lejlighedsvise brøl ude fra havet. En enkelt dansker kan endnu findes på en ydmyg bodega, og han får tungen på gled, da han opdager et par civiliserede mennesker. Han fortæller at byen er døende.

Vi er i Udkantsdanmark. Før i tiden lå her en blomstrende handels- og industriby med en livlig havn og dertil hørende natteliv. Havnen er der altså endnu, nattelivet ikke. Det er overtaget af ‘unge’, som ikke behøver øl eller snaps for at té sig som døddrukne psykopater. Byen havde egen retsskreds, døgnbemandet politistation og rimelig jernbaneforbindelse til det øvrige land. Alt det er historie. Sygehuset er under afvikling, og al anden offentlig service er forringet til grænsen af ikke-eksisterende. Som man kan ane på billedet er der – endnu – et par skibsværfter tilbage, men de reparerer kun gammelt skrot. Ligeledes er der en flådestation, men da den anden af slagsen ligger i Korsør – som er meget, meget nærmere Christians Hoppeborg – er der ingen tvivl om hvem der næste gang skal ‘spares’ væk.  Dog er der stadig en del færgetrafik, men også den er truet af de broer som bygges alle andre steder.

Værtshuset lukker. Der er ikke flere kunder end vor enlige dansker og så os. Der er ikke andet for end at gå til køjs. Næste morgen ligger byen badet i frost og klart sollys. Gågadens tilbageværende butikker åbner søvningt for de kunder, der ikke er der. De andre er lukket forlængst. Lidt længere borte fra centrum finder vi et villakvarter, som oser af forfald. Mange huse står tomme med tilgroede haver. De bulede fortove gør hvad de kan for at hindre rollatorernes ejerkoner i at komme væk fra elendigheden. Og hvor skulle de iøvrigt tage hen? – Ud i forstaden? – Her findes endnu de sædvanlige arkitektoniske rædsler med ‘Harald Nyborg’, ‘Føtex’, ‘Netto’ og ‘SuperBest’ – samt et antal bilpushere med brugte skrotbunker i massevis. Men også her er ca. en trediedel af de tidligere virksomheder lukket.

Vi går væk fra tristessen, for heldigvis er omegnen en perle uden lige. På afstand ser byen jo hyggelig og driftig ud, og heroppefra kan man forestille sig dens fremtid. Så er de røde tage mosbegroede eller erstattet af materialer som falder bedre i det nye herrefolks smag, f.eks. gråt eternit eller rustent bølgeblik. Udsigten til den havn, som så vil være en vindblæst sammensurium af skrot og ruiner, vil næppe være mulig p.g.a. af de påsatte brande, som i hvert fald i østenvind vil drive op over de pragtfulde bakker. Her ligger forresten endnu udstrakte områder med militært isenkram og en skov af tilhørende antenner, men mon ikke en eller anden Hækkerup snart får gjort kål på det også?

Og hvad er der blevet af de oprindelige beboere? – Tja, til Hafniabad er de næppe flyttet, ‘mentaliteten’ er vist ikke rigtig til café-latte akvarier, fiduskunst  og franske ædetempler med bagatel-portioner. For slet ikke at tale om sproget…Så mon ikke de har været lige så forudseende som os og har slået sig ned ude på bøhlandet? – Her kan  man da endnu leve det gode liv – og berede sig på det som kommer. Ikke i himlen, men det dennesidige. Der bliver noget at gøre. skulle jeg hilse og sige her på falderebet….