Hodjanernes Blog

7 november 2010

NØDRÅB FRA KRISTNE I LIBANON: LANDET ER I ALVORLIG FARE

Angsten for et politisk sammenbrud og en ny blodig borgerkrig stiger i disse uger i Libanon. Bekymringen er særlig stor i dele af landets kristne mindretal.

Fredags mødtes en gruppe kristne politikere fra premierminister Saad Hariri’s provestlige bagland for at vurdere den aktuelle situation i Libanon, hvor Hizbollah har optrappet modstanden mod den FN-domstol, der undersøger attentatet på tidligere premierminister Rafik Hariri i februar 2005. Mange kilder fortæller, at domstolen er tæt på at have opklaret mordet og snart vil sigte fremtrædende Hizbollah-folk for at stå bag attentatet, der ud over Hariri dræbte 22 personer.

Rygterne om en mulig anklage mod Hizbollah-folk har vakt voldsom vrede i Hizbollah, der har indledt en omfattende kampagne for at få Libanons regering til at afbryde ethvert samarbejde med FN-domstolen.

De kristne politikere udsendte en alvorligt formuleret erklæring efter mødet fredag. Erklæringen blev oplæst af Libanons tidligere præsident Amin Gemayel.

»Vi erklærer hermed, at Libanons enhed, demokratiske system og åbenhed over for omverdenen i dag er i alvorlig fare,« lyder det i nødråbet fra de kristne politikere.

Erklæringen siger, at Hizbollah har presset Libanon ud i et farligt og umuligt valg mellem retfærdighed – nemlig retsforfølgelse af de forbrydere, der gennemførte det blodige attentat i 2005 – og opretholdelsen af fred mellem landets borgere.

De kristne politikere opfordrer Libanons præsident til at arbejde for afvæbning af Hizbollah, så opgaven med at forsvare Libanon fremover udelukkende kommer til at ligge hos landets hær og ikke hos det selvbestaltede Hizbollah.

Erklæringen udtrykker bekymring over det kristne mindretals fremtid i Libanon, hvor det ekstremt shia-muslimske Hizbollah får større og større magt. Angsten er, at de voldelige angreb på kristne i Irak skal brede sig til Libanon.

Den alvorlige situation i Libanon i disse måneder har vakt overraskende lidt opsigt i Vesten. Forhåbentlig kan nødråbet fra de kristne politikere i Libanon hjælpe med at påpege faren for et sammenbrud i landet.