Hodjanernes Blog

6 juni 2016

Ramadanen truer igen

Så er ramadanen over os: og det betyder, at vi nu igen vil kunne læse om dadler og lækre madretter, om almisser til de fattige og den sjælelige renselse, mange muslimer oplever ved at faste fra solopgang til solnedgang.

I bedste orientalistiske stil bruger mange ramadanen som en anledning til at formidle et positivt billede af islam, og det kan der selvfølgelig være god grund til i en tid med spændinger på kryds og tværs af religiøse, kulturelle og sociale skel, både her i landet og i Mellemøsten.

Men er det også i orden at kritisere ramadanen? Et religiøst ritual, der blev udviklet for mere end 1.200 år siden, lader sig jo ikke uden videre indskrive i moderne samfund, hvor samfundsstruktur, teknologi og sociale omgangsformer er indrettet på andre måder, end dem der eksisterede på Muhammeds tid. Hvad stiller man fx op med folk, der ikke kan passe deres arbejde forsvarligt, med sukkersyge der ikke tager deres medicin, og det stigende antal trafikuheld som finder sted under ramadanen? Den slags skal man bare helst ikke snakke højt om, for så risikerer man at nedkalde nogle muslimers vrede over sit hoved – blive kaldt løgner, klaphat og andre ukvemsord og lagt ud på nettet til spe og spot i muslimske blog-kredse

Det ved jeg af erfaring, for jeg kom sidste år til at sige til en journalist, at der var flere arbejdsulykker i den islamiske fastemåned end i resten af året. Det behøver man såmænd ikke at være lektor ved et offentligt dansk universitet for at kunne konstatere: Enhver, der rejser i Mellemøsten under ramadanen, kan ved selvsyn konstatere, hvordan fasten og den mindre nattesøvn påvirker folks reaktionsmønstre.

Der går ikke mange dage, før folk bliver mere trætte og irritable end de plejer, kniven glider lettere ud af hånden når man snitter løg, taxachauffører kører hurtigt og hidsigt og får lettere buler i bilen, etc. Men selv om det altså er let at konstatere, at faste i dagtimerne kombineret med masser af god mad og hyggeligt samvær ved nattetide, nødvendigvis må have konsekvenser dagen derpå, skal man åbenbart ikke sige det højt, for så risikerer man at fornærme følsomme muslimer.

Min udtalelse om stigningen i arbejdsulykker under ramadanen blev refereret i en artikel i Ugeskrift for Læger i oktober 2006. Resten af artiklen var som de fleste andre, man kan læse om det emne, lige efter bogen: En positiv skildring af de religiøse og sociale ritualer, som muslimer følger under ramadanen, krydret med farverige beskrivelser af madtraditioner og interviews med muslimske læger, der hævdede sagtens at kunne forene arbejde og faste i fastemåneden.

Alligevel affødte de tre linier om arbejdsulykker en reaktion fra vrede muslimer: Det følgende nummer af Ugeskrift for Læger indeholdt læserbreve fra to muslimske medicinstuderende, der ville have data og statistik for påstanden om arbejdsulykker, ellers kunne de ikke godtage mit udsagn.

Det svarede jeg kort på bl.a. ved at give et eksempel fra en tekstil- og lædervarefabrik i Nasr City uden for Cairo, som jeg havde besøgt nogle år tidligere. Her havde man opgjort den forhøjede fejlprocent i produktionen til mellem 10 og 25 pct. under ramadanen og en stigning i arbejdsrelaterede ulykker på mellem 5 og 15 pct.

Det svar fik flere unge muslimske medicinstuderende op af stolen: Nu blev jeg i nye læserbreve beskyldt for, at mine udsagn var »løgn og latin« og »sludder og vrøvl«. En særlig hidsig ung muslimsk medicinstuderende skrev endda læserbreve til både gratisaviser og den lokale stiftstidende, hvor hun harcelerede over mine manglende data og min person i al almindelighed.

Der var altså ingen vej udenom: Jeg måtte til kilderne og belægge mine udsagn med data ud over dem, jeg var stødt på i min almindelige færden i Mellemøsten. I sig selv en noget prekær situation al den stund, at statistik ikke er noget, man ellers dyrker særlig seriøst i Mellemøsten – i hvert fald ikke til offentligt brug. Det problem har det naturvidenskabelige tidsskrift Nature brugt et helt temanummer på: I novembernummeret ”Islam and Science” (vol. 444, no. 7115) fra 2006 dokumenteres det systematisk gennem en række artikler, at islamiske lande hører til dem, der investerer mindst i videnskab i verden – det gælder også de rige olielande – og at der derfor eksisterer et betydeligt ”data gap”.

De manglende nationale statistikker og min deraf følgende brug af ”bløde data”, når det gælder oplysninger om arbejdsulykker under ramadanen, var således ikke en dårlig undskyldning, men en betingelse ved belysning af arbejdsulykker.

Nu er jeg ikke læge, men det viste sig hurtigt, at et par søgninger på en af de medicinske databaser, som burde være enhver medicinstuderendes naturlige arbejdsredskab, inden man begynder at beskylde andre for at lyve, uden videre gav over 1.000 hits på ”Ramadan”. Og sorterer man lidt i dem, kan man f.eks. finde en undersøgelse af tyrkiske industriarbejdere i Tyskland, der havde »moderate til alvorlige sundhedsforstyrrelser«, når de under ramadanen arbejdede i job med meget varme og tungt fysisk arbejde.

Den undersøgelse fraråder direkte arbejdsgivere at bruge fastende muslimer til den slags opgaver på grund af de mange risici, der er forbundet med det.

Andre undersøgelser behandler det stigende antal bilulykker under ramadanen og konkluderer fx at »Trafikuheld hører til en af de større sundhedsrisici i Saudi-Arabien, især under ramadanen«. Eller hvad med de tyrkiske tal for trafikdræbte i 2006, hvor 105 mennesker døde i trafikuheld under de fem dage, den afsluttende ramadanfest varede, hvilket svarer til en stigning på mere end 400 pct. i forhold til de normale dødstal for trafikdræbte? Det er ikke uden grund, at U.S. State Departments rejsevejledning til Tyrkiet foreskriver forsigtighed i ramadanen, når »helligdagene eller ”Bayrams”, der følger ramadanen, resulterer i en dramatisk stigning i landevejstrafikken (?) og årets højeste ulykkesfrekvens.« Og hvis antallet af bilulykker stiger under ramadanen, hvorfor skulle det så forholde sig anderledes med arbejdsulykker?

Det har på mange måder været interessant at læse sig ind på den lægefaglige litteratur, for den viste ganske tydeligt, at ramadanen er et komplekst fænomen, når det gælder ulykker. Et af problemerne er, at nogle muslimer ikke tager deres medicin – selv om der ikke er noget i den religiøse litteratur eller tradition, der forbyder det – hvilket kan føre til stigende ulykkesfrekvenser.

Manglende medicinindtag i ramadanen er et veldokumenteret problem for diabetespatienter, men gælder åbenbart også epilepsipatienter: En undersøgelse af brandsår i Saudi-Arabien viser f.eks., at fire ud af 10 epilepsiramte fik deres brandsår under ramadanen. Årsag: De tog ikke deres epilepsimedicin under fasten.

Der er også solid empirisk baseret medicinsk forskning, der viser, at irritabilitet er et stigende fænomen under ramadanen, og at hovedpine og forstyrrelser i søvnmønstre er hyppigt forekommende konsekvenser af fasten.

En enkel undersøgelse kan endda påvise stigende dødsfald blandt muslimske kvinder i forbindelse med ramadanen: »Kvinders dødelighed var signifikant større under ramadanen end i månederne op til den«, konkluderer en lægefaglig artikel. Og selv om hovedpine, træthed og fejlmedicinering i sig selv ikke er nok til at postulere en stigning i antallet af arbejdsulykker, er det dog fænomener, som dansk arbejdsmiljølovgivning ser på med stor alvor, når det gælder forebyggelse af ulykker. Hvorfor skulle det så være anderledes for muslimer?

Alle disse data har jeg siden gjort rede for i et nyt svar til de muslimske lægestuderende, og siden den dag, svaret blev publiceret i Ugeskrift for Læger, har der været tavst – både i ugeskriftet og i lokalaviserne. Men hele forløbet har på mange måder været bekymrende, først og fremmest fordi de involverede muslimske medicinstuderende helt ureflekteret farer op som trold af en æske og beskylder andre for “løgn og latin” uden selv at have undersøgt deres sag ordentligt.

Hvad der får dem til det, kan man kun gisne om: ønsket om at værne om deres religion, troen på at kende sandheden kombineret med manglende færdigheder i (eller lyst til?) at søge dokumentation, eller måske et ubevidst ønske om at afstive sin sociale position som ”læge in spe” både over for de mange muslimer, der ser dem som rollemodeller, og for det danske samfund i almindelighed??

Der er nu engang forskel på at beskrive verden, som den burde være, og analysere den, som den nu engang er. Det er i orden at værne om islam og henfalde til idylliserede beskrivelser af religiøse traditioner, men det må ikke gøre nogen så blåøjet, at man fornægter virkeligheden.

Det kan godt være, den religiøse litteratur og tradition »fritager alle andre end sunde og raske mennesker fra ramadanen, og at det er fuldt muligt at gå lidt før i seng«, hvis man skal passe sit job under ramadanen, for nu at bruge det eksempel, en af de medicinstuderende selv fremførte.

Men det er ikke det samme, som at folk rent faktisk gør det. Hvis man ikke kan forholde sig til virkeligheden, men pr. automatik reducerer problemer, som andre har kunnet konstatere, til ”vrøvl”, ”løgn og latin”, fordi der ikke foreligger statistiske undersøgelser, er der meget, man skal lære, før man er egnet til at træde ind i den danske lægestand eller for den sags skyld i andre akademiske professioner.

Af Helle Lykke Nielsen, lektor, ph.d., Syddansk Universitet

Referencer:

Anson O, Anson J. Surviving the holidays: gender differences in mortality in the context of three Moslem holidays. Sex Roles. 1997 Sep;37(5-6):381-99)

Bundgaard, Bente: Værsgo – tag en daddel, i: Ugeskrift for læger, vol 168, nr 42, 2006. Ss 3650-3652. samt efterfølgende debat i nr 48, samt vol 2007 vol 169 nr. 6

”Islam and Science”, i: Nature vol. 444, no. 7115, november 2006. s. 26-27

Nielsen, Helle Lykke: Arbejdsulykker under Ramadanen. Kronik i Ugeskrift for læger, vol 169, nr. 6, 2007. S. 534

Al-Qattan MM. Burns. 2000 Sep;26(6): 561-3).

Ramadan i tyrkiet (http://www.turks.us/article~story~105DieinTrafficAccidentsRamadan.htm).

Jeg har tilladt mig at føje relevante links på Helle Lykke Nielsens udemærkede artikel.

Tro det eller ej, ude i kommunerne og uddannelsesinstitutionerne findes der nu en række anbefalinger, der går på at opfylde ramadan-behovet for muslimske elever i offentlige skoler.

Skriv en kommentar »

Endnu ingen kommentarer.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.

%d bloggers like this: