Hodjanernes Blog

20 januar 2011

Den onde cirkel stoppede… og startede så igen

Det forholder sig åbenbart med integrationsprojekter som med slankekure: For det meste har de ingen effekt, i bedste fald virker de for en kort bemærkning og i værste fald ender de med at gøre ondt værre…

Lad os se på tilfældet Samer Zaazou. Vi begynder i året 2003, hvor Samer får sit store gennembrud som rollemodel – et levende bevis på effektiviteten af datidens integrationsdille:

Politiken.dk – Kriminelle nydanskere får job i Helsingør:

Samer Zaazou er en af succeshistorierne i Projekt Etnisk Indslusning – et samarbejde mellem bl.a. Helsingør Turist og Erhvervsforening, Kriminalforsorgen, nærpolitiet, det lokale erhvervsliv, LO og Helsingør Kommune.”

KENNZEICHEN DKNr. 65, november 2003, s. 12.


I Per Straarup Søndergaards bog (udgivet på Kroghs forlag, 2003)
Viljen & Vejen – Integration på det danske arbejdsmarked, er Zaazou blandt de ni udvalgte rollemodeller, der interviewes.
Men først et par citater fra Per S. Søndergaards Forord:

“Der er mange årsager til, at arbejde er vigtigt for integrationen. […]
Sidst – men ikke mindst – så mødes man med andre mennesker på arbejdspladsen. Kanterne bliver slebet af de firkantede holdninger, og fordomme bliver afkræftet. Det er ikke længere bare etniske mindretal på den ene side og danskere på den anden.”

samt Resumé:

“Samer er palæstinenser. Han er 23 år og bor i Helsingør. Han har boet i Danmark det meste af sit liv. Men da han var helt lille, boede han i en flygtningelejr i Libanon. Han har nogle ubehagelige minder fra derfra. Engang løb han ad en gade sammen med en masse mennesker. Der blev skudt med geværer. Folk faldt omkring ham.

De første år i Danmark blev Samer mobbet. Det gjorde de andre indvandrere og flygtninge også. Da de blev ældre, fandt de ud af, at hvis de stod sammen, var de stærke. De unge indvandrere og flygtninge begyndte at gå i grupper. De lavede kriminalitet. De udøvede vold og stjal.
Samer følte, at han fik respekt. Folk behandlede ham pænt. De ville gerne være venner med ham. Men i virkeligheden var de bange for ham og hans venner.
Samer kunne godt lide at få magt. Men da han blev så gammel, at han skulle have et job, gav det problemer. Der var ingen, der ville ansætte ham. “Det er ikke godt, hvis folk tror, at alle unge indvandrere og flygtninge er farlige,” siger Samer.”

Herefter kommer citater fra interviewet med Samer, startende med  afsnittet Den onde cirkel er stoppet:

“”Hvad laver jeg om ti år?” Samer Zaazou griner lidt og kigger over på sin kæreste Michelle, der sidder ved siden af ham i sofaen. “Så har vi sikker nogle unger og bor i et hus, og måske har jeg taget en uddannelse inden for håndværk. […]”
“Efter 11. september så tænker folk jo… muslimer og araber…så er den helt gal. Derfor er det vigtigt, at vi viser noget andet, så folk ikke bliver bekræftet i deres fordomme.””

Fra afsnittet Job blev vendepunkt:

“Ironisk nok blev det et projekt, der åbnede døren for Samer. Han var da også skeptisk, da har tog til et møde om Projekt Etnisk Udslusning. Men han fandt hurtigt ud af, at dette ikke var endnu et “nyt fucking projekt”. Det her drejede sig om, at nogle virksomheder ville vise socialt ansvar ved at ansætte nogle unge, der havde dummet sig og lavet kriminalitet.”

 

Og hvad er der så blevet af Samer, integrations-poster child anno 2003? Jo, Samer er  såmænd blevet dawahbærer!

Sammen med sin kollega, rollemodellen Ammar Doosh, er Samer administrator på Facebook-siden Only Allah 2 fear..! Her arbejder han på bekæmpelsen af kuffar-kulturen og for indførelsen af det islamiske kalifat.
Samer Zaazou fik altså  – stik mod al forventning- ikke slebet sine holdningskanter runde i mødet med arbejdspladsen. – Nej, han blev hvæsset.