Hodjanernes Blog

1 september 2011

Dansk støtte til at afskaffe demokratiet

Aia Fog sidder i bestyrelsen for Institut for Flerpartisamarbejde, der har besluttet at støtte Det muslimske Broderskab økonomisk.

Læs hendes protest.

24 august 2011

DF vrede over udsigt til støtte til Det Muslimske Broderskab

Det var under protest fra Dansk Folkepartis medlem af Institut for Flerpartisamarbejdes bestyrelse, Aia Fog, at Instituttet på sit seneste møde den 22. august 2011 besluttede at køre videre med overvejelser om også at tildele Det Muslimske Broderskab støtte fra den pulje på 3,5 mio. kr., som er afsat til demokratiudvikling i Ægypten i 2011-12.

– Jeg er dybt forundret over, at repræsentanter fra alle andre partier end Dansk Folkeparti, tilsyneladende er indforstået med, at Det Muslimske Broderskab, som blandt andet ikke vil acceptere en kvindelig eller en kristen præsident i Ægypten, skal have støtte på lige fod med demokratiske bevægelser i Ægypten, siger Aia Fog.

Institut for Flerpartisamarbejde har udvalgt tre indsatslande nemlig Ægypten, Nepal og Bhutan og råder over 75 mio. kr. i fire år til demokratiudvikling. Instituttet er uafhængigt og selvejende og kan således disponere frit over midlerne. Medlemmerne er udpeget af de politiske partier, Dansk Ungdoms Fællesråd, Rektorkollegiet og en række NGO’ere.

– Det er uacceptabelt, at danske skatteyders midler risikerer at gå til et parti, som er imod kvinders ligestilling og som arbejder for at indføre en islamisk stat i Ægypten. Sådan en stat vil ikke være et hak demokratisk. Hvis Det Muslimske Broderskab vinder et demokratisk valg, risikerer vi, at det første Broderskabet gør, er at afskaffe demokratiet igen og indføre sharia-lovgivning, og det vil vi så have brugt danske skattepenge på at finansiere. Det er helt uacceptabelt, og Dansk Folkeparti har protesteret over beslutningen, siger Aia Fog, der har henvendt sig til partiets folketingsgruppe og anmodet dem om at gribe ind.

PRESSEMEDDELELSE. Christiansborg, den 24. august 2011/kkb

10 april 2011

Den israelske vicestatsminister om Det Muslimske Broderskab: “They mean business!”

26 marts 2011

Dommedag er nær

Filed under: Imamer, Islam, Jihad, Koran, Tyrkiet — Tags: — Skjoldungen @ 00:22

Det har vi sådan set vidst længe, men nu er det konkret: den forsvundne imam er fundet!

I den muslimske verden er man ved at løbe tør for jøder, kristne og andre vantro, så følgelig er man nødt til at slå hinanden ihjel. Til den ende har man brug for et påskud. Og hvad er bedre end et teologisk sådant? – En af grundene til at shia-muslimerne slagter sunni-muslimer og omvendt er at de første har mistet en imam. Han forsvandt engang – skvattede vistnok i en brønd – og er aldrig set siden. Det må jo være nogens skyld, og da det umuligt kan være hans egen er det sikkert de fæle sunni-muslimers.  Men som vor gode ven Adolf In-a-dinner-jacket altid fortæller os, så vil alting falde i hak, når imamen påny viser sig for verden. Teologisk er der dog nogen tvist om hvorvidt samme verden vil blive fredelig eller simpelthen ophøre. Hvilket dog i islamisk forståelse er det samme – nogenlunde som de kristnes Armageddon, eller dommedag. Og det viser sig nu, at den er nært forestående. Ventetiden er forbi, thi ind på scenen træder alle vore kære lederes gode ven fra det tyrkiske, Racep Erdogan hamselv:

MEMRI: “An article in the UAE daily Al-Bayan stated: “Not only is Turkish Prime Minister Recep Tayyip Erdogan the most popular diplomat in his [own] country, but he undoubtedly won first place in the hearts and minds of the Arabs and the Muslims, when he confronted Israeli President Shimon Peres with harsh words at the Davos [World Economic] Forum two years ago, storming off the speakers’ podium to protest the inhuman aggression of the Israeli forces against the residents of the Gaza Strip. This courageous stance of Erdogan is embraced by the Arabs. [They] are pleased with this leader, who is viewed by the Arabs and Muslims not only as a Turkish leader, but also as a Muslim knight who defends the Arabs against the Israeli infractions perpetrated against the helpless Palestinian people. Everybody in the Arab and Muslim world [also] applauded his adamant position vis-à-vis the Israeli aggression against the Freedom Flotilla, which was conveying humanitarian aid to the Gazans under siege. Erdogan became more than just a Muslim leader, with some viewing him as the leader of the Arabs or even as the ‘awaited Mahdi.’

“Those who believe that Erdogan is acting in this regard according to Turkey’s commercial interests are wrong. Erdogan is defending Al-Qadhafi despite all the crimes that the Libyan leader has committed against his own people, whereas previously he was one of the first world leaders to criticize the Hosni Mubarak regime during the January 25 revolution in Egypt. However, he did not take either of these positions for commercial reasons.

“Erdogan has responded in a different manner to the events in Libya and Egypt because he is searching for leadership for his country, namely a neo-Ottoman leadership. In Egypt, Erdogan is aware that it would be easy for him to ally himself with the Muslim Brotherhood. Therefore he viewed the Egyptian revolution as an opportunity to support change and thereby strengthen Turkey’s role in Egypt. However, in Libya, Erdogan seems to be certain that Al-Qadhafi will crush his people and emerge victorious. Therefore he is seeking to help resolve the Libyan impasse, in order to strengthen the Turkish role, especially in light of the almost complete break in Arab–Libyan relations, with the exception of only two or three Arab states.”                   (Tip: Jonas Kirkegaard)

14 februar 2011

CPAC: David Horowitz on the Muslim Brotherhood

10 juni 2009

Hussein Obamas tale i Cairo et knæfald for Det Muslimske Broderskab

The Speech contained a number of statements about the laudable qualities of America, the need for freedom in the Muslim world, about women’s rights and the desirability of peace.

But its preponderant and much more important message was one that could have been crafted by the Muslim Brotherhood:  America has a president who is, wittingly or not, advancing the Brotherhood’s agenda of masking the true nature of Shariah and encouraging the West’s submission to it.

Læs hvorfor på Center for Security Policy

15 marts 2009

‘Danskere’ opfordrer til angreb på Israel

Udenlandske krigsskibe ved Gaza skal bekæmpes, lyder det i en erklæring, som tre fremtrædende danske muslimer har underskrevet.

7 maj 2008

Mer från Hamas-mötet i Köpenhamn

Filed under: Islam — Tags: , — Hodja @ 22:18

Jihad i Malmø har opdateret viden om hamaSS jødehadermødet i Brøndbyhallen.

En af deltagerne var Pernille Frahm.

Jihad i Malmø skriver også om ‘kontakten mellan Muslimska Brödraskapet och miljöpartiet i Sverige’.

5 maj 2008

Muslim Brotherhood Cronies Getting Together in Denmark

It is interesting to note that CAIR director Nihad Awad will soon be sharing center stage in a major conference with Mohammad Akram al-Adlouni, the probable author of the most damning documents made public during the Holy Land Foundation trial.

The conference in Denmark, heavily populated with Muslim Brotherhood figures, is, according the program, to commemorate the 60th anniversary of the Nakbah or catastrophe, as they refer to the founding of the state of Israel.

The joint attendance of Awad and al Adlouni, now head of the al Quds Foundation in Lebanon, was first noted by the Global Muslim Brotherhood Daily Report.

(more…)

16 april 2008

Det islamiske netværkssamfund

Dagens klumme: Mikael Jalving skriver om politisk islam, hvis netværk af folk og ideer opererer lige for næsen af os, uden at ret mange ser det.

Af Mikael Jalving

Det er forbandet med de navne. De er svære at læse, udtale, endsige huske, men der er ingen vej uden om, hvis vi vil vide, hvem vi er oppe imod i tiden, der kommer. Vi er pinedød tvunget til at kende dem én for én og alle til hobe. For de er fjender. Fjender. Fjender. Hassan al-Banna, Sayyid Qutb, Yusuf al-Qaradawi, Hassan al-Turabi, Yussuf Nada, Hamza Yusuf, Ahmed Jaballah, Farid Abdelkrim, Hassan Iquioussen, Tariq Suweidan, Amr Khaled, Tariq Ramadan – for blot at nævne et dusin.

Det er fandens til navne. Men lær dem, gerne udenad og i søvne, ligesom du i sin tid lærte at sige og stave til Vladimir Lenin, Leo Trotskij, Joseph Goebbels, Giovanni Gentile, Benito Mussolini, Charles Maurras, Fidel Castro, Leonid Bresjnev – eller andre af det forrige århundredes intellektuelle og politiske galninge.

De er derude, men opererer – modsat hvad mange af kommunismens, nazismens og fascismens for længst afdøde ikoner gjorde – i det skjulte og ved hjælp af det, George Orwell kaldte for “double-speak”. Shiamuslimer har endda et ord for det: taqiyya, kunsten at lyve om sine motiver.

Hvad du ser og hører er Hitzb ut-Tahrir, og Villy Søvndal der hidser sig op, men hvad du ikke ser og ikke hører, er de dunkle og vidt forgrenede mekanismer bag tilsyneladende moderate grupper som f.eks. Islamisk Trossamfund, hvis reelle, undergravende hensigter med parallelsamfund og siden sharia, offentligheden fik et smugkig på takket være en modig fransk tv-dokumentar for et par år siden.

Det er om en bestemt gruppe af disse panarabiske, islamiske revolutionære, hvem de europæiske befolkninger af lutter barmhjertighed har været så letsindige at lukke indenfor, mens den politiske elite fejlagtigt troede, at demokratiet ville læge alle sår, at forfatter og journalist Helle Merete Brix i dag, tirsdag, udgiver en stærkt oplysende og skræmmende bog, som nok skal skabe furore.

“Mod mørket” hedder den, med undertitlen “Det Muslimske Broderskab i Europa” (Forlaget Lysias), og det er lutter mørkemænd, hun beskriver i sin personlige og journalistiske gennemgang, der retter et længe savnet, kritisk lys mod én – muligvis den værste – af de islamiske organisationer, der gennem de seneste 30 år og i kraft af saudiske milliardbeløb har skabt sig magtbastioner i Europa for at komme den vestlige levevis til livs – hvis de kan slippe af sted med det.

Og det kan de måske, måske ikke. Det afhænger først og fremmest af, hvorvidt Vesten formår at dæmme op for den politiske islamisering i tide. Hertil kræves i første omgang oplysning à la den, Helle Merete Brix her lægger frem, med vægt på franske forhold og det uformelle netværk mellem Det Muslimske Broderskab – grundlagt helt tilbage i 1928 samtidig med de andre totalitære samfundssystemer – og en lang række andre såkaldte “moderate organisationer”, såsom Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer, Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, Tablieg-bevægelsen samt direkte militante grupper som f.eks. Hamas i Mellemøsten.
En lignende analyse kunne laves på de danske, britiske, hollandske, tyske, spanske eller italienske forhold med fokus på det islamiske netværkssamfund.

Bogen flytter med andre ord fokus væk fra de spektakulære terrorhandlinger, som alle frygter, og hen på den rolle, som politisk islam spiller i dagens Europa, herunder i EU, blandt mainstreampolitikere, mainstreammedier, menneskerettighedsorganisationer, dialoggrupper og græsrødder. Denne islamisering fra neden er nemlig meget mere farlig på længere sigt, konkluderer flere af bogens talrige kilder, fordi den i ly af modeord som anti-racisme, kulturel identitet, rettigheder, minoriteter, multikultur, islamofobi, religiøse følelser, stolthed, værdighed – og forstærket af den demografiske udvikling – skridt for skridt svækker de vestlige friheds- og lighedsidealer og gøder jorden for en glidende accept af særlovgivning og specielle hensyn i forhold til den dobbelte politisk-religiøse dagsorden, som islam udgør.

“Mod mørket” er en sjælden øjenåbner, let fortalt, men med dystre perspektiver. Den er skrevet til vores børn, vi andre gamle røvhuller skal formentlig nok klare os, men rummer stof til eftertanke for alle, ikke mindst retskafne, borgerlige mennesker, som hidtil har ment, at det ikke var deres sag, om folk troede på det ene, det andet eller slet ingenting. Beskeden til dem er, at islam ikke blot er en religion, men en samfundsutopi med fatale konsekvenser for fred, frihed og velstand, og at man sagtens kan være liberalist og samtidig mene, at vores kultur er værd at forsvare. I modsat fald kan man ligeså godt bo på månen.

Fra 180Grader

Køb bogen her. Ved at købe den støtter du udgivelsen af endnu flere islamkritiske bøger.

10 november 2006

Det Mulimske Broderskabs fangarme i Europa

Må en kvinde klippe sit hår uden at spørge sin mand?

Svaret fås i form af en fatwa. Svaret er, at det må hun kun, hvis hun ikke ændrer udseende ved klipningen.

En fatwa er et religiøst synspunkt, som udstedes af en islamisk autoritet, en mufti. Fatwaer forbindes ofte med dødsdommen over Salman Rushdie, men de har eksisteret siden islams oprindelse.

Nu overtager nye religiøse autoriteter med mediekompetance tolkningsmagten og spreder fatwaer globalt.

Opblomstringen af fatwaer i Vesten er resultatet af en nøje koordineret indsats rettet mod de nær 20 millioner europæiske muslimer.

En af dem, der har satset mest, er Dubais finansminister Hamdan bin Rashid al Maktoum. Han har de sidste 10 år brugt store summer af sin formue på at finansiere moskeer, islamiske centre og netværk for velgørenhedsarbejde i over 60 lande. Han står også bag en europæisk institution, som i al stilhed har etableret sig som en magtbastion på feltet med forgreninger til de fleste lande inkluderet Norden.

Hussain Halawa er en ægyptisk sheik der regnes for en af de mægtigste personer indenfor europæisk islam. Han opholder sig i Dublin, Irland i et af Europas største islamiske centre. Han er generalsekretær i Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, der er oprettet under Unionen af Islamiske Organisationer i Europa.

Rådet er oprettet som en referenceinstitution for europæiske muslimer. Målet er at beskytte nye generationer fra et frygtet religiøst og kulturelt forfald.

“Muslimer i Europa mangler en autoritet, de kan spørge og få svarene fra. De mangler muslimske lærde, som kender situationen her.”

Rådet skal repræsentere de fleste skoler indenfor islam. Ingen temaer betragtes som specielle.

Rådet består af 32 lærde muslimske mænd.Over halvdelen bor i Europa, resten holder til i Qatar, Sudan, Saudi-Arabien, Kuwait og Mauretanien. De mødes et par gange om året.

Sociologen Alexander Caeiro, der har studeret rådet i flere år, mener at samtlige medlemmer tilhører islamistiske retninger indenfor islam. Han ser på fatwa-rådet som en moderat mellemvej. Han ser kvinders stilling som rådets største problem i forhold til vestlige standarder.

Der findes også en repræsentant for Norge: Mehboob ur-Rehman, der offentligt har udtalt, at det næppe var muslimer, der stod bag den 11. september.

Doktorgradskandidat ved Oslos Universitet Lena Larsen (der selv er konvertit) undersøger for tiden fatwaerne, specielt i forhold til kvinde- og familiespørgsmål. Hun siger, at det er påfaldende, at de mest progressive fatwaer er i mandespørgsmål – politik og økonomi. Hun finder ikke rådets retoriske forsvar for flerkoneri særlig vellykket.

En af Det Europæiske Fatwaråds allervigtigste lærde er dets præsident Yusuf al-Quaradawi, der har 40 millioner tilhængere i hele verden og et eget TV-program på al-Jazeera: ‘Shariaen og Livet’, hvor spørgsmål fra Europa vies størst opmærksomhed.

“Han er den største autoritet indenfor Sunni-islam.”

Siger Alexander Caeiro.

Qaradawi forsvarer brugen af ‘martyroperationer’ som en acceptabel form for selvforsvar i Palæstina. Han skelner mellem selvmord, som er forbudt i islam, og det at blive martyr. som er en heroisk handling, som indebærer, at man vælger døden i guds navn. Qaradawi opfordrer også til bekæmpelse af amerikanske militære okkupationsstyrker i Irak. Han har indrejseforbud i USA.

Qaradawi blev opfostret i en af vor tids mægtigste islamistiske bevægelser, der blev grundlagt for 80 år siden: Det Muslimske Broderskab. Han takkede nej til at blive bevægelsens overhoved, fordi han havde en større opgave:

At samle alle muslimer i den Islamiske Bevægelse, en storslået vision han gjorde rede for i en pamflet i 1990. Her regør han for, hvordan det globale muslimske fællesskab skal genoprette islam som samfundets overhovede. Blandt målene er frigørelsen af muslimske områder fra enhver ikke-muslimsk aggression og kontrol samt genindsættelse af Kalifatsystemet med et religiøst statsoverhoved.

For at gennemføre dette må den Islamiske Bevægelse “udforme en islamisk fortrop, som kan lede det moderne samfund med islam” og “danne en islamisk opinion og forberede verdensopinionen på eksistensen af en muslimsk nation.”

Qaradawi indså tidligt potentialet i moderne kommunikationsmidler. I 1997 oprettede han netsiden Islamonline, som er meget populær.

Islamonlines Shariaafdeling i Cairo med 200 ansatte har til dato udstedt 25.000 fatwaer til læsere i 240 lande. Europæiske muslimer har sin egen afdeling ‘Euromuslim’.

På redaktionen hænger plakater med billeder af sårede muslimer og raketter med mærkevarelogoer som Coca Cola, Pepsi Cola og MacDonald:

“Hver øre du betaler til disse producenter bliver til en kugle i brystet på din broder: Boykot.”

På Islamonlines fatwatjeneste anbefaler professor i islamisk økonomi Hussein Shihata økonomisk jihad på det stærkeste. Det er “en juridisk forpligtigelse, en religiøs nødvendighed og et alternativ til fysisk jihad.” Det indebærer “At sørge for økonomisk boykot, hvis primære mål er at svække økonomien for zionister, korsfarere og deres allierede. Styrke arabsik og islamisk økonomi på en måde, som kan gøre den selvstændig. At knuse fjendens økonomiske interesser med alle midler.”

Den ægyptiske sheik Hussain Halawa i Dublin har meget positive følelser overfor Norge, fordi landet har lagt sig fladt efter karikaturkrisen:

“Jeg vil takke alle, både regeringen, folket og avisen som trykkede karikaturtegningerne for at have beklaget trykningen af dem. Vi satte stor pris på deres holdning i sagen. Men ved en gentagelse vil vi ikke nøle med at gentage protesterne”

Fatwarådet arbejder for at få politisk anerkendelse i Europa og har fået velsignelse fra Frankrigs indenrigsminister og Londons borgmester.

Beklager at dette blev så langt, men det er faktisk forkortet. Men jeg mener, der er mange meget vigtige spørgsmål i artiklen. Og jeg vil slet ikke kommentere den norske journalists sprogbrug.

Oversat af undertegnede fra norsk: Fatwafabrikken; Dagens Næringsliv; Magasinet: 4/5 november 2006.

Jeg vil udvide denne postering de kommende dage med kommentarer og links.

Der er udgangspunkt for mange spørgsmål:

1) Her er et oplagt udgangspunkt for den islamforskning Dansk Folkeparti fik med i Finansloven, og som PK’erne allerede er rasende over.

2) Kan man ikke kalde Fatwarådet et ‘anti-integrationsråd’?

3) Er der nogen der følger de islamiske pengestrømme i Europa udover efterretningstjenesterne?

4) Hvor mange islamiske institutioner, foreninger, centre og klubber mm findes der, og hvilke betaler EU’s borgere opretholdelsen af.

5) Hvilke lobbyister bruger islamisterne indenfor Eu’s enkeltlande og i EU?

6) Hvilke muligheder er der for EU-borgere at oprette og få tilskud til informationer om islamisternes tiltag?

7) På hvilke europæiske universiteter foretages der videnskabelige studier af jihad, sharia og begrebet ‘dhimmi’? (Sandsynligvis ingen)

8) Når Norge har en repræsentant i rådet, er der sikkert også en ‘dansk’. Labanen ville være et godt bud efter min mening?

9) Artiklen nævner, at der er 20 millioner muslimer i Europa. Hvornår får vi de virkelige tal? For Europa og for Danmark?

OSV

26 marts 2006

Labanen og kumpaner er salafister og muslimske brødre

A New Muslim Country

By Guy Milliere
FrontPageMagazine.com | May 12, 2003

The Muslim Brotherhood is a forbidden movement in Egypt where it was born. It is  a forbidden movement in the rest of the Arab-Muslim world. All the specialists speak of it as a dangerous, integrist Muslim movement that has only one aim: to take the political power and to impose Sharia, the Islamic law to whole countries.

In France, it’s different: the Muslim Brotherhood can exist officially. Under its French name, Union of Islamic Organizations in France (UOIF), it is even an  important part of the French Muslim council recently created by the French  government. You might think the Muslim Brotherhood goes forward by partly hiding what it wants in order to be accepted. You’d be wrong: it says exactly what it wants. It created many websites in French and in Arabian where everything is explained very clearly. It organize lectures everywhere in  France where you can hear speakers saying: “we only have to obey the law of Allah”, or more nicely, “some stupid western intellectuals, mostly Jews, write that nobody has the right to kill in the name of God. They do not understand: It’s a duty to kill in the name of God.” 

(more…)