Hodjanernes Blog

1 januar 2015

2014 på falderebet.

Filed under: Politik — Tags: — husmanden @ 20:08

Julefreden har sænket sig over mit lille hus, og de sneklædte marker bekræfter Helge Rodes sang i, at der er ingenting i verden så stille som sne.

Her i huset har den eneste større revolution været, at der i år er byttet om på julens og nytårets menuer. Så den stod på sønnejysk grønlangkål med hamburgerryg og kålpølser juleaften, og den kommer så til at stå på and og rødkål nytårsaften. Det må også være revolution nok for i år, for jeg kan se, når jeg kigger mig omkring på de sædvanlige blogs og hjemmesider, at alt er ved det gamle i den store verden. I Sverige – mit andet fædreland – er galskaben godt nok steget yderligere nogle grader i bestræbelserne på det nationale selvmord, men det var vel at forvente. Sekspartiet har fundet en løsning, så de kan fortsætte selvmordet uden at blive blokeret af SD. ”Det er en sejr for alle parter” citerer JP – Ja godmorgen, når nogle sejrer, så er der som regel andre, der taber – i dette tilfælde det svenske folk.

Der har bredt sig et underligt sprogbrug: Det betegnes som en sejr for Løfven, når han kan beholde posten som statsminister. I min verden burde en statsministerpost være en tung byrde – Et blytungt åg. Det, vi oplever, er mere end blot den omvendte verden. Det er rendyrket galskab. Ofte tænker jeg irrationelle tanker. Fx – hvad foregår der mon i hovedet på en gymnasiepige, der har valgt politik som levevej, når hun bliver valgt til folketinget for et af de røde socialistpartier. Hun må da tro, at hun er guds – dvs Marx’s – gave til vi danskere. Selv er jeg ved at snavse mine underbukser, når jeg skal bestemme over andre. Hvem kan leve op til at bestemme over andre? De mennesker, jeg mener, ville være værdige til jobbet som politikere, vil med statsgaranti ikke røre jobbet med en ildrager.

Nåh – men lad os koncentrere os om det positive: Der er kommet et særdeles fornuftigt – og sikkert holdbart og aldeles urealistisk – forslag til en løsning på det palæstinensiske spørgsmål. Noget helt andet end Lidegaards sædvanlige jødehad, og også noget helt andet end den danske Israel-ambassadørs uforskammede og fladpandede anbefalinger til Israelerne. Ikke overraskende er det den dejlige dame Caroline Glick, der satte ambassadøren på plads, der har skrevet en bog om løsningen. – Andre har foreslået noget lignende i en realistisk blanding af alvor og spøg. Om det er Prager, Klawan, Whittle eller et af de andre fornuftsmennesker husker jeg ikke, men lyt til den kloge dame. The Israeli Solution
. Det kunne være min julegave for resten af livet, hvis ideen kunne vinde fremme, men jeg ved desværre, hvad det drejer sig om. Så det bliver ved håbet.

Ligeledes positivt er det, at den gamle røde Politiken styrede presse, er begyndt at føle sig truet af de mange nationalkonservative medier og blogs på nettet. Så truede at JP har følt sig tvunget til at hellige en søndagsudgave til udviklingen. Vist oven i købet i en nogenlunde sober tone – uanset hvad de nu har af skumle bagtanker – for det har de. Men de må føle sig truede, for de har oven i købet haft nogle nogenlunde fornuftige og urealistiske ledere på det sidste – bla en om at DDR burde financiere sig selv – altså lukkes. Er vi nationale europæere ved at vågne? Udviklingen med store folkemøder i Tyskland kunne tyde på det. Tyskernes frygt for at blive kaldt nazister er begyndt at vige for frygten for et helvede, som det de oplevede for 70 år siden. Det helvede vi danskere oplevede dengang, var en skovtur i forhold til det, tyskerne selv fik at føle. Mine forældre var på en lille rundtur i Tyskland lige efter krigen. I Hamborg lå alle huse i ruiner fortalte de. Arme tyskere – Gud fri os for ondsindede ledere.

Der har oven i købet været sobre reportager om den vigtigste nationalkonservative danske blog: Uriasposten, der ellers har været beskrevet som en art rottehul, hvor nazismen trivedes. Intet kunne være mere forkert. Kim Møllers brøde består i, at han sobert og korrekt rapporterer de mange hændelser, som de politisk korrekte, dvs. socialistiske, medier ikke vil røre med en ildrager. Personligt er jeg Kim Møller meget taknemmelig for hans kollosale arbejde, og jeg glæder mig til igen i år, at deltage i Mosbjerg Folkefesten – Tænk sig – bare at være omgivet af erklærede patrioter og fornuftsmennesker 🙂

Nå, men ellers har julen som altid været dedikeret til glæden, og her i mit lille hjem har en af de smukkeste facetter i glæden altid været musikken, og intet tidspunkt på året er bedre til musik end julen, der, når de smukke julesange er sunget, så lyder af den musik man så og sige er flasket op med. Mit barndomshjem var ikke materielt velstående, men til gengæld var det fyldt med musik. Når et stykke, min mor syntes jeg skulle høre, blev spillet i radioen, så bankede hun på husets kommunikationsanlæg, varmerørene, og så gik jeg ned for at lytte med. Det var her jeg fik min glæde for de store jødiske violinister blev grundlagt. Oistrakh, Haifetz og så videre op til nutidige Perlman, og at et stykke som Debussys månestråle passede perfekt ind i en lille romantisk drengesjæl, det vidste min mor. Clair de Lune .

Og det bringer mig så videre til barndommes og ungdommens mest hørte musik – jazzen. Nogle vil måske mene, at springet fra Debussy til jazz er stort, men det er det ikke. Jazzens væsentligste komponister var alle af russisk/jødisk herkomst, da de var børn af russere, der var flygtet fra jødeforfølgelserne – pogromerne i starten af 1900-tallet. De, der lytter til de store russiske komponister Tjajkovskij, Rimski, Borodin osv i en nærmest uendelig række genkender tonesproget i Gershwins, Berlins og Kerns arbejder og i Debussys, Ravels og andres. Den lyriske nærmest maleriske musik, der, når jeg hører den, maler de smukkeste billeder i mit gamle værkende hovede.

For et par år siden udgav en dansk musiker Lars Boye Jensen en fin lille bog om George Gershwin, hvor man får et levende billede af musiklivet i USA fra 30’verne og frem. “Den rytmiske romantiker” kalder han bogen, og den titel sidder lige i øjet. Alle kender vel Gershwins store værker Rapsody in Blue og En Amerikaner i Paris og hans mange musicals Lady be Good osv. Renlivet geni det hele. Hvor var det trist, at han døde så tidligt. Her kan vi glæde os over ham og broderen Ira, der ofte stod for teksten, fortolket af en anden af de store kunstnere fra dengang – Billie Holliday. Her lyder hun, den store kunst til trods, som den junkie hun og de andre var desværre var – klemt og snøvlende. Hun var helt klart bedst, da hun var ung eller lige lødsladt fra fængsel. Her er en af hendes “man” melodier, med genial tekst af Ira. The Man i Love .

Blandt de mange andre store komponister af jazzen og populærmusikken i min ungdom var Irvin Berlin. Han mindede meget om Gershwin omend knap så lysende blå – lidt mere eftertænksom. Lidt mere blues. Også han har en imponerende række kompositioner bag sig. I kender sikkert mange af dem. Umuligt at opremse her, men så har vi jo heldigvis Wiki i den amerikanske udgave. Læs – klik – lyt og bliv glad. Her er han med et af hans mange sangbare numre. Uden sang, men med en anden af mine ungdoms favoritter, østrigeren Fritz Kreisler, på klaver. Hold da kæft, hvor livet er en gave. Hvordan kan nogen da begå vold på det? Blue Skies .

Den sidste på mit amerikanske komponistbarometer er Jerome Kern. Ikke fordi han er ringere, han er helt på højde med de andre, men han er den mest blå – den mest tænkende – manden der kunne fumle med fire toner et år eller mere. Det kunne aldrig blive perfekt nok – umiddelbart underspillet, men ved nærmere lytning, altid helt perfekt. Aldrig nogensinde blev man træt af at høre det samme nummer – jeg gør i hvert fald ikke. Old Blue Eyes elskede ham, og har udgivet meget af hans musik. Mest kendt er Ol Man River fra Show Boat. Her er han med They didn’t believe me . med lige netop Frank Sinatra.

Hvis der nu er nogen, der synes at ovenstående ikke er jazz, så bare rolig. Der er meget meget mere, men her i de Lidegaardske jødehadstider, syntes jeg, at jeg lige ville sende en tak for julegaverne, jeg gennem et langt liv har fået af de store romantiske rytmikere.

10 april 2008

Klassisk Musik jager Muslimen væk.

Filed under: Blogs France/Espanol/Portugues/Italy, Demografi, Europa, Frankrig, Musik, Tonen — Tags: — Skjoldungen @ 00:00

The Brussels Journal: France Wants to Ban “Anti-Youth Repellent”

OboRoselyne Bachelot, the French Minister of Health, would like to ban outright the “anti-youth” device known in France as Beethoven, and in England as The Mosquito. The device, a CD that emits ultrasounds at 17,000 hertz over an area of 20 yards, is designed to disturb the hearing of the young, which is much keener than that of adults. Businesses and apartment buildings where gangs congregate and commit mayhem use the device to repel the youth, and it seems to work! At least in England where it has been in use since 2006, in front of certain stores, in buildings and parking lots.

But according to Bachelot, as quoted in Le Figaro:

I hope it will be totally forbidden whatever legal form that may take. […] This ban requires an inter-ministerial effort: we have been working together with other government officials ever since the issue became a public controversy. […] We have no study on what its effects are: the question of its harmlessness is therefore raised both for young people and pregnant women. Since this is a question of health, precaution must be exercised.

It is hard not to be amused by this. Nobody is allowed to speak negatively of the “youth”, arrests are infrequent and short, cops are restricted in what they can do to stop criminals, the media use doublespeak when describing criminals, and yet it is clear that the citizens are at their wits end and resorting to a type of “insect repellent” to get rid of the troublemakers. Life is unlivable in many neighborhoods, but no one is willing to stop the root causes of violent behavior.

French readers will enjoy Le Conservateur and his readers’ comments. He feels the device has no future in France since it is bound to be regarded as discriminatory against a particular group (i.e. criminals). He and his readers also suggest that just playing classical music loudly might do the trick, and speculate on how undesirables could be dispersed by the sounds of the great composers of Western civilization.

Det lader til at franskmændene har læst min lille artikel ovre på Gates of Vienna !

21 december 2007

Achmed, den døde terrorist, ønsker Glædelig Jul

Filed under: Islam — Tags: , , — Skjoldungen @ 23:25

Den bedste bugtaler jeg endnu har set.