Hodjanernes Blog

6 april 2011

Dansk ondskab sat i relief af Al-Badri fra Odense

DR2s nyhedsprogram Deadline (fra tiden 13:01) havde den 19-årige kortfilms-instruktør Ayat Al-Badri på besøg, og det vakte desværre minder…

Ayat kom til Danmark fra Irak for godt otte år siden. Hun bor til daglig i Odense-bydelen Vollsmose og er i disse dage aktuel med filmen Danskhed på Prøve.
Sammen med Margrethe Vestager og Jesper Langballe deltog Ayat i aftenens debat om de krav, der stilles til udlændinge, som ønsker at opnå dansk statsborgerskab.

Ayat fandt kravene urimelige og begyndte at græde, Margrethe gav hende ret og Jesper Langballe var naturligvis showets superskurk:

Deadline-vært: “Og du føler dig som dansker.”
Ayat Al-Badri: “Ja, det gør jeg, og det er også fordi, det er mit hjem. Det er her, jeg føler mig tryg, og det er her, hvor jeg har alt. Mine venner, jeg har min familie, jeg har min skole, mit arbejde – jeg har mine to frivillige arbejde. Alt hvad jeg har, det er her.”

Deadline-snakken om Al-Badri og tryghed fik mig dog til at tænke på en helt anden og lidt ældre historie – nemlig den om den utrygge danske familie, der valgte at leve i skjul med et godt alarmsystem. Det sjove er, at denne historie også involverer en Al-Badri fra Odense – faktisk to:  To Al-Badri’er, en vred Al-Badri-familie, to Al-Badri-venner (Abdullaziz Khazar Jebir og Fahud Maziad Massaad) og en dansk pige, som lige er fyldt 14 – for at være helt præcis (Det skal understreges, at jeg IKKE ved om Ayat Al-Badri er i familie med fyrene fra denne historie):

Fra eb.dk – Fire dømt for voldtægt mod 14-årig:

“Det hjalp ikke fire unge mænd med irakisk baggrund, at de nægtede voldtægt og påstod, at en 14-årig pige en sen aften sidste sommer selv ønskede at dyrke sex med dem på skift under markedet i Vorbasse i Sydjylland. […]

De tekniske beviser dokumenterer, at pigen formodentlig blev voldtaget oralt, vaginalt og analt af de fire mænd, oplyser kriminalinspektør Peter Krogh fra Sydøstjyllands Politi ifølge TV2 Fyn.

De fire mænd bor i Odense.”

Fra Sappho – Fire irakere udvist for bestandigt for voldtægt af 14-årig:

“Mændene blev dømt for i fællesskab at have voldtaget pigen vaginalt og oralt. Pigen var fyldt 14 år to uger inden overgrebet.
Anklagen lød endvidere på analt samleje, men både by- og landsretten fandt det ikke tilstrækkelig bevist, at dette var tilfældet. […]

20-årige Abdullah og 22-årige Hussein Maayuf Al-Badri er brødre og har opholdt sig i Danmark siden april 2004. Storebroderen, der gennem de første par dage i retten satte sin lid til den muslimske bønnekrans, tasbih, har diabetes og er på sygedagpenge. Han taler stort set ikke dansk, og var afhængig af tolken under hele retssagen. Lillebroderens danskkundskaber var en del bedre, men han var stadig afhængig af tolken. Brødrenes forældre og fem søskende bor i Danmark. […]

Abdullah Maayuf Al-Badri lagde ud med fra anklagebænken at råbe: ”Jeg skal slå ihjel!” Og en af fædrene rejste sig, smed jakken og havde retning mod dommerne, der var på vej ud. En af de otte tilstedeværende betjente og tolken fik ham stoppet, hvorefter han lagde sig ned på gulvet og råbte, inden har blev gelejdet ud. Gulvet måtte også lægge linoleum til en del spytklatter.

Flere rejste sig og fik på en blanding af arabisk og dansk udtrykt deres foragt for nationen, som de kaldte ”luderland” og ”racistiske Danmark”.

Abdullah Maayuf Al-Badri smed en stol efter anklageren, og to betjente måtte herefter pacificere ham. Et par af de cirka 25 tilhørere nærmede sig også anklageren, og denne måtte tage den udgang, der normalt er forbeholdt de tiltalte. Alt imens stole, borde og dørkarme fik både knyttet hånd, flade håndflader og spark at mærke, akkompagneret af høje råb, skrig og gråd.

En rude i retslokalet fik smagt en irakisk albue, og lyden af splintret glas tilkaldte yderligere tre betjente. De fik smidt de sidste tilhørere ud, mens retsbygningen genlød af eder og forbandelser, der fortsatte ud parkeringspladsen, hvor cirka seks betjente blev stående, indtil bilerne var kørt. […]

Den nu 15-årige pige lider i dag af posttraumatisk stresssyndrom. Samtidig har hun fået diagnosen stærk depression. Dags dato lyder regningen for psykologsamtaler på et femcifret beløb for en endnu ikke afsluttet psykologbehandling. Dertil kommer et behov for yderligere behandling hos psykiater. Hendes familie lever i dag på hemmelig adresse med hemmeligt telefonnummer og alarmsystem.

Offeret havde på tidspunktet for gruppevoldtægten ikke tidligere været seksuelt aktiv.”