Her er starten af artiklen:
“Det blev ikke det kanonvalg, Geert Wilders’ Frihedsparti var spået i Holland. Hans parti gik en tredjedel frem fra 15 til 20 mandater med ca. 13 pct. af stemmerne og er næststørste parti efter ministerpræsident Mark Ruttes liberale parti med 21 pct. af vælgerne bag sig. ”
Læs hele indlægget – det er værd at læse : her
Det er blevet efterår, ikke bare herhjemme. Som de fleste nok har bemærket, er det herostratisk omtalte arabiske forår, som fik mainstreammedier og idealistiske politikere til at glimte af håb og humanisme, afløst af blod i sandet og mørke midt på dagen. Analytikere har allerede beskrevet det, og det skal siges igen: Den arabiske civilisation er brudt sammen, det er game-over.
[…]
Vi ser, at det hele er noget lort på de kanter. Og vi ser noget andet og endnu værre – for os: At vi ikke evner at forvare os mod opløsningen af den arabiske civilisation. Deres ødelæggelse kan blive vores ødelæggelse. Vi importerer den nemlig.
Her tænker jeg ikke kun på de varme lande som arnested for radikalisme og jihad. Det er næsten for banalt, her er dagens episode. Næ, jeg tænker naturligvis også på den voksende strøm af flygtninge og asylansøgere, der vandrer mod Europa – og for de flestes vedkommende – kommer frem og opnår en eller anden ret til at være her – på de europæiske skatteyderes regning.
Artikel af Bruce Bawer
Da Martin Krasnik interviewede Lars Hedegaard i Deadline i søndags, brugte han den norsk-amerikanske forfatter Bruce Bawer som bevis på Lars Hedegaards stigende isolation. Bruce Bawer er, udtalte Krasnik
”en af de mest seriøse kritikere af islam”: ”Vi taler om ret respekterede mennesker på den islamkritiske højrefløj, der alle sammen siger, at du har gang i noget, der er løbet helt af sporet”.
Men Bruce Bawer kan slet ikke genkende sig selv i Krasniks beskrivelse: Læs hans kritik af Krasniks interview her.
Bawers konklusion:
Hvad Krasnik angår, så har han måske givet os alle sammen det endelige svar på det gamle spørgsmål: Præcis hvor dybt kan en journalist synke? […]
Det er den slags mediefolk, der prøver at ødelægge Lars – og ødelægge enhver, der forsøger at fortælle den usminkede sandhed om islam.
For nogle medlemmer af den fjerde statsmagt kan intet brud på presseetikken blive for groft, intet komediespil for usmageligt, ingen forvanskning for oprørende, ingen løgn for frastødende, når opgaven er at bagvaske og dæmonisere islamkritikere.
Se også Mikael Jalving: Martin Krasnik – en journalistisk flottenheimer
Det er Krasniks optræden, der er værd at kommentere.
Jo-da, hans teknik er upåklagelig, hvis man med teknik hentyder til en metode, der skal få gæsten på glatis uanset proportioner, journalistisk fairness og intellektuel hæderlighed: Ekstra Bladet i levende billeder – tilsat et par fremmedord.
Men enten kan Krasnik ikke læse, eller også var han bare så opsat på at få den gamle mand ned med nakken, så enhver husmor snart holder op med at fatte sympati for hans situation. Lars Hedegaard er jo ekstremist, ikke sandt? […]
Jeg er ikke komplet idiot. Derfor er jeg heller ikke er et sekund i tvivl om, at Martin Krasnik er dagens helt i DR. Når selveste Søren Krarup protesterer, må de have ramt rigtigt. De elsker jo dåselatter derude.
I det omfang dansk presse ikke er en farce er den lukket land for dissidenter. Hænder det endeligt en sjælden gang at man har nedværdiget sig til at invitere en sådan i studiet, vil vedkommende blive mødt af mindst dobbelt så mange politisk korrekte “eksperter”. Studieværten vil konstant afbryde og efterfølgende vil indslaget blive klippet til ukendelighed så delinkventen kommer til at fremstå som svagt begavet. Det er således ikke uden grund at en kommentator som Ralf Pittelkow har benævnt dansk presse som “Journalistisk Venstreparti”. Men vi skal fortsat tvinges til at betale ca. 6 milliarder kroner om året til dette parti – uagtet lytter/seer/læsertal. Vi har jo en borgerlig regering, ikke?
Nå, men vi har jo her i landet en gammel tradition for at stille ind på stationer i den frie verden: BOM, BOM, BOM, BOOOM – pejlevogne eller ej. Godt nok er krystalapparatet afløst af internettet, men ellers er alt uforandret. I det følgende klip kan vi se & høre en dansk dissident ved navn Mikael Jalving. Han er ifølge Wikipedia debattør, forfatter, foredragsholder og politisk kommentator. Hvis man klikker på pilen i nedenstående billede kan man undvige DanMarx Radio’s støjsendere og få ham tydeligt igennem fra Rusland:
En fremskrivning af situationen i 1992 viser, at hele 170.000 amerikanere ville være blevet dræbt af en morder, hvis udviklingen ikke var blevet vendt i mellemtiden. Før du tænker nå-ja-og-hvad-så, så husk lige på, at det tal er højere end antallet af døde amerikanere under Første Verdenskrig, Koreakrigen, i Vietnam og Irak – tilsammen.
Det er nok ikke noget, der vil blive talt højt om herhjemme.
“Skal man sige det kortfattet – og det er vel på sin plads på dette fremskredne tidspunkt efter disse mange citater, så er det manden, der har bukserne på, og kvinden, der er mandens seksuelle privilegium, længere er den egentlig ikke, hvilket for mange mænd den dag i dag må fremstå som en våd pornofilm come true og for de mest faste i troen, mændene, de mest stålsatte, som jihad på lagnet. Så kan de – og vi andre, naturligvis – lære det.”
Fra “Mig og Muhamed”
For den unge intellektuelle Mikael Jalving fremstod 90’erne og 00’erne som en gylden tid. Den Kolde Krig var lykkeligt overstået, verden var lys og fyldt med uanede muligheder. Hvad var der egentlig at bekymre sig om for en fremstormende akademiker?
Ikke så lidt, skulle det vise sig, efterhånden som mødet med islam og dens profet Muhammed bragte forfatteren på sporet af en ganske anden og dyster virkelighed. En virkelighed, som Jalving egentlig ikke havde lyst til at beskæftige sig med, men som det blev en borgerpligt at forholde sig til.
Når Muhammed tydeligvis havde et anliggende med Jalving, måtte Jalving også have et udestående med Muhammed.
Bogen beretter indtrængende og detaljeret om udfaldet af dette møde og om det komplet forandrede verdenssyn, det resulterede i.
Mikael Jalving (f. 1968) er ph.d. i historie, forfatter og kommentator ved Jyllands-Posten.
Hardback, 156 s. ISBN 978-87-92417-12-1. Forsalgspris 149,00 kr. (efter 31. marts 199,00 kr.) Udkommer 4. maj 2010.
SPAR 50 kr i perioden 11.-31. marts! Indbetal 149,00 kr. på konto 3574-10295947 i Danske Bank. Husk navn og adresse. Pris er inkl. forsendelse.
Af Mikael Jalving
Det er forbandet med de navne. De er svære at læse, udtale, endsige huske, men der er ingen vej uden om, hvis vi vil vide, hvem vi er oppe imod i tiden, der kommer. Vi er pinedød tvunget til at kende dem én for én og alle til hobe. For de er fjender. Fjender. Fjender. Hassan al-Banna, Sayyid Qutb, Yusuf al-Qaradawi, Hassan al-Turabi, Yussuf Nada, Hamza Yusuf, Ahmed Jaballah, Farid Abdelkrim, Hassan Iquioussen, Tariq Suweidan, Amr Khaled, Tariq Ramadan – for blot at nævne et dusin.
Det er fandens til navne. Men lær dem, gerne udenad og i søvne, ligesom du i sin tid lærte at sige og stave til Vladimir Lenin, Leo Trotskij, Joseph Goebbels, Giovanni Gentile, Benito Mussolini, Charles Maurras, Fidel Castro, Leonid Bresjnev – eller andre af det forrige århundredes intellektuelle og politiske galninge.
De er derude, men opererer – modsat hvad mange af kommunismens, nazismens og fascismens for længst afdøde ikoner gjorde – i det skjulte og ved hjælp af det, George Orwell kaldte for “double-speak”. Shiamuslimer har endda et ord for det: taqiyya, kunsten at lyve om sine motiver.
Hvad du ser og hører er Hitzb ut-Tahrir, og Villy Søvndal der hidser sig op, men hvad du ikke ser og ikke hører, er de dunkle og vidt forgrenede mekanismer bag tilsyneladende moderate grupper som f.eks. Islamisk Trossamfund, hvis reelle, undergravende hensigter med parallelsamfund og siden sharia, offentligheden fik et smugkig på takket være en modig fransk tv-dokumentar for et par år siden.
Det er om en bestemt gruppe af disse panarabiske, islamiske revolutionære, hvem de europæiske befolkninger af lutter barmhjertighed har været så letsindige at lukke indenfor, mens den politiske elite fejlagtigt troede, at demokratiet ville læge alle sår, at forfatter og journalist Helle Merete Brix i dag, tirsdag, udgiver en stærkt oplysende og skræmmende bog, som nok skal skabe furore.
“Mod mørket” hedder den, med undertitlen “Det Muslimske Broderskab i Europa” (Forlaget Lysias), og det er lutter mørkemænd, hun beskriver i sin personlige og journalistiske gennemgang, der retter et længe savnet, kritisk lys mod én – muligvis den værste – af de islamiske organisationer, der gennem de seneste 30 år og i kraft af saudiske milliardbeløb har skabt sig magtbastioner i Europa for at komme den vestlige levevis til livs – hvis de kan slippe af sted med det.
Og det kan de måske, måske ikke. Det afhænger først og fremmest af, hvorvidt Vesten formår at dæmme op for den politiske islamisering i tide. Hertil kræves i første omgang oplysning à la den, Helle Merete Brix her lægger frem, med vægt på franske forhold og det uformelle netværk mellem Det Muslimske Broderskab – grundlagt helt tilbage i 1928 samtidig med de andre totalitære samfundssystemer – og en lang række andre såkaldte “moderate organisationer”, såsom Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer, Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, Tablieg-bevægelsen samt direkte militante grupper som f.eks. Hamas i Mellemøsten.
En lignende analyse kunne laves på de danske, britiske, hollandske, tyske, spanske eller italienske forhold med fokus på det islamiske netværkssamfund.
Bogen flytter med andre ord fokus væk fra de spektakulære terrorhandlinger, som alle frygter, og hen på den rolle, som politisk islam spiller i dagens Europa, herunder i EU, blandt mainstreampolitikere, mainstreammedier, menneskerettighedsorganisationer, dialoggrupper og græsrødder. Denne islamisering fra neden er nemlig meget mere farlig på længere sigt, konkluderer flere af bogens talrige kilder, fordi den i ly af modeord som anti-racisme, kulturel identitet, rettigheder, minoriteter, multikultur, islamofobi, religiøse følelser, stolthed, værdighed – og forstærket af den demografiske udvikling – skridt for skridt svækker de vestlige friheds- og lighedsidealer og gøder jorden for en glidende accept af særlovgivning og specielle hensyn i forhold til den dobbelte politisk-religiøse dagsorden, som islam udgør.
“Mod mørket” er en sjælden øjenåbner, let fortalt, men med dystre perspektiver. Den er skrevet til vores børn, vi andre gamle røvhuller skal formentlig nok klare os, men rummer stof til eftertanke for alle, ikke mindst retskafne, borgerlige mennesker, som hidtil har ment, at det ikke var deres sag, om folk troede på det ene, det andet eller slet ingenting. Beskeden til dem er, at islam ikke blot er en religion, men en samfundsutopi med fatale konsekvenser for fred, frihed og velstand, og at man sagtens kan være liberalist og samtidig mene, at vores kultur er værd at forsvare. I modsat fald kan man ligeså godt bo på månen.
Køb bogen her. Ved at købe den støtter du udgivelsen af endnu flere islamkritiske bøger.
Hodja
husmanden
Jernhesten
nicolaisennels
trumfes
Hodjanernes Blog 