Hodjanernes Blog

6 februar 2011

En rigtig socialdemokrat går snart på efterløn – måske?

Ægyptens Hosni Mubarak og hans parti NDP har i årevis været venner de danske socialdemokrater gennem organisationen Socialist International.

Han er jo i godt selskab med Helle Thorning-Schmidt og Kinnockerne, der også kan det der med penge.

Egyptian President Hosni Mubarak and his family have amassed a fortune estimated at $70 billion according to analysis by Middle East experts poll by the London Guardian. And very little of that stash is kept in his own country, they say. Much of his wealth is in British and Swiss banks or tied up in real estate in London, New York, Los Angeles and along expensive tracts of the Red Sea coast.

“The business ventures from his military and government service accumulated to his personal wealth,” she told ABC news. “There was a lot of corruption in this regime and stifling of public resources for personal gain.

383 milliarder kroner – en god efterløn for en socialdemokrat.

Mere på NewsMax

26 januar 2009

Danmarks Indsamlingens skyggeside

Akut nødhjælp står naturligvis ikke til diskussion.

folkekirkens_doedshjaelpMen når det gælder udviklingsbistand, er erfaringerne ofte så dårlige, at pengene i bedste fald er spildt og i værste fald medvirker til at fastholde modtagerne i armod, undertrykkelse og krig. Til gengæld vil vi gennem Danmarks Indsamling 2009 i morgen kunne sætte en tyk streg under selvbedraget om at være på de godes hold.

Skyggesiderne ved udviklingsbistand er nemlig betydelige og næsten altid underbelyst. Ofte ses symptombehandling i stedet for hjælp til selvforsørgelse, udkonkurrering af lokale udbydere og en skæv fordeling af bistanden til krigsførende parter. Desuden kan bistanden i sig selv blive genstand for – og dermed være anledning til – væbnet konflikt. Gældseftergivelse er ofte blot en afskrivning af penge, som allerede er tabt, har ringe likviditetsvirkning og bringer derfor ikke megen udvikling. Samtidig opgives den kontrol, som långiver har med modtagerlandets (kleptokratiets) institutioner og repræsentanter. Det er jo dem, som har gælden, ikke de fattige.

Men hvad virker så imod kronisk fattigdom? Det gør private og offentlige investeringer, som er kommercielt sammenhængende i henholdsvis snæver og bred forstand. Forudsætningen herfor er frihandel, politisk stabilitet, privat ejendomsret og mindre korruption. Uafhængige domstole og politisk pluralisme hjælper også, men er ikke en forudsætning, hvilket flere lande i Sydøstasien viser.

Men så er det jo ikke flere penge, der er brug for, men derimod reformer i modtagerlandene, og det er vist politisk ukorrekt. Såkaldt progressive kræfter vil derfor samles om at gentage mantraet om (endnu) mere bistand og gældseftergivelse som hovedsvaret på klodens fattigdom. Uden reformer i modtagerlandene kender vi virkningen: mere ufred, ufrihed og elendighed for dem, vi hjælper, federe bankkonti for modtagerlandenes ledere samt heltestatus for de selvgode humanitære organisationer. Sidstnævnte hævder at have god samvittighed. Lad os i det mindste håbe det.

Michael Sandfort; Information 23.01.2009