Hodjanernes Blog

2 oktober 2013

Daniel Pipes skriver: Adskillige fordele for arabere ved at blive i Mellemøsten

Pipes skriver om syriske flygtninge – hvorfor skal de absolut til Vesten?

More importantly, Muslims of Arabia share deep religious ties with their Syrian brothers and sisters, so settling there avoids the strains of life in the West. Consider some of the “forbidden elements” that Muslim refugees avoid by living in Arabia:

Pet dogs (61 million of them in the United States alone).

A pork-infused cuisine and an alcohol-soaked social life.

State-sponsored lotteries and Las Vegas-style gambling emporia.

Immodestly dressed women, ballet, swimsuit beauty contests, single women living alone, mixed swimming, dating and lawful prostitution.

Lesbian bars, homosexual-pride parades and same-sex marriage.

A lax attitude toward hallucinogens, with some drugs legal in certain jurisdictions.

Blasphemous novels, anti-Koran politicians, organizations of apostate Muslims, and a pastor who repeatedly and publicly burns Korans.

Instead, Muslims living in Arabia can rejoice in a law code that, unlike Ireland, permits polygamy and, unlike Britain, allows child marriages. Unlike France, Arabia allows the advocacy of wife-beating and goes easy on female genital mutilation. Unlike in the United States, slaveholding does not entail imprisonment, and male relatives can carry out so-called “honor” killings of their womenfolk without fear of the death penalty.The example of Syrians and Arabia suggests a far broader point: Regardless of affluence, refugees should be allowed and encouraged to remain within their own cultural zone, where they most readily fit in, can best stay true to their traditions, least disrupt the host society, and from whence they might most easily return home. Thus, East Asians should generally resettle in East Asia, Middle Easterners in the Middle East, Africans in Africa and Westerners in the West.Mere på Washington Times

1 oktober 2012

Absolut usikker – Absolutely Uncertain

A new, 18-minute mini-documentary follows the journey of Irina, a 23-year-old liberal, Jewish New Yorker who voted for Obama in 2008.

Yet as her connection to Israel has grown, and she has learned more about the President’s policies across the Middle East and towards Israel in particular, Irina has come to realize that “when the chips are down,” the President may not “have Israel’s back” as he says.

22 august 2012

Ha ha ha ha Zenia Stampe modsiges i DanMarx Radios Deadline i aften af 2 indvandrere

På Deadline i aften sidder der 2 indvandrere og diskuterer angrebet på Skadestuen i Odense.

Begge indvandrere er helt enige: Det er en kulturel adfærd, der stammer fra Mellemøsten. Den ene er Mehmet Necef.

Men det er sikkert for meget at forlange, at DDR konfronterer Stampisten med dette.

23 juni 2012

Mellemøsten er Verdens værste hvad angår trafficking

Bortset fra et land – forstås.

Læs forklaringen på Elder of Ziyon.

1 juni 2012

Mellemøstens betydning for Verdens energiforsyning vil mindskes

The continuing discovery of unconventional oil and gas, particularly in North America, are reshaping the economies and politics of the global energy industry.

The United States alone now has enough gas to last 100 years.

Major new strikes in East Africa and the potential for hefty production increases in China, now a key energy importer, have taken the shine off Iraq’s potential.

“The geopolitical centrality of the Middle East will wane,” the Financial Times observed.

“That is because the power and the relevance of its oil producers have peaked and are heading down,” wrote Roger Altman, former U.S. deputy secretary of the Treasury.

30 juli 2011

Hvad skete der i virkeligheden i Mellemøsten

3 juni 2011

Klavans En-stats-løsning

3 januar 2011

Noget for en af Hodjanernes læsere?

Korrespondent i Mellemøsten til DR

Mellemøsten har i mange år været et fokusområde for DRs udlandsdækning.

Har du mod på at være med til at sætte dagsordenen for danskernes viden om Mellemøsten? Vi søger en person med integritet, viden, substans, udstråling og mod til at dække verdens mest konfliktfyldte område – en person, som kan overtage jobbet efter sommeren 2011.

Resten af stillingsannoncen her.

Tip: J.D.

28 december 2010

Socialt bedrageri der tilsyneladende overrasker

Social bedragere lænser statskassen i stor stil.

Det afslører nye tal, Ekstra Bladet har fået af Pensionsstyrelsen.

Styrelsen har i 2010 kørt en forsøgsordning med lufthavnskontroller for at fange sociale bedragere, og i 12 kontroller har man fået 425 bedragere i nettet.  Størst gevinst har der været på fly fra Mellemøsten, hvor helt op til hver fjerde passager, der typisk selv har mellemøstlig baggrund, er røget i fælden.

Tip: J.D.

27 november 2010

Højst mærkværdigt sammentræf

Listen over Frankrigs mest eftersøgte forbrydere består for 92%’s vedkommende af unge mænd med mellemøstlige navne.

Hmmmmmmmmmmm – kan det nu være rigtigt?

6 november 2010

Demokrati i Mellemøsten – en balanceakt

Tip: G.G.

4 november 2010

Enden for kristendommen i Mellemøsten

The roots of Christian decline in the Middle East actually date back centuries.

In Iran, intolerance toward all non-Muslim minorities took a sharply negative turn from the 16th century onward with the forced Shiification of Iran by the Safavid dynasty. The early 20th century saw pogroms against Armenian, Assyrian, and Greek Christians in the Ottoman Empire and northwestern Iran. Under the Pahlavi shahs, Assyrians, Armenians, Jews, Zoroastrians, and Baha’is regained some of their rights and came to represent the modernizing elements of 20th century society. But the Islamic Revolution of 1979 undercut all those advances. Prejudice and oppression now occurs with impunity.

The numbers speak for themselves: The population of non-Muslims in Iran has dropped by two-thirds or more since 1979. From Iran, these groups flee to Turkey and India — often at risk to life and limb through the violence-ridden border regions of Iraq and Pakistan. The number of Assyrian Christians in Iran has dwindled from about 100,000 in the mid-1970s to approximately 15,000 today, even as the overall population of the country has swelled from 38 million to 72 million people over the same period. In Iraq, Christians are fleeing in droves. U.N. statistics indicate that 15 percent of all Iraqi refugees in Syria are of Christian background, although they represented only 3 percent of the population when U.S. troops entered in 2003. The U.N. High Commissioner for Refugees estimates that between 300,000 to 400,000 Christians have been forced out of Iraq since 2003. And Christians have left because the message from Sunni militants and Shiite ayatollahs is crystal clear: You have no future here.

Se billederne fra den seneste muslimske massakre på kristne i Irak.

The slaughter of dozens of Iraqi Christians held hostage in a Baghdad church seized by Islamist insurgents will accelerate the exodus of a Christian community that is one of the most ancient in the world.
While Muslim groups like CAIR have their panties in a wad over “bacon letters” sent to a mosque…

With the attack on an Iraqi church and the mailbombs addressed to an American synagogue, while the media worry about Islamophobia—Christians and Jews once again find themselves in the Muslim line of fire.



Islamophobia, Jews forced to leave Europe because of Muslim Anti-Semitism

Christians and Jews Once Again in the Muslim Line of Fire

 By Daniel Greenfield  Tuesday, November 2, 2010imageWith the attack on an Iraqi church and the mailbombs addressed to an American synagogue, while the media worry about Islamophobia—Christians and Jews once again find themselves in the Muslim line of fire.

Just last week we were witness to the spectacle of a black NPR liberal being dragged through the muck, accused of being insane or racist, for even conceding that he was worried by Muslim terrorism. The indictment of Islamophobia is that it is somehow an irrational or unreasoning fear. But if a group is actively trying to kill you, then how can fear of it possibly be unreasonable?

// //

Acrophobia is unreasonable when walking across a sturdy bridge,  but it is entirely reasonable to be afraid of heights when someone is trying to push you off the bridge. Aquaphobia is unreasonable on land, but when you’re drowning, fear of the water is inevitable. So too with all phobias. They are only unreasonable to the extent which they are not an active and present danger.

Liberals are operating in a world in which there is no active and present danger from Islam. But that’s something they need to pass on to the survivors of the Church massacre, the teenage girls executed in Somalia, to Farooq Ahmed who wanted to bomb Washington D.C. subway stations, to the Frenchmen kidnapped in Niger or any of the victims of the other incidents involving the Religion of Peace that didn’t occur nine years ago, but this week and this month.

The New York Times has published a piece by Robert Wright claiming that Islamophobia and Homophobia have a lot in common. The most obvious thing they have in common, is that Muslims don’t like gay people either. Or women. Or Jews, Christians, Buddhists, Zoroastrians, Hindus, atheists… and well let’s face it, pretty much everyone else. Muslims are still killing each other over religion, at a time when members of other religions settle their differences with sternly worded editorials.

The recent synod to address the decline of Christianity in the Middle East took place in a strange vacuum, like a conference to discuss the reason why there’s no more space in the living room and the couch has been crushed—without ever mentioning the elephant in the room. The elephant in the Middle East is Islam. But no one dares mention it. Or draw cartoons of it. Instead the synod concluded that the blame rested somewhere between Israel and economics. Not the people who are machine gunning churches.

The reason for their silence was all too plain. Islamophobia.

And by that I don’t mean that they wanted to torch a Koran or profile terrorists in airports—but that they are actually afraid of Islam. Being afraid of Islam is a normal state for people living in Muslim countries. Or even in countries with large numbers of Muslims in them. Much like Plantationphobia among American slaves or Inquisitionphobia among Spanish Jews—Islamophobia is the natural product of being an oppressed minority living among people who follow religious texts that command them to persecute and kill non-Muslims.

Let’s apply a simple test. Western Muslims constantly complain about Islamophobia (which is rather like rapists complaining about Rapeophobia) but how many of them have actually picked up and left?

I can’t count the number of European Jews that I have met, who were forced to leave Europe because of Muslim Anti-Semitism. I have yet to encounter anything similar on the Muslim side. The largest communities of Mizrahi Jews (from Muslim countries) are in Israel and Los Angeles. Not in the Muslim world. Jews from Muslim countries today exist primarily as refugees of an unacknowledged Nakba, who have gotten on with their lives, instead of endlessly dangling housekeys in front of the camera.

The Jews have vanished from most of the Middle East, for the same reason that the Christians are vanishing. Because of the elephant in the room that no one will talk about. An elephant with a Koran and a gun. You can’t write about him. You can’t draw cartoons of him. And you certainly can’t single him out at the airport for any special attention. You had just better hope that the plane he decides to bomb isn’t the plane that you’re on.

The truth of Islamophobia is as obvious as the difference between the Middle Eastern Jewish and Christian immigrants to America, and their Muslim counterparts. Jews and Christians from the Middle East came to America as refugees. Muslims came here, not as refugees, but because there was more economic opportunity here than in their own overpopulated countries. That is the difference between the Mizrahi, the Maronite, the Copt… and the Muslim.

And that is the ugly truth at the heart of it all. Muslims are not victims. They are victimizers. They have reduced every minority in the Middle East to second-class status, and then when those minorities try to demand some semblance of human rights, they’re machine gunned, set on fire, bombed and shelled to within an inch of their lives. And then the victimizers laughingly dispatch flotillas to the aid of their own fanatical terrorist gangs.

Islamophobia? What Islamophobia. The last remaining Jewish and Christian communities look carefully to their Mukhbarat (secret police) minders and denounce America and Israel. Then they go back to the few remaining houses of worship that they have, and hope that no one will kill them this week. They do their best to send their children out of the country. To Europe, to America, to Israel. Anywhere but a Muslim country. Not because there’s anything wrong with Muslims. Allah forfend. No, it’s because, like the Soviet anecdote about the man who punched a hole in an American diplomat’s tire and tried to breathe in the escaping gas, they want to breathe the air of freedom.

Having made a proper hell of the countries they seized and occupied, Muslims are promptly moving to make a hell of the rest of the world too. Jews are once again fleeing Europe, not because of the brownshirts this time, but because of the brownrobes. Not the Mein Kampf and the Swastika, but the Koran and the Crescent and the Star. Out of, dare we say it, “Islamophobia”. The irrational fear of being murdered by people whose religion tells them that there’s a golden ticket to Mohammed Wonka’s virgins and rivers of wine paradise… for anyone who dies killing the infidels.

But of course we’re determined to pretend that none of this is happening. And anyone who says otherwise must be crazy. If you doubt that, just look at the thriving communities of Christians, Jews and Zoroastrians in the Muslim world. Look at how well Muslims are co-existing around the world, in Thailand, the Philippines, China, France, Holland, Israel, America, Kenya and Australia. And just look at the brotherly love between Sunni and Shiite Muslims, who can hardly take a breather from hugging each other with suicide belts wrapped around their waists. It’s such a touching spectacle of fratricidal tolerance that only a lunatic would assume that there’s anything in Islam to be worried about.

Islamophobia? Absurd. Just stop by the World Trade Center and ask the happy employees in either of the two towers about that. They’ll tell you the same. There’s nothing to be worried about. Nothing at all.

11 august 2010

Wafa Sultan: Vi må de-islamisere Mellemøsten

Fra Kitman TV

21 maj 2010

40% af medfødte og genetiske sygdomme i Pakistan relateret til fætter-kusine-ægteskaber

It is estimated that about 10 percent of congenital and genetic disorders worldwide are associated with customary consanguineous marriage; in most of the Middle East, the proportion is 30 percent, and in Pakistan, it is 40 percent.


Deafness (or hearing impairment) is the loss of ability to hear normally, whether permanent loss or fluctuating. Deafness is clinically and genetically heterogeneous and can be caused by environmental as well as genetic factors. It is estimated that the prevalence of profound bilateral hearing loss is 1.6 per 1000 in Pakistan and 70% of hearing loss arises in consanguineous-families.

Genetic deafness in Pakistani population; Ghazanfar Ali Pakistan Medical Research Council, Central Research Centre, National Institute of Health, Islamabad.

Tip: Universalgeni.

10 april 2010

Skyd skylden på jøderne!

David Aaronovitch’s stunning 4-part documentary “Blaming the Jews” gives us a inside peek at the mindset of the Muslim world in the Middle East.

Via Bare Naked Islam

19 marts 2010

Hvad skete der i virkeligheden i Mellemøsten?

Mere på Terrorism Awareness Project.

Tip: P.H.

24 november 2009

“De behandlede mig som et dyr!”

Mere end 100.000 indonesiske kvinder købes årligt af rige arabere som hushjælp – så snart de er i Mellemøsten bliver de brugt som sex-slaver.

Fra Bare Naked Islam

22 maj 2009

Konflikten i Mellemøsten blokerer for Middelhavs-Union

According to French Foreign Minister Bernard Kouchner, the Mediterranean Union, the ambitious project set up by the rotating presidency of the EU in Paris a year ago, has been “blocked” due to the Israel-Palestine conflict.

Kouchner was speaking to the National Assembly. “I am sorry to announce the blocking of the Mediterranean Union,” said Kouchner, “but until the situation in the Middle East is clarified, it will be difficult to continue”, he pointed out, alluding to the paralysis in the peace process caused by the conflict in Gaza.

Amongst other things, Kouchner mentioned the Mediterranean Union conference on the environment, scheduled to take place in Monaco but which has been put back to an as yet unconfirmed date. “It is not encouraging,” said the minister. “Until there is decisive progress in the peace process in Gaza as in the whole of the Middle East, there will be no ministerial meetings,” concluded Kouchner.


12 september 2008

HetZZbollah: Ingen fred i Mellemøsten så længe Israel eksisterer

Hezbollah Secretary General Hassan Nasrallah said in a recent interview that as long as Israel exists, there will be no peace in the Middle East.

“The region will not see the light of peace or any stability because of Israel’s aggressiveness and militant nature,” Nasrallah said.

Mere på Haaretz

Som om vi skulle tro på, at Israel ville få fred med banditterne, hvis israelerne ikke forsvarer sig.

24 juni 2006

Einsatz-kommando i Mellemøsten

To tyske historikere Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers fra Universität Stuttgart vil til efteråret dokumentere, at Nazityskland sammen med nogle arabiske ledere planlagde intet mindre end et folkemord på den knap halve million jøder i det daværende Palæstina.

mallmann.jpgJødehadet og antisemitismen er i dag bærende ideologi hos den folkevalgte palæstinensiske Hamas-regering, hvis charter direkte bygger på en af nazismens vigtigste bibler. Og den islamistiske, iranske præsident Ahmadinejad kan næsten ikke betræde en talerstol uden at benægte, at det nazistiske Holocaust på seks millioner jøder fandt sted.

De tyske forskere har for nylig løftet en del af sløret for deres arkivstudier i artiklen »Beseitigung der jüdisch-nationalen Heimstätte in Palästina«. Das Einsatzkommando bei der Panzerarmee Afrika 1942, der udkom i historieantologien Deutsche, Juden, Völkermord.

Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers har fundet arkivmateriale, der i detaljer opruller en hidtil overset historie med store perspektiver: den 1. juli 1942 mødtes SS-leder Heinrich Himmler med Adolf Hitler i førerhovedkvarteret Ulveskansen i Østpreussen. Her godkendte Hitler, at SS sendte en Einsatzkommando – en af de berygtede dødspatruljer – til Mellemøsten.

Historikerne fastslår, at gruppen ville blive udvidet med flere mand, især arabiske kollaboratører, inden missionen skulle iværksættes. Rekruttering af lokale kollaboratører var nemlig fremgangsmåden, når SS’ dødspatruljer i Østeuropa og Sovjetunionen organiserede massemord på civilbefolkningen.

Et af gruppens medlemmer var Obersturmführer Hans-Joachim Weise, der havde opdyrket en nær kontakt med en række arabiske ledere, heriblandt den antisemitiske stormufti af Jerusalem, Amin el-Husseini. Weise havde blandt andet ledsaget el-Husseini på rejser rundt i Tyskland og til kz-lejre i Østeuropa. Muftien var eftersøgt af briterne og opholdt sig i eksil i Berlin, hvor han var en stærk fortaler for, at tyskerne skulle smide briterne ud af Palæstina og etnisk udrense den halve million jøder i området.

Muftien var derfor med til at oprette Deutsch-Arabische Lehrabteilung, der bestod af bevæbnede arabiske frivillige, der skulle hjælpe tyskerne i Mellemøsten. Den enhed blev i sommeren 1942 – på linje med Walther Rauffs Einsatzkommando – sendt til Grækenland for at afvente en sejrsmelding fra Rommel. Imidlertid led Rommels korps nederlag til Montgomerys britiske styrker ved El Alamein i efteråret 1942. SS-kommandoen forlod derefter Athen med uforrettet sag. Holocaust på jøderne i Palæstina var udskudt på ubestemt tid.

Amin el-Husseinis person er ifølge Mallmann og Cüppers »eksemplarisk« til at forstå, »hvilken afgørende rolle jødehadet indtog i det fælles tysk-arabiske projekt.« Han stod i spidsen for arabernes nationale kamp imod jødisk indvandring til Palæstina. Den var blevet øget, efter at Den Zionistiske Verdensorganisation i 1897 opfordrede verdens jøder til at udvandre til Palæstina og oprette en jødisk stat. Indvandringen havde taget yderligere fart, efter at den britiske udenrigsminister Lord Balfour i 1917 – uden nærmere analyse af konsekvenserne – lovede jøderne et sådant hjemland midt i den arabisk-muslimske verden.

Stormuftien var en palæstinensisk nationalist, der udviklede sig i stadig mere antisemitisk retning. I 1920rne deltog han i flere pogromer i Palæstina, der kostede hundredvis af jøder livet. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 sendte muftien et lykønskningstelegram til Hitler, hvor deres fælles kamp mod jødisk indflydelse blev betonet. Hitler ignorerede dog henvendelsen.

I 1937 tog muftien igen kontakt til Nazityskland, idet han bad om støtte til at bekæmpe de britiske kolonistyrker i Palæstina, og nu var nazisterne interesseret i et samarbejde. Ifølge vidneudsagn fra Nürnberg-processen (1945-46) mødte muftien efterfølgende kontorchefen i SS’ Juden-Referat, Adolf Eichmann, på dennes rejse til Palæstina i efteråret 1937. Muftien fremførte indtrængende over for Eichmann, at de tyske overvejelser om at deportere alle tyske jøder til Palæstina var en dårlig idé. Eichmann foretrak angiveligt herefter at deportere jøderne til Madagaskar – før man i 1941 reelt vedtog »den endelige løsning«.

Muftien blev eftersøgt af briterne på grund af hans kamp mod briterne. Han flygtede til Bagdad, hvor han i foråret 1941 deltog i et kupforsøg mod det britiske kolonistyre i Irak. Kuppet så for en tid ud til at lykkes og blev støttet med penge og militær af tyskerne. Undervejs iværksatte oprørerne en pogrom, der kostede 110 irakiske jøder livet. Jøder var altså også skydeskive der, hvor de havde boet fredeligt i adskillige århundreder. I juni 1941 genvandt briterne kontrollen med Irak, og både den pro-tyske irakiske politiker Ali al-Gailani og Amin el-Husseini flygtede nu til Tyskland, hvor de blev modtaget med åbne arme. Muftien blev her udnævnt til »fører for den arabiske verden« i forbindelse med indvielsen af Islamisches Zentralinstitut i Berlin.

husseini-hilter-berlin.jpgDen 28. november 1941 blev den landflygtige mufti af Jerusalem modtaget af Adolf Hitler, der udtrykte, at »det jødiske hjemland i Palæstina« vil blive »intet andet end et statsligt midtpunkt for de jødiske interessers destruktive indflydelse.« Hitler fastslog, at det tyske mål i Mellemøsten var »tilintetgørelsen af jødedommen, der lever under britisk beskyttelse i den arabiske verden.« Muftien forsikrede, at de arabiske interesser var fuldstændig parallelle.

Efter at tilintetgørelsen af jødedommen i Palæstina led skibbrud stod muftien i spidsen for rekruttering af tusinder af albanske og bosniske muslimer til SS-kommandoerne Handschar og Skanderberg. Disse enheder deltog i likvideringen af Balkans jøder. Himmler oprettede til gengæld et »Mullah Militært Akademi« i Dresden.

I slutningen af 1943, hvor krigslykken for alvor gik De Allieredes vej, holdt muftien en radiotale, der blev sendt til Mellemøsten. Her fik lytterne jødehad for fuld udblæsning: »Den overvældende egoisme, der findes i jødernes natur – deres uværdige tro på, at de er Guds udvalgte folk og deres påstand om, at alt blev skabt for dem, samt at andre folk er dyr – gør det umuligt at stole på dem. De kan ikke blande sig med andre nationer, men kan kun leve som parasitter blandt nationerne, suge deres blod ud, fratage dem deres ejendom og korrumpere deres moral.« Samme år lovpriste han i en tale tyskerne, fordi de »ved, hvordan man slipper af med jøderne. Det knytter os tæt til tyskerne og placerer os i deres lejr.« I 1944 lød hans opfordring endvidere i radioen: »Dræb jøderne, hvor end du finder dem!«

Der er ifølge Mallmann og Cüppers ingen tvivl om, at SS’ mordkommando under Rauff ville have lokal opbakning blandt mange arabere i Mellemøsten. Store dele af den arabiske verden satte i forvejen deres lid til, at tyskerne skulle befri dem fra britisk eller fransk kolonistyre. Det fik ydermere den konkrete effekt, at mange arabere ikke længere ville gøre tjeneste hos de britiske styrker. Frem til 1943 deserterede 8.000 arabiske soldater, heraf 7.000 alene i Palæstina.

Walter Doehle, den tyske generalkonsul i Jerusalem, kunne i marts 1937 berette, at »de palæstinensiske arabere inden for alle samfundslag viser stor sympati for det nye Tyskland og dets fører.« Derfor bliver Heil Hitler-hilsenen, ifølge Doehle, som regel også modtaget med arabisk begejstring.

mk1975.jpgMallmann og Cüppers’ vurdering af, at nazisterne nød stor opbakning i den arabiske verden, har tidligere været dokumenteret. I 1934 blev Hitlers Mein Kampf oversat fra tysk til arabisk. Udbredelsen af skriftet sker derefter hurtigt i den arabiske verden, bl.a. med tysk støtte. Den arabiske udgave var dog – med forfatterens velsignelse – tilpasset arabiske forhold, så de ikke alt for tydeligt indeholdt synspunktet om, at araberne var en mindreværdig race.

Det var måske en af grundene til, at Hitlers tilsynekomst ofte blev hilst med langvarigt bifald i arabiske biografer. SS’ efterretningstjeneste berettede i 1942 om »arabernes usædvanlig tyskvenlige stemning, der kan føres tilbage til håbet om, at ’måtte Hitler komme’ og fordrive jøderne.«

I flere lande blev der oprettet partier, der var inspireret af fascismen i Europa. Lederen af Syriens Sociale Nationalistparti, Anton Sa’ada, havde Hitler som forbillede og blev kaldt »fører«. Han fik også sat et hagekors på partibanneret. I Egypten tog partiet Det Unge Egypten, hvor de kommende præsidenter Nasser og Sadat tjente deres sporer, sloganet »Et folk, et parti, en leder«. I Egypten dannede Hassan Al Banna i 1928 Det islamistiske Muslimske Broderskab, der i 1941 tog kontakt til tyske agenter og planlagde et oprør mod briterne. De var fælles med tyskerne om at hade jøder, demokrati og vestlig civilisation.

Den tyske mellemøstforsker Matthias Küntzel konkluderer i bogen »Djihad und Judenhass – Über den neuen antisemitischen Krieg« (2002), at »nazisternes indflydelse på mellemøstkonfliktens tidlige historie har været både betydningsfuld og succesfuld. NSDAP har utvivlsomt spillet en fremtrædende rolle for formuleringen af den antisemitiske antizionisme.«

Det tyske nederlag i Anden Verdenskrig fik ifølge Mathias Küntzel den konsekvens, at det antisemitiske centrum flyttede fra Tyskland til den arabiske verden. Det var der flere vidnesbyrd om:

I november 1945, seks måneder efter Hitlerstyrets sammenbrud, iværksattes i Cairo de største antijødiske pogromer i Egyptens historie. Drivkraften var Det Muslimske Broderskab. De sørgede også for – sammen med den franske efterretningstjeneste – at Jerusalems tidligere mufti al-Husseini kunne flygte til Egypten og slippe for en krigsforbrydersag ved Nürnbergprocessen.

Også mange tyske nazister flygtede til de arabiske lande. De fik især husly i Egypten og Syrien, hvor de arbejdede som politiske og militære rådgivere. SS-generalen Alois Brunner – der var personligt ansvarlig for deportationen af over 120.000 jøder til dødslejrene – blev eksempelvis rådgiver for det syriske Baathparti-regime. Brunner er muligvis stadig i live og bosiddende i Syrien – som den sidste overlevende af de hovedansvarlige for Holocaust.

I 1953 blev den berømte nazistiske kommandosoldat og krigsforbryder Otto Skorzeny, der var Sturmbannführer i SS, hentet til Egypten af præsident Nasser. Skorzeny opbyggede her en stab af tidligere SS-officerer, der skulle træne den egyptiske hær. Hertil hørte for eksempel general Oskar Dirlewanger, der under krigen blev kendt som »Slagteren fra Warszawa«. Skorzeny, trænede ikke bare hæren, men også arabiske frivillige i kommandotaktik. Mange unge palæstinensere modtog militær træning, blandt andet Yassir Arafat, der opbyggede et venskab med Skorzeny.

I 1950erne og 60erne hentede Egyptens Nasser også mange videnskabsfolk, der havde tjent Nazityskland. Blandt dem var en gruppe raketingeniører under ledelse af Dr. Wolfgang Pilz, der under krigen havde arbejdet i Wernher von Brauns forskergruppe i Peenemünde, hvor de udviklede de epokegørende raketter V1 og V2. I 1960 ankom Pilz’ gruppe så til Cairo for at hjælpe det egyptiske regime med at bygge raketsystemer, der kunne ramme den nyetablerede jødiske stat. I Israel vakte det stor harme, og man gennemførte en række attentater på tyske videnskabsfolk i Egypten. Pilz-gruppen vendte derpå tilbage til Vesttyskland i 1965.

Den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, rekrutterede også gamle tyske nazister. Eksempelvis Erich Altern, der var leder af Gestapos afdeling for jødespørgsmål, samt Willy Berner, der var SS-officer i udryddelseslejren Mauthausen. I PLO fik den tidligere mufti af Jerusalem, antisemitten al-Husseini, i øvrigt en status som en palæstinensisk helteskikkelse. PLO-leder Yassir Arafat udtalte således i 1985, at det var en ære at følge i al-Husseinis fodspor.
mk1995.jpgDen tidligere SS-officer Johannes von Leers flygtede også til Egypten. Han fik i 1950erne ansættelse i det egyptiske informationsministerium, hvor han fik en vigtig rolle i udbredelsen af antisemitisk litteratur i den arabiske verden. Under von Leers virketid blev Mein Kampf genoversat til arabisk og spredtes til hele Mellemøsten. Leers fik ikke uden grund tilnavnet »Egyptens Goebbels«. I den seneste version af skriftet skrives det i forordet, at »Hitlers ideologi og hans teorier om nationalisme, diktatur og race stadig marcherer takket være vor hellige arabiske verden.«

Udover Mein Kampf har sammensværgelsesskriftet Zions Vises Protokoller spillet en særdeles vigtig rolle for udbredelsen af antisemitismen i den arabiske verden. Protokollerne, der har russisk oprindelse, blev første gang oversat til arabisk i 1926. Værket fik enorm udbredelse i Nazityskland, der medvirkede til at udbrede skriftet til hele verden, herunder den arabiske. Den mest udbredte udgave er oversættelsen, som blev foretaget i Cairo i 1951. Den har fået mange genoptryk, er blevet en bestseller i mange arabiske lande og er blevet obligatorisk pensum på flere universiteter.

Mellemøstkenderen Bernard Lewis skriver i The Jews of Islam (1984), hvordan præsident Nasser i et interview med en indisk avis i 1958 anbefalede Zions Vises Protokoller som en »meget vigtig bog« til at forstå jødernes planer. Den »beviser klart, at 300 zionister, hvoraf hver eneste kender alle de øvrige, bestemmer det europæiske kontinents skæbne og vælger sine efterfølgere i kredsen omkring dem.« I 1964 sagde Nasser endvidere i et interview i en nynazistisk avis, Deutsche National-Zeitung und Soldaten-Zeitung, at Holocaust var en myte. Desuden beklagede Nasser nazisternes nederlag i krigen.

Også i skolebøger trængte det antisemitiske budskab ind. En UNESCO-kommission kritiserede i 1969 en række arabiske skolebøger på grund af nedværdigende omtale af jøder. Siden er det ofte blevet afsløret, at antisemitiske tankegange stadig præger undervisningsmaterialet i den arabiske verden. Det gælder blandt andeti det Palæstinensiske Selvstyres skolebøger, som EU har været med til at finansiere.

Antisemitismen kommer i dag radikalt til udtryk i det palæstinensiske regeringsparti Hamas’ charter fra 1988. Hamas opfatter sig som en palæstinensisk gren af Det Muslimske Broderskab og gør jøderne ansvarlige for blandt andet den franske revolution og for begge verdenskrige, og hævder, at jøderne har grundlagt FN »for at kunne beherske verden.« Som dokumentation henviser Hamas i sit charter direkte til en af nazismens vigtigste bibler, Zions Vises Protokoller. Der er dog også fremtrædende arabiske intellektuelle, der tager afstand fra brugen af skriftet som sandhedsvidne. Blandt andet lød der kraftige protester, da egyptisk tv i 2002 viste serien »En rytter uden hest«, der byggede på protokollernes historieopfattelse. Det førte til nogle ændringer af tv-serien.

I dag ses den arabiske eller mellemøstlige antisemitisme også tydeligt hos det fascistiske, islamiske styre i Iran, hvor præsident Mahmoud Ahmadinejad konsekvent benægter, at det nazistiske Holocaust på seks millioner jøder fandt sted. Den iranske præsident knytter således an til en lang nazistisk-mellemøstlig forbindelse, som i sin tid også var tæt på at medføre et Holocaust dér, hvor jødernes hjemland ligger i dag.

Fra Document.no

Older Posts »