Hodjanernes Blog

3 februar 2011

Rettidig Omhu – et kort intermezzo

At vi er paranoide betyder ikke at de ikke er efter os

Med rettens kendelse af 31.januar 2011 i Statens proces mod Lars Hedegaard er det slået fast at det herefter er strafbart at udtale sig offentligt om vor tids altoverskyggende problem, islam. Som den tilsvarende proces mod Elisabeth Sabaditsch-Wolff i Østrig viser, er det end ikke muligt at citere ordret fra koranen ved et lukket møde – der kan nemlig være stampister til stede. Sådan har det været siden Folketinget – på ordre af EUSSR – ratificerede den såkaldte “racisme-paragraf”. Tinget konstaterede dengang at den danske §266b gjorde samme fyldest som “Rammeafgørelsen om Racisme og Fremmedhad” som fra og med årsskiftet er gældende i hele EUSSR. Det nye er blot, at Staten nu tager paragraffen i anvendelse med en nidkærhed, der alene friholder privat samtale i eget hjem. Denne enthusiasme vil ikke blive mindre med regeringen Schmidt-Søvndal. Hvor den nuværende, lethargiske justitsminister har ladet Statadvokaturen afvente anmeldelser fra trediepart, vil den nye – Zenia Stampe? – ikke nøjes hermed, men med ildhu kaste sig ud i en energisk forfølgelse af enhver dissident eller blot skeptisk debattør hvis meninger kan aflæses, aflyttes eller på anden måde konstateres.

Så vidt er det ikke kommet i skrivende stund. Men det er på vej. Og som altid når et totalitært regime forsøger at klamre sig til magten vil undertrykkelsen af det frie ord forstærkes og ramme flere og flere borgere – også udenfor den oprindelige kreds af dissidenter. Det skader derfor ikke at træffe nogle enkle forberedelser – fremfor at lade sig overrumple når tiden er knap eller det allerede er for sent. Vil man fremover kunne deltage i samfundsdebatten kan man glemme alt om de allerede nu stærkt (selv)censurerede aviser, tidsskrifter og æterbårne medier. Trykning af undergrundsaviser, flyveblade og lignende kommer dog først på tale, når det også lykkes stampisterne at lukke debatten på internettet. Eksemplet fra Ægypten – hvor man simpelthen “hev stikket ud” – kan ikke anvendes i Danmark eller andre højteknologiske samfund. Det ville omgående lamme alt, inklusive myndighederne selv. Man vil derfor tage andre, mindre drakoniske, men mere målrettede metoder i brug. De mest nærliggende vil vi gennemgå nedenfor – samt anvise nogle enkle forholdsregler som enhver borger bør tage allerede nu – dersom man ikke føler nogen særlig lyst til at blive vækket af det geskæftige stampist-politi – herefter for nemheds skyld kaldet Gestampo – klokken tre om natten:

Intet af det følgende er ulovligt og kan med enkle midler effektueres på kort tid:

A. Er man aktiv debattør med egen hjemmeside eller blog vil Gestampo kunne rette henvendelse til WEB-hotellet og få taget hele molevitten ned. Derfor bør man:

  1. aldrig have WEB-hotel i Danmark – eller andre steder i EUSSR. Man bør foretrække USA hvor  ytringsfriheden er beskyttet af forfatningen. En liste over udenlandske WEB-hoteller kan findes her – eller man kan nemt google sig frem til et. De er desuden billigere end danske.
  2. aldrig have sine ting liggende på et dk-domaine. Brug i stedet et internationalt, f.eks. domainer med endelsen net – org – nu – com – eller noget andet, blot ikke EUSSR-domainer.

B. Er man blot almindelig debattør som gerne vil deltage med kommentarer på andre blogs, bør man gøre sig klart, at stikkerne – stampisterne – læser med. Derfor:

  1. Skriv aldrig under eget navn på blogs eller debatsider, man ikke er 100% sikre på. Ejeren af disse sider kan nemlig se ens IP-adresse og dermed lettere angive politisk ukorrekte kommentatorer til Gestampo. Opgiv heller aldrig e-mail-adresser, bopæl eller andre oplysninger som kan lette identifikationen.
  2. Dersom man absolut ikke kan modstå fristelsen til at kommentere på fjendens blogs, herunder avisernes debatsider, bør man i det mindste bruge et pseudonym, et alias – “nom de guerre” – samt gøre det fra en anonym e-mail-konto, f.eks gmail.
  3. Er man alligevel blevet afsløret, vil myndighederne – inden man skrider til arrestation – henvende sig til ens internet-leverandør (ISP) og få lukket forbindelsen – man bliver altså “smidt af nettet”. Men så længe man ikke er i spjældet og kan gå frit omkring behøver man ikke af den grund føle sig lukket ude af debatten. Man kan f.eks. bruge en lille “netbook” eller en laptop og logge sig på andres routere – eller de efterhånden mange, åbne “hot spots”.
  4. Så længe man har adgang til andres computere – f.eks. hos familie og venner – kan man jo låne deres. Men dermed risikerer man dels at bringe også dem i fedtefadet, dels vil almindelige computere “logge” hvad der foregår, så ejeren vil få svært ved at forklare sig når Gestampo har konfiskeret maskinen.
  5. I den situation er det bedst at gå rundt med sin egen computer på sølle 5 gram i bukselommen – bogstavligt talt. Det lyder måske mærkeligt, men man kan simpelthen installere et fuldt, flunkende og funktionsdueligt operativsystem med net-adgang, browser, mail og hele pivetøjet på enten en CD, en DVD eller en af disse billige USB-dimser. Starter man en hvilkensomhelst computer op fra et sådant medie kører det ganske vist lidt langsommeligt, men man undgår helt at røre maskinens harddisk. Det hele foregår fra skiven eller dimsen. Og efterlader dermed ingen spor af ens aktivitet eller tilstedeværelse overhovedet. Her er to metoder:
    • CD/DVD: Man brænder simpelthen et fikst og færdigt operativsystem ned på skiven fra en såkaldt iso-fil. Der findes utallige linux-udgaver af sådanne. For linux-folket er den slags barnemad, men også Windows-brugere kan uhyre nemt brænde sig en live Linux-CD/DVD. Nogle populære iso-filer kan findes her og her. Det er vistnok også muligt at brænde en live Windows-CD – se evt. her. Mac-folket er nødt til at bruge Linux. Man lægger så blot skiven i en hvilkensomhelst computer når den starter og vips….
    • USB: Denne metode er den bekvemmeste, idet den intet fylder. Også her “brænder” man sit flunkende operativsystem med hele molevitten ned på USB-dimsen – Akkurat som var det en CD/DVD. Med linux er det fod i hose, Windows-folket kan gøre som ovenfor beskrevet – og muligvis endda installere Windows på dimsen ved at følge denne vejledning. Den maskine man ønsker at bruge, skal blot kunne boote fra USB – og det kan undertiden kræve at man indstiller dens BIOS. Det gøres ved at trykke F!, F2, F8 eller Esc lige efter starten og så vælge USB som første boot-medie. Så kører det deruda’

Civil ulydighed? – Ikke spor! – Ovenstående er såmænd blot begyndelsen på den samizdat-tilværelse vi er godt på vej ind i. Med mindre vi altså emigrerer….