Hodjanernes Blog

4 februar 2016

Det er da ingen nyhed – det har da været indlysende hele tiden

Gabold: ‘1864’ var et slag mod DF.

DR’s tidligere dramachef Ingolf Gabold siger nu, at flere af DR’s mest sete serier har været politiske projekter for ham. DF’s medlem af DR-bestyrelsen kalder det »skandaløst«.

Mere på Politiken

Jalving: Den kulturradikale DR-elite lever og har det bedre end nogensinde og kan skraldgrine hele vejen hjem fra finansloven, mens Bertel Haarder sidder og måber som en fisk.

Gabold udvandrer fra debat med DF-ordfører.

9 oktober 2014

Historiker om DR-serie: »Djævlen ville grine af dette ahistoriske vrøvl«

Filed under: Danmark, Film, Historie, Medier DR m.fl., Tyskland — Tags: — Hodja @ 16:19

Jens Ole Christensen er inspektør på Tøjhusmuseet og historiker med flere bøger om 1864.

Han finder serien ganske utroværdig og siger, at den ikke gør os klogere på 1864.

Men hvorfor er det blevet sådan?

»Det skal man vel ikke være professor i raketvidenskab for at regne ud. Det er vel et forsøg på at sige noget nutidigt om dansk krigsindsats og vise at vanvittige mænd dengang som nu trækker Danmark ind i krige. Filmen handler i virkeligheden om sårfeberen fra 2001 og ikke fra 1864 og om at danske politikere sammen med USA gik i krig i Irak. Dele af det danske kulturparnas hader den krigsindsats og den matrer stadig kulturparnasset og derfor skal 1864 misbruges til nutidig debat.«

Mere på Berlingske

Læs også Massiv historikerkritik af Bornedals storserie

DanMarx Radio har med andre ord snydt nogle af vore politikere, mens andre politikere vil hilse den velkommen.

Pia Kjærsgaard: »Jeg er dybt rystet over 1864-serien«

Filed under: Danmark, Film, Historie, Medier DR m.fl., Politik, Tyskland — Tags: — Hodja @ 12:59

Dansk Folkepartis værdipolitiske ordfører Pia Kjærsgaard siger, at hun er rystet over Ole Bornedals 1864-serie og efterlyser, at et ansvar for den ringe serie placeres hos DR.

»Den er tendentiøs, og den politiserer uden skam. Nutidens politik synes at ligge Ole Bornedal mere på sinde end fortiden, og det er gået helt galt. Det er demagogi, og det er helt urimeligt over for os, der håbede på en seriøs, historisk serie, men også over for den forudsætningsløse ungdom, der får en skrupforkert historieversion.«

19 oktober 2012

Frø af ugræs

Skynd dig kom, om føje år Dybbøl som en skændsel står…

(Klik for helskærm)

Gravskænderi er ikke noget muslimer har monopol på. Også deres allierede – vor såkaldte ‘kultur-elite’- kan være med. Men hærværk mod mindesmærker – såsom at hærge kirkegårde, smadre, vælte eller male hagekors på gravstenene – kræver fysisk aktivitet. Så det har man folk til. I dette tilfælde medlemmer og ansatte hos den islamiske dækorganisation, som så fiffigt går under navnet Dansk Røde Kors.

Forestil Dem, kære læser, at nogle vandaler en skønne nat havde besøgt en muslimsk gravplads og malet kors og davidsstjerner på gravene. Samtlige medier ville rydde forsiderne, DanMarx Radio omlægge sendefladen i flere uger og PET blive sat i højeste alarmberedskab. Men – desværre for journalisterne – er et sådant scenarie yderst usandsynligt. Det er det modsatte ikke. For ‘segmentet’ er Danmarks militære nederlag ikke nok. Ydmygelsen skal være total. Besættelsen den 9. april 1940 og vort Anschluss til EUSSR den 2. oktober 1972 var jubel-triumfer, men mere vil have mere. Til den ende har man nu behov for at gå længere tilbage i historien. Fra Slaget på Rheden 1801, Københavns Bombardement og Flådens Ran i 1807 eller tabet af Norge i 1814 er der ikke så mange mindesmærker at besudle, så foreløbig holder man sig til 1864. Her kommer Dybbøl Banke ind i billedet.

Om fem år vil dette nationale mindesmærke være kulturberiget. Besøger man stedet i den hensigt at sende en tanke til de tusinder af danske, svenske, norske og tyske soldater som her blev ofret af samtidens ‘kultur-elite’ vil man – moské – blive overrasket over, at de alle til hobe var muslimer. I hvert fald ifølge en til formålet nedsat camarilla, som vil lade området tilplastre med røde, muslimske halvmåner. I al sin groteske absurditet må man ikke lade sig forbavse: hvor et altfortærende had til Danmark, danskerne og alt dansk æder hjernen bort, er ånden stadig redebon, når det gælder om at tilsvine vore forfædre – og dermed os.

Hermed kan Bovrup-Kartoteket (v.2.0.12) udvides med følgende:

Søren Bonde Hansen, kommunaldirektør i Sønderborg. – Jørgen Mads Clausen, direktør for Danfoss. – Lasse Krull, fhv. formand for Konservativ Ungdom. – Elsebeth Gerner Nielsen, fhv. radikal kulturminister. – Jens Oddershede, rektor for Syddansk Universitet. – Bjarne Rasmussen, erhversmand. – Stephan Kleinschmidt, udvalgsformand i Sønderborg. – Aase Nyegaard, borgmester i Sønderborg. – John Fredriksen, kulturchef. – Else Christensen Redzepovic, sekretariatsleder. – Henriette Pilegaard, kommunikationsmanager. – Christian Have, kommunikationsrådgiver. – Gitte Bjørn-Lüthi, projektkoordinator. – Nicolae Balc, praktikant. – Jørgen Bøgelund Frederiksen, kulturchef. – Helle Barsøe, kulturkonsulent. – Charlotte Helt Brunsgaard, kulturkonsulent. – Lotte Urfe, kulturkonsulent. – Gry Vissing Jensen, kulturkonsulent. – Lene Borregaard, vicedirektør.

18 august 2010

Den lille forskel?

Filed under: Aviser mm Danske, Danmark, Historie, Indvandring, Islam, Jihad, Nyttig idiot, Tyskland — Tags: — Skjoldungen @ 14:17

Samarbejds-Politiken om landsforrædderi – Ja, De læste rigtigt: Samarbejds-Politiken(!) om landsforrædderi…

For tiden gør Samarbejds-Politiken et stort nummer ud af at få Kong Christian IX til at fremstå som landsforrædder. Man har i anledning af en ny bog om prøjsernes sejr i 1864 – hvor man efter slaget ved Dybbøl gik i land på Als og tvang den danske hær til at evakuere ad søvejen – fundet frem til et aktstykke hvori kongen ventilerede at optage helstaten i Det Tyske Forbund. Retfærdighvis skal det siges, at dasbladet også har en opfølgende artikel, hvori en Bjørn Østergaard på saglig vis gør rede for tidens opfattelse af nationalstater – eller rettere manglen herpå. I samme artikel finder man så følgende passus:

“Efter anden verdenskrig fik Danmark tilbudt, at grænsen atter blev rykket sydpå, så de gamle danske områder atter kunne kaste det tyske åg af sig. Men vi takkede nej og lod grænsen blive, hvor den havde ligget siden genforeningen i 1920, hvor de dansksindede dele af Slesvig kom hjem til Danmark, mens resten af området forblev tysk. Bag nej’et lå samme overvejelser, som Bismarck havde tumlet med efter at have modtaget kong Christian IX’s forslag om at lade Danmark indlemme i Det Tyske Forbund: Man havde ingen interesse i at få en stat med et stort mindretal inden for sine grænser.”

Helt korrekt. Og hvis ikke vore historiekundskaber svigter os så ganske, så var det just det samme synspunkt som Samarbejds-Politiken på vegne af  Socialdemokratiet og Det Radigale Venstre forfægtede – efter krigen, altså. Hvilket rejser spørgsmålet til Samarbejds-Politiken: hvorved adskiller argumentet om et stort mindretal dengang sig fra situationen nu?