Hodjanernes Blog

9 april 2011

Munken citerer koranen for mujahedineren og der opstår “gensidig respekt”

“Om guder og mænd” er simpelthen så god en film, at man efter at have set den “får lyst til at forlade den her forvirrede verden” uden kamp og ved halsafhugning!
Syv uudholdelige minutter i selskab med P1 og Per Juul Carlsen fra Filmland:

“Og vi begynder med den film, der har gjort størst indtryk på værten for det her filmprogram – nemlig den franske “Om guder og mænd”. Den 26. eller 27. marts i 1996 blev syv franske munke myrdet af fundamentalistiske muslimer i Algeriet.

De begivenheder, der aldrig er blevet fuldt klarlagt, er udgangspunktet for “Om guder og mænd”.
Den forsøger ikke at genskabe mordene på munkene – den vil noget helt andet. Den vil diskutere religionens plads i vor tid.
“Om guder og mænd” er et fremragende eksempel på, hvordan man kan snuppe et lille stykke virkelighed og forstørre det og brede det ud og ende med et klart signalement af sin samtid.
Der er et lillebitte univers, der er i spil her. En håndfuld franske trappistmunke i et kloster i et algerisk bjerglandsby. Og når man så tilføjer den lille håndfuld mennesker, der er taget ud af virkelige begivenheder, hvor syv munke blev myrdet af fundamentalistiske algeriske muslimer i 1996, begynder man at ane i hvert fald et drama og en politisk konflikt.
Men den franske instruktør og skuespiller, Xavier Beauvois, går endnu videre. Han har ikke forsøgt at genskabe de virkelige drab på munkene men har ladet sig inspirere af hændelserne til at gå helt op på det niveau, titlen lægger op til. – Op til menneskenes forhold til deres tro. Til menneskenes opfattelse af deres guder.

Det ville være helt logisk at bruge drabene på de syv munke til en historie om kristendom versus islam, men så simpelt tænker Xavier Beauvois heldigvis ikke. Om guder og mænd handler ikke engang om at være kristen eller muslim. Den handler om noget så komplekst som om, hvordan mennesker tror, – om de kontroverser, der opstår, når mennesker tror noget forskelligt, og især når de slet ikke tror på noget.

Beauvois præsenterer de syv trappistmunke som en flok næstekærlige mænd, der i ethvert henseende behandler deres omgivelser med respekt. De hjælper de fattige bjergbønder, når de kan. F.eks. med lægehjælp, medicin, tøj og ikke mindst gode råd om tilværelsen.

I filmens begyndelse kan man f.eks. se en af de gamle munke i en intim samtale med en ung kvinde, der gerne vil vide hvordan kærlighed føles. Den gamle munk forklarer, at kærlighed er en stærk følelse, som om man bliver fyldt op af et andet menneske. Da han er færdig med sin indgående beskrivelse af forelskelsens rus, der naturligvis også kan bruges til at beskrive et menneskes kærlighed til sin gud, udbryder pigen, at hun overhovedet ikke kan mærke de følelser, når hun tænker på den mand, hun skal giftes med.
I den lille samtale mellem en katolsk munk og en muslimsk pige bliver religion og tro foldet ud med nogle jordbundne og konkrete synsvinkler, vi slet ikke er vant til – hverken på film eller i medierne.

I en af filmens stærkeste scener dukker en gruppe bevæbnede mujahedinere op hos munkene og kræver at få udleveret klosterets læge, så han kan behandle et par sårede krigere.
Lederen af munkene, Christian, nægter – eller rettere : han insisterer på at følge sin tro og sin ed til sin gud. Og for at understrege sit standpunkt citerer han en passage fra koranen, der beskriver kristne og muslimer som brødre i ånden. Lederen af mujahedinerne tager over og fører munkens citat til ende, og i det øjeblik er der en gensidig respekt mellem de to mænd.

Christian har naturligvis ikke den mindste forståelse for, at mujahedinerne skærer halsen over på kroatiske ingeniører i en ualmindelig realistisk og grum scene, men munkene ved udmærket at mujahedinerne kæmper mod et korrupt og undertrykkende styre i Algeriet, og den store skurk i “Om guder og mænd” er ikke Mujahedinerne, men den officer i den algeriske hær, der med blodtørst forfølger oprørerne og behandler lokalbefolkningen som mistænkte og medskyldige. Det er med andre ord mennesker, som ikke forholder sig til det at tro – eller ikke at have noget regelsæt -der er de farligste ifølge filmen. […]

I det hele taget er der så smukt et klarhedens lys omkring munkene, at det er lige før man får lyst til at forlade den her forvirrede verden og gå i kloster, eller i det mindste putte sig lidt ved munkenes afklarede livssyn. Og scenen hvor munkene bliver ført bort i sneen i de algeriske bjerge ind i en kold tåge til en dunkel skæbne, som aldrig er blevet fuldt ud opklaret i den virkelige verden, er lige så smuk i sit altomfavnende livssyn, som den er stærk i sit billede af syv mænd, der er på vej i døden.”