Hodjanernes Blog

25 august 2013

Virkeligheden på svenske sygehuse i dag – i morgen på danske

Örebro är den senaste i raden av städer som ser över säkerheten för sina lokaler för akutvård.

Då hot och våld numera är en del av vardagen i den svenska vården har det tvingat fram politiska beslut om att bygga om vårdlokalerna för att öka säkerheten och skydda de anställda mot potentiella våldsmän.

Våld och hot ökar på akutintagen runt om i landet som en funktion av den tilltagande massinvandringen. Rapporterna duggar tätt om “släktfejder” som blossar upp på akutintagen och orsakar stora skador på besökare, personal samt material eller kriminella gänguppgörelser som fortsätter in på sjukhusen när någon skjutits..

[…]

Sjukhus med övervakningskameror, säkerhetsslussar och utbildning i självförsvar – en del av invandringsfacit för Sverige 2013.  Inget av detta är förstås gratis för skattebetalarna och tas från ekonomiska resurser som skulle behövas för att förstärka själva vården.

Mere på Avpixlat

21 november 2010

Du kan skifte sygehus, hvis de ansatte går med tørklæde

Patienter indlagt på danske sygehuse har ifølge sundhedsminister Bertel Haarder ret til at blive henvist til et andet hospital, hvis de ikke ønsker behandling og pleje af en læge, sygeplejerske eller sosu-assistent, der bærer muslimsk tørklæde.

Men sundhedsvæsnet vælger stadigt at vægte hensynet til den muslimske læge over patientens helbred. Patienten må finde sig i at blive fragtet til et andet hospital, såfremt han ønsker at undgå den læge, for hvem ideologien er så ufravigelig, at hun også skilter med den i arbejdstiden.

Det er naturligvis faldet det inkluderende segment for brystet, at patienterne nu i nogen grad selv kan bestemme, om de vil behandles af en læge, der nægter at udvise uniformsmæssig neutralitet.

Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet forsøger, som på tælling, at afspore diskussionen ved at dreje fokus over på medfødte fysiske karakteriskika, som ingen læge selvsagt bør diskrimineres på baggrund af (og dog alligevel bliver det, af visse religiøse individer, der ikke bryder sig meget om hankønslæger på fødegangen) og væk fra det relevante spørgsmål:

Har en læge ret til at skilte med sin ideologi i arbejdstiden? Ville det fx. være i orden for doktoren at sætte en DF-bagde på kitlen på bekostning af patienten Mohammeds blodtryk?

Socialdemokratiets sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen går så langt som til at bebrejde patienten, at denne ved at bede om en uvildig læge vil besværliggøre tilrettelæggelsen af operationer, endskønt hun med rette kunne vende sin vrede mod den læge, der startede farcen ved at insistere på at iføre sig en overbevisning.

Fra dr.dk – Du kan skifte sygehus, hvis de ansatte går med tørklæde

Skulle jeg så også kunne nægte at blive behandlet af en læge fra Dansk Folkeparti? Det er jo absurd, siger sundhedsordfører Per Clausen, Enhedslisten.

Hans kollega i SF, Jonas Dahl, er bekymret for konsekvenserne af den rettighed.

Skal vi til at have en kupon, hvor vi kan krydse af, at vi kun vil behandles af kvinder under 30 år? Vi har et sundhedsvæsen, hvor man ansætter folk ud fra deres faglige evner, og det må patienterne acceptere. Vi må sætte foden ned, siger han.

Det vil blive utroligt besværligt at tilrettelægge planlægningen af operationer i det danske sundhedsvæsen, hvis en patient på operationsbordet pludselig kan kræve at blive henvist til et andet sygehus, bare fordi han ikke bryder sig om lægen eller sygeplejersken, mener socialdemokratiets sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen.

Patienten har jo heller ingen garanti for at få en ’hvid model’ på det næste sygehus, siger hun.”

31 marts 2009

Fortsat tørklædedebat i Ugeskrift for Læger

Sygeplejerske Rachel Adelberg Johansen, Odense & Mag.scient. Britta Mogensen skriver blandt andet:

“Danske hospitaler er som alle andre offentlige institutioner verdslige. Dette er et indiskutabelt faktum, men AAk vender tingene på hovedet ved at fremstille forsvarere af det verdslige som »sekulariserede missionærer«. Et letgennemskueligt prokuratorkneb til fremme for hijab-tilsløret hospitalspersonale.

Der skal laves en klar sondring mellem arbejdstid og fritid. Alle uanset køn, race, seksuel orientering, politisk eller religiøst tilhørsforhold kan arbejde på et dansk hospital, hvis vedkommende er kvalificeret til professionen. Blot kræves det, at man viser patienterne respekt og ikke misbruger sit erhverv til at skilte med religiøse/politiske symboler. Hospitaler skal heller ikke stille religionspolitiske symboler som hijaben til rådighed.

Vores hårdt erhvervede demokrati, som vi ikke mindst skylder vores forfædres kamp, giver ingen ret til at presse symboler, der i deres essens står for afskaffelse af demokratiet, ned over andre. Det er imidlertid ikke første gang, at nogen har forsøgt at belære os, der har fået demokratiet ind med modermælken, om, hvad demokrati er.

Det skulle være unødvendigt på ny at understrege, at de, der ønsker at slutte op om vores demokrati og vestlige værdier, skal være mere end velkomne. Ønsker nogen derimod at leve under andre værdier end dem, vi med møje har tilkæmpet os, er der masser af lande i verden, hvor en sådan person vil møde fuld forståelse for sin holdning.”

28 januar 2009

Tørklæder på danske sygehuse

Tørklædedebatten fortsætter i Ugeskrift på Læger.

I denne uges nummer af UfL er der hele 3 indlæg om tørklæder på danske sygehuse foranlediget af en tidligere debat om ‘Når islam som lovreligion medfører et socialt, psykologisk og etisk deficit i forhold til de demokratiske værdier‘.

Uddrag fra de 3 indlæg:
»Hele« læger:

“PJ skriver, at læger, der bekender sig til sharia, godt kan være »hele« læger og udøve gerningen helt efter de standarder og den etik, vi har i de vestlige lande. PJ kan til en vis grad have ret, når gerningen er rettet mod den rent somatiske problemsfære. Men vore patienter er også udstyret med en psyke og har krav på at få hjælp fra et »helt menneske«. Det er her, det kan gå galt, når lægen er handikappet eller »amputeret« i hovedet af rækken af sharia-love, der dikterer tankegangen og handlingsmønstret.”

Det islamiske tørklæde:

“Afsluttende må det konstateres, at der må skulle meget vidtgående argumenter til, for at en læge bryder med god lægeetik og forpligtigelsen til at sikre, at lægens påklædning og fremtoning er så neutral, så den optimale læge-patient-kontakt ikke forstyrres. Det er derfor ikke korrekt at postulere, at det islamiske tørklæde ikke medfører en lang række lægefaglige problemstillinger.”

Fjern religion fra offentlige arbejdspladser:

“Hvis en studerende bekender sig til sharia – og det gør vedkommende, hvis eksponering af religionen prioriteres højere end patienternes opfattelse af religion som en privatsag – kan PJ roligt tage for givet, at vedkommende »tager afstand fra etikken i bestemte handlinger«. Ifølge fundamentalistiske muslimer plukker man ikke det fra sharia, som man foretrækker; man er nødt til at tage hele pakken. Man er altså nødt til som kvinde at gå tilhyllet, uanset hvad andre (in casu: patienter) måtte mene om det, man er nødt til at dele verden op i ren og uren, i tilladt og forbudt, og man er nødt til at arbejde imod menneskeskabte love og demokratiske værdier. Man kan heller ikke tage afstand fra barbariske, umenneskelige straffemetoder, selv om det erkendes, at der lige nu ingen udsigt er til, at de vil blive indført i vestlige lande.”

Det lyder ikke, som det sidste ord er sagt i den sag.

20 februar 2006

Må vi andre også være her?

Debat

Overlæge Allan Nygaard Jørgensen, Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg

Som svar på Fatuma Alis indlæg i Ugeskr Læger 2006;168:399-400 (Artikel) vil jeg påpege en del, som Fatuma Ali fuldstændig har misforstået.

Der er absolut ingen her i Danmark, der anfægter nogens ret til at give udtryk for deres holdninger eller religion. Piger må bære de tørklæder, de ønsker, og den jødiske mand må bære sin sorte hat eller kalot, nøjagtig som han vil. Det kan til tider endda virke farverigt og festligt.

Jeg tillader mig at nævne den humoristiske klaphat, som man ser danske fodboldtilhængere bruge. Festligt og fornøjeligt men for nogle måske en blasfemisk sammenligning. Dog ikke for en tolerant og frisindet dansker.

Problemet er derimod, når man på en anmassende måde skilter med et bestemt tilhørsforhold, overbevisning eller tro, som kan virke stødende på anderledes tænkende og troende. Hvis jeg fik adgang til en moske, kunne jeg aldrig finde på at vade ind over de fine tæpper med mine støvler på. Jeg ville respektere den holdning og tro, som var på stedet. Hovedparten af de patienter, man ser på danske sygehuse, er trods alt ældre danskere, som er opvokset i den kristne tro, og som sådan må man respektere dem.

Selvfølgelig kan man ikke sammenligne hospitaler med moskeer eller for den sags skyld kirker. Men det er et sted, hvor man kommer med alvorlige og til tider livstruende sygdomme, og hvor mange på grund af det føler sig alene, fortabte og måske knytter sig nærmere til den barnetro, som de har lært. Lad dem det og mas ikke på med de for dem fremmede ideologier og værdisæt.

Noget andet er, som påpeget i en tidligere artikel i Ugeskriftet, at selv børn af muslimer kan blive angste og utrygge ved sådanne konfrontationer med fundamental religionsdyrkelse. De kvinder, som vil gøre sig fri af det, som de opfatter som snærende bånd om deres liv og frihed i det danske samfund, som de har valgt at leve i.

Med henblik på omtalen af Toronto er det ganske rigtigt, at der færdes uendeligt mange folkeslag med forskellige religioner og sprog. Selvfølgelig er arbejdssproget engelsk. Ontario er en engelsksproget provins. Herhjemme er arbejdssproget dansk.

Sundhedspersonalet er også mangesproget og tværkulturelt, men arbejdssproget er som anført engelsk. Jeg har dog aldrig set læger under arbejde iført hverken høj hat, kalot, turban eller tørklæde. Jeg vil tro, at det hos enkelte bæres ved festlige lejligheder men da ganske privat. Jeg selv kommer ofte til Ontario, og jeg skal til Toronto om et par måneder. Jeg skal love at se efter.

En ting er dog ganske rigtig: alle de forskellige nationaliteter er forenet i en fællesskabsfølelse. De føler sig som canadiere og er som sådan loyale over for hinanden. Det er faktisk et dejligt land på mange måder.

Har vi det på samme måde herhjemme? Man må vel tillade sig at tvivle, når man tager følgende i betragtning:

Fatuma Ali har i en årrække været administrerende overlæge i Nuuk. Ved hendes afrejse var der en helsidesartikel med foto og samtale i ugebladet Femina. Heri hævdede Fatuma Ali, at hun i Grønland mødte forståelse i modsætning til de tidligere koloniherrer, danskerne, som grønlænderne havde konflikter med. Så vidt så godt. Det er et dansk ugeblad.

Det, som der efter min mening var det helt store problem, var, at et nøjagtigt genoptryk af artiklen stod i de grønlandske aviser et par uger efter. Frit at læse for de grønlændere, som har så stærke familiebånd til Danmark, og i et land hvor en tredjedel er beboet af indvandrede danskere.

Canadiere føler sig som canadiere. Føler Fatuma Ali sig som dansker? Hvis hun gør, så lad vore hospitaler få lov til at tjene det formål, de har: at arbejde for at helbrede og lindre sygdomme uden anmassende ideologiske manifestationer.

Ugeskr Læger 2006;168(8):812

Ugeskrift for Læger

Jeg husker tydeligt, da Fatuma blev interviewet i DR-P1, ren mikrofonholderi fra de rigtige meningers holdeplads.