Hodjanernes Blog

4 november 2011

Mejerigtigt

Vort forbrugertillæg: Det politisk korrekte morgenbord.

Når engang vore efterkommere spørger “hvordan kunne de som levede i førkrigstiden dog lade det ske?” vil de gå forgæves til avisernes og det Kgl. Bibilioteks arkiver. Her vil de kun finde politisk korrekte – og dermed ligegyldige – bortforklaringer. Så må de ty til vor tids blogs, hvis indhold har det med aldrig at forsvinde fra servernes cache. Et studium af disse vil uvægerligt medføre dommen: “på nær bloggerne var de allesammen tossede”. For eksempel vil en fremtidig forsker antagelig hurtigt finde Nicolai Sennels blog “Politisk-ukorrekt.dk” med vedlagte fotografi fra vor tid.

Jeg iler med at indrømme, at min forstand på landbrug i almindelighed og mejeridrift i særdeleshed er – om muligt – næsten lige så mangelfuld som journalisternes ditto på hvadsomhelst. Så her må Børge korrigere mig, dersom jeg er helt galt afmarcheret. Men jeg erindrer dog at have set en ko blive malket af en malkepige – i vore dage velsagtens tituleret kopattetrækogslipassistent…sludder…cowtitressourcepullandpushexecutive. Så medmindre EUSSR allerede har dikteret at mælk skal fremstilles på fabrik og af E246, Z829, H371 med samt allehånde andre tilsætningskemikalier, så antager jeg at mælk enndu en kort stund kommer fra køer.

Men hvad jeg mangler i landbrugsfaglig ekspertise har jeg til gengæld i viden om islam og muslimer. Af sidstnævnte omgås jeg et betragteligt antal, og jeg har dog aldrig set nogen af dem bruge smør. De bruger olie. Som kommer fra oliven og andre udmærkede repræsentanter for planteriget. Hvilket bestemt ikke er at foragte. Så hvad bestiller det lille “HALAL”-mærke på en pakke dansk smør? – Det tænkte jeg meget over den vinter. Så for at komme gådens løsning nærmere startede jeg traktoren og kørte ned i landsbyen til vor lille Brugs. Foreholdt problemet stirrede vor skattede uddeler på mig med et underligt, opgivende udtryk i ansiget, tog piben ud af snakketøjet og orienterede mig venligt, men bestemt om, at her på øen er der ingen der køber Lurpak. Det er for dyrt, så det fører vi ikke. Men du kan få fire pakker smør for prisen på tre.

Så jeg kørte hjem med uforrettet sag og fire pakker smør. Og som det ses på mit fotografi af den gode handel, er ingen af dem halal. Så forklaringen svæver i forsat i vinden. Med mindre…altså…kan det tænkes, at halal-Lurpak er bestemt for et ganske specielt  segment? – Her må tanken omgående falde på De Radigale. Man ser det for sig: Ovre i Djævleøens nordøstlige herreder – og i særlig grad Sokkelund Herred med staden Hafniabad – sidder hr. og fru Godmenneske ved morgenbordet. Det økologiske, grove speltbrød er lunet af den thailandske au-pair-pige og kan nu bestryges – tyndt! – med politisk korrekt smør. De to fingerbredder kaffe i det høje glas spædes op til kanten med ligeledes politisk korrekt halal-mælk. Og mens dette afskyelige fluidum – kaldet latte – skyller spelten ned, skimmes Samarbejds-Politiken – mens man ægteskabligt konverserende bekræfter hinandens uendelige godhed.

Men uanset hvor meget man i de kredse end forsager al verdens glæde, fornøjelse og andet moralsk forfald, så lur mig om der ikke inden i de fleste radigalere befinder sig et lille menneske. Et sådant kan ikke gå hele livet igennem i askese, ruelse og spegelse. Lidt sjovt skal der være, lidt der pirrer den så undertrykte fantasi. Og her kan man hente hjælp i Samarbejs-Politikens ejendommelige univers med dets kredsen om copro-uro-maso-sado-sexologiske materier. Så mens godheden emmer – lidt fraværende – ud af ørerne, gyser det frydefuldt i den lille, indre radigaler ved billedet af koen, der under unævnlige grusomheder og ubeskrivelige pinsler må lægge yver til en ægte, velsignet halal-malkning….