At føre Folketinget, sin egen regering og befolkningen bag lyset er mere end grundlag nok.
Siden Danmarks indtræden i Fællesmarkedet i 1973 er der – med Grundlovens ord – blevet afgivet suverænitet i “nærmere bestemt omfang”. Det vil sige et omfang, som er vedtaget af Folketinget og efterfølgende godkendt ved diverse folkeafstemninger. Hvor gerne man end ville har man dog aldrig forsøgt at skjule de områder hvor denne suverænitet blev afgivet. Det har drejet sig om områder som miljø, fiskeri, told og lignende mere teknisk-økonomiske anliggender. På mere vitale og værdipolitiske områder har man kun kunnet vinde traktatafstemninger ved at indføre forbehold, såsom på rets-, forsvars-, valuta- og unionsborgkabsområderne. Og selv om EU-modstanderne – herunder denne blog – hver gang har malet fanden på væggen, har man hårdnakket benægtet at der blev afgivet suverænitet vedrørende Folketingets beføjelser på helt essentielle områder, herunder udlændingepolitikken – hvilket også med usvigelig sikkerhed ville have ført til et rungende NEJ ved enhver folkeafstemning.
Denne værdi- og udlændingepolitik er uden sammenligning tidens vigtigste, politiske emne. Den førte i 2001 til “systemskiftet” og en såkaldt borgerlig regering under ledelse af Anders Fogh Rasmussen, som ved de to efterfølgende valg ligeledes kunne fortsætte på løftet om en “stram udlændingepolitik”. Holdningen til dette emne er så eentydig i befolkningen, at selv ledelsen af Socialdemokraterne – for ikke at blive decimeret ned til De Radikales niveau – har måttet tilslutte sig, ganske vist på skrømt. De ved ganske udmærket, at den menige, solide socialdemokrat har akkurat den samme holdning til udlændingepolitikken som medlemmerne af Dansk Folkeparti.
Men er danskerne da racister, fremmedfjendske og sig selv nok.? – På ingen måde! – Danskerne har ikke det fjerneste imod indvandring eller udlændinge overhovedet! – Lad os her på bloggen kalde en spade for en spade og sige det på vegne af hele befolkningen: det, danskerne har noget imod er indvandring fra muslimske lande! – Intet andet. Punktum.
Årsagen hertil er simpel: hvor alle andre nationaliteter uden større problemer glider ind i vort samfundsmønster og accepterer vore fælles værdier har muslimerne vist sig næsten 100 procent u-intergrerbare og en katastrofe for samfundet med eksploderende vold, kriminalitet og uhyre økonomiske byrder til følge.
Så når statsministeren – ligesom sine forgængere – benægter traktatmæssige afgivelser af uspecificeret suverænitet – sidst i form af en “uvildig ekspertredegørelse” om Forfatnings– Lissabontraktaten – har han bragt sig i en situation, hvor ordet landsforræderi er nærliggende. Der er her kun to forklaringer:
1. Statsministeren er helt uvidende om indholdet af EU-direktiv 2004/38/EC som er vedtaget under hans egen regeringstid. En noget ejendommelig – og søgt – forklaring, at den stund han dels selv har været formand for EU’s ministerråd, dels åbenlyst kandiderer til en toppost i samme EU. Under alle omstændigheder er det dog hans ansvar at et sådant direktiv foreligger uden at han informerer Folketinget herom når det skal ratificere en ny traktat hvor spørgsmålet om suverænitetsafgivelse er afgørende for udfaldet. Ej heller kan han undskylde sig med, at Folketingets medlemmer burde vide bedre. Ingen af dem har naturligvis læst den ny traktat – vi forstår dem godt, den er med vilje gjort ulæselig – men om nogen burde have læst på lektien er det ham. Det er ham, der skriver under.
2. Statsministeren vildleder ikke alene befolkningen – det gør alle vore statministre – men også Folketinget og sin egen regering. På intet tidpunkt har han indrømmet, at hans “stramme udlændingepolitik” var det rene bluff og øregas. Han har vundet tre valg på en lodret løgn og blot håbet på, at katten ikke slap ud af sækken før han var over alle bjerge og sad sikkert på en trone i Bruxelles. Tal om at “feje noget ind under gulvtæppet” og “der er ikke noget at komme efter!”.
Nu er så kendsgerningerne sluppet ud. Hans plan om at afskaffe de resterende EU-forbehold ved en ny folkeafstemning kan han glemme alt om. Danskerne er måske godtroende, men ikke så godtroende. Og i det EU han elsker så højt er hans stjerne i frit fald som repræsentant for den nation, der – for Gud ved hvilken gang – har kastet ikke alene sand, men store, bornholmske klippestykker i et EU-maskineri som i forvejen kun holdes sammen af møre elastikker, snørebånd og tapetklister.
Hvis oppositionen – herunder Dansk Folkeparti – kender sin besøgelsestid, kan de nu skaffe sig af med A. Fup Rasmussen ved at rejse rigsretssag. Herfra har vi ingen medlidenhed med en mand der tilsidesætter enhver tillid han måtte have haft til fordel for egne, honette ambitioner.