Hodjanernes Blog

25 august 2016

En araber, der erkender de mange arabiske fejltagelser …

En gang imellem bliver man meget positivt overrasket

Her er en artikel af en araber, som ærligt opremser de mange fejltagelser, de arabiske lande har gjort mht. Israel og de palæstinensiske arabere

Artiklen er hudløst ærlig

artikel start:

Arabernes historiske fejltagelser i omgangen med Israel

af Fred Maroun
24. August 2016

Oprindelig engelsk tekst: The Arabs’ Historic Mistakes in Their Interactions with Israel
Oversat af Mette Thomsen

Vi arabere har håndteret vores forhold til Israel rædselsfuldt, men værst af alt er palæstinensernes fortsatte situation. Vores største fejltagelse var, at vi ikke accepterede de Forenede Nationers delingsplan i 1947.

Måske burde man ikke starte krige, hvis man ikke er forberedt på den mulighed, at man kan tabe dem.

Jøderne holder ikke araberne i lejre, det gør vi.

Jordan integrerede nogle af flygtningene, men ikke dem alle. Vi kunne have bevist, at vi arabere er et stort og ædelt folk, men i stedet viste vi verden, og gør det stadig, at vores had til hinanden og til jøderne er langt større end nogen som helst forestilling om såkaldt arabisk solidaritet.

Dette er første del af en serie i to dele. Anden del vil undersøge, hvad vi arabere kan gøre anderledes i dag.

I den aktuelle tilstand i forholdet mellem den arabiske verden og Israel ser vi et kludetæppe af fjendtlighed, anspændt fred, begrænset samarbejde, ro og vold. Vi arabere har håndteret vores forhold til Israel rædselsfuldt, men værst af alt er palæstinensernes fortsatte situation.
Den oprindelige fejltagelse

Vores første fejltagelse varede i århundreder og indtraf længe før Israels uafhængighedserklæring i maj 1948. Den bestod i, at vi ikke anerkendte jøder som ligemænd.

En førende, amerikansk videnskabsmand inden for jødisk historie i muslimske samfund, Mark R. Cohen, har dokumenteret , at jøder i denne æra “ligesom andre ikke-muslimer havde status af dhimmier [ikke-muslimer, som må betale beskyttelsespenge og følge særlige, nedværdigende love for at blive tolereret i muslimsk kontrollerede områder] … Der blev ingen nye bedehuse opført, og de gamle måtte ikke istandsættes. De skulle optræde ydmygt i muslimers nærværelse. I deres liturgiske praksis skulle de anerkende islams overlegenhed. Det blev endvidere afkrævet dem, at de skilte sig ud fra muslimer i deres klædedragt og afholdt sig fra æressymboler. Andre restriktioner udelukkede dem fra ansvarsfulde stillinger i muslimske regeringer”.

Den 1. marts 1944, mens nazisterne var i gang med at massakrere seks millioner jøder, og længe før Israel erklærede sin uafhængighed, fremsatte Haj Amin al-Husseini, dengang stormufti over Jerusalem, følgende opfordring på Radio Berlin: “Arabere, rejs jer som én mand og kæmp for jeres hellige ret. Dræb jøderne overalt, hvor I finder dem. Dette behager Gud, historien og religionen. Dette sikrer jeres ære. Gud er med jer.”

Havde vi ikke begået denne fejl, havde det måske gavnet os på to måder:

Jøderne ville sandsynligvis i stort antal være blevet boende i det muslimske Mellemøsten, og de ville have bidraget til den mellemøstlige civilisation frem for til civilisationen i de områder, som de flygtede til, især i Europa og senere USA.

Desuden ville jøderne, såfremt de havde følt sig trygge og accepterede i Mellemøsten blandt araberne, måske ikke have følt det samme behov for at danne en selvstændig stat, hvilket kunne have reddet os fra vore senere fejltagelser.
Den værste fejltagelse

Vores anden og værste fejltagelse var, at vi ikke accepterede de Forenede Nationers delingsplan i 1947. FN-resolution 181 gav juridisk basis for dannelse af en jødisk stat og en arabisk stat i det britisk kontrollerede Palæstina-mandat.

Som BBC fortalte, gav resolutionen mulighed for:

“En jødisk stat, som dækkede 56,47% af Palæstina-mandatet (Jerusalem undtaget), med en befolkning på 498.000 jøder og 325.000 arabere; en arabisk stat, som dækkede 43,53% af Palæstina-mandatet (Jerusalem undtaget), med 807.000 arabiske indbyggere og 10.000 jødiske indbyggere; en international forvaltning af Jerusalem, hvor befolkningen bestod af 100.000 jøder og 105.000 arabere.”

Selvom det landområde, som var tiltænkt den jødiske stat, var en smule større end det område, som var tiltænkt den arabiske stat, bestod en stor del af det jødiske område af total ørken, Negev og Arava, mens araberne var tiltænkt det frugtbare område. Planen var også til arabernes fordel af to andre grunde:

Den jødiske stat havde kun et lille flertal af jøder, hvilket kunne have givet araberne næsten lige så stor indflydelse som jøderne i regeringsarbejdet, mens den arabiske stat var næsten rent arabisk, uden politiske fordele for jøder.
Hver af de foreslåede stater bestod af tre mere eller mindre indbyrdes løsrevne landstykker, hvilket ville have medført en stærk, geografisk, gensidig afhængighed mellem de to stater. Hvis de to stater var på god fod med hinanden, ville de sandsynligvis på mange områder have fungeret som en sammenhængende føderation. I den føderation ville araberne have haft et stort flertal.

I stedet for at acceptere denne gave af en plan, mens vi stadig kunne, besluttede vi arabere, at vi ikke ville acceptere en jødisk stat, og dermed basta. I maj 1948 kundgjorde Azzam Pasha, den Arabiske Ligas generalsekretær, i forbindelse med den nyligt foreslåede jødiske andel af delingen, at “Dette vil blive en udryddelseskrig, en afgørende massakre, som vil blive omtalt på linje med de mongolske massakrer og korstogene.” Vi startede en krig med henblik på at udslette den nye stat i fødslen, men vi tabte, og resultatet af vores fejltagelse var en meget stærkere, jødisk stat:

Det jødiske befolkningsflertal i den jødiske stat voksede dramatisk på grund af den befolkningsudveksling, der fandt sted, hvor mange arabere flygtede fra krigen i Israel, og mange jøder flygtede fra en fjendtlig, arabisk verden for at bosætte sig i den nye stat.
Jøderne erobrede yderligere land i denne krig, som vi havde påbegyndt, og som resulterede i de våbenstilstandslinjer (i dag kaldet den grønne linje eller præ-1967 linjerne), der gav Israel en smule af det område, som tidligere var blevet tiltænkt den arabiske stat. Den jødiske stat opnåede også en langt bedre sammenhæng, mens den arabiske andel blev splittet i to (Gaza og Vestbredden), adskilt med næsten 50 km.

Måske burde man ikke starte krige, hvis man ikke er forberedt på den mulighed, at man kan tabe dem.

arabmistakes

I maj 1948 erklærede Azzam Pasha (t.h.), den Arabiske Ligas generalsekretær, med hensyn til den foreslåede nye jødiske andel af delingen, at “Dette bliver en udryddelseskrig, en afgørende massakre, som vil blive omtalt på linje med de mongolske massakrer og korstogene.”

Flere krige og flere fejltagelser

Efter Uafhængighedskrigen (det navn, som jøderne har givet krigen i 1947/1948) var Israel i alle praktiske henseender begrænset til området inden for den grønne linje. Israel havde ingen bemyndigelse eller krav på Gaza og Vestbredden. Vi arabere havde to muligheder, hvis vi havde valgt at slutte fred med Israel dengang:

Vi kunne have inddraget Gaza i Egypten og Vestbredden i Jordan, hvilket ville have givet palæstinenserne statsborgerskab i det ene af disse to relativt stærke, arabiske lande, som var både numerisk og geografisk større end Israel.
Vi kunne have skabt en ny stat i Gaza og på Vestbredden.

I stedet valgte vi at fortsætte fjendtlighederne mod Israel. I foråret 1967 dannede vi en koalition for at angribe Israel. Den 20. maj 1967 udtalte den syriske forsvarsminister Hafez Assad: “Tiden er inde til at indlede en udryddelseskrig.” Den 27. maj 1967 erklærede Egyptens præsident Abdul Nasser: “Vores grundlæggende mål vil være udslettelsen af Israel”. I juni tog det kun Israel seks dage at nedkæmpe og ydmyge os over for alverden. I denne krig mistede vi meget mere land, herunder Gaza og Vestbredden.

Efter krigen i 1967 (som jøderne kalder for Seksdageskrigen) tilbød Israel os land for fred og gav os dermed en chance for at komme os over Seksdagskrigens fejltagelse. Vi svarede med Khartoum-resolutionen, som fastslog: “Ingen fred med Israel, ingen anerkendelse af Israel og ingen forhandlinger med Israel”.

Da vi intet havde lært af 1967, dannede vi igen en koalition i oktober 1973 og forsøgte på ny at udslette Israel. Vi opnåede visse fordele, men strømmen vendte, og vi tabte igen. Efter dette tredje, ydmygende nederlag brød vores koalition mod Israel sammen, og Egypten og Jordan besluttede endda at slutte fred med Israel.

Resten af os vedblev stædigt at modsætte os selve Israels eksistens, selv Syrien, som i lighed med Egypten og Jordan havde mistet land til Israel i Seksdageskrigen. I dag fastholder Israel stadig dette område, og der er ingen reel udsigt til, at området nogensinde vender tilbage til Syrien; Israels premierminister har for nylig erklæret, at “Israel vil aldrig forlade Golanhøjderne”.
Palæstinensernes tragedie

Den mest dadelværdige og mest tragiske af vore fejltagelser er den måde, vi arabere har behandlet palæstinenserne på siden Israels uafhængighedserklæring.

Jøderne i Israel hilste de jødiske flygtninge fra arabiske og andre muslimske lande velkommen i den israelske fold, uanset omkostningerne eller vanskelighederne ved at integrere mennesker med meget forskellig baggrund. Israel har ivrigt integreret flygtninge fra fjerntliggende lande, herunder Etiopien, Indien, Marokko, Brasilien, Iran, Ukraine og Rusland. Ved at gøre dette har de udtrykt det stærke bånd, som binder jøder sammen. I samme periode havde vi tilsvarende mulighed for at udtrykke det bånd, som binder araberne sammen, men i stedet for at hilse de arabiske flygtninge fra krigen 1947/48 velkommen, spærrede vi dem inde i lejre med store begrænsninger på deres daglige tilværelse.

I Libanon, har Amnesty International rapporteret, “lider palæstinenserne stadig under diskrimination og marginalisering på arbejdsmarkedet, hvilket bidrager til en høj arbejdsløshed, lave lønninger og dårlige arbejdsforhold. Selvom de libanesiske myndigheder for nylig ophævede forbuddet mod 50 af de 70 jobtyper, som er forholdt palæstinenserne, har disse stadig vanskeligt ved rent faktisk at finde beskæftigelse inden for disse områder. Den manglende udsigt til passende beskæftigelse fører til en høj frafaldsprocent blandt palæstinensiske skolebørn, som også har begrænset adgang til den offentlige mellemskoleuddannelse. Den resulterende fattigdom forværres af restriktioner i deres adgang til sociale ydelser”.

Libanon og Syrien kunne altså ikke integrere nogle flygtninge, som umiddelbart forinden havde levet få kilometer fra disse landes grænser, og som delte deres befolkningers næsten identiske kultur, sprog og religion. Jordan integrerede nogle flygtninge, men ikke alle. Vi kunne have bevist, at vi arabere er et stort og ædelt folk, men i stedet viste vi verden, og gør det stadig, at vores had til hinanden og til jøder er langt større end nogen som helst forestilling om såkaldt arabisk solidaritet. Til vores skam anses de palæstinensere, som flygtede fra Israel for halvfjerds år siden, stadig for at være flygtninge.

Det værste ved den måde, vi har behandlet de palæstinensiske flygtninge på, er, at selv inde på Vestbredden og i Gaza skelnes der stadig i dag mellem palæstinensiske flygtninge og indfødte palæstinensere. I disse områder lever, ifølge tallene for året 2010 oplyst af Palestinian Refugee ResearchNet ved McGill University, 37% af palæstinenserne på Vestbredden og Gaza i lejre! Gaza har otte palæstinensiske flygtningelejre, og Vestbredden har nitten. Jøderne holder ikke araberne i lejre, det gør vi. Den palæstinensiske præsident, Mahmood Abbas, kræver en stat i disse områder, men han kan næppe forventes at blive taget seriøst, når han lader de palæstinensiske flygtninge, som lever under hans styre, bo i lejre og ikke engang evner at integrere dem med de øvrige palæstinensere. Det latterlige i denne situation overgås kun af dens hjerteløshed.
Hvor står vi i dag

På grund af vore egne fejltagelser er vores forhold til Israel i dag en fiasko. Den eneste styrke i vores økonomi er olien, en forgængelig resurse, der som følge af fracking taber i værdi. Vi har ikke gjort nær nok for at forberede os på fremtiden, hvor vi får brug for opfindsomhed og produktivitet. Foreign Policy Magazine skriver således: “Skønt de arabiske regeringer længe har erkendt behovet for at forlade den overdrevne afhængighed af kulbrinte [i form af olie], har de ikke haft nogen videre succes med at gøre det. … Selv de Forenede Arabiske Emiraters økonomi, som er en af de mest varierede i Golfen, er stærkt afhængig af olieeksporten”.

Business Insider vurderede i 2015 Israel til at være verdens tredje mest innovative land. Lande over hele verden nyder godt af Israels kreativitet, herunder så fjerne og højtudviklede lande som Japan. Men vi affærdiger Israel, et innovativt kraftværk som tilmed ligger lige ved vores grænse.

Vi drager heller ikke nytte af Israels militære geni, som kunne hjælpe os med at bekæmpe nye og ødelæggende fjender som ISIS.

Og værst af det hele, et af vore egne folk, palæstinenserne, er spredt for alle vinde — splittet, desillusioneret og fuldkommen ude af stand til at genrejse det nationale projekt, som vi kidnappede under fødderne på dem i 1948, og som vi lige siden har skamredet hinsides al genkendelighed.

At sige, at vi bør ændre vores holdning til Israel, er en underdrivelse. Der er tre grundlæggende ændringer, som vi må foretage, og vi bør finde modet og den moralske styrke til at gøre det.

Jøderne holder ikke araberne i lejre, det gør vi.

Fred Maroun, en venstreorienteret araber bosat i Canada, har skrevet op-eds i New Canadian Media og andre medier. I årene 1961-1984 boede han i Libanon.

artikel slut

Taget herfra

Jeg håber ikke at Gladstone Institute har noget imod at jeg kopierede arikel – den er simpelt hen så god !

2 kommentarer »

  1. Det er en god artikel, men den arabiske opvækst er oplagt !!
    Der har ikke på noget tidspunkt i historien været et befolkningsflertal i Jerusalem !

    Kommentar af Stenslyngen — 27 august 2016 @ 17:30

  2. dvs et arabisk befolkningsflertal !!

    Kommentar af Stenslyngen — 27 august 2016 @ 23:09


RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

%d bloggers like this: