Hodjanernes Blog

14 juni 2015

Biskopper blander sig i politik

Biskopperne i Roskilde og Viborg kalder det fejt og udansk, når blå blok vil skære i udviklingsbistanden, det skriver Altinget.dk

Det er tåbeligt, at hjælpe i nærområder, når man samtidigt vil skære i ulandsbistanden, siger biskop Henrik Stubkjær.

Jeg har ingen forståelse for, at enkelte partier vil spare på området, når vi oplever historisk store flygtningestrømme. De samme partier vil gøre mere i nærområderne, men der er allerede millioner af flygtninge i nærområderne. Det bedste værktøj er en langsigtet indsats mod fattigdom og konflikter, siger Henrik Stubkjær, der er tidligere mangeårig generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Han bakkes op af biskop i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, der mener, det er helt forkert.

Det er i strid med hidtidig dansk politik og danske værdier. Det er dumt, fordi det går ud over nogle af klodens svageste, og fordi det kommer til at skade os på sigt, da det skaber en mere ulige og utryg verden. Det er fejt og dumt, siger Peter Fischer-Møller.

Mere på TV-Midt-Vest.

26 januar 2009

Danmarks Indsamlingens skyggeside

Akut nødhjælp står naturligvis ikke til diskussion.

folkekirkens_doedshjaelpMen når det gælder udviklingsbistand, er erfaringerne ofte så dårlige, at pengene i bedste fald er spildt og i værste fald medvirker til at fastholde modtagerne i armod, undertrykkelse og krig. Til gengæld vil vi gennem Danmarks Indsamling 2009 i morgen kunne sætte en tyk streg under selvbedraget om at være på de godes hold.

Skyggesiderne ved udviklingsbistand er nemlig betydelige og næsten altid underbelyst. Ofte ses symptombehandling i stedet for hjælp til selvforsørgelse, udkonkurrering af lokale udbydere og en skæv fordeling af bistanden til krigsførende parter. Desuden kan bistanden i sig selv blive genstand for – og dermed være anledning til – væbnet konflikt. Gældseftergivelse er ofte blot en afskrivning af penge, som allerede er tabt, har ringe likviditetsvirkning og bringer derfor ikke megen udvikling. Samtidig opgives den kontrol, som långiver har med modtagerlandets (kleptokratiets) institutioner og repræsentanter. Det er jo dem, som har gælden, ikke de fattige.

Men hvad virker så imod kronisk fattigdom? Det gør private og offentlige investeringer, som er kommercielt sammenhængende i henholdsvis snæver og bred forstand. Forudsætningen herfor er frihandel, politisk stabilitet, privat ejendomsret og mindre korruption. Uafhængige domstole og politisk pluralisme hjælper også, men er ikke en forudsætning, hvilket flere lande i Sydøstasien viser.

Men så er det jo ikke flere penge, der er brug for, men derimod reformer i modtagerlandene, og det er vist politisk ukorrekt. Såkaldt progressive kræfter vil derfor samles om at gentage mantraet om (endnu) mere bistand og gældseftergivelse som hovedsvaret på klodens fattigdom. Uden reformer i modtagerlandene kender vi virkningen: mere ufred, ufrihed og elendighed for dem, vi hjælper, federe bankkonti for modtagerlandenes ledere samt heltestatus for de selvgode humanitære organisationer. Sidstnævnte hævder at have god samvittighed. Lad os i det mindste håbe det.

Michael Sandfort; Information 23.01.2009