Hodjanernes Blog

24 januar 2013

Som DDR, så NRK.

Agitpropperne DanMarx Radio og Norsk RiksKringkastning har begge deres mas med at forhindre sandheden i at slippe ud af flasken…

DDR NRKBruce Bawer bor det meste af tiden i Norge, men som amerikaner har han et skarpt øje for humbug. Om den norske udgave af DanMarx Radio, NRK, skriver han i Frontpagemag.com:

“Well, it’s done. I just made the first of my two compulsory yearly payments to NRK – short for Norsk rikskringkasting. In English it calls itself the Norwegian Broadcasting Corporation, but believe me, there’s nothing remotely corporation-like about it. It’s a fully government-owned and government-operated outfit, and its fealty to the Labor Party worldview is reflected in the nickname by which some of its disgruntled viewers refer to it: ARK, or Arbeiderpartiets rikskringkasting – Labor Party Broadcasting.

As of 2013, the semiannual NRK license fee – which, I should perhaps underscore, is something you pay in addition to whatever you might happen to shell out for your cable and/or satellite service – went up to $240.33, for a total of $480.66 per year. (Out of the kindness of their hearts, they divide the amount in two, apparently realizing that for a lot of people this is no small expense.) It’s a tax, of course, but it’s not treated as a tax – which is reflected in the fact that the fee actually includes an eight percent value-added tax. In other words, not only do they charge you a tax on top of your regular income tax to pay for a product that you may never even use – they also tax the tax.

With NRK, as with the BBC, it’s the license fees that pay the bills and keep the enterprise going. And as I’ve complained before (and will complain again), what you’re doing when you cough up this sum is paying to be propagandized. Essentially, that’s what NRK is: a propaganda operation, designed to ensure that when the Norwegian people get their news about the world, it’ll be served up to them with just the right spin, in hopes that it’ll keep them from straying too far from the socialist line they were fed in school. To be sure, ever since 1992, when NRK was finally forced to surrender its TV and radio monopoly, there have been other broadcast news sources in Norway; but old habits are hard to break, and besides, Norwegians have been told all their lives that NRK is the only really serious and truly reliable news source, since, unlike commercial TV channels, which always must look over their shoulders at their advertisers, NRK is undefiled by poisonous capitalistic influences, and is thus able to present them with the pure and unadulterated truth. An amazing number of people actually buy this bull. Dagsrevyen, the national news program that is broadcast every evening at seven, regularly draws around a million viewers in this country of five million.

Still, every once in a while NRK tries to pull something so flagrant in its dishonesty that it actually erupts into something of a scandal. Case in point: the January 12 edition of Dagsrevyen featured an eight-minute story about Mirela Mustata, a Romanian gypsy, or Romani, woman who was in a Norwegian prison after having been convicted of “aggravated human trafficking” in a case involving four children. The clear objective of NRK’s report was to paint Mustata as a victim of cultural prejudice, punished simply for trying to keep her children from starving. To this end, NRK implied that Mustata had done nothing more than put her kids to work selling costume jewelry on the street – which, viewers were instructed, is a harmless, generations-old gypsy tradition. “I did everything I could to take care of my children,” a weeping Mustata said on camera.

(more…)

En anderledes ekspert

Har vi behov for en Greencard ordning? Er vi nød til at importere udenlandske ”specialister” af forskellig karakter?

Det er noget vi med jævne mellemrum hører fra alle mulige ”eksperter”, ”kommissioner”, ”fonde”, økonomiske ”vismænd” og så selvfølge også fra de politikere som påtvinger os en meget uønsket indvandring.

Vi skal helst tro på det de siger, og glemme alt om alle de gange hvor de har taget fejl. Hvor mange af dem var i sin tid ikke overordentlig begejstrede for Euroen og kom med alle mulige dommedagsprofetier om hvad der ville ske, såfremt vi vovede at stemme nej? Man kunne også tag den nuværende økonomiske krise – kun ganske få forudså den komme, og da krisen så kom troede de at den hurtig var overstået…

Det kunne der nævnes mange flere eksempler på, men lad mig i stedet præsentere et eksempel på det modsatte: Professor dr. polit. Jørgen Pedersen.

I sin tid en højt agtet ekspert, som i dag nok må placeres i skammekrogen hos ”højreekstremisterne”. Hvis ikke Jørgen Pedersen var den første kritiker af fremmedkursen fra universitetsverdenen, så var han i hvert fald en af de første. Alene af den grund fortjener hans artiklen Århus stiftstidende d. 17 oktober 1969, at blive lagt online.

Hans anbefaling omkring regulering af indvandringen: Her glemmer han familiesammenføringer! Man skal dog her huske hvornår artiklen er skrevet – dengang var denne endnu ikke begyndt, og Jørgen Pedersen har nok ikke kunnet forestille sig hvad der her skulle komme til at udarte sig. Virkeligheden overgår som bekendt altid fantasien…

Her følger den.

En mening

Overskrift: Import af fremmed arbejdskraft

Af professor dr. polit. Jørgen Pedersen

Der har i den sidste tid været talt meget om “import” af fremmed arbejdskraft. Det er et spørgsmål, der har mange aspekter. Lad os se på nogle af dem.

Somme tider siges det, at de vestlige økonomier ikke kan opretholde den “økonomiske vækst” (stigning i bruttonationalproduktet) i det hidtidige tempo uden import af fremmed arbejdskraft. Med misundelse ser man på Schweiz, hvor en tredjedel af arbejdsstyrken er fremmede, og Vesttyskland, der foruden at have modtaget adskillige millioner flygtninge fra de østlige lande har forøget deres arbejdsstyrke med 5-6 procent i form af “gæstearbejdere” fra syd- og sydøsteuropa’s fattige lande.

Lad det være sagt straks, at denne interesse for “væksten” i “nationalprodukt” er fuldstændig absurd i et samfund, der taler om at mennesket skal sættes i centrum. Den var helt logisk for en farao, der ville bygge pyramider, eller i et land, der ønsker at undertrykke den øvrige verden, og derfor skal have flest muligt soldater. Hos os har nationalproduktet ingen betydning i sig selv, hvad det her kommer an på er det enkelte menneskes velfærd, således som det selv forstår denne. Hertil kræves først af alt, at den enkelte har mulighed for at udfolde sine erhvervsmuligheder på lige fod med andre. Hans (eller hendes) mål kan være at skaffe sig størst mulig pengeindtægt eller pengemæssigt udbytte af sit arbejde, men det kan også være noget andet, han stræber efter, mere fritid. Nationalproduktet som helhed har i hvert fald ingen interesse, og ud fra dette synspunkt kan der ikke være tale om “import” af arbejdskraft, medmindre dette kan forøge den enkelte borgers erhvervsmuligheder.

Et andet motiv kan være en følelse af broderskab med menneskeheden i hele verden: De industrialiserede lande (udenfor de kommunistiske diktaturer) har en meget høj grad af materiel velstand, arbejdet er meget produktivt. Det skyldes ikke disse landes rigdom på naturlige ressourcer, men arten af deres kultur: den er “progressiv“, indstillet i på initiativ, forandringer opfindsomhed samt arbejdsdisciplin. Ud fra en broderlig tankegang, bør disse muligheder, kan man sige, stå åbne for den øvrige menneskehed. Derfor bør vi åbne vore grænser for fri indvandring fra de stagnerende, fattige lande, så deres folk, om de ønsker det, kan få fri adgang til disse lande og “integreres“ deri.

Den uhyre og fri indvandring til det amerikanske kontinent, særlig USA, som fandt sted i 19 årh. og indtil 1 Verdenskrig, kunne og blev ofte motiveret på denne måde, selvom der var andre motiver, f.eks. at landet var “underbefolket”, jo flere man blev, des bedre ville den enkelte blive stillet. Men givet er det, at de, der har denne filantropiske følelse, og ønsker den realiseret i større omfang, ikke samtidig kan våge over, at de eksisterende løntariffer overholdes, eller at indvandrerne har en “menneskeværdig bolig”, nogen til at tage sig af dem i tilfælde af sygdom eller til at sørge for at de underholdes i deres fritid. Hvis USA havde påtaget sig sådanne forpligtigelse over for indvandrerne, ville de aldrig være kommet til landet, og USA ville i dag næsten kun være befolket af efterkommerne af plantageejerne i syden samt af de grupper, der for deres religions- og anden friheds skyld eller af ren eventyrlyst indvandrede til den nordvestlige del af landet.

Der er vist ikke mange, der i vore vestlige 1ande er parat til at praktisere vore højt udskregne broderlige følelser for de fattige landes folk på denne måde. Lad os derfor ikke tale mere om denne sag.

Men hvorledes kan man da finde en fornuftig motivering for indførselen af udenlandske arbejdere her til landet? Mit svar herpå er, at en varig tilstrømning af folk fra lande med stærkt afvigende kulturmønster, må være en særdeles betænkelig sag. Det er dog ikke udelukket, at den indfødte befolkning materielt set kan vinde derved. Og det er jo næsten sikkert, at indvandrene vinder, da de jo ellers kunne blive borte. Thi ganske vist kan vi ikke antage, at Danmark er et ,,underbefolket” land i den forstand, at gennemsnitsindtægten vil stige med voksende befolkning. Det modsatte vil nok blive tilfældet – men indvandrerne vil utvivlsomt – selvom løntarifferne for ens arbejde uden hensyn til nationalitet – komme til at udføre det mest primitive og dårligst betalte arbejde således, at de indfødte bliver en slags overklasse. På denne måde kan danskerne opnå en højere gennemsnitsindtægt, selvom gennemsnitsindtægten i landet som helhed er lavere. Det hævdes, at forholdene er således i Schweiz. Men denne materielle fordel må købes med de sociale og politiske ulemper, der følger af dannelsen af et paria-lignende befolkningselement.

Når fagforeningens ledere ser med en vis betænkelighed på indvandringen er det dog snarere forestillingen om, at den vil betyde et pres nedad på lønnen, end erkendelsen af de aspekter, jeg her har nævnt. Det behøver ikke at være udtryk for nogen speciel menneskekærlighed, når de stadig indskærper, at betingelsen må være, at løntarifferne nøje overholdes, at der sikres de udenlandske arbejdere ordentlige boligforhold til billig leje, og at der i det hele taget sørges for dem, på samme måde som for danske arbejdere. At man ved at opstille disse krav der synes så velbegrundet i humanitære hensyn, lægger en kraftig bremse på indvandringen er vel sikker; thi hvis der er noget om den megen snak om de store krav til uddannelse, som det moderne erhvervsliv stiller, så må der være meget få tyrkiske og spanske arbejdere, der kan tjene en dansk tarifmæssig løn. Og de, der kan vil sikkert også kunne tjene en høj løn hjemme.

For mit eget vedkommende tror jeg, at dette er en meget hensigtsmæssig form for begrænsning af indvandringen thi den har den gode egenskab, at den kan fortolkes såvel menneskekærligt som nationalegoistisk.

En endnu bedre regulering af indvandringen ville man dog få, hvis man iagttog følgende regler: 1. Et firma må kun beskæftige udenlandske arbejdere efter tilladelse af myndighederne. 2. Firmaet må forinden de pågældende arbejdere antages, have sikret sig at de har eller kan få en bolig svarende til danske standard. 3. Løntarifferne må overholdes efter ånd og bogstav.

Tilladelse til antagelse af udenlandske arbejdere må kun gives til udførelse af ordrer firmaet har påtaget sig, før der opstod mangel på dansk arbejdskraft, og inden for bestående kapacitet – ikke til udvidelse af den – samt når det drejer sig om specialister i forbindelse med fremstillingen af nye produkter, og når disse ikke kan fremskaffes inden for landets grænser.

Det bør endvidere være en forudsætning, at de pågældende arbejdere kun midlertidig opholder sig her i landet.

Kun under disse forudsætninger kan man sikre sig mod de sociale og politiske konflikter, som efter erfaringerne andet steds bliver følgen af indvandringen. Politiske flygtninge bør undtages fra disse regler.

Jørgen Pedersen

Caroline Glick om jødiske rettigheder i Judæa-Samaria(Vestbredden)

Filed under: Fatah, Gaza, HamaSS, Israel, Palæstina - Libanon, TrumfEs, Vestbredden — trumfes @ 17:53

Royal Geographical society hold en konference i London om Israel og bosætterne

Her havde man bl.a. inviteret Caroline Glick fra Jerusalem Post, som gav konferencen et noget mere nuanceret billede af bosættere end man er vant til i MSM.

Vi er alle vant til at se billeder af skæggede mænd der siger noget i retning af “vi er her fodi Gud gav os landet for 2-3000 år siden”.
Det er det billede af bosættere, som MSM med stor succes har fremelsket.
Der er givet vis også nogle af den type, men de fleste er blot mennesker, som ønsker at bo i det jødiske kerneland.
Historisk set er det jødiske kerneland netop Judæa-Samaria, ikke Tel Aviv,
som først blev grundlagt i 1909.

Som Caroline Glick siger, har jøderne også rettigheder til Judæa-Samaria.
Det er underligt at MSM har fået hele verdenen til at kalde området for vestbredden ,
et navn som opstod efter 1949, da det arabiske kondømme Transjordanien annekterede den del af det engelske palæstinamandat, det havde erobret i krigen med Israel i 1948-9 og skiftede navn til Jordan. Denne okkupation varede i 18 år indtil 1967.
Før den tid har området altid heddet Judæa-Samaria.

Jeg har set bosættelsen Yamit ved El-Arish i Sinai, som Israel opgav og tvang bosætterne ud som et led i fredsaftalen med Ægypten i 1982.
Man kørte i bil, ørken til højre, til venstre, foran , bagved .
Og så pludselig dukkede en grøn plet op midt i ørkenen.

5000 mennesker havde bygget en tilværelse her.
Efter de blev smidt ud, ødelagte Ægypten området,
istedet for at flytte 5000 ægyptere eller palæstinensiske arabere ind.

Samme billede gentager sig, da Israel trak sig ud af Gaza.
Man hvade efterladt bygninger,
der før kunne producere landbrugsvarer i stort omfang.
Det blev – i vanlig arabisk stil – ødelagt,
og Gaza må idag importere landbrugsvarer, istedet for selv at kunne producere dem.

Men det er selvfølgelig også vigtigere at bruge de mange hjælpepenge, bl.a. fra Danmark til at producere raketter, så man kan beskyde civile israelere.

Her er en kort lille “tegnefilm”, som handler om Judæa-Samaria: