Hodjanernes Blog

20 januar 2011

Den onde cirkel stoppede… og startede så igen

Det forholder sig åbenbart med integrationsprojekter som med slankekure: For det meste har de ingen effekt, i bedste fald virker de for en kort bemærkning og i værste fald ender de med at gøre ondt værre…

Lad os se på tilfældet Samer Zaazou. Vi begynder i året 2003, hvor Samer får sit store gennembrud som rollemodel – et levende bevis på effektiviteten af datidens integrationsdille:

Politiken.dk – Kriminelle nydanskere får job i Helsingør:

Samer Zaazou er en af succeshistorierne i Projekt Etnisk Indslusning – et samarbejde mellem bl.a. Helsingør Turist og Erhvervsforening, Kriminalforsorgen, nærpolitiet, det lokale erhvervsliv, LO og Helsingør Kommune.”

KENNZEICHEN DKNr. 65, november 2003, s. 12.


I Per Straarup Søndergaards bog (udgivet på Kroghs forlag, 2003)
Viljen & Vejen – Integration på det danske arbejdsmarked, er Zaazou blandt de ni udvalgte rollemodeller, der interviewes.
Men først et par citater fra Per S. Søndergaards Forord:

“Der er mange årsager til, at arbejde er vigtigt for integrationen. […]
Sidst – men ikke mindst – så mødes man med andre mennesker på arbejdspladsen. Kanterne bliver slebet af de firkantede holdninger, og fordomme bliver afkræftet. Det er ikke længere bare etniske mindretal på den ene side og danskere på den anden.”

samt Resumé:

“Samer er palæstinenser. Han er 23 år og bor i Helsingør. Han har boet i Danmark det meste af sit liv. Men da han var helt lille, boede han i en flygtningelejr i Libanon. Han har nogle ubehagelige minder fra derfra. Engang løb han ad en gade sammen med en masse mennesker. Der blev skudt med geværer. Folk faldt omkring ham.

De første år i Danmark blev Samer mobbet. Det gjorde de andre indvandrere og flygtninge også. Da de blev ældre, fandt de ud af, at hvis de stod sammen, var de stærke. De unge indvandrere og flygtninge begyndte at gå i grupper. De lavede kriminalitet. De udøvede vold og stjal.
Samer følte, at han fik respekt. Folk behandlede ham pænt. De ville gerne være venner med ham. Men i virkeligheden var de bange for ham og hans venner.
Samer kunne godt lide at få magt. Men da han blev så gammel, at han skulle have et job, gav det problemer. Der var ingen, der ville ansætte ham. “Det er ikke godt, hvis folk tror, at alle unge indvandrere og flygtninge er farlige,” siger Samer.”

Herefter kommer citater fra interviewet med Samer, startende med  afsnittet Den onde cirkel er stoppet:

“”Hvad laver jeg om ti år?” Samer Zaazou griner lidt og kigger over på sin kæreste Michelle, der sidder ved siden af ham i sofaen. “Så har vi sikker nogle unger og bor i et hus, og måske har jeg taget en uddannelse inden for håndværk. […]”
“Efter 11. september så tænker folk jo… muslimer og araber…så er den helt gal. Derfor er det vigtigt, at vi viser noget andet, så folk ikke bliver bekræftet i deres fordomme.””

Fra afsnittet Job blev vendepunkt:

“Ironisk nok blev det et projekt, der åbnede døren for Samer. Han var da også skeptisk, da har tog til et møde om Projekt Etnisk Udslusning. Men han fandt hurtigt ud af, at dette ikke var endnu et “nyt fucking projekt”. Det her drejede sig om, at nogle virksomheder ville vise socialt ansvar ved at ansætte nogle unge, der havde dummet sig og lavet kriminalitet.”

 

Og hvad er der så blevet af Samer, integrations-poster child anno 2003? Jo, Samer er  såmænd blevet dawahbærer!

Sammen med sin kollega, rollemodellen Ammar Doosh, er Samer administrator på Facebook-siden Only Allah 2 fear..! Her arbejder han på bekæmpelsen af kuffar-kulturen og for indførelsen af det islamiske kalifat.
Samer Zaazou fik altså  – stik mod al forventning- ikke slebet sine holdningskanter runde i mødet med arbejdspladsen. – Nej, han blev hvæsset.

22 november 2010

Danmarks Frie Fagforening

Filed under: Danmark, EUSSR, Nazislam, Pampere, Politik, SF, Socialdemokratiet, Ytringsfrihed — Tags: , — egtvedpigen @ 22:20

Træt af at støtte Socialdemokratiets valgkampe via din fagforening? Overvej et skift til Danmarks Frie Fagforening!

Fra ddf.net – DFF’s historie

Efter ti års kamp gennem de danske retsinstanser får Danmarks Frie Fagforening endelig 11. januar 2006 medhold hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i, at det er ulovligt at tvinge et menneske til at være medlem af en bestemt fagforening for at kunne arbejde på en bestemt arbejdsplads. Eksklusivaftalerne er med et slag uacceptable og Folketinget sørger hurtigt for, at den danske lovgivning bliver i overensstemmelse med dette.

Det er nu tilladt for alle lønmodtagere i Danmark frit at vælge fagforening og a-kasse.
Læs mere om Danmarks Frie Fagforening her!

22 juli 2010

Helle, Villy og fagforsteningerne i perspektiv

Penge & Privatøkonomi skriver i julinummeret:

“Hvor det før var 50,1% af de samlede personlige indkomstskatter, de rigeste 20% betalte, er det nu 49,5% af festen, den rigeste femtedel punger ud for. Omregnet svarer det til 200 milliarder kroner. De 40% lavest lønnede betaler 10% af skatterne eller 40 milliarder.”

Penge & Privatøkonomi 7. juli 2010.

Det fortæller DDR og journalisterne aldrig.

Se iøvrigt Uriasposten angående den borgerlige regerings ‘smadring af velfærdsstaten’.

Villy via Skattetryk.

Rottefængeren fra Kolding

20 maj 2009

DR’s røde venner

Ole Riisgaard fra SF’s hovedbestyrelse føjer sig i JP 7/5 til den lange række af fortalere for Danmarks Radio, som befinder sig på venstrefløjen.

DR’s position som venstrefløjens talerør kom måske allertydeligst til udtryk, da DR’s økonomiske problemer eskalerede i 2007.

Bag støtteaktionen for DR, »Lad DR Leve« (12/9 2007), stod således hovedparten af den røde danske fagbevægelse, herunder Dansk Journalistforbund, BUPL, FTF og LO, men ingen blå organisationer. Konferencier for underholdningen under støtteaktionen var Flemming Jensen, som samme år modtog prisen som årets æreskunstner af Dagbladet Arbejderen. Som hovednavn medvirkede Jomi Massage, som har skrevet om, hvorfor hun har spyttet på Pia Kjærsgaard. Desuden deltog Jesper Klein, som er formand for “Kunstnere for Fred”, og som kalder USA for en verdenstyran. Hertil kommer en række andre navne, som offentligt markerer røde synspunkter, herunder Tobias Trier og rapperne Ufo & Yepha.

Det er påfaldende, hvor glad venstrefløjen er for DR’s virke, mens det borgerlige Danmark ikke er det. Derfor var det også helt forventeligt, at alle andre partier på tinge end VKO ville tilføre DR flere penge for at lappe hullet i pengekassen.

Vis mig dine venner, og jeg skal sige dig, hvem du er.

Michael Sandfort; Jyllands-Posten 12.05.2009

6 april 2009

De intolerante danske arbejdere

Ugebrevet A4 skriver i dag om de intolerante danske arbejdere.

“Det religiøse samkvem på arbejdsmarkedet er langtfra så rosenrødt som hidtil antaget. Lønmodtagere med kristen baggrund er i vid udstrækning modstandere af at tage hensyn til muslimske kollegers religiøsitet på jobbet, viser ny undersøgelse. Danmarks to største fagforbund erkender, at der ligger en stor opgave i at forhindre konflikter mellem muslimske og ikke-muslimske medlemmer.”

Ikke et ord om de intolerante muslimer, der rejser til den anden ende af verden og kræver særbehandling . .  Og samtidig får det socialdemokratiske Ugebrev lige et hip med til de gule fagforeninger: Det er de kristne arbejdere, der er værst.

Er der iøvrigt nogen, der har bemærket, at DDR altid nævner Ugebrevet A4 uden dets socialdemokratiske tilknytning, mens de altid ‘husker’ at betegne borgerlige udenlandske medier med forskellige tillægsord som højreorienteret, neokonservativ etc?

Tip: Mosemanden