Hodjanernes Blog

21 november 2010

Du kan skifte sygehus, hvis de ansatte går med tørklæde

Patienter indlagt på danske sygehuse har ifølge sundhedsminister Bertel Haarder ret til at blive henvist til et andet hospital, hvis de ikke ønsker behandling og pleje af en læge, sygeplejerske eller sosu-assistent, der bærer muslimsk tørklæde.

Men sundhedsvæsnet vælger stadigt at vægte hensynet til den muslimske læge over patientens helbred. Patienten må finde sig i at blive fragtet til et andet hospital, såfremt han ønsker at undgå den læge, for hvem ideologien er så ufravigelig, at hun også skilter med den i arbejdstiden.

Det er naturligvis faldet det inkluderende segment for brystet, at patienterne nu i nogen grad selv kan bestemme, om de vil behandles af en læge, der nægter at udvise uniformsmæssig neutralitet.

Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet forsøger, som på tælling, at afspore diskussionen ved at dreje fokus over på medfødte fysiske karakteriskika, som ingen læge selvsagt bør diskrimineres på baggrund af (og dog alligevel bliver det, af visse religiøse individer, der ikke bryder sig meget om hankønslæger på fødegangen) og væk fra det relevante spørgsmål:

Har en læge ret til at skilte med sin ideologi i arbejdstiden? Ville det fx. være i orden for doktoren at sætte en DF-bagde på kitlen på bekostning af patienten Mohammeds blodtryk?

Socialdemokratiets sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen går så langt som til at bebrejde patienten, at denne ved at bede om en uvildig læge vil besværliggøre tilrettelæggelsen af operationer, endskønt hun med rette kunne vende sin vrede mod den læge, der startede farcen ved at insistere på at iføre sig en overbevisning.

Fra dr.dk – Du kan skifte sygehus, hvis de ansatte går med tørklæde

Skulle jeg så også kunne nægte at blive behandlet af en læge fra Dansk Folkeparti? Det er jo absurd, siger sundhedsordfører Per Clausen, Enhedslisten.

Hans kollega i SF, Jonas Dahl, er bekymret for konsekvenserne af den rettighed.

Skal vi til at have en kupon, hvor vi kan krydse af, at vi kun vil behandles af kvinder under 30 år? Vi har et sundhedsvæsen, hvor man ansætter folk ud fra deres faglige evner, og det må patienterne acceptere. Vi må sætte foden ned, siger han.

Det vil blive utroligt besværligt at tilrettelægge planlægningen af operationer i det danske sundhedsvæsen, hvis en patient på operationsbordet pludselig kan kræve at blive henvist til et andet sygehus, bare fordi han ikke bryder sig om lægen eller sygeplejersken, mener socialdemokratiets sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen.

Patienten har jo heller ingen garanti for at få en ’hvid model’ på det næste sygehus, siger hun.”

18 september 2010

Når solen den forsvinder fra de hjemlige himmelstrøg – Ja så forsvinder jeg også!

Kære Isaac Abella Appelquist. Mit hjerte har en højredrejet akse, jeg har ikke råd til at fraflytte Nørrebro, og DIN idealisme går fortsat ud over MIT barn!

Isaac Abella Appelquist er 30 år og RUC-kandidat i kommunikation med socialvidenskab som sidefag.
Fra 1995-1999 var han politisk aktiv i SFU og SF.
Indtil 1. januar 2010 arbejdede han for Københavns Kommune som projektchef for Områdefornyelsen på Nørrebro, og fra januar 2010 og frem til 31. juni var han en af Teknik- og Miljøforvaltningens to repræsentanter i ’Sikker By’-projektet i København.
Isaac bor endnu i en andelslejlighed ved Nørrebro Station sammen med sin gravide kone, men det kommer ikke til at vare ved:

Fra Politiken – »Nu flygter jeg fra Nørrebro«

“Jeg troede ikke, at jeg, som ellers elsker det multietniske Nørrebro, ville komme til at sige det her, men jeg er sgu’ ved at miste troen på, at det bliver bedre, og jeg gider ikke længere bo på Nørrebro, når gadens parlament i form af uopdragne unger får lov at tyrannisere os.
[…]
I sidste uge fik min synligt gravide kæreste smidt et plastikkrus efter sig af en flok drenge, som ikke var meget over 10 år, da hun cyklede på Tagensvej på Nørrebro.
[…]
Vi taler om grupper, som gør livet surt for andre, og som kun søger konfrontation. Og dem kan jeg ikke længere magte. Problemet er, at det ikke kun er et Nørrebro-problem.
Jeg hører fra folk i Slagelse, Aalborg og Nykøbing Falster, at de også kender til lignende episoder og følelser. Unge drenge, som ødelægger det hele.
Når erkendelsen af, at jeg må væk fra Nørrebro, rammer mig så hårdt, skyldes det, at jeg virkelig har forsøgt at få tingene til at fungere. Som privatperson. Men også professionelt.
[…]
Efter at have skrevet på Facebook om mit problem er jeg blevet kontaktet af mange private, men også klubpædagoger, SSP-medarbejdere, arkitekter, boligsociale medarbejdere og andre med hjertet solidt plantet til venstre som mig selv, der har fortalt mig om deres oplevelser og følelse af afmagt.
[…]
Jeg er træt af, at det er dem, der laver mest ballade, der bliver ’belønnet’ med de fedeste projekter, udflugter m.m. Nu har jeg lige hørt, at et projekt på Nørrebro vil tage de værste drenge med ud og windsurfe og dyrke ekstremsport.
[…]
Min idealisme skal ikke gå ud over mit barn, så jeg overvejer at flytte til et langt kedeligere sted, hvor forældre sørger for, at børn ligger i deres senge, inden de sene nyheder på TV 2 går i gang, og hvor der er respekt for mennesker, man møder på gaden.”