Hodjanernes Blog

2 januar 2014

Jøderne forgiftede Arafat

2 juli 2013

Det går dine skattepenge til

Palestinierna saknar vilja att komma till förhandlingsbordet och orsaken kan vara att deras ledare lever bäst så länge som konflikten pågår.

[…]

Enligt palestinska uppgifter lyfter deras ledare Mahmoud Abbas en månadslön på en miljon US-dollar (Obama har 400 000) samt har hemliga bankkonton utomlands. Den avlidne PLO ledaren Yassir Arafat hade samma månadslön och hans förmögenhet uppskattades av tidskriften Forbes uppgå till 300 miljoner US-dollar. I vilken utsträckning har svenska biståndsmedel – direkt eller indirekt – bidragit till en kultur av korruption och nepotism?

Mere på Dagen

27 januar 2012

Islamisering fører til Nazislam

23 august 2011

Stampisten beviser endnu en gang at hun er en historieløs og/eller manipulerende nyttig idiot

Zenia Stampe gør sig ikke overraskende til talsmand for at gøre ramadan middagen i Folketinget til en officiel begivenhed.

Hun skriver bl.a.:

“Traditionerne er forskellige. Men det generelle billede er, at også vestlige demokratier markerer ramadanens afslutning. Både i respekt for de muslimske mindretal i de forskellige lande, men også fordi det er en anledning til at skabe samtale og sammenhæng – også på tværs af tro. Fuldstændig som vi i øvrigt bruger jul og påske, som hvert år danner ramme om en masse dialog mellem mennesker med forskellig religiøs observans. Tænk for eksempel på hvordan den muslimske Yasser Arafat hver juleaften deltog i gudstjenesten i Fødselskirken i Betlehem.”

[….]

Dialog er en forudsætning for demokrati, og der er brug for at alle grupper i det danske samfund oplever at være inkluderede i folkestyret. Derfor bør vi gøre det årlige arrangement på Christiansborg til en officiel begivenhed.”

Hun skriver om Yasser Arafat, at han hvert år deltog i julegudstjenesten. Ja – men hvorfor gjorde han det? Arafat deltog først i julegudstjenesterne, efter Bethlehem blev indlemmet i Vestbredden i 1995. Og han brugte det som en politisk demonstration og pression overfor Israel og verdenssamfundet.

Arafat i julekostumet i dialog med en af sine venner.

Hvad angår “dialog, demokrati og brugen for alle grupper”, lad da det komme an på en granskning. Hvad skete der med Bethlehem, efter pæstilenserne overtog byen i 1995? Islamiseringen af Bethlehem:

1. ARAFAT-STYLE “GERRYMANDERING” ENCOURAGES EMIGRATION OF CHRISTIANS AND IMMIGRATION OF MOSLEMS.

Arafat has Islamisized Bethlehem, since assuming control in 1995, by changing the municipal boundaries of Bethlehem and its twin towns, Beth Jallah and Beth Sakhur. They used to constitute the Christian enclave in Judea & Samaria. He severely tipped demography there, by incorporating (into the 65,000 residents) additional 30,000 Moslems of three neighboring refugee camps, Dehaisheh, El-Ayda’ and El-Azeh. Arafat has intensified the Islamization of Bethlehem, by adding to its population a few thousand Bedouins of the Ta’amrah tribe, located east of Bethlehem, encouraging Moslem immigration from Hebron to Bethlehem, and inducing Christian emigration/flight away from Bethlehem. The Christian population was reduced from a 60% majority in 1990 to a 20% minority in 2001 (23,000). Thus, more Beth Jallah Christians reside in Belize (Central America) than left in Beth Jallah itself! A similar process has also afflicted the Christians of Ramallah (20,000).

2. CHRISTIAN LEADERS LOBBIED AGAINST THE TRANSFER OF BETHLEHEM TO ARAFAT

Since the 1993 signing of the Oslo Accords, until the 1995 transfer of Bethlehem to the PLO, Palestinian Christians lobbied Israel against the transfer. The late Christian mayor, Elias Freij, warned that it would result in Bethlehem becoming a town with churches, but no Christians. He lobbied Israel to include Bethlehem in the boundaries of Greater Jerusalem, as was the Jordanian practice until 1967. On July 17, 2000, upon realizing that then Prime Minister Barak recklessly proposed the repartitioning of Jerusalem, the leaders of the Greek-Orthodox, Latin and Armenian Churches sent a letter to Clinton, Barak and Arafat, demanding to be consulted before such action was undertaken. Barak’s proposal triggered a flood of requests for Israeli I.D. cards by East Jerusalem Arabs, who dreaded about PLO’s oppressive track record.

3. RELIGIOUS CLEANSING, IN BETHLEHEM, BY ARAFAT/PLO

Slapping the face of Christians, and defying tradition, Arafat appointed to the governorship of Bethlehem, in 1995, a Moslem from Hebron, Muhammed Rashad A-Jabari. Arafat fired the Bethlehem city council (9 Christians and 2 Moslems) replacing them with a 50%:50% council. The entire top – and most grassroots – bureaucratic, security and political echelons, have been cleansed off Christians. The area is run by the local Moslem Fatah leader and his thugs, along with Tanzim gunmen, mostly Ta’amrah Bedouins. The PLO has seized control of the Church of Nativity, and has tightened the pressure on the Greek-Orthodox, the Armenian, the Latin and the Franciscan Order in East Jerusalem. Abraham’s Oak Russian Holy Trinity Monastery in Hebron was seized by the PLO on July 5, 1997 (AP), violently evicting monks and nuns.

4. PHYSICAL AND PSYCHOLOGICAL INTIMIDATION OF CHRISTIANS BY ARAFAT/PLO

The chanting: “After we do away with the Saturday People, we shall take care of the Sunday People,” has been heard during anti-Israel PLO/PA rallies. Mosques have mushroomed adjacent to – and usually taller than – churches, implementing the tradition of Saladin. He constructed two taller mosques, Al Khanqa and Abdul Malek, contiguous to the Church of the Holy Sepulcher. The curriculum at church schools has been altered, adding Islamic – and reducing Christian – studies. Loudly magnified Moslem sermons have been aired during Christian services, including the April 2000 Pope’s address in Bethlehem, which had to be recessed until the purposely loud Moslem sermon was concluded. Abusing Church tradition, the PLO has transformed a Greek Orthodox monastery, located next to the Church of Nativity, into Arafat’s official residence in Bethlehem. Christmas and New Year celebrations have become a personality cult of Arafat. Christian cemeteries, churches, convents and monasteries have been desecrated, their personnel intimidated, telephone lines cut, windows and sculptures blasted by rocks, and some of their (and their worshipers’) land confiscated. Moslem gunmen, shooting at south Jerusalem (Gilo), have always located their positions next to, or in, Christian homes, hotels, churches (e.g. St. Nicholas) and the Greek Orthodox club in Beth Jallah. The military clash with Israel has harmed Christian businesses much more than the traditional Moslem sources of income.

5. THE LEBANONIZATION OF BETHLEHEM

The PLO has imported to Gaza, Judea&Samaria in general and to Bethlehem in particular, its oppressive legacy of Lebanonization. That which plagued Lebanese Christians during 1970-1982, is currently afflicting Bethlehem’s, Beit Jallah, Beit Sakhur and Ramallah’s Christians. They are perceived by the PLO – as were Lebanon’s Christians – a potential Fifth Column. Accused of wearing “permissive” Western clothing, Bethlehem Christian women have been intimidated, by PLO/PA personnel, since Arafat’s takeover in 1995. Rape of Christian women have occurred frequently (especially in Beit Sakhur) as was the case in Lebanon. Islamic hostility, disregard for civil liberties and economic jealousy have been harnessed by Arafat and his 20,000 terrorists, imported from Iraq, Yemen, Sudan, Tunisia, Jordan and Lebanon, in their campaign against the Christian infidel. Christians who dare oppose PLO’s oppression, are accused of “collaboration” with Israel, facing execution.

6. CONGRESSIONAL TESTIMONY ON ARAFAT’S OPPRESSION OF CHRISTIANS

According to former Senator Connie Mack (R-FL), “[The Palestinian Christian] was arrested and detained [by the PLO] on charges of selling land to Jews. He denied the charge, since he owned no land. He was beaten and hung from the ceiling by his hands for many hours. After two weeks, he was transferred to a larger prison where he was held for eight months without trial… These Christians conveyed to me a message of fear and desperation.” (Senate speech, March 3, 2000, http://www.senate.gov/~mack/issue/statementFP.htm).

Udviklingen i Bethlehem og på Vestbredden ligner til forveksling generalplanen for islams overtagelse af Vesten – Zenia Stampes våde drøm. Og derfor ophører stampister aldrig med angreb på juletraditioner i Vesten, og derfor får vi aldrig julearrangementer i muslimske lande.

Tidligere på Hodja om Bethlehem. Og hvad vi har haft om terroristen Yassir Arafat.

Hvordan var Arafat som Stampe åbenbart sætter højt?:

Ion Miha Papeca, Nicolae Ceauşescu’s spionchef, er den højest rangerende østblokspion, der nogensinde flygtede til vesten under den kolde krig. Han skriver i sin bog: Red Horizons: Chronicles of a Communist Spy Chief om Yassir Arafat:

“I just called the microphone monitoring center to ask about the ‘Fedayee,'” Arafat’s code name, explained Munteaunu. “After the meeting with the Comrade, he went directly to the guest house and had dinner. At this very moment, the ‘Fedayee’ is in his bedroom making love to his bodyguard. The one I knew was his latest lover. He’s playing tiger again. The officer monitoring his microphones connected me live with the bedroom, and the squawling almost broke my eardrums. Arafat was roaring like a tiger, and his lover yelping like a hyena.”

Munteaunu continued: “I’ve never before seen so much cleverness, blood and filth all together in one man.”

“The report was indeed an incredible account of fanaticism, of devotion to his cause, of tangled oriental political maneuvers, of lies, of embezzled PLO funds deposited in Swiss banks, and of homosexual relationships, beginning with his teacher when he was a teen-ager and ending with his current bodyguards. After reading the report, I felt a compulsion to take a shower whenever I had been kissed by Arafat, or even just shaken his hand.”

Fra No-Pasaran

Ikke så mærkeligt at Arafat ville betale 1 million dollars for hans hoved. Og måske besvarer det rygterne om, hvad Arafat døde af?

28 juni 2007

Sexskandale blandt Fatah og HamaSS

The Israeli newspaper, Maariv, reported on Wednesday that Hamas discovered videotapes during the seizure of power in the Gaza Strip that reveal the corruption of the security forces and the sexual deviancy of several Fatah leaders.

Maariv reported that Hamas members discovered dozens of recorded sexual encounters of leading figures, which were being used by the security forces as blackmail. According to Maariv, Fatah ordered the videotapes to be destroyed so they did not fall into the hands of Hamas.

Hamas said the videotapes involve several Fatah ministers and prominent leaders. Maariv added that many of the tapes remain in the hands of Hamas.

Mere på Ma’an News Agency  /Limewoody

Det er der jo ikke så meget nyt i. Her er der for eksempel artige oplysninger om den afdøde bandit Yassir Arafat.

21 august 2006

Ion Miha Papeca – Nicolae Ceauşescu’s spionchef om Arafat

Ion Miha Papeca er den højest rangerende østblokspion, der nogensinde flygtede til vesten under den kolde krig. Han skriver i sin bog: Red Horizons: Chronicles of a Communist Spy Chief om Yassir Arafat:

“I just called the microphone monitoring center to ask about the ‘Fedayee,'” Arafat’s code name, explained Munteaunu. “After the meeting with the Comrade, he went directly to the guest house and had dinner. At this very moment, the ‘Fedayee’ is in his bedroom making love to his bodyguard. The one I knew was his latest lover. He’s playing tiger again. The officer monitoring his microphones connected me live with the bedroom, and the squawling almost broke my eardrums. Arafat was roaring like a tiger, and his lover yelping like a hyena.”

Munteaunu continued: “I’ve never before seen so much cleverness, blood and filth all together in one man.”

“The report was indeed an incredible account of fanaticism, of devotion to his cause, of tangled oriental political maneuvers, of lies, of embezzled PLO funds deposited in Swiss banks, and of homosexual relationships, beginning with his teacher when he was a teen-ager and ending with his current bodyguards. After reading the report, I felt a compulsion to take a shower whenever I had been kissed by Arafat, or even just shaken his hand.”

Fra No-Pasaran

Ikke så mærkeligt at Arafat ville betale 1 million dollars for hans hoved. Og måske besvarer det rygterne om, hvad Arafat døde af?

24 juni 2006

Einsatz-kommando i Mellemøsten

To tyske historikere Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers fra Universität Stuttgart vil til efteråret dokumentere, at Nazityskland sammen med nogle arabiske ledere planlagde intet mindre end et folkemord på den knap halve million jøder i det daværende Palæstina.

mallmann.jpgJødehadet og antisemitismen er i dag bærende ideologi hos den folkevalgte palæstinensiske Hamas-regering, hvis charter direkte bygger på en af nazismens vigtigste bibler. Og den islamistiske, iranske præsident Ahmadinejad kan næsten ikke betræde en talerstol uden at benægte, at det nazistiske Holocaust på seks millioner jøder fandt sted.

De tyske forskere har for nylig løftet en del af sløret for deres arkivstudier i artiklen »Beseitigung der jüdisch-nationalen Heimstätte in Palästina«. Das Einsatzkommando bei der Panzerarmee Afrika 1942, der udkom i historieantologien Deutsche, Juden, Völkermord.

Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers har fundet arkivmateriale, der i detaljer opruller en hidtil overset historie med store perspektiver: den 1. juli 1942 mødtes SS-leder Heinrich Himmler med Adolf Hitler i førerhovedkvarteret Ulveskansen i Østpreussen. Her godkendte Hitler, at SS sendte en Einsatzkommando – en af de berygtede dødspatruljer – til Mellemøsten.

Historikerne fastslår, at gruppen ville blive udvidet med flere mand, især arabiske kollaboratører, inden missionen skulle iværksættes. Rekruttering af lokale kollaboratører var nemlig fremgangsmåden, når SS’ dødspatruljer i Østeuropa og Sovjetunionen organiserede massemord på civilbefolkningen.

Et af gruppens medlemmer var Obersturmführer Hans-Joachim Weise, der havde opdyrket en nær kontakt med en række arabiske ledere, heriblandt den antisemitiske stormufti af Jerusalem, Amin el-Husseini. Weise havde blandt andet ledsaget el-Husseini på rejser rundt i Tyskland og til kz-lejre i Østeuropa. Muftien var eftersøgt af briterne og opholdt sig i eksil i Berlin, hvor han var en stærk fortaler for, at tyskerne skulle smide briterne ud af Palæstina og etnisk udrense den halve million jøder i området.

Muftien var derfor med til at oprette Deutsch-Arabische Lehrabteilung, der bestod af bevæbnede arabiske frivillige, der skulle hjælpe tyskerne i Mellemøsten. Den enhed blev i sommeren 1942 – på linje med Walther Rauffs Einsatzkommando – sendt til Grækenland for at afvente en sejrsmelding fra Rommel. Imidlertid led Rommels korps nederlag til Montgomerys britiske styrker ved El Alamein i efteråret 1942. SS-kommandoen forlod derefter Athen med uforrettet sag. Holocaust på jøderne i Palæstina var udskudt på ubestemt tid.

Amin el-Husseinis person er ifølge Mallmann og Cüppers »eksemplarisk« til at forstå, »hvilken afgørende rolle jødehadet indtog i det fælles tysk-arabiske projekt.« Han stod i spidsen for arabernes nationale kamp imod jødisk indvandring til Palæstina. Den var blevet øget, efter at Den Zionistiske Verdensorganisation i 1897 opfordrede verdens jøder til at udvandre til Palæstina og oprette en jødisk stat. Indvandringen havde taget yderligere fart, efter at den britiske udenrigsminister Lord Balfour i 1917 – uden nærmere analyse af konsekvenserne – lovede jøderne et sådant hjemland midt i den arabisk-muslimske verden.

Stormuftien var en palæstinensisk nationalist, der udviklede sig i stadig mere antisemitisk retning. I 1920rne deltog han i flere pogromer i Palæstina, der kostede hundredvis af jøder livet. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 sendte muftien et lykønskningstelegram til Hitler, hvor deres fælles kamp mod jødisk indflydelse blev betonet. Hitler ignorerede dog henvendelsen.

I 1937 tog muftien igen kontakt til Nazityskland, idet han bad om støtte til at bekæmpe de britiske kolonistyrker i Palæstina, og nu var nazisterne interesseret i et samarbejde. Ifølge vidneudsagn fra Nürnberg-processen (1945-46) mødte muftien efterfølgende kontorchefen i SS’ Juden-Referat, Adolf Eichmann, på dennes rejse til Palæstina i efteråret 1937. Muftien fremførte indtrængende over for Eichmann, at de tyske overvejelser om at deportere alle tyske jøder til Palæstina var en dårlig idé. Eichmann foretrak angiveligt herefter at deportere jøderne til Madagaskar – før man i 1941 reelt vedtog »den endelige løsning«.

Muftien blev eftersøgt af briterne på grund af hans kamp mod briterne. Han flygtede til Bagdad, hvor han i foråret 1941 deltog i et kupforsøg mod det britiske kolonistyre i Irak. Kuppet så for en tid ud til at lykkes og blev støttet med penge og militær af tyskerne. Undervejs iværksatte oprørerne en pogrom, der kostede 110 irakiske jøder livet. Jøder var altså også skydeskive der, hvor de havde boet fredeligt i adskillige århundreder. I juni 1941 genvandt briterne kontrollen med Irak, og både den pro-tyske irakiske politiker Ali al-Gailani og Amin el-Husseini flygtede nu til Tyskland, hvor de blev modtaget med åbne arme. Muftien blev her udnævnt til »fører for den arabiske verden« i forbindelse med indvielsen af Islamisches Zentralinstitut i Berlin.

husseini-hilter-berlin.jpgDen 28. november 1941 blev den landflygtige mufti af Jerusalem modtaget af Adolf Hitler, der udtrykte, at »det jødiske hjemland i Palæstina« vil blive »intet andet end et statsligt midtpunkt for de jødiske interessers destruktive indflydelse.« Hitler fastslog, at det tyske mål i Mellemøsten var »tilintetgørelsen af jødedommen, der lever under britisk beskyttelse i den arabiske verden.« Muftien forsikrede, at de arabiske interesser var fuldstændig parallelle.

Efter at tilintetgørelsen af jødedommen i Palæstina led skibbrud stod muftien i spidsen for rekruttering af tusinder af albanske og bosniske muslimer til SS-kommandoerne Handschar og Skanderberg. Disse enheder deltog i likvideringen af Balkans jøder. Himmler oprettede til gengæld et »Mullah Militært Akademi« i Dresden.

I slutningen af 1943, hvor krigslykken for alvor gik De Allieredes vej, holdt muftien en radiotale, der blev sendt til Mellemøsten. Her fik lytterne jødehad for fuld udblæsning: »Den overvældende egoisme, der findes i jødernes natur – deres uværdige tro på, at de er Guds udvalgte folk og deres påstand om, at alt blev skabt for dem, samt at andre folk er dyr – gør det umuligt at stole på dem. De kan ikke blande sig med andre nationer, men kan kun leve som parasitter blandt nationerne, suge deres blod ud, fratage dem deres ejendom og korrumpere deres moral.« Samme år lovpriste han i en tale tyskerne, fordi de »ved, hvordan man slipper af med jøderne. Det knytter os tæt til tyskerne og placerer os i deres lejr.« I 1944 lød hans opfordring endvidere i radioen: »Dræb jøderne, hvor end du finder dem!«

Der er ifølge Mallmann og Cüppers ingen tvivl om, at SS’ mordkommando under Rauff ville have lokal opbakning blandt mange arabere i Mellemøsten. Store dele af den arabiske verden satte i forvejen deres lid til, at tyskerne skulle befri dem fra britisk eller fransk kolonistyre. Det fik ydermere den konkrete effekt, at mange arabere ikke længere ville gøre tjeneste hos de britiske styrker. Frem til 1943 deserterede 8.000 arabiske soldater, heraf 7.000 alene i Palæstina.

Walter Doehle, den tyske generalkonsul i Jerusalem, kunne i marts 1937 berette, at »de palæstinensiske arabere inden for alle samfundslag viser stor sympati for det nye Tyskland og dets fører.« Derfor bliver Heil Hitler-hilsenen, ifølge Doehle, som regel også modtaget med arabisk begejstring.

mk1975.jpgMallmann og Cüppers’ vurdering af, at nazisterne nød stor opbakning i den arabiske verden, har tidligere været dokumenteret. I 1934 blev Hitlers Mein Kampf oversat fra tysk til arabisk. Udbredelsen af skriftet sker derefter hurtigt i den arabiske verden, bl.a. med tysk støtte. Den arabiske udgave var dog – med forfatterens velsignelse – tilpasset arabiske forhold, så de ikke alt for tydeligt indeholdt synspunktet om, at araberne var en mindreværdig race.

Det var måske en af grundene til, at Hitlers tilsynekomst ofte blev hilst med langvarigt bifald i arabiske biografer. SS’ efterretningstjeneste berettede i 1942 om »arabernes usædvanlig tyskvenlige stemning, der kan føres tilbage til håbet om, at ’måtte Hitler komme’ og fordrive jøderne.«

I flere lande blev der oprettet partier, der var inspireret af fascismen i Europa. Lederen af Syriens Sociale Nationalistparti, Anton Sa’ada, havde Hitler som forbillede og blev kaldt »fører«. Han fik også sat et hagekors på partibanneret. I Egypten tog partiet Det Unge Egypten, hvor de kommende præsidenter Nasser og Sadat tjente deres sporer, sloganet »Et folk, et parti, en leder«. I Egypten dannede Hassan Al Banna i 1928 Det islamistiske Muslimske Broderskab, der i 1941 tog kontakt til tyske agenter og planlagde et oprør mod briterne. De var fælles med tyskerne om at hade jøder, demokrati og vestlig civilisation.

Den tyske mellemøstforsker Matthias Küntzel konkluderer i bogen »Djihad und Judenhass – Über den neuen antisemitischen Krieg« (2002), at »nazisternes indflydelse på mellemøstkonfliktens tidlige historie har været både betydningsfuld og succesfuld. NSDAP har utvivlsomt spillet en fremtrædende rolle for formuleringen af den antisemitiske antizionisme.«

Det tyske nederlag i Anden Verdenskrig fik ifølge Mathias Küntzel den konsekvens, at det antisemitiske centrum flyttede fra Tyskland til den arabiske verden. Det var der flere vidnesbyrd om:

I november 1945, seks måneder efter Hitlerstyrets sammenbrud, iværksattes i Cairo de største antijødiske pogromer i Egyptens historie. Drivkraften var Det Muslimske Broderskab. De sørgede også for – sammen med den franske efterretningstjeneste – at Jerusalems tidligere mufti al-Husseini kunne flygte til Egypten og slippe for en krigsforbrydersag ved Nürnbergprocessen.

Også mange tyske nazister flygtede til de arabiske lande. De fik især husly i Egypten og Syrien, hvor de arbejdede som politiske og militære rådgivere. SS-generalen Alois Brunner – der var personligt ansvarlig for deportationen af over 120.000 jøder til dødslejrene – blev eksempelvis rådgiver for det syriske Baathparti-regime. Brunner er muligvis stadig i live og bosiddende i Syrien – som den sidste overlevende af de hovedansvarlige for Holocaust.

I 1953 blev den berømte nazistiske kommandosoldat og krigsforbryder Otto Skorzeny, der var Sturmbannführer i SS, hentet til Egypten af præsident Nasser. Skorzeny opbyggede her en stab af tidligere SS-officerer, der skulle træne den egyptiske hær. Hertil hørte for eksempel general Oskar Dirlewanger, der under krigen blev kendt som »Slagteren fra Warszawa«. Skorzeny, trænede ikke bare hæren, men også arabiske frivillige i kommandotaktik. Mange unge palæstinensere modtog militær træning, blandt andet Yassir Arafat, der opbyggede et venskab med Skorzeny.

I 1950erne og 60erne hentede Egyptens Nasser også mange videnskabsfolk, der havde tjent Nazityskland. Blandt dem var en gruppe raketingeniører under ledelse af Dr. Wolfgang Pilz, der under krigen havde arbejdet i Wernher von Brauns forskergruppe i Peenemünde, hvor de udviklede de epokegørende raketter V1 og V2. I 1960 ankom Pilz’ gruppe så til Cairo for at hjælpe det egyptiske regime med at bygge raketsystemer, der kunne ramme den nyetablerede jødiske stat. I Israel vakte det stor harme, og man gennemførte en række attentater på tyske videnskabsfolk i Egypten. Pilz-gruppen vendte derpå tilbage til Vesttyskland i 1965.

Den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, rekrutterede også gamle tyske nazister. Eksempelvis Erich Altern, der var leder af Gestapos afdeling for jødespørgsmål, samt Willy Berner, der var SS-officer i udryddelseslejren Mauthausen. I PLO fik den tidligere mufti af Jerusalem, antisemitten al-Husseini, i øvrigt en status som en palæstinensisk helteskikkelse. PLO-leder Yassir Arafat udtalte således i 1985, at det var en ære at følge i al-Husseinis fodspor.
mk1995.jpgDen tidligere SS-officer Johannes von Leers flygtede også til Egypten. Han fik i 1950erne ansættelse i det egyptiske informationsministerium, hvor han fik en vigtig rolle i udbredelsen af antisemitisk litteratur i den arabiske verden. Under von Leers virketid blev Mein Kampf genoversat til arabisk og spredtes til hele Mellemøsten. Leers fik ikke uden grund tilnavnet »Egyptens Goebbels«. I den seneste version af skriftet skrives det i forordet, at »Hitlers ideologi og hans teorier om nationalisme, diktatur og race stadig marcherer takket være vor hellige arabiske verden.«

Udover Mein Kampf har sammensværgelsesskriftet Zions Vises Protokoller spillet en særdeles vigtig rolle for udbredelsen af antisemitismen i den arabiske verden. Protokollerne, der har russisk oprindelse, blev første gang oversat til arabisk i 1926. Værket fik enorm udbredelse i Nazityskland, der medvirkede til at udbrede skriftet til hele verden, herunder den arabiske. Den mest udbredte udgave er oversættelsen, som blev foretaget i Cairo i 1951. Den har fået mange genoptryk, er blevet en bestseller i mange arabiske lande og er blevet obligatorisk pensum på flere universiteter.

Mellemøstkenderen Bernard Lewis skriver i The Jews of Islam (1984), hvordan præsident Nasser i et interview med en indisk avis i 1958 anbefalede Zions Vises Protokoller som en »meget vigtig bog« til at forstå jødernes planer. Den »beviser klart, at 300 zionister, hvoraf hver eneste kender alle de øvrige, bestemmer det europæiske kontinents skæbne og vælger sine efterfølgere i kredsen omkring dem.« I 1964 sagde Nasser endvidere i et interview i en nynazistisk avis, Deutsche National-Zeitung und Soldaten-Zeitung, at Holocaust var en myte. Desuden beklagede Nasser nazisternes nederlag i krigen.

Også i skolebøger trængte det antisemitiske budskab ind. En UNESCO-kommission kritiserede i 1969 en række arabiske skolebøger på grund af nedværdigende omtale af jøder. Siden er det ofte blevet afsløret, at antisemitiske tankegange stadig præger undervisningsmaterialet i den arabiske verden. Det gælder blandt andeti det Palæstinensiske Selvstyres skolebøger, som EU har været med til at finansiere.

Antisemitismen kommer i dag radikalt til udtryk i det palæstinensiske regeringsparti Hamas’ charter fra 1988. Hamas opfatter sig som en palæstinensisk gren af Det Muslimske Broderskab og gør jøderne ansvarlige for blandt andet den franske revolution og for begge verdenskrige, og hævder, at jøderne har grundlagt FN »for at kunne beherske verden.« Som dokumentation henviser Hamas i sit charter direkte til en af nazismens vigtigste bibler, Zions Vises Protokoller. Der er dog også fremtrædende arabiske intellektuelle, der tager afstand fra brugen af skriftet som sandhedsvidne. Blandt andet lød der kraftige protester, da egyptisk tv i 2002 viste serien »En rytter uden hest«, der byggede på protokollernes historieopfattelse. Det førte til nogle ændringer af tv-serien.

I dag ses den arabiske eller mellemøstlige antisemitisme også tydeligt hos det fascistiske, islamiske styre i Iran, hvor præsident Mahmoud Ahmadinejad konsekvent benægter, at det nazistiske Holocaust på seks millioner jøder fandt sted. Den iranske præsident knytter således an til en lang nazistisk-mellemøstlig forbindelse, som i sin tid også var tæt på at medføre et Holocaust dér, hvor jødernes hjemland ligger i dag.

Fra Document.no