Hodjanernes Blog

22 oktober 2010

Sønderlemmende kritik af Ole Sohn

Filed under: Politik, Politisk korrekte, SF, Venstrefløjen — Tags: , , — egtvedpigen @ 20:26

Tidligere DKP-formand Ole Sohn var og er ifølge Dagbladet Information intet mindre end en rød lejesvend! Artiklen er bestemt værd at læse i fuld længde.

Fra Information – Den pæne mands pensum:

“Længe har Ole Sohn nægtet at tale om sin egen kommunistiske fortid til dagblade som Information og Politiken, der ikke skyder blå lys efter røde lejesvende.
[…]
Den samme tendens til at skrive sig selv ud af historien, demonstrerede Ole Sohn for et par uger siden, da han kommenterede det berømte brev fra 1989, som hyldede Østtyskland. Han forklarede, at han havde signeret brevet, men at det ikke var hans egne ord, der stod i det. Der var tale om en række floskler og rituelle vendinger, som han ikke selv havde fundet på. Det var ifølge Sohn noget »forblommet vås«, og brevet forklarede han som noget »skabelon-agtigt noget«.

Han havde udfyldt en ideologisk standardformular og sat sit eget navn under. Det skulle altså være bedre at sætte sit navn under noget vrøvl, man ikke mener, end det er at skrive vrøvl, man kan stå inde for.

Han havde ikke gjort det idealistisk, understregede han. Han havde simpelthen handlet opportunistisk. Han ville ikke beskyldes for at have gået forrest, når han nu bare var fulgt med.”
[…]
Det siges, at han indimellem kalder de folkesocialistiske kammerater i Folketinget til samtaler, hvor han på smilende facon minder dem om, hvad man mener, og hvad man ikke mener i SF. Han erindrer om de standardformularer, man skal underskrive, for at vinde magten. Han har ikke selv sat kursen, men han håndhæver den.
[…]
Han går ikke forrest, han følger efter og signerer forskellige systemers sejrende sandheder.”

Tip: Anonym

29 september 2010

En rød lejesvends selektive hukommelse

Kjeld Koplev er ikke kommet sig over at være taget med bukserne nede i DDR’s udsendelse ‘Jagten på de Røde Lejesvende’.

På webstedet Radionyt.com beklager han sin nød under overskriften “Radioværter hænges ud i DR-2 program som ‘røde lejesvende'”.

Koplev angiver følgende:

”Derudover blev jeg også anklaget for at ville indskrænke ytringsfriheden, fordi jeg i en artikel i Politisk Revy – altså ikke i Danmarks Radio – ikke mente, at gamle nazister, der stadig i 1972 hyldede Hitler med den berygtede nazihilsen, som benægtede udryddelsen af 6 millioner jøder, af millioner af romaer, tusindvis af homoseksuelle, og som stadig var stolte over overfaldet på Sovjetunionen, som kostede landet millioner af døde og ufattelige lidelser, at de skulle have adgang til offentligt at lufte deres hadske og menneskefjendske tanker. Det mente jeg dengang. Det mener jeg stadig. Og i øvrigt er den tyske lovgivning enig med mig. Hvilket min afhørings-officer ville have vidst, hvis han havde været politisk vidende og kendte til den konkrete politiske virkelighed i det årti, artiklen blev skrevet.”

Nu så jeg tilfældigvis udsendelsen, og det var IKKE det, Koplev skrev i Politisk Revy. Han skrev (efter hukommelsen), at man på vejen til socialismen selvfølgelig ikke kunne tillade ytringsfrihed for alle. Det er så det, han forsøger at løbe fra ved at dække sig ind bag mange flotte ord og nazi-kortet – mens det han i virkeligheden mente, var, at ytringsfrihed selvfølgelig kun kunne tillades for dem med de rigtige meninger (underforstået kommunister).

25 september 2010

»Vi er nogle, der glæder os og ler højt«

Søren Krarup i Samarbejdspolitiken om DDR’s udsendelsesrække ‘Jagten på de røde lejesvende’:

Det er ikke uden interesse at se reaktionerne på DR 2’s program om de røde lejesvende.

Jeg mener – vi andre, der er blevet forfulgt temmelig systematisk af DR og havde grund til at klage over udhængning og hetz og andre søde sager fra alt for politisk bevidste medarbejdere i DR i forne tider, vi må more os over den jammer, som vore fhv. forfølgere nu hengiver sig til.

Jens Nauntofte, fru von Sperling, Per Schultz, Kjeld Koplev, og hvad de nu hedder, påtænker klager og krav over for den stilfærdige og sagtmodige studievært, og naturligvis kommer Klaus Rifbjerg frem med bulder og brag og larmer i Politiken; »Så er DR’s heksejagt på de røde lejesvende skudt i gang« (21.9.).

Læs det hele her.

23 marts 2009

De røde lejesvende manipulerer

Hvis Ingolf Gabold skal lave en tv-serie mere, vil alt være som det plejer: De venstreorienterede er stædige og ærlige, mens de højreorienterede er magtgale og racistiske. De røde lejesvende har kronede dage i DR.

Af SØREN ESPERSEN, MF (DF) bragt i Samarbejds-Politiken 21. marts 2009.

Nu venter vi med spænding på ‘ Borgen’ – Danmarks Radios nyeste tv-dramaserie, der som fiktion skal beskrive livet i Folketinget. Ja, det vil sige ‘ spænding’ er der ikke så meget af.

Jeg ved nemlig allerede nu præcist, hvordan den serie bliver drejet. Serien er jo, som det øvrige tv-drama, vi hidtil er blevet præsenteret for, tilrettelagt af Danmarks Radios de røde lejesvende – personificeret af selveste den røde mester, Ingolf Gabold.

Først lige lidt om baggrunden for min sikre viden: Ingolf Gabolds samfundssyn er gennemgående banalt: De højreorienterede er magtgale, korrupte, uden social ansvarlighed, ufølsomme, klima-benægtere og racistiske. De venstreorienterede er alt det modsatte – og de kæmper stædigt og ærligt imod overmagten – og gør det med følsomhed og kærlighed og ofte med livet som indsats.

Det farlige ved Ingolf Gabolds manipulation med samtidshistorien er, at det konsekvent kaldes fiktion. Derfor er det let for De Røde Lejesvende at henholde sig til den kunstneriske frihed, som alle jo hylder. Men når dagens Danmark er kendetegnet ved historieløshed, er faren for, at fiktion opleves som historisk sandhed, enorm.

Et par eksempler: Tænk på ‘ Krøniken’: En blæver-sød Palle From (alene efternavnet…!), som var socialdemokrat, og kæmpede mod den kyniske overmagt, bestående af beregnende og koldhjertede højreorienterede, som kun ønskede det danske folk alt ondt.

Eller tænk på det nyeste skud, ‘ Livvagterne’ med det urealistiske plot, hvor PETfolkene skal beskytte venstreorienterede danske politikere mod dødstrusler.

Virkeligheden er, at det er Pia Kjærsgaard, Anders Fogh Rasmussen, Naser Khader og Kurt Westergaard, der beskyttes mod islamister og autonome, mens mig bekendt ingen venstreorienterede politikere beskyttes. Altså rent digt, pjat og løgn. Typisk Gabold! Og nu kommer så ‘ Borgen’, som – mærk jer mine ord! – får følgende persongalleri: 1. Hun er den purunge, nyvalgte muslimske politiker, som bærer hijab-tørklæde, er menneskekærlig og god og kan slet ikke forstå, at nogen kan finde på at dømme hende på hendes tørklæde: »Jeg er jo bare en dansker, som har valgt at bære tørklæde«, siger hun, og »jeg vil bedømmes som socialistisk politiker – og ikke som muslim«. Hun kæmper mod fordomme – og viser sig i løbet af serien som en både brav og retsindig pige. Den del af ansigtet, man kan se, er i øvrigt kønt.

2. Han er den idealistiske journalist og er personligt led og ked af at arbejde i det ormebefængte miljø på Borgen.

Han har valgt journalistikken for at kæmpe for det gode i mennesker og for at gøre verden et bedre sted at leve. CO2 har hans store interesse, og han kan næsten ikke holde det ud med al den forurening – og den måde, vi behandler muslimerne på. Han er regeringens største skræk, og de er bange for, at han vil afsløre hele deres komplot.

3. Hun er en rigtig led, beregnende og kold heks, populistisk og kynisk. Hun er partileder, og hun finder hele tiden måder til at gøre livet for indvandrere så uudholdeligt som muligt.

Til gengæld lefler hun konstant for den dårlige smag, og er bare ude på at lukke Danmark fuldstændigt inde bag lås og slå – så ingen udefra kan komme ind.

Hun er nepotistisk og korrupt – og lader sig, mens hun slikker sig om munden, bestikke af kapitalistiske producenter af nye kampfly.

4. Han er den ubestikkelige partiformand, som er ved at slide sig selv op i kampen for en ny regering, et bedre miljø, kærlig tolerance over for fremmede og en verden uden kampfly.

Kun to ting elsker han højere: Sine to, halvstore børn fra sit kuldsejlede ægteskab – Laurits og Julie. Han kan næsten ikke holde ud at svigte, når der er arrangementer på deres skole, men bliver ofte nødt til det. Han prøver så at forklare dem, hvor vigtigt miljøet er. Og det forstår Laurits og Julie..

5. Hun er minister-spindoktor – og en rigtig giftig én af slagsen. Hun er fuldstændig ligeglad med andres følelser og bruger i en lukket kreds tit og gerne udtryk som ‘ perler’ og det, der er værre. Hun er liberal/konservativ og har en kæmpevilla oppe i Hellerup.

Hun bruger al sin tid på at grave snavs op om den menneskekærlige journalist, så hun kan bringe ham i miskredit over for hans redaktør, som hun i øvrigt boller med.

6. Han er en desillusioneret, veteran – borgerlig MF’er -men med hjertet på det rette sted, som kender spillet og er derfor nøglen til, hvordan den onde regering endelig kan bringes til fald.

På sine gamle dage er han blevet led og ked af at have været med til al den ondskab mod socialisterne, og nu angrer han – og er blevet ‘ deep-throat’ for den menneskekærlige journalist. Det er især tanken om de indespærrede asylbørn i Center Sandholm, der har ændret ham for altid.

7. Hun er ansat i Center Sandholm, og kan næsten ikke holde til at være der mere – så forfærdeligt synes, hun det er for flygtningebørnene.

En dag, den ubestikkelige partiformand med det kuldsejlede ægteskab er på udvalgstur i Centeret, mødes deres øjne i indbyrdes forståelse, medfølelse og kærlighed.

De elsker børnene deroppe, og begynder snart også at elske hinanden. Sammen indleder de nu kampen mod uretfærdigheden og den lede partileder.

Yderligere skal vi i ‘ Borgen’ stifte bekendtskab med a) Den kyniske MF’er – medlem af regeringspartiet, som kun har ladet sig vælge for at berige sig, b) Den perverse liderbuk – ligeledes fra regeringspartiet, som seksuelt udnytter sin sekretær, c) Den unge, idealistiske socialist, som hele tiden bliver grinet ud, når han samler ind til Læger uden Grænser, d) Den torterede, tidligere Guantánamofange, som nu bruger al sin tid på at skabe dialog mellem kristne, jøder og muslimer, og e) Den sorte præst, som tordner mod islam – og i øvrigt slår sine børnebørn.

P. S.: Skulle du, Ingolf Gabold, komme i bekneb for flere arketyper, er jeg også her leveringsdygtig.

Også når det gælder plottet, vil jeg hurtigt kunne rable noget af mig. Jeg gør det med glæde – og er med garanti langt billigere end dine sædvanlige røde lejesvende…