Hodjanernes Blog

7 juni 2013

Dagens perle

Geoffrey Cain ringer til DDR P1’s ‘Ordet er dit’ og diskuterer med Zenia Stampe, om vi skal  smide antidemokratiske indvandrere ud?.

Guddommeligt.    🙂

Du skal et godt stykke ind i udsendelsen. Udover Zenia kan man høre en hel række andre tosser.

21 oktober 2011

Den afdøde nazismekronikør Victor Klemperer spændes for en politisk vogn, han næppe ville have sagt ja til.

For forfatter og foredragsholder Knud Lindholm Laus er der ingen tvivl: Verbaldæmonisering meget nemt fører til vold mod muslimer.

De er vor tids jøder, mener han, og de bliver dæmoniseret på samme måde – eller næsten på samme måde – som jøder i Hitlers tredje rige. Dæmoniseret af hvem?

Ifølge KLL er det the usual suspects, det vil sige først og fremmest Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og alle bloggere med en kritisk holdning til muslimsk indvandring. Og derfor har KLL iværksat et storstilet korstog mod alle de nævnte, der – måske uden at vide det – løfter arven efter den gale Adolf, der endte sine dage under Berlins ruiner i 1945.

Fair nok. Det eneste problem med dette udgangspunkt er, at det bygger på en virkelighedsopfattelse, der har meget lidt til fælles med verdenen uden for studerekammeret. I virkelighedens verden er det ikke muslimer, der bliver udsat for vold i Europa, det er deres kritikere. Som bekendt kan Pia Kjærsgaard ikke forlade sin bopæl uden én eller flere livvagter i hælene, og Naser Khader er i samme situation.

Pia K. er truet af den politisk korrekte venstrefløj, Khader er truet af radikale muslimer. Samtidig kan man konstatere, at ingen muslim i Europa behøver livvagt, og ingen moske har behov for en pansret indhegning, som den, der omgiver Jyllands Posten og den jødiske Carolineskole. Sådan er virkeligheden i dag.

Kronik af Geoffrey Cain i Politiken – læs mere her.

28 juli 2011

De pæne og deres tone

I disse dage ser vi på baggrund af tragedien i Norge venstrefløjens bekymrede miner i anledning af sammenfaldet mellem de synspunkter, den norske galning lægger frem, og Dansk Folkepartis syn på islam og udlændingepolitikken.

Dansk Folkeparti har, siger man, ikke ansvar for galningens massemord, men man skulle nu nok alligevel overveje en revision af partiprogrammet, hedder det vammelt og fromt.

Og så den forfærdelige sprogbrug, lyder det helligt og forarget. I hvert fald skulle man tænke over, hvorledes man udtrykker sig, hedder det formanende.

Således foranlediget vil det være nærliggende at henvise til Geoffrey Cains bog ”Gensyn med ondskabens ikon” fra 2006. Her drages sammenligninger mellem tegninger og udtryksformer i det nazistiske blad Der Stürmer og vore dages politisk korrekte dagblades valg af tegninger og udtryksformer.

Der Stürmer tegnede jøder som svin. Ekstra Bladet har også tegnet Pia Kjærsgaard som svin. Og entertainer

Michael Carøe har fra scenen kaldt hende en so.

Der Stürmer tegnede jøder som rotter. B.T. har tegnet Pia Kjærsgaard som rotte.

Der Stürmer tegnede jøder som gribbe, og det har Politiken også gjort med Pia Kjærsgaard.

Der Stürmer tegnede jøder som slanger. Kristeligt Dagblad har bragt en tegning af Pia Kjærsgaard som slange og Information har tegnet hende som en modbydelig orm, der har ædt sig gennem en menneskehjerne.

Men det bliver værre endnu, siger Geoffrey Cain. Nazisterne anså jøderne for menneskelig afføring – dog uden at de blev tegnet som sådan i Der Stürmer. Men det er de blevet i Politiken af tegneren Roald Als.

Hvordan mon han ville have tegnet jøder, hvis han var ansat på Der Stürmer i 1930’erne? spørger Geoffrey Cain. Det forekommer mig efter læsning af Geoffrey Cain, at Dansk Folkepartis måde at tænke på og fremføre sine synspunkter virker helt søndagsskoleagtig i sammenligning med, hvad de politisk korrekte og hellige tillader sig.

Undertegnede er ikke medlem af DF, men jeg beundrer partiets folk for deres evne til at argumentere sagligt og sobert trods regnen af ukvemsord – og uden at skulle sammenligne deres modstandere med dyr.

Der spørges med rette, hvorfor Pia Kjærsgaard må have livvagter, men vi får ikke nogen forklaring fra de pæne.

Af John W. Hørbo, pastor emeritus, Jyllandsposten 28.7.2011 

Ondskabens Ikon kan downloades her.

18 november 2010

Julegave – mandelgave?

Kan købes her.

Hvis du ikke kender bogen – læs om den her.

Ondskabens Ikon kan downloades her.

27 juli 2009

Fra Marx til Muhammed

Geoffrey Cain har reageret på et indlæg af cand.mag Pietro Cini i Dagbladet Information.

“Selveste Europa var i øvrigt fra Mellemøsten”, skriver Cini videre, og dette lykkelige slægtskab med Mellemøsten gavner alle parter (om end givetvis mest os, kan man læse mellem linierne), og her er Cini helt på linie med de andre vestlige intellektuelle, der efter Murens fald droppede marxisme til fordel for en ny frelserreligion. Alle er de gået ubsværet fra Marx til Muhammed, og nu sværger de ved de syv hår i Abdul Wahid Petersens skæg, at muslimerne vil civilisere os lige som deres forfædre,  de sejrende jihadi’er fra Saudiarabien, der bragte os medicin, arabertal, navigationsteknikker, optik, kemi og den dybe tallerken.

12 januar 2009

Flittig debattør uden behagesyge

Han er en mand på vagt.

Altid på vagt og ikke til fals for hverken den gode tone eller uviljen mod at skeje ud. Hvis andre taler om højrefløjens fremmedhad, er Geoffrey Cain den første til at minde om venstrefløjens. Og hvis andre taler om kommunismen og fascismen som det 20. århundredes totalitære bevægelser, tilføjer han gerne humanismen, fordi den efter hans mening har det med at ekskludere sine modstandere helt urimeligt fra det pæne selskab.

Cain lider ikke af behagesyge, heller ikke af frygt for at komme på kant med de pæne og selvfede. Mange vil kende Cain som flittig læserbrevsskribent og forfatter. Selv underskriver han sig som cand.mag. et art. og formand for Raul Wallenberg-foreningen. Fra venstre side er han ugleset som en reaktionær akademiker, der havde travlt med at kritisere Morten Thing for ikke at tage Sovjetunionens modbydelige Gulag-lejre tilstrækkeligt alvorligt i Den Store Danske Encyklopædi. Og på højre side er såkaldte patrioter ikke begejstrede for hans opmærksomhed på antisemitisme, hvor den end stikker sit grimme fjæs frem. Nogle af dem bekræfter uforvarende hans fornemmelse af, at antisemitismen ikke er død.

cainHan blev ikke just populær blandt Dansk Folkepartis kritikere, da han i 1999 i bogen ‘Ondskabens ikon’ advarede mod dæmonisering af Pia Kjærsgaard. Han opfattede kritikken af hende som sygelig, præget af fortrængninger, og sammenlignede den med en middelalderlig hekseproces. Han er heller ikke just blevet favnet af venstrefløjen – hverken for sit tilhør til Dansk Folkeparti eller ved sin søgen efter antisemitiske tendenser i grundkritik af Israel. Eller populær på sin egen grundkritik af FN, som ifølge Cain »ikke (er) en samling velmenende vatnisser, men et sammenrend af vidt forskellige stater, hvoraf de færreste er demokratiske og de fleste rene despotier«.

Ondskabens Ikon kan downloades her.

22 maj 2008

Debat: Kort sagt: VOLD: Venstrefløjen indblandet

Politisk vold i Danmark, hærværk, brostenkast og fysisk overfald er knyttet uløseligt sammen med venstrefløjen.

Jesper Langballe blev slået af voldsmænd uden for en restaurant i København, og dæmoniseringen af Dansk Folkeparti har ført til lignende overfald på Pia Kjærs­gaard, Kenneth Kristensen og Morten Messerschmidt.

Eftersom den mest indædte aktør i denne dæmonisering er Politiken, er det nærliggende at spørge, om ikke chefredaktør Tøger Seidenfaden føler et vist ansvar for det voldsklima, han har skabt?

Geoffrey Cain; Fyens Stiftstidende 18.05.2008 

13 januar 2007

Fra en gammel frihedskæmper, der ved hvad det drejer sig om: Sjofle

Professor Elisabeth Bock har gang på gang protesteret imod de utallige anti-israelske og anti-amerikanske indlæg, som i en jævn strøm fremkommer i de danske medier. Kun et fåtal af hendes velmotiverede indlæg er blevet accepteret af mediehøvdingene; men så blev vi i første nummer af WA i 2007 præsenteret for undtagelsen, som forhåbentlig ikke forbliver en bekræftelse på en regel.

Elisabeth Bock protesterer imod den ekstremt sjofle, usaglige, dæmoniserende og til tider truende omtale, som Pia Kjærsgaard ustandselig er udsat for. Elisabeth Bock og Pia Kjærsgaard er ikke partifæller; men de er fælles om at værne om en ytringsfrihed, der insisterer på, at den demokratiske debat skal hvile på en saglig meningsudveksling og ikke på sjofle injurier.

Politiske meningsforskelle udelukker ikke gensidig respekt. Dette blev ganske klart for mig, da jeg den 24. december i overensstemmelse med mine traditioner indledte julen i Mindelunden i Ryparken. Det var mig en stor glæde – uden at give mig til kende – at konstatere Pia Kjærsgaards og hendes families tilstedeværelse.

Jeg har tidligere samme sted truffet statsministeren, udenrigsministeren, undervisningsministeren og engang for længe siden også Anker Jørgensen. »I skal ikke blive glemt!« er det løfte, som jeg talrige gange året igennem finder bekræftelse på ved at besøge Mindelunden.

Heldigvis er der nogle af vore politikere, der forstår det, og Pia Kjærsgaard er en af dem. I sit læserbrev refererer Elisabeth Bock til Geoffrey Cains til dels oversete bog, Gensynet med ondskabens ikon, som jeg straks har bestilt i flere eksemplarer.

Bogen har givet anledning til trusler om et sagsanlæg, som dog blev frafaldet, da Cains advokat gjorde de utilfredse tegnere opmærksom på, at bogen ville blive oplæst i sin helhed i retten, og at der som vidne blandt andre ville blive ført en tidligere KZ-fange.

Jeg ved ikke, hvem dette vidne er, men jeg skal som tidligere KZ-fange hermed stille mig til forsvarerens disposition.

Jørgen Kieler, dr. med.
fhv. overlæge
Hørsholm Park 7
2970 Hørsholm

Læserbrev i Week-End Avisen.

Jørgen Kieler, født 1919, var under besættelsen aktiv i modstandsbevægelsen. Hans modstandsaktiviteter medførte i 1944, at han blev anholdt og dødsdømt af den tyske besættelsesmagt. Straffen blev imidlertid ændret til indespærring i koncentrationslejr.
Kieler blev befriet fra sit fangenskab i maj 1945 og uddannede sig senere til læge.
Jørgen Kieler har i efterkrigstiden taget aktiv del i debatten om besættelsestiden, bl.a. med bogen ”Hvorfor gjorde I det?” fra 2001.
Den nedenstående tekst er et uddrag af et interview lavet i anledning af Kielers 85 års fødselsdag i 2004: Her udtaler han sig bl.a. kritisk om besættelsestidshistorikernes holdning til samarbejdspolitikken – og kommenterer Anders Fogh Rasmussens udtalelser om, at bl.a. samarbejdspolitikerne havde svigtet moralsk.

Ondskabens Ikon kan downloades her.