Hodjanernes Blog

7 december 2009

Peter Skaarup stærkt utilfreds med forbud mod juletræer ved klimatopmøde

Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, er fortørnet over nyheden om, at deltagerne ved klimatopmødet i Bella Centret skal skånes for synet af juletræer, fordi disse bliver betragtet som stødende og ikke politisk neutrale.

Han har nu bedt udenrigsminister, Per Stig Møller, komme i spørgetiden på onsdag i Folketinget for at svare på, om denne deler FNs syn på danske juletræer.

Det er jo helt grotesk, at man takker nej til at få sponsoreret en skov af danske Nordmannsgraner, som kunne stilles op ved Bella Centret, og blive et smukt symbol på danskheden og det land, som trods alt lægger hus til klimatopmødet. Med et forbud mod juletræer virker det lidt som om FN har lejet sig ind i Danmark, som var det et bedre forsamlingshus, hvor man ser stort på hvem værten er, siger Peter Skaarup.

Efter forlydenderne ville de grønne træer kunne opfattes som en provokation for de muslimske deltagere ved klimatopmødet, og FN lægger vægt på at skabe et ’neutralt indtryk’ ved klimatopmødet. Peter Skaarup har svært ved at se på hvilken måde juletræer skulle kunne støde muslimske gæster.

Han peger også på, at Nordmannsgraner er en af de træsorter, som har været bedst til at tackle klimaforandringer. Træet binder en del mere CO2, end de fleste andre træer. Det ville så være en anden oplagt grund til at lade den lille skov af juletræer få adgang til Bella Centret under klimatopmødet, mener Peter Skaarup.

Hvis jeg var til topmøde i Cairo under ramadanen, eller en anden muslimsk højtid, ville jeg da også forvente, at jeg ville kunne se det på byen. Tage det som en mulighed for at opleve den kultur og det land, som jeg var gæst i. I hvert fald ville jeg ikke forvente, at man undlod at faste, kalde til bøn fra minareterne, eller bad kvinderne tage burkaen af i nærheden af mødecentret, blot fordi der var kristne mødedeltagere i landet. Jeg tvivler i høj grad også på, at den muslimske verden ville acceptere det, siger Peter Skaarup, som ser frem til udenrigsministerens svar.

Pressemeddelelse fra DF