Hodjaner udnævnt til æreskommissær ved EUSSR – Schweiz mobiliserer!
Regelmæssige læsere af nærværende blog vil kanske finde det en kende ejendommeligt at vi her til morgen modtog et anbefalet brev fra Brüssel med følgende indhold: “I anerkendelse af uvurdelig indsats og inspiration for det kommende Stor-Europa tildeles Hodjanernes Blog hermed Kommissionens Fortjenstmedaille – Jernkorset af Schengen-Ordenen med Guld og Egeløv – samt udnævnes til Æres-kommissær på livstid ved EUSSR”. – Forklaring følger:
Undertegnedes nys overståede rundtur på kontinentet gik i og for sig udmærket. Ved Kruså skiftede jeg helt ned i 5. gear for at vinke igen til den hyggelige tolder – der imidlertid må have være til møde, thi han var intetsteds at øjne. Dernæst fuld fart ned gennem Tyskland med kun 6 timers stau et par steder. Først ved grænsen til Schweiz begyndte problemerne: politi og toldere en masse ved Kleinhüningen, 25 € for en ny ‘Autobahnvignette’ og en time i kø for at slippe gennem nåleøjet. Det samme ved Chiasso for at komme ind i Italien. Dernæst kludder med betalingsautomaterne på de konstant tilstoppede motorveje, diverse omkørsler ad elendige bjergveje, diskussioner med Policia Autostradale og Carabinieri om manglende DK / EUSSR-nummerplade og så omsider: den evige stad, Rom.
Vel indlogeret anbragte jeg mig ved fortovsserveringen på mit stamværtshus i Trastevere, Caffé del Cinque, for at nyde en stille Grappa i ro og fred. Men ak, freden blev kortvarig, thi op dukkede en forpustet herre, som forekom mig perifert bekendt. Efter at have løsnet slipset og livremmen over bodegavommen slog han sig ned ved mit ydmyge bord og præsenterede sig heldigvis: kammerat Manuel Barroso. Vi gav pænt pote til hinanden og da jeg – som bekendt – er et empatisk og medfølende gemyt, spurgte jeg til hans velbefindende. Det viste sig at hans stakåndethed havde en naturlig forklaring: han havde just forsøgt at komme i audiens henne hos hans hellighed Papa Razzi, men var blevet standset ved grænsen til Vatikanstaten og overgramset af nogle Schweizere i pyjamas. De lod ham ikke slippe ind, men havde virket ret så truende med deres lange hellebarder. Følgelig havde han anset det for klogest smøre haser, og var løbet hele vejen langs Tiberen ad Lungotevere della Famesina til han omsider fik øje på et sympatisk menneske: hodjaneren med den høje cigarføring.
Nå, men efter de første par glas Nastro Azzurro var kammeraten kommet så meget til hægterne, at han begyndte at græde ubehersket. Et par trøstende Grappa’er senere kunne han dog krænge sine bekymringer ud over den rødternede dug: Det hele skyldtes de onde danskere, som med deres vinkende tolder havde inspireret alle de andre til også at spænde ben for hans storslåede visioner om et Europa uden hindringer for de vejfarende. Se, det kunne jeg jo snakke med om, så hvad enten det nu skyldtes de efterhånden mange tomme grappa-glas eller min vennesæle natur, løb medfølelsen af med mig. Staklen vår jo åbenlyst tom for idéer og kunne ikke se nogen vej ud af genvordighederne. Det kan en hodjaner altid, så jeg tog ham kærligt om skulderen og foreslog ham følgende, enkle løsning på de trafikale viderværdigheder som jeg jo just havde oplevet i Alperne – og tiltalte ham som skrevet står:
“Kære kammerat Barroso, fortvivl ikke. Du slår bare to fluer med eet smæk og afskaffer såvel hindringerne for den frie bevægelighed som arbejdsløsheden sålunde: Alle de arbejdsløse i EUSSR udstyres med en skovl fra Silvan og sættes til at grave Alperne ned og fylde skidtet i Middelhavet. Så kan alle kulturberigerne fra Afrika gå tørskoet til Europa og videre over det nu flade land til Mohammedanmark. Så bliver Silvio også glad. Skål og Hallelu…øh…Lampedusseda”.
Men næppe havde mine visdomsord ord passeret tændernes gærde før kammeraten sprang op, kyssede mig på kinden og påny stak i fuldt firspring i retning af Brüssel. Denne gang dog med et saligt udtryk i ansigtet. Væk var han, og jeg kunne påny hellige mig de løbende forretninger, såsom væskeforsyningen ved de romerske fortove. – Men lidet anede jeg at mine trøstende ord skulle kaste mit elskede Europa ud i en ny krig: Ved hjemkomsten ser jeg på Gates of Vienna at: “The Swiss minister of defense, Ueli Maurer (SVP) has great plans for the future of the Swiss army. In defiance of all European trends to saving, there will again be 100,000 soldiers prepared to defend the country. Maurer would really like to raise the Swiss army from 80,000 to 120,000, but 100,000 will be approved by all parties and pass in parliament. This is a clear reversal from the politics of the 1990s, when the army was reduced. Equipment will also see more investment.”
Morale: Man bør gå ned i 4. gear ved grænsen. Så kan freden i Europa bevares.