Hodjanernes Blog

14 marts 2017

Forår

Filed under: Politik, Stefan Molyneux, Uddannelse — husmanden @ 14:04

endelig kom det med vintergækker og glimtvis tocifrede temperaturer.

Det er altid godt at have noget at lave, men at gå ude i en mørk, sur, iskold lade vinteren igennem og reparere gammelt maskineri, så det er klar til foråret, er en tvivlsom fornøjelse.  På den anden side er der ikke penge til at lade andre gøre det – man må klare det selv, og så er man nu om dage lykkelig for at være vokset op i en tid med få penge.  Man lærte at klare sig selv – reparere sin  cykel, knallert, radio, robåd og hvad der ellers gik i stykker, og senere, da man var klar til det, kunne man tage en uddannelse, der med garanti skaffede arbejde ude i industrien.  En tid med færre penge end nu, men med en uendelighed af muligheder for at tjene nogle.

Siden da er alt blevet anderledes.  I bestræbelserne for at gøre Danmark til en mikroskopisk provins i en socialistisk verden, måtte man lukke det meste af industrien, for at skaffe vælgere til socialismens lyksaligheder. I den proces var det nødvendigt at skaffe noget for de mange mennesker at lave, så man arrangerede et såkaldt uddannelsesforløb, hvor alle kunne få en universitetsuddannelse og blive forskere.

Det gav selvfølgelig den ulempe, at man var nødt til at sænke kravene så lavt, at flertallet af uddannelserne blev ubrugelige – ikke kun pga indholdet, men også pga uddannelsernes art.  Behovet for piger og drenge, der har studeret til museumspædagogmedhjælperassistent er begrænset, og sådan er det med langt det meste.  Det er ubrugeligt, og det kan end ikke bruges til at løsne en hjulbolt på en gammel traktor.

Det faktum, at alt for mange intet kan, andet end at hyle på andres penge, gør Danmark afgørende svag, den dag de fremmede skal vises på porten.  Vi må bede til, at et under indtræffer – noget der forvandler de mange fede spagettirygge til stål.  Indtil da vil jeg trække plovfurer med min gamle trefurede Fiskars, og skulle jeg gå hen og blive sendt afsted i mellemtiden, så fred være med det.

Indtil da kan de der interesserer sig for Danmarks fremtid lytte til den kloge Stefan Molyneux.