Hodjanernes Blog

24 januar 2011

Neutral påklædning er bedst

»Hjælp!« lød overskriften på et indlæg af speciallæge i psykiatri, Ole Bjørn Skausig (Ugeskr Læger 2010;172:3435) om patienters ret til at sige fra over for hospitalspersonale, som insisterer på at skilte med religionspolitiske markører som hijab (det islamiske hovedtørklæde) i arbejdstiden.

Det er påfaldende, at Skausig helt undlader at reflektere over, at offentlige hospitaler er verdslige samfundsinstitutioner, hvor repræsentanterne burde fremtræde neutrale og upartiske. Hvorfor forholder Skausig sig mon slet ikke til hijabens symbolværdi, som både er religiøs, politisk og sexistisk? Og hvorfor har hospitaler bøjet sig for religiøst pres om at indføre hijab som en del af en hospitalsuniform, der ellers indtil slutningen af 1990’erne har levet op til netop ordet uniform, det vil sige ensartet. Hospitalspersonale bør naturligvis udvise empati og respekt over for patienterne, blandt andet ved at man gemmer sine personlige præferencer til fritiden, herunder ønsket om at tilsløre sig med islamisk kvindeuniform som hijab. Ergo, væk med hijab i arbejdstiden. Dermed er det offentlige fri for at bruge resurser på at transportere patienter unødigt rundt på baggrund af misforstået og konfliktskabende skiltning på personalet.

Lægeløftet forpligter, og det gør de etiske regler for plejepersonale også. Men Skausig afslører, at han ikke har forstået, at det er lægen, der er til for patienten og ikke omvendt. Han bringer sig i strid med lægeløftet, der som omdrejningspunkt har, at alle patienter skal behandles uagtet baggrund. Han er også i uoverensstemmelse med Lægeforeningens etiske regler §§ 2 og 4 vedrørende krav om støtte til såvel syge som raske, om omhu og samvittighedsfuldhed samt indlevelse i patientens samlede situation. Disse regler har udgangspunkt i Lægelovens § 6 om omhu og samvittighedsfuldhed. Nu er det gået op for ham, at lægeløftet sørme stiller sig hindrende i vejen for en rimelig beskyttelse af personalet og alene beskytter patienterne. Derfor må det, med den efter hans udtrykte mening ringe aflønning, være rimeligt, at han kan trække sit afgivne lægeløfte tilbage og så afgive et alternativt – helst ét, der er i overensstemmelse med hans begrænsede indtjening. De patienter, som Skausig helst vil undslå sig at behandle, kalder han for »uønskede elementer«. Det taler vist for sig selv.

De fleste mener nok, at lægegerningen går ud på at varetage patientens tarv og sikre patientens helbred. Men det er åbenlyst ikke hjerteblod for den svært politiserende Skausig. Tværtimod ønsker han patienter, hvis holdninger han er uenig i, udstødt af hospitalssystemet. Han fremmer ikke just tilliden til lægestanden med disse hadefulde udtalelser. Hans motiv? Forstå det, hvo der kan.

Sygeplejerske Rachel Adelberg Johansen. Mag.scient.antro. Britta Mogensen. Ugeskr Læger 2011;173(4):297.