Sverige.

Den vanvittige godhed på andres bekostning.

Herude på landet bryder vi os ikke særlig meget om vore naboer. Vi taler venligt med hinanden – vi mødes til høstfest – fest i borgerforeningen – familiefester osv, men vilde med hinanden det er vi generelt ikke. Vi tolererer hinanden, fordi vi har brug for hinanden. I gamle dage, for mere end 50 år siden, var tolerencen livsvigtig – Når de små veje knøg til, når vi løb tør for foder, når mennesker og dyr var syge, når maskineriet ikke virkede, og der var brug for det. Så havde vi brug for hinanden. Så hjalp vi hinanden, og det gør vi stadig. Vi holder øje med hinanden, og ser til, at alt går som det skal, især nu om dage, hvor kommunen ikke længere har tid til andet end at plage os – Gavn af dem har vi i hvert fald ikke i et mål, der er proportionalt med hvad de koster. Egentlig er de kun oppe på dupperne, når de skal genere os med drikkevand, kloakering, veje, miljø og den slags.

Så generelt er vi noget uforstående over for den altfavnende godhed folk i byerne udviser. Sat på spidsen, så fatter vi ikke, hvad svenskerne, og for den sags skyld danskerne, har gang i. Selv jeg, der ser Sverige som mit andet fædreland, hvor jeg er kommet ca. en måned hvert år gennem hele livet, fatter ikke en disse. Hvordan pokker, spørger jeg mig selv, kan de elske nogle grimme usympatiske og krigeriske arabiske nasserøve så meget, at de hjertensgerne bygger en stor by om året, for bare at huse de førstankomne ”flygtninge”. Vi ved jo, at senere kommer hele familien, og så de skal med andre ord bygge en by på størrelse med Århus om året. Der er intet arbejde til dem, og de har ikke evner til på nogen måde nogensinde at gøre gavn. Det er jo den rene galskab. Hvordan hulen er det kommet så vidt? Det er jo envejs det hele – det kommer til at koste det hvide ud af øjnene.

Herude har vi på den direkte måde fundet ud af, at ufornuft straffer. Gør vi ikke det nødvendige, så er der direkte afregning. Så mislykkes høsten – så dør dyret, og så mangler vi pengene, og så tvinges vi til at være fornuftige. Reguleringsteknik hedder sådan noget blandt teknikere. Det holder os i skak, og det er tydeligvis sådan noget, der mangler i Sverige og så mange andre steder. Den almindelige svensker er tydeligvis ikke klar over, hvad indvandringen koster, og hvilke konsekvenser den på sigt vil få? Der må være noget galt med reguleringssystemet – demokratiet, der jo skal holde folket og dets tjenere på dydens smalle vej.

Uden at det på nogen måde nærmer sig pral kan en gammel bonderøv på få sekunder, finde ud af hvor kæden er hoppet af. Een ting er det, at forsinkelsen i reguleringssløjfen er fire år, men helt galt er det da, at flertallet kan stjæle andres penge, land, og fremtid gennem hjernevask i en socialistisk statsstyret presse – som oven i købet er betalt af ofrene. Det er da det, der er galt. Folk aner jo hverken ud eller ind.

Herhjemme mener Lykketoft at demokrati er en foræring, og at selv nyfødte skal have stemmeret, så de kan stemme sig til andres ejendom. Vi andre mener, at demokrati er en pligt, hvor målet er at holde os selv på dydens smalle sti, og det gør vi vel egentlig bedst ved hele tiden at fortælle sandheden om sammenhængene – hvad det koster os alle, når vi er ufornuftige. I Sverige som herhjemme lyver magthaverne så ganske åbenlyst om de direkte omkostninger ved indvandringen. Ført påstod man herhjemme, at prisen pr år var 1 milliard. Det var for ca. 20 år siden. Så ændrede man løgnen til 30 og nu har man så ændret den til 16. Indsigt i regnskabet får vi betalere ikke, men heldigvis kan vi da selv regne. Vi ved, at der årligt opkræves over 1000 mia i skatter og afgifter. 750 af disse bruges til socialhjælp. Fordelt på 5,5 millioner mennesker, bliver det til ca. 140.000 kroner årligt pro pers. Tæller vi så indvandrerne og deres efterkommere op, så når vi foreløbig ca. 750.000. Multiplicerer vi derefter med 140 kkr, og så får vi 104 mia. Da indvandrerne koster ekstra i stort set alle livets forhold – kriminalitet, bolig, undervisning, sundhed osv, er det fuldt berettiget at fordoble tallet, til mindst 210 milliarder. Økonomen Ebbe Vig får det til ca. 250 mia. Og hvad bliver tallet så ikke i Sverige? Mit skud er mindst 500 mia devaluerede svenske kroner – de er sgu ikke rigtigt kloge. Nok er der mørkt deroppe om vinteren, men så må de da lukke lyset ind om sommeren.

Værrre er det med befolkningssammensætningen, demografien som det hedder på høj-lix dansk. Malmø har allerede flertal af de fremmede – Stockholm får det inden for 10 år. Tror svenskerne virkelig at folkehjemmet består om 30 år? Mit bud er, at Sverige bliver som landene, hvor indvandringen kommer fra – værre sandsynligvis, da der vil opstå en eller anden form for borgerkrig, der vil forvandle Sverige til Syrien nr 2. Global warming til trods vil de få IS.

Jeg mistede mit selvbyggede sommerhus deroppe, da fruen skred med de fleste af mine penge, men jeg fik dog lov til at benytte det. Jeg ville, hvis jeg havde været ung, være kommet til at savne de mange skønne dage og nætter deroppe. Augustnætternes krebsefangst med festerne, hvor de mørkerøde små trolde blev indtaget med rigelige mængder snaps og sang fra den svenske sangbog. Især Evert Taube måtte holde for, men også Bellman måtte lide, da han var egnens trobadur. Det var samtidig også en slags høstfester, da jeg som regel fik lov til at knokle på familiens gård, når vi var deroppe.

Hvorfor har eliten, de bestemmende, udsat os for dette? De kan da ikke alle være uvidende om konsekvenserne. Nogle gør det af ren ondskab – ingen tvivl – folk som Rifbjerg. Og nogle af dumhed, som fx størstedelen af folketingets medlemmer – og nogle i en uskøn blanding? Men at de er klar over, at straffen kommer en dag, bevidnes da af at de skjuler sig bag store blokke af bornholmsk granit. Jeg tror nu nok, at de vil få belønningen. De slap alt for let om ved deres begejstring for Hitler – det er måske derfor at de tror, det nok skal gå igen. Det må vi sørge for, at det ikke gør.

Det er underligt at forestille sig, at det snart alt er borte for altid – det, vi troede skulle vare evigt, – som vi fik i arv, og som vi skulle give videre til vore børn.