Hodjanernes Blog

6 november 2010

Wilderssagen afslører alvorlige problemer i Vesten

In a cultural and ideological clash with a civilization that attempts to alter and influence our Western freedoms, we need people like Mr. Wilders to remind us of what we enjoy.

Instead of putting him on trial for statements that are largely based on facts, it might be a better idea address the problems he emphasizes and cherish our right to speak and think as we see fit. In order to do so, Western countries should be less afraid in cultivating their own culture and values, tackling problems of integration, and outlining the problems they face in an open way.

The freedoms we enjoy in our Western civilization are not going to defend themselves. We will have to do that. We are the ones who have to reiterate, re-establish, revalue and if necessary, redefine the freedoms that are the very base of our civilization. Eventually these freedoms are only as strong as those who are willing to defend them.

Mere af Ivar Scheers på American Thinker.

11 august 2010

Et ærestegn – en kronik der blev afvist af Samarbejds-Politiken

EN CIVILISATION UDEN FREMTID.

Vestlig civilisation er en kolos på solide larvefødder, kulturrelativismen er nærmest total – vi har alle “meninger”, og den ene er lige så god som den anden.” (Samuel Huntington).

Da de fleste mennesker foretrækker at leve i stabile og velfungerende samfund, er det selvfølgelig trist at læse aviser og se TV. Særligt nyhedsformidlingen med dens daglige dosis af mord, skyderi, bandekrig, overfald, kriminalitet og tyveri, gør naturligvis de fleste mennesker urolige. Og er man samtidig moralsk anlagt, kan man så begynde at spekulere på, om menneskeheden er sindssyg.

Sådan har jeg det for tiden. Jeg er ved at brække mig over udviklingen, over samfundet, over politikerne og over alle de akademiske sludrehoveder, der dag efter dag sidder og hælder vand ud af ørerne i radio og Fjernsyn, medens samfundet falder sammen om ørerne på dem.

Selvfølgelig er emner som moderniteten, teknologien, velfærd interessante emner, men i deres intelligente pludren tænker de ikke på, at en fredelig mand som jeg er begyndt at spekulere på, om jeg skal tage min mormors gamle store takkede franskbrødskniv med i tasken, når jeg bevæger mig ud i junglen.

Da jeg forleden dag efter mørkets frembrud sneg mig langs husmuren på vej efter en liter mælk, stak en person pludselig hovedet ud af vinduet og skrålede, at han skulle have nogle penge ellers fik jeg en røvfuld.

Efter det chok sneg jeg mig tilbage igen og begyndte på den her Kronik.

Men før jeg begynder på de store tanker, tror jeg det er vigtigt at erkende, at verden begynder med den enkelte. Vi er virkelighedens centrum. En million begynder med en. Det er selvfølgelig ikke nogen ny erkendelse, men den fortjener en gentagelse.

Hvad hjælper frihed og økonomisk sikkerhed, hvis den enkelte borger bliver tynget ned af frygt, vold og kriminalitet. Har man mistet sin pung og sine tænder på den nærmeste cafe er verden ligegyldig.

Kort før mælke-episoden forklarede en akademikertype i radioen mig, at jeg lever i modernitetens tidsalder, en tid hvor jeg ikke længere er styret af religiøse forestillinger eller af traditionstænkning. Hertil kommer – fik jeg at vide – at jeg også er midtpunkt i en åben og globaliseret teknologisk verden, hvor varer og arbejdskraft bevæger sig frit over grænserne.

Det var jeg selvfølgelig glad for at få at vide men også forundret, for hvor var jeg så i denne nye verden, som har været undervejrs siden det 19 årh. Var denne forklaring om moderniteten også en forklaring på, hvorfor samfundsmoralen er i forfald?

Fik jeg med andre ord at vide, at der i denne fascinerende og åbne verden også befinder sig en social vrangside? Eller måske mere præcis at det er selve den danske nationalstat med dens værdifællesskab, der er ved at gå op i flammer?

Nej det kom han ikke ind på, og det er selvfølgelig ingen tilfældighed, for hos de moderne akademikere, som for tiden strømmer ud fra universiteterne, er der ingen plads til den slags naive spørgsmål.

Årsagen er selvfølgelig, at da vi lever i en globaliseret verden med menneskerettigheder, multikultur og universelle værdier, hører sammenbruddet af den sociale orden en anden diskussion til.
Det er noget psykiateren må tage sig af.

Hvis folk drikker, stjæler og ødelægger deres samfund, er det deres egen skyld. Ja de nyliberale globalister og de radikale multikul-turralister skøjter videre og anser ligefrem de nationale eller kulturelle værdier som skadelige og betragter multikulturen som grundlag for politik og forvaltning.

Det skal de selvfølgelig have lov til, men jeg tror tiden er kommet, hvor der må åbnes nye døre til fremtiden. Hvis vi ønsker at blive gamle, må vi ganske enkelt begynde at se på, om der er en sammenhæng mellem et samfund i moralsk opløsning og så den måde, hvorpå vi indretter vores kultur.

Men før jeg går over til den egentligt kulturdiskussion, vil jeg pege på, at det moralske spørgsmål ofte kan være et problem, idet kritiske diskussioner omkring kultur og traditioner bliver ødelagt af folk, som går ind i et ideologisk korstog for multikulturalismen.

Som filosoffen Justus Hartnack har udtrykt det, så er moralske argumenter på forhånd hverken sande eller falske – de må begrundes. Når FN’s højkommissær for menneskerettighederne Mary Robinson således erklærer, at “den menneskelige mangfoldighed må anerkendes som et aktiv og ikke en ulempe,” er det en udtalelse, der må anskues ud fra den sammenhæng mangfoldigheds-spørgsmålet indgår i.

At være forpligtet på multikulturen er at anse, at alle mennesker socialt, politisk og kulturelt er ligeværdige alle steder på kloden. Det menneskesyn kan jeg godt tilslutte mig, men i praksis kan en nations sammenhængskraft trues ved en indvandring der er så høj, at integrationen vanskeliggøres eller direkte umuliggøres, fordi der er grænser for, hvor mange fremmede der kan absorberes og tilpasses uden at den sociale orden bryder sammen.

Derfor må vi tilslutte os den erkendelse, at moralske valg må foretages ud fra den handling, der har størst nytte for samfundet.

Når tyrkiske politifolk i tyrkiske uniformer patruljerer i de værste indvandrer-kvarterer i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen er det præcis udtryk for, at mangfoldigheden har før til sammenbrud for den sociale orden.

En samvittighed der således er bundet op på en samvittighed overfor menneskeheden, er måske nok af smuk karat, men kan i værste fald føre til social sammenbrud eller borgerkrigs-lignende tilstande

Det fører direkte over til den forståelse, at politik må bygge på rationalitet i den forstand, at det er fornuften og ikke moralske værdier, der skal bestemme de politiske beslutninger. Det kan selvfølgelig være undtagelser, men når det er sagt, så betyder det parlamentariske demokrati automatisk, at flertallet skal bestemme og derved er der også fastsat et etisk – politisk grundlag for beslutninger.

Hvorledes bør samfundet indrettes på bedst mulige måde for befolkningen?

Men indvandrerpolitikken er et eklatant eksempel på, at det ikke er rationalitet men moralen, der efter Mary Robertsons ordbog kører rundt med Folketinget. Når politikerne ikke for alvor interesserer sig for Danmarks kulturelle sammensætning eller dets kulturelle fremtid, er udgangspunktet FN,s menneskerettighedserklæring, idet det er at betragte som som en hellig og ukrænkelige humanitet at tilegne sig den opfattelse, at ethvert menneske har retten til liv, frihed og stræben efter lykken.

Smukke ord fra Den Amerikanske Uafhængighedserklæring. Men allerede i 2001 advarede den polske sociolog Zygmunt Bauman om, hvad retten til liv, frihed og stræben efter lykken i praksis fører til. *1

Når et samfund ikke længere har en fælles kultur, et fælles normativt grundlag, så splittes det op i enklaver i partikulære kulturer og lader det sociale og poliske og kulturelle fællesskab være. Det almene fællesskab forsvinder, og der opstår et utal af af mindre samfund.

Det er det, vi i dag ser med ghettoisering og parallel samfund.
Når hertil kommer, at de kulturradikale og nyliberale gennem årene har anset de nationale eller kulturelle værdier som underordnede og derfor blot forstår danskheden som et spørgsmål om at besidde en række juridiske borgerrettigheder, er der naturligvis ikke megen hjertevarme og fælles identitet tilbage mellem borgere.

Og når der ikke er det, bliver gaderne farlige. Det er derfor naivt at tro, at der ikke er en sammenhæng mellem borgernes adfærd og så den kulturelle tilstand. Det er faktisk lommepsykologi på mælkeplan.

Når vi så samtidig lever i en civilisation, hvor kulturrelativismen kører på solide larvefødder går det – som Bauman viser – ud over fællesskabet og der er ingen vej tilbage. Hvis målet derfor er at opfatte og føle sig som en nation og et folk, er det ikke nok med et politisk system og et sæt love.

I en artikel om civilisationernes sammenstød sætter Samuel Huntington da også et fornemt fingeraftryk på den opfattelse og ikke mindst hvordan, vi skal forstå kulturens betydning.

“en civilisation er således den højeste kulturelle gruppering af mennesker og den bredeste ramme for kulturel identitet, som mennesker har, når man ser bort fra det, der adskiller mennesker fra andre dyrearter. Den er defineret såvel af fælles objektive elementer, som sprog, historie, religion, sædvaner og institutioner, som af et folks subjektive selv-identifikation. 2*

Huntingtons pointe er særdeles vigtig for forståelsen af kultur. For ved at fremhæve udtrykket selvidentifikation, sætter Huntington fingeren på det punkt i civilisationen, hvor en kultur bliver både meningsfuld og samlende. Det er ikke udtryk for, at nogle kulturer er bedre end andre, men det er udtryk for, at netop den kultur man befinder sig i, adskiller sig fra andre ved en subjektivitet som skaber samling omring identiteten.

Det kan vi se på den måde, at vi kan ikke lade være med at identificere os med det, vi henter i traditionen – fra vores forældre. Det er herfra vi henter os vores identitets-bevidsthed. Et menneske kan ganske enkelt ikke være i psykisk balance, hvis det ikke har en kultur at støtte sig til.

Derfor er det nødvendigt for fællesskabets bevarelse at identificere sig med andre mennesker, der tænker og føler på samme måde. Det er det, der skaber et folk.

Subjektiv selvidentifikation er nøgleordet til at forstå, hvorfor alle kulturer “ikke er lige gode”.

Vælger vi derfor at forholde os mere psykologisk til kulturudviklingen – eller blot ser på tilværelsen ud fra et gadeplan – er det som Huntington skærer ud i pap, netop et folks subjektive selv-identifikation – eller mangel på samme – der er den psykologiske kerne i kulturforståelsen.

Som danskere må vi ganske enkelt gen-tilegne os national-begrebet og igen få en bevidst erkendelse om et fællesskab, en forståelse for hvor vi hører til. Gør vi ikke det, fortsætter det moralske sammenbrud.

Og det har overhovedet ikke noget med national sværmeri at gøre. Og det har som Huntington viser slet ikke noget at gøre med, at danskernes kultur er bedre end andres, men at samfundet ikke kan hænge sammen, hvis der ikke er noget at samle sig om.

Det nationale er en kilde til selvtillid, og det er det, der er problemet. Danskerne har mistet deres selvtillid og sniger sig åndeligt set langs husmuren. Og det er ikke befordrende i et samfund, der samtidig er under en invasions-lignende indvandring. Vi må være tro mod virkeligheden i højeste potens, som historikeren Vilh. Grønbech udtrykte det for at forsvare den nationale kultur. Og vi må være ærlige.

I dag er Nationalstaten rammen om over hundrede forskellige nationaliteter. At gen-tilegne sig nations begrebet betyder blot, at alle borgere uanset nationalitet og religion må være fælles om en politisk kultur og derfor samle sig om det faktum, at de har et fælles hjemland og derfor deler de samme politiske værdier.

Hvis danskerne ikke begynder at samle sig om nationen, ender vi med at leve i en civilisation uden fremtid. For så vil det gå som den russiske politiske dissident Vladimer Bukovsky advarer om: EU vil kollapse i et orgie af etniske konflikter som følge af den massive indvandring.

* 1) Zygmunt Bauman: Fællesskab. Hans Reitzels Forlag.

* 2 ) Artikel i Foreign Affairs, 1993, Vol. 72, Nr. 3, side 22

Af Kurt Rosenstrøm

1 oktober 2009

WHO siger at svineinfluenzaen kan dræbe millioner medmindre de rige lande donerer milliarder

En FN rapport siger, at pandemien kan resultere i anarki hvis Vesten ikke betaler for anti-viral medicin og vaccinationer.

The 47-page report provides a detailed breakdown of the basic needs of 75 vulnerable countries with the weakest capacity to withstand an escalation of the virus. Six countries from Latin America, including Cuba and Bolivia, 21 countries from Asia and the Pacific such as North Korea and Bangladesh, and 40 countries from Africa such as Congo and Eritrea are included in the survey.

Men hør – var der ikke noget med………………………………………….