Hodjanernes Blog

22 marts 2011

Anwar Sadat forklarer Det Muslimske Broderskab

Mere på The Rubin Report

19 februar 2011

Glenn Beck MUSLIM BROTHERHOOD EGYPT MONTAGE 2/08/2011 Yusuf al Qaradawi

3 december 2010

Frihet, likhet og Det muslimske Brorskap

27 november 2010

Tundratabloids og det Muslimske Broderskab

30 september 2008

Det er satanisk at spise og drikke med venstre hånd

Filed under: Citater, Imamer, Islam, Oplysning om islam — Tags: , — Hodja @ 11:11

Mere

25 februar 2008

Det stemmer ikke med, hvad de fortæller den ene gang efter den anden

3 ud af 4 amerikanske moskeer prædiker anti-vestlig jihadisme og had.

An undercover survey of more than 100 mosques and Islamic schools in America has exposed widespread radicalism, including the alarming finding that 3 in 4 Islamic centers are hotbeds of anti-Western extremism, WND has learned.

The Mapping Sharia in America Project, sponsored by the Washington-based Center for Security Policy, has trained former counterintelligence and counterterrorism agents from the FBI, CIA and U.S. military, who are skilled in Arabic and Urdu, to conduct undercover reconnaissance at some 2,300 mosques and Islamic centers and schools across the country.

“So far of 100 mapped, 75 should be on a watchlist,” an official familiar with the project said.

Many of the Islamic centers are operating under the auspices of the Saudi Arabian government and U.S. front groups for the radical Muslim Brotherhood based in Egypt.

Frank Gaffney, a former Pentagon official who runs the Center for Security Policy, says the results of the survey have not yet been published. But he confirmed that “the vast majority” are inciting insurrection and jihad through sermons by Saudi-trained imams and anti-Western literature, videos and textbooks.

Mere på WorldNetDaily via Jihadwatch

Vi hører den ene gang efter den anden, at USA’s muslimer er så og så velintegrerede. Det her er vel et skud for boven for den teori. Og som sædvanlig er der Saudierne, der står bag. Og som sædvanlig er USA’s regering ikke interesseret i problemet.

Hodjas blog har flere gange skrevet om, hvordan højstående amerikanske politikere – inklusive Bill Clinton – har solgt sig selv til araberne.

Denne bog har advaret om dette i flere år. Problemet er meget større, end der angives her.

29 januar 2008

UK åbner dørene for anti-semitisk muslimsk fascist

Sheikh Yusuf al-Qaradawi is an Islamofascist.

He is also an enemy of the West. Such statements are not idle jibes. Qaradawi is the “spiritual leader” of the Muslim Brotherhood, an organization whose previous luminaries included Amin al-Husseini (1895 – 1974), the Mufti of Jerusalem.

Today, the Observer states that Qaradawi, who is now 81, is ill. He has previously had medical treatment in France. The fascist cleric has decided he wants to come to London and has filed an application. The Observer claims that senior civil servants in the Home Office and the Foreign Office have urged ministers to allow Qaradawi to come to Britain. There is no mention if Qaradawi is expected to receive free health care from the National Health Service, which is funded by taxpayers.

It is not surprising that the Foreign Office wishes Qaradawi to come to Britain, as this government department is currently pandering to the Islamofascists of the Muslim Brotherhood.

In July 2006 it was revealed that the Foreign and Commonwealth Office (FCO) had spent 300,000 pounds ($550,863) of British taxpayers’ money on funding an Islamic conference at the Ceylan InterContinental Hotel in Istanbul. Among the guests were Qaradawi and his wife. The FCO had paid for Qaradawi to fly from his home in Qatar to the conference, for his stay in a five star hotel and for his return flight home.

Læs det hele på Spero News

24 juni 2006

Einsatz-kommando i Mellemøsten

To tyske historikere Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers fra Universität Stuttgart vil til efteråret dokumentere, at Nazityskland sammen med nogle arabiske ledere planlagde intet mindre end et folkemord på den knap halve million jøder i det daværende Palæstina.

mallmann.jpgJødehadet og antisemitismen er i dag bærende ideologi hos den folkevalgte palæstinensiske Hamas-regering, hvis charter direkte bygger på en af nazismens vigtigste bibler. Og den islamistiske, iranske præsident Ahmadinejad kan næsten ikke betræde en talerstol uden at benægte, at det nazistiske Holocaust på seks millioner jøder fandt sted.

De tyske forskere har for nylig løftet en del af sløret for deres arkivstudier i artiklen »Beseitigung der jüdisch-nationalen Heimstätte in Palästina«. Das Einsatzkommando bei der Panzerarmee Afrika 1942, der udkom i historieantologien Deutsche, Juden, Völkermord.

Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers har fundet arkivmateriale, der i detaljer opruller en hidtil overset historie med store perspektiver: den 1. juli 1942 mødtes SS-leder Heinrich Himmler med Adolf Hitler i førerhovedkvarteret Ulveskansen i Østpreussen. Her godkendte Hitler, at SS sendte en Einsatzkommando – en af de berygtede dødspatruljer – til Mellemøsten.

Historikerne fastslår, at gruppen ville blive udvidet med flere mand, især arabiske kollaboratører, inden missionen skulle iværksættes. Rekruttering af lokale kollaboratører var nemlig fremgangsmåden, når SS’ dødspatruljer i Østeuropa og Sovjetunionen organiserede massemord på civilbefolkningen.

Et af gruppens medlemmer var Obersturmführer Hans-Joachim Weise, der havde opdyrket en nær kontakt med en række arabiske ledere, heriblandt den antisemitiske stormufti af Jerusalem, Amin el-Husseini. Weise havde blandt andet ledsaget el-Husseini på rejser rundt i Tyskland og til kz-lejre i Østeuropa. Muftien var eftersøgt af briterne og opholdt sig i eksil i Berlin, hvor han var en stærk fortaler for, at tyskerne skulle smide briterne ud af Palæstina og etnisk udrense den halve million jøder i området.

Muftien var derfor med til at oprette Deutsch-Arabische Lehrabteilung, der bestod af bevæbnede arabiske frivillige, der skulle hjælpe tyskerne i Mellemøsten. Den enhed blev i sommeren 1942 – på linje med Walther Rauffs Einsatzkommando – sendt til Grækenland for at afvente en sejrsmelding fra Rommel. Imidlertid led Rommels korps nederlag til Montgomerys britiske styrker ved El Alamein i efteråret 1942. SS-kommandoen forlod derefter Athen med uforrettet sag. Holocaust på jøderne i Palæstina var udskudt på ubestemt tid.

Amin el-Husseinis person er ifølge Mallmann og Cüppers »eksemplarisk« til at forstå, »hvilken afgørende rolle jødehadet indtog i det fælles tysk-arabiske projekt.« Han stod i spidsen for arabernes nationale kamp imod jødisk indvandring til Palæstina. Den var blevet øget, efter at Den Zionistiske Verdensorganisation i 1897 opfordrede verdens jøder til at udvandre til Palæstina og oprette en jødisk stat. Indvandringen havde taget yderligere fart, efter at den britiske udenrigsminister Lord Balfour i 1917 – uden nærmere analyse af konsekvenserne – lovede jøderne et sådant hjemland midt i den arabisk-muslimske verden.

Stormuftien var en palæstinensisk nationalist, der udviklede sig i stadig mere antisemitisk retning. I 1920rne deltog han i flere pogromer i Palæstina, der kostede hundredvis af jøder livet. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 sendte muftien et lykønskningstelegram til Hitler, hvor deres fælles kamp mod jødisk indflydelse blev betonet. Hitler ignorerede dog henvendelsen.

I 1937 tog muftien igen kontakt til Nazityskland, idet han bad om støtte til at bekæmpe de britiske kolonistyrker i Palæstina, og nu var nazisterne interesseret i et samarbejde. Ifølge vidneudsagn fra Nürnberg-processen (1945-46) mødte muftien efterfølgende kontorchefen i SS’ Juden-Referat, Adolf Eichmann, på dennes rejse til Palæstina i efteråret 1937. Muftien fremførte indtrængende over for Eichmann, at de tyske overvejelser om at deportere alle tyske jøder til Palæstina var en dårlig idé. Eichmann foretrak angiveligt herefter at deportere jøderne til Madagaskar – før man i 1941 reelt vedtog »den endelige løsning«.

Muftien blev eftersøgt af briterne på grund af hans kamp mod briterne. Han flygtede til Bagdad, hvor han i foråret 1941 deltog i et kupforsøg mod det britiske kolonistyre i Irak. Kuppet så for en tid ud til at lykkes og blev støttet med penge og militær af tyskerne. Undervejs iværksatte oprørerne en pogrom, der kostede 110 irakiske jøder livet. Jøder var altså også skydeskive der, hvor de havde boet fredeligt i adskillige århundreder. I juni 1941 genvandt briterne kontrollen med Irak, og både den pro-tyske irakiske politiker Ali al-Gailani og Amin el-Husseini flygtede nu til Tyskland, hvor de blev modtaget med åbne arme. Muftien blev her udnævnt til »fører for den arabiske verden« i forbindelse med indvielsen af Islamisches Zentralinstitut i Berlin.

husseini-hilter-berlin.jpgDen 28. november 1941 blev den landflygtige mufti af Jerusalem modtaget af Adolf Hitler, der udtrykte, at »det jødiske hjemland i Palæstina« vil blive »intet andet end et statsligt midtpunkt for de jødiske interessers destruktive indflydelse.« Hitler fastslog, at det tyske mål i Mellemøsten var »tilintetgørelsen af jødedommen, der lever under britisk beskyttelse i den arabiske verden.« Muftien forsikrede, at de arabiske interesser var fuldstændig parallelle.

Efter at tilintetgørelsen af jødedommen i Palæstina led skibbrud stod muftien i spidsen for rekruttering af tusinder af albanske og bosniske muslimer til SS-kommandoerne Handschar og Skanderberg. Disse enheder deltog i likvideringen af Balkans jøder. Himmler oprettede til gengæld et »Mullah Militært Akademi« i Dresden.

I slutningen af 1943, hvor krigslykken for alvor gik De Allieredes vej, holdt muftien en radiotale, der blev sendt til Mellemøsten. Her fik lytterne jødehad for fuld udblæsning: »Den overvældende egoisme, der findes i jødernes natur – deres uværdige tro på, at de er Guds udvalgte folk og deres påstand om, at alt blev skabt for dem, samt at andre folk er dyr – gør det umuligt at stole på dem. De kan ikke blande sig med andre nationer, men kan kun leve som parasitter blandt nationerne, suge deres blod ud, fratage dem deres ejendom og korrumpere deres moral.« Samme år lovpriste han i en tale tyskerne, fordi de »ved, hvordan man slipper af med jøderne. Det knytter os tæt til tyskerne og placerer os i deres lejr.« I 1944 lød hans opfordring endvidere i radioen: »Dræb jøderne, hvor end du finder dem!«

Der er ifølge Mallmann og Cüppers ingen tvivl om, at SS’ mordkommando under Rauff ville have lokal opbakning blandt mange arabere i Mellemøsten. Store dele af den arabiske verden satte i forvejen deres lid til, at tyskerne skulle befri dem fra britisk eller fransk kolonistyre. Det fik ydermere den konkrete effekt, at mange arabere ikke længere ville gøre tjeneste hos de britiske styrker. Frem til 1943 deserterede 8.000 arabiske soldater, heraf 7.000 alene i Palæstina.

Walter Doehle, den tyske generalkonsul i Jerusalem, kunne i marts 1937 berette, at »de palæstinensiske arabere inden for alle samfundslag viser stor sympati for det nye Tyskland og dets fører.« Derfor bliver Heil Hitler-hilsenen, ifølge Doehle, som regel også modtaget med arabisk begejstring.

mk1975.jpgMallmann og Cüppers’ vurdering af, at nazisterne nød stor opbakning i den arabiske verden, har tidligere været dokumenteret. I 1934 blev Hitlers Mein Kampf oversat fra tysk til arabisk. Udbredelsen af skriftet sker derefter hurtigt i den arabiske verden, bl.a. med tysk støtte. Den arabiske udgave var dog – med forfatterens velsignelse – tilpasset arabiske forhold, så de ikke alt for tydeligt indeholdt synspunktet om, at araberne var en mindreværdig race.

Det var måske en af grundene til, at Hitlers tilsynekomst ofte blev hilst med langvarigt bifald i arabiske biografer. SS’ efterretningstjeneste berettede i 1942 om »arabernes usædvanlig tyskvenlige stemning, der kan føres tilbage til håbet om, at ’måtte Hitler komme’ og fordrive jøderne.«

I flere lande blev der oprettet partier, der var inspireret af fascismen i Europa. Lederen af Syriens Sociale Nationalistparti, Anton Sa’ada, havde Hitler som forbillede og blev kaldt »fører«. Han fik også sat et hagekors på partibanneret. I Egypten tog partiet Det Unge Egypten, hvor de kommende præsidenter Nasser og Sadat tjente deres sporer, sloganet »Et folk, et parti, en leder«. I Egypten dannede Hassan Al Banna i 1928 Det islamistiske Muslimske Broderskab, der i 1941 tog kontakt til tyske agenter og planlagde et oprør mod briterne. De var fælles med tyskerne om at hade jøder, demokrati og vestlig civilisation.

Den tyske mellemøstforsker Matthias Küntzel konkluderer i bogen »Djihad und Judenhass – Über den neuen antisemitischen Krieg« (2002), at »nazisternes indflydelse på mellemøstkonfliktens tidlige historie har været både betydningsfuld og succesfuld. NSDAP har utvivlsomt spillet en fremtrædende rolle for formuleringen af den antisemitiske antizionisme.«

Det tyske nederlag i Anden Verdenskrig fik ifølge Mathias Küntzel den konsekvens, at det antisemitiske centrum flyttede fra Tyskland til den arabiske verden. Det var der flere vidnesbyrd om:

I november 1945, seks måneder efter Hitlerstyrets sammenbrud, iværksattes i Cairo de største antijødiske pogromer i Egyptens historie. Drivkraften var Det Muslimske Broderskab. De sørgede også for – sammen med den franske efterretningstjeneste – at Jerusalems tidligere mufti al-Husseini kunne flygte til Egypten og slippe for en krigsforbrydersag ved Nürnbergprocessen.

Også mange tyske nazister flygtede til de arabiske lande. De fik især husly i Egypten og Syrien, hvor de arbejdede som politiske og militære rådgivere. SS-generalen Alois Brunner – der var personligt ansvarlig for deportationen af over 120.000 jøder til dødslejrene – blev eksempelvis rådgiver for det syriske Baathparti-regime. Brunner er muligvis stadig i live og bosiddende i Syrien – som den sidste overlevende af de hovedansvarlige for Holocaust.

I 1953 blev den berømte nazistiske kommandosoldat og krigsforbryder Otto Skorzeny, der var Sturmbannführer i SS, hentet til Egypten af præsident Nasser. Skorzeny opbyggede her en stab af tidligere SS-officerer, der skulle træne den egyptiske hær. Hertil hørte for eksempel general Oskar Dirlewanger, der under krigen blev kendt som »Slagteren fra Warszawa«. Skorzeny, trænede ikke bare hæren, men også arabiske frivillige i kommandotaktik. Mange unge palæstinensere modtog militær træning, blandt andet Yassir Arafat, der opbyggede et venskab med Skorzeny.

I 1950erne og 60erne hentede Egyptens Nasser også mange videnskabsfolk, der havde tjent Nazityskland. Blandt dem var en gruppe raketingeniører under ledelse af Dr. Wolfgang Pilz, der under krigen havde arbejdet i Wernher von Brauns forskergruppe i Peenemünde, hvor de udviklede de epokegørende raketter V1 og V2. I 1960 ankom Pilz’ gruppe så til Cairo for at hjælpe det egyptiske regime med at bygge raketsystemer, der kunne ramme den nyetablerede jødiske stat. I Israel vakte det stor harme, og man gennemførte en række attentater på tyske videnskabsfolk i Egypten. Pilz-gruppen vendte derpå tilbage til Vesttyskland i 1965.

Den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, rekrutterede også gamle tyske nazister. Eksempelvis Erich Altern, der var leder af Gestapos afdeling for jødespørgsmål, samt Willy Berner, der var SS-officer i udryddelseslejren Mauthausen. I PLO fik den tidligere mufti af Jerusalem, antisemitten al-Husseini, i øvrigt en status som en palæstinensisk helteskikkelse. PLO-leder Yassir Arafat udtalte således i 1985, at det var en ære at følge i al-Husseinis fodspor.
mk1995.jpgDen tidligere SS-officer Johannes von Leers flygtede også til Egypten. Han fik i 1950erne ansættelse i det egyptiske informationsministerium, hvor han fik en vigtig rolle i udbredelsen af antisemitisk litteratur i den arabiske verden. Under von Leers virketid blev Mein Kampf genoversat til arabisk og spredtes til hele Mellemøsten. Leers fik ikke uden grund tilnavnet »Egyptens Goebbels«. I den seneste version af skriftet skrives det i forordet, at »Hitlers ideologi og hans teorier om nationalisme, diktatur og race stadig marcherer takket være vor hellige arabiske verden.«

Udover Mein Kampf har sammensværgelsesskriftet Zions Vises Protokoller spillet en særdeles vigtig rolle for udbredelsen af antisemitismen i den arabiske verden. Protokollerne, der har russisk oprindelse, blev første gang oversat til arabisk i 1926. Værket fik enorm udbredelse i Nazityskland, der medvirkede til at udbrede skriftet til hele verden, herunder den arabiske. Den mest udbredte udgave er oversættelsen, som blev foretaget i Cairo i 1951. Den har fået mange genoptryk, er blevet en bestseller i mange arabiske lande og er blevet obligatorisk pensum på flere universiteter.

Mellemøstkenderen Bernard Lewis skriver i The Jews of Islam (1984), hvordan præsident Nasser i et interview med en indisk avis i 1958 anbefalede Zions Vises Protokoller som en »meget vigtig bog« til at forstå jødernes planer. Den »beviser klart, at 300 zionister, hvoraf hver eneste kender alle de øvrige, bestemmer det europæiske kontinents skæbne og vælger sine efterfølgere i kredsen omkring dem.« I 1964 sagde Nasser endvidere i et interview i en nynazistisk avis, Deutsche National-Zeitung und Soldaten-Zeitung, at Holocaust var en myte. Desuden beklagede Nasser nazisternes nederlag i krigen.

Også i skolebøger trængte det antisemitiske budskab ind. En UNESCO-kommission kritiserede i 1969 en række arabiske skolebøger på grund af nedværdigende omtale af jøder. Siden er det ofte blevet afsløret, at antisemitiske tankegange stadig præger undervisningsmaterialet i den arabiske verden. Det gælder blandt andeti det Palæstinensiske Selvstyres skolebøger, som EU har været med til at finansiere.

Antisemitismen kommer i dag radikalt til udtryk i det palæstinensiske regeringsparti Hamas’ charter fra 1988. Hamas opfatter sig som en palæstinensisk gren af Det Muslimske Broderskab og gør jøderne ansvarlige for blandt andet den franske revolution og for begge verdenskrige, og hævder, at jøderne har grundlagt FN »for at kunne beherske verden.« Som dokumentation henviser Hamas i sit charter direkte til en af nazismens vigtigste bibler, Zions Vises Protokoller. Der er dog også fremtrædende arabiske intellektuelle, der tager afstand fra brugen af skriftet som sandhedsvidne. Blandt andet lød der kraftige protester, da egyptisk tv i 2002 viste serien »En rytter uden hest«, der byggede på protokollernes historieopfattelse. Det førte til nogle ændringer af tv-serien.

I dag ses den arabiske eller mellemøstlige antisemitisme også tydeligt hos det fascistiske, islamiske styre i Iran, hvor præsident Mahmoud Ahmadinejad konsekvent benægter, at det nazistiske Holocaust på seks millioner jøder fandt sted. Den iranske præsident knytter således an til en lang nazistisk-mellemøstlig forbindelse, som i sin tid også var tæt på at medføre et Holocaust dér, hvor jødernes hjemland ligger i dag.

Fra Document.no

30 maj 2006

‘Projektet’ – Det Muslimske Broderskabs masterplan for islamisering af verden

The Muslim Brotherhood “Project”

One might be led to think that if international law enforcement authorities and Western intelligence agencies had discovered a twenty-year old document revealing a top-secret plan developed by the oldest Islamist organization with one of the most extensive terror networks in the world to launch a program of “cultural invasion” and eventual conquest of the West that virtually mirrors the tactics used by Islamists for more than two decades, that such news would scream from headlines published on the front pages and above the fold of the New York Times, Washington Post, London Times, Le Monde, Bild, and La Repubblica.

If that’s what you might think, you would be wrong.

In fact, such a document was recovered in a raid by Swiss authorities in November 2001, two months after the horror of 9/11. Since that time information about this document, known in counterterrorism circles as “The Project”, and discussion regarding its content has been limited to the top-secret world of Western intelligence communities. Only through the work of an intrepid Swiss journalist, Sylvain Besson of Le Temps, and his book published in October 2005 in France, La conquête de l’Occident: Le projet secret des Islamistes (The Conquest of the West: The Islamists’ Secret Project), has information regarding The Project finally been made public. One Western official cited by Besson has described The Project as “a totalitarian ideology of infiltration which represents, in the end, the greatest danger for European societies.”

Hele historien på Frontpage magazine